Man behøver heldigvis ikke være perfekt

10 ikke særlig seje ting, som jeg gør

 

Render alle I andre også bare rundt og er seje hele tiden? Ja, ikke mig. Her kommer de første 10 useje ting, som jeg kom i tanke om. Der er nok rigeligt andre punkter til at lave det her til en ganske selvtillidsnedbrydende torsdags-tradition. Kan I genkende nogle af punkterne, eller skal vi bare grine hånligt af mig alle sammen?

Jeg genfortæller andres historier. Jeg har oplevet nogle skægge ting efterhånden – men jeg har også hørt om andre, der har oplevet skægge ting, og taget historierne til mig. De bedste historier kan jeg ikke længere huske, hvem jeg har stjålet fra – så der er potentielt grobund for en super akavet samtale, hvor jeg fortæller min anekdote til den, der i virkeligheden har oplevet det.

Hvis du har vatpinde stående fremme på dit badeværelse – så bruger jeg dem. Jeg ved godt, at man ikke må rense ører – men jeg er afhængig, og det er mit eneste drug. Du kan desuden ikke betragte dem som i sikkerhed, hvis de ligger i øverste skuffe. Den kan jeg sgu godt finde på at kigge i. 

Selvom vi lever i en tid, hvor store lår og numser bliver hyldet, så står jeg umanerligt ofte og kigger i spejlet, for at finde ud af, om mine lår ser store ud i nogle bukser – og skifter efterfølgende, hvis jeg synes, det er tilfældet. Min hjerne ved godt, at mine lår ikke kan se store ud – for det er de jo vitterligt ikke. 

Hvis jeg skal ses med nogen, hvor jeg føler mig på udebane eller er bange for at få sagt dumme ting, så forbereder jeg nogle spørgsmål eller samtaleemner hjemmefra. Så når der er pisse-stilhed, så kan jeg lige begynde på min mentale-liste over sikre samtaleemner. 

Jeg spiser slik til morgenmad. Ja altså ikke hver dag jo, men jeg har ikke sådan et indre-mad-ur, der først giver mig lyst til lagkage eller cola efter kl. 12.30. Så hvis der står en kæmpe portion risalamande i køleskabet, så kan det sagtens udgøre min morgenmad, hvis jeg lige skider lidt på madpyramiden en enkelt dag. 

Jeg tjekker, hvem der liker mine billeder og ser mine stories. Jeg kan ikke forklare hvorfor det åbenbart er vigtigt for mig – men det er det. Så hvis vi er venner, og du glemmer at like mine billeder – eller bare virkelig ikke har lyst til at like dem, så er der en overhængende risiko for, at jeg gør gengæld. 

Fik du læst mit seneste indlæg? 

Jeg køber to eller tre kager, når jeg er ved bageren – så det ser ud som om, at jeg får gæster derhjemme, og at jeg ikke bare skal sidde og spise dem i bilen på parkeringspladsen.

Jeg slår ord op på Google, for at finde ud af, hvordan jeg kan bruge dem i en sætning for at lyde klogere end det er tilfældet. Det går nogle gange galt. 

Hvis jeg blander salater i en kantine eller lignende, så propper jeg også dressing i midten af skålen, så det hele ikke skal ligge på toppen og skrige til resten af kantinen “VI SKAL HAVE EN REFILL PÅ TUSINDE-ØER-DRESSINGEN EFTER DEN HER OMGANG!” 

 Jeg googler ting i smug under samtaler. Så hvis jeg pludselig ved øjensynligt mere om et emne et minuttet før, så er det nok det, der er foregået. Undskyld. 

Har du iøvrigt læst om mine 9 mest ucharmerende karaktertræk?

6 kommentarer

  • Silje

    Er helt flad over den med dressingen 😂 Mest fordi jeg selv gør det … men det tjener jo altså også et praktisk formål, når skålen/boksen er så fyldt, at det er umuligt at få dressingen blandet med rundt 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    Haha den med kagerne troede jeg kun var mig der lavede🙈. Jeg kunne heller ikke drømme om at hente/få bragt én pizza eller ligende… der laver jeg samme stunt. De skulle jo nødig tro jeg er enlig😂. Min, ret nye, kæreste grine så meget over det…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Du er seriøst for skæg og jeg ælsker dine skriv – mange flere a’ dem, tak! 😅

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg kommer altså også til at låne en vatpind eller to, når jeg ser dem. Det er som om synet af dem får mig til at tænke “Shit! Nu har jeg helt sikkert vildt meget ørevoks!!! Åhnej åhnej åhnej! Mon nogen har set det? Åhnej åhnej hvor pinligt!!!” 😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Desiree

    Jeg er med på den med kagerne ved bageren og salaten i midten 😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Jeg er faktisk ret sikker på, at ens lår altid kan se for store ud i et par bukser! Altså i ens eget hoved kun 🙄
    Og fedt at jeg ikke er den eneste, der går op i likes på den måde! 😂😅

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Man behøver heldigvis ikke være perfekt