Vores nætter med baby-homie

6 små glæder, når man har en nyfødt baby

7b71c64f-3542-4c39-80bd-29aa2162e792

Vores liv har ændret dig rimelig meget siden homie for 18 dage siden hoppede ind på scenen og blev stjernen i vores liv. Vi har været vant til at træne meget sammen, være ude at spise, gå lange ture, dele tre flasker vin over et brætspil, og rejse både verden og Danmark rundt, så snart der var tid til det. Og selvom de sidste ni måneder har stået på graviditet – og manglende vin, og jeg egentligt troede, at det at være tyk, ugidelig og gravid var en blid overgang til det at blive forældre, så kan jeg godt se i bagklogskabens ulideligt klare lys, at den rigtige forandring først skete, da lille henrivende Inge tog sine første svømmetag i fødekarret.

De ting, som vi brugte meget tid på før, er der æk’ blevet meget tid til siden. Jeg tror ikke, at Arne bliver vrissen eller fornærmet, når jeg siger, at jeg førhen stod for stort set al rengøring, madlavning og planlægning – og det med glæde og på ganske hysterisk manér. Men når man pludselig sidder med en baby i armene og ammer et halvt døgn, så bliver man hurtigt tilfreds, hvis man kan nå selv at sætte sit vandglas i opvaskemaskinen efter brug. Arne har altså fået en væsentligt større mængde husligt arbejde på sin tallerken, samtidig med, at der går meget af hans tid med at kigge homie i øjnene og lege hjulene-på-bussen med hendes små tykke skanker – og han gør det skidegodt. Men når livet nu ikke længere er helt som det vi kender og elsker, så er det godt, at der ikke skal så skidestore ting til, at gøre mig glad og få mig til at føle, at tingene ikke er så anderledes igen.

  1. En sjælden gang at få lov at tisse inden kl. 11.00. Nej det sker ikke så ofte, fordi homie efter en god nats søvn har det rimelig fucking vilderen over livet. Så hun nægter at tage et lille hvil, men vil hellere leve livet som de rige og kendte omringet af babser og mælkesprøjt. Så når det i ny og næ lykkes mig at komme af med nattens halvanden liter vandindtag inden frokosten, så jubler både min blære og jeg.
  2. At måtte sætte Arne i sving. Amning tager mofo lang tid, men det er virkelig også hyggeligt. Og så har det den pragtfulde fordel, at man sidder rimelig fast i sofaen i den tid, hvor babyen vil have mad. Så hvis der skal handles, hentes take-away eller støvsuges, så må en anden gøre det. Jeg har hørt mange kalde deres døtre for prinsesser, men herhjemme er det vist mere mig, der er den forkælede prinsesse uden egen vilje – og så er Inge den beslutningstagende konge.
  3. At få lov til at føntørre hår. Jeg har ofte hørt nybagte mødre fortælle om, at de kan have problemer med at nå et bad. Det har jeg heldigvis ikke haft problemer med endnu – både fordi vi har været to hjemme indtil i dag, og fordi jeg elsker at bade og derfor prioriterer det virkelig højt – især efter en fødsel, hvor specifikke dele af kroppen har godt af lidt varmt vand et par gange om dagen. Men føntørring det er der godt nok ringe mulighed for! Homie laver omtrent tre ting i løbet af en dag 1) Hun sover – og her har jeg ikke lyst til at vække hende med føntørren 2) Hun spiser babs – og den del skal jeg bruges til, så der kan jeg ikke rigtig tørre hår samtidig 3) Hun bliver skiftet – den del kan mange andre også tage sig af, og man kunne derfor forestille sig, at jeg lige kunne få tæmmet mit tynde, uregerlige hår her, men nej, vi bruger nemlig føntørren til at tørre hendes lille bagdel og de gode elastikker på lårbasserne. Måske vi skal have investeret i endnu en hårtørrer, så der er én til hår og én til numser. Og så skal jeg desuden have overtalt Arne til, at jeg også kan få tørret numsen efter toiletbesøg, for hold nu bøtte, hvor ser det skønt ud.
  4. At mor altid dur. Inge er nice – men hun kan edderbrandsparkeme også sige nogle høje og spændende lyde, hvis man ikke lige forstår, præcis hvad hun vil med det samme. Og alle andre kan spæne rundt og løfte hende op og ned, og tjekke bleer på livet løs, og alligevel bliver skriget kun værre. Og der kan jeg så træde ind på scenen som helten, og stoppe al hysteriet, bare ved at mase en babs ind i munden på vores evigt sultne datter. Jeg ved godt, at det ikke siger en ski’ om mine mor-evner – men det føles altså stadig ret fedt.
  5. At spise varm mad sammen en gang imellem. Vi har fået meget take-away de sidste 18 dage, men det er en evig vurdering af, om vi helst vil spise varm mad eller spise det sammen. Som oftest bliver det lidt en uheldig kombination, hvor det bliver lunken mad, som vi hakker lidt ned af sammen i fem minutter inden Inge igen kræver vores opmærksomhed, og så kan vi spise resten hver for sig og ganske koldt. Men nogle gange, som eksempelvis i går, så beslutter Kong-Inge, at hendes lur skal starte kl. 18.30 og vare flere timer, og så får vi hjemmelavet mad og varm sovs, og det ene af de to heldige svin får endda et glas vin til maden – og den anden får lov at dufte …
  6. At kigge homie i øjnene. I troede helt, at I slap for føle-Finn? Niksen. Jeg synes egentligt, at det er selvsagt, men jeg er bange for at få skæld-ud af mor-politiet, hvis jeg ikke nævner det, so here goes; Inge er pissesej, og det er sgu ikke meget, der kan slå følelsen af, at kigge hende i øjnene og mærke kontakt den anden vej. Hun er pæn og sød og nice og fin – og det gør ikke så meget, at tingene er komplet vendt på hovedet, når bare hun er her sammen med os.

Hvis du orker flere ting, som jeg har skrevet – så findes det sgu! Du kan eksempelvis se mig have veerlæse om vores første dage på rigshospitalet eller se min mor-krop 7 dage efter fødslen. 

Og hey, følg mig lige helt oppe i højre hjørne, homie.

2 kommentarer

  • Maria

    Jeg fødte for 5 måneder siden og havde lykkeligt glemt den første tid hvor man var lænket til sofaen grundet amning! Shit jeg blev deprimeret af tanken om, at jeg skulle sidde låst der for hvad jeg troede, ville være resten af mit liv 😂 Godt mælkebaren optimeres så det kan klares med færre besøg 😄 Nyd de små lyde (de forsvinder så hurtigt!) og de fantastiske første stunder, det æk’ lyv når man siger tiden for alvor går stærkt når man får børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Inger

    Jeg blev selv mor for første gang den 23. december, og jeg kan virkelig genkende alt hvad du beskriver! Jeg har været helt vildt glad for min strækvikle – så kan man have hænderne fri til at tørre hår, spise sammen hvis homie er faldet i søvn eller støvsuge 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vores nætter med baby-homie