Jeres bedste sove-råd til en vågen baby

7 seje mor-ting, som jeg ikke gør

79f1c22c-0363-406c-97fa-a7d6148f8533

 

Jeg er nogens mor. Nærmere bestemt homies mor, men den har I garanteret fanget nu. Jeg havde en forventning om, at det pludselig at eje en baby betød, at jeg voksede afsindigt med opgaven og havde enorme mængder overskud til alle de baby-opgaver, som en barselsdag byder på. Det viste sig ikke helt at være tilfældet. Jeg kan se på Instagram, at der er mange mødre, der er væsentligt mere omhyggelige og overskud-agtige end mig, når det kommer til baby-hejset. Så her kommer 7 seje mor-ting, som jeg ikke praktiserer.

 

Skifter homies tøj hver gang hun får gylpet på det. Homie hænger pokkers meget ud i mælkebaren, og nogle gange medfører det, at hun glemmer, hvad hun laver, mens hun ligger ved babsen. Det kan godt gøre, at hun nogle gange får lige lovligt meget fløde indenbords, og så kommer der altså lidt gylp op. Men jeg render altså ikke og skifter hendes tøj hver gang, at hun får lidt gylp på sin body. Til gengæld så er jeg mester ud i at tørre små-våde body’er med føntørreren, der alligevel ligger klar på puslebordet til at tørre hendes lille ble-nums’.

Holder styr på kalenderne. Både Arne og homie har propfyldte skemaer. Men jeg er endnu ikke blevet en skilled nok mor til, at jeg har styr på hele den lille families kalendre. Det medfører i praksis, at jeg hele tiden får lavet dobbelt-bookinger i forhold til homies mødregruppe, lægeaftaler, besøg fra sundhedsplejersken – og desuden aldrig aner hvornår Arne er på arbejde eller hjemme. Min egen kalender derimod er kun fyldt med homies aftaler, så den er piss’-let at finde ud af.

Juicer, bager og laver hjemme-projekter. Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle fortsætte med at bage løs og have gang i sunde juicer hver og hveranden dag – og måske få slebet og malet et natbord til vores kommende lejlighed i løbet af min barsel. Det er det så æk’ lige blevet til endnu. Men i forgårs fik jeg vasket to maskiner tøj, så det er jeg da meget godt tilfreds med … Jeg når grundlæggende ikke en ski’ når homie sover – andet end at sove en smule eller få vasket al tørshampoo’en ud af mit hår.

Sidder og kigger på hende, når hun leger alene. Vi er nået dertil, hvor vores baby rent faktisk kan ligge på sit legegulv og have det fedt med at kigge på vores møgfe’e loft eller smadre til øsit legestativ i et øjeblik. Det er pragtfuldt sødt – men når hun endelig gider lege lidt, uden at jeg skal sige idiotiske lyde og lave abe-ansigter, så skynder jeg mig altså at stikke af og få lavet bare en my af de dagligdagsopgaver, som står på huske-listen. Resten af døgnet får hun så til gengæld lov til at stirre sig træt på det her udkørte mor-ansigt.

Giver hende smart tøj på, når vi skal nogen steder hen. Hvis vi er nået igennem en dag, uden at vi har behøvedes at skifte homies tøj, fordi det lugter af sødmælk eller gylp – så har jeg ikke i sinde at skulle til at pisse hende af med et unødvendigt tøjskifte, fordi vi skal på familie- eller venne-besøg. Jeg går ud fra, at folk kan lide os godt nok til, at vi bliver tilgivet for, at jeg er iført pyjamas-bukser, læderjakke og tørshampoo-hår, og at homie rocker lyserøde strømpebukser over sin grønne body – og så spicet op med sokker på hænderne i stedet for luffer.

Har komplet styr på pusletasken. Pusletasken er et mysterie for mig. Det er som om, den har en hemmeligt rum, hvor alting forsvinder ned i. Jeg synes, at jeg fylder den med baby-grej, og alligevel er det der ikke, når jeg skal finde dem. Men jeg er ret ligeglad, for indtil videre er det lykkedes fint at improvisere, når jeg ikke har kunnet finde de helt rigtige ting i pusletasken.

Får sendt billeder til folk, når hun har deres gaver på. Vi har fået virkelig mange fine gaver og strikke-sager af familie og venner. Min top-tjekkede søster er vanvittig god til at sende billeder til folk, når min niece har gaver på. Det er jeg til gengæld ganske elendig til. Vi er absurd glade for, at der er så mange, der tænker på os og endda bruger deres sparepenge eller fritid på vores lille homie – men midt i gylp, middagslur, gråd og en fis synes jeg, at det kan være svært at nå at tage de billeder, mens hun stadig er nogenlunde ren og glad. Så indtil videre bliver billederne taget, når det passer homie – også selvom det er uden de flotte gaver på.

 

Jeg er en sjuske – men min baby er glad, dejlig varm og nogenlunde ren og pæn, så jeg tænker, at hun er okay med, at hendes mor til tider er et stort rod.

 

Har du læst mine andre indlæg? Du kan eksempelvis læse om, hvordan det er at have sex, når man er pissegravid og tyk, eller se mine værste amme-hjerne episoder eller læse de 12 kolde facts om mig

Og hey, følg mig lige helt oppe i højre hjørne, homie. 

   

1 kommentar

  • tina

    HAhaha! Fantastisk indlæg! Hvor befriende at høre, at der er andre, der er på samme måde som en selv! Jeg havde også en “gylper” (nu er vi endelig ovre på fast føde, så nu gylpes der ikke mere, hurra!!!) – og et af mine tricks til de store våde plamager under hagen og øverst på body’en var… vat! Jeg stak simpelthen et par af de runde vatrondeller ind under, for så kunne de lissom suge og fungere som blødt mellem-lag mellem vådt tøj og babyhud, smart ikke 😉 Min mand var ikke ligeså begejstret… vattet havde en tendens til at sætte sig godt fast under babys dobbelthager. Men hellere det end koldt tøj og hud!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeres bedste sove-råd til en vågen baby