5 ting, jeg skal stoppe med at sige

Alene hjemme: den ene er syg og den anden kan ikke gå

Njå, men jeg var så uforsigtig at fortælle i en af mine stories for et par dage siden, at Inge og jeg skulle være alene hjemme hele denne uge, men at det nok skulle blive mega hyggeligt. Så kan I jo lige få lov til at gætte, om det har været hyggeligt indtil videre …

Det’ nemlig helt rigtigt – det har været noget pis. Natten til mandag vågnede Inge allerede ved 2tiden om natten og ville ikke falde i søvn igen. Hun var ked af det, og det er hun normalt aldrig, når hun vågner om natten – hun er mere bare piss’-vågen. Men denne gang græd hun, og hun faldt først til ro, da jeg satte mig op med hende i armene og vuggede hende.

Nå, men som bekendt så er natten ikke altid afgørende for dagen efter og hun var godt tilfreds om morgenen – omend hun sov lidt længe, men det gør vi andre jo også, hvis vi har holdt techno-fest hele natten. Så mandag tog jeg på arbejde, men efter frokost fik jeg det frygtede opkald fra vuggestuen, fordi Inge havde feber og puds i øjnene. Vi tog direkte til lægen, der så på hende og uden de store problemer kunne gennemskue, at der var tale om øjenbetændelse eller det såkaldte “snot i øjnene” – som jeg i øvrigt først hørte om, da jeg blev nogens mor. Hun kiggede også ind i de små ører. Hun kunne ikke se den selektive hørelse, til gengæld kunne hun se, at Inge var rød i begge ører og at det ene havde hvad der lignede en mellemørebetændelse. Men fordi hun ligesom slår ud på alle parametre; snottet, røde ører, puds i øjnene, så mente lægen, at der kunne være tale om en forkølelse, fordi der ikke længere var nogen videre feber.

Så vi tog hjem fra Amager Hospital uden nogen former for penicillin eller dråber eller lignende, hvilket jeg normalvis er lykkelig for. Men jeg havde bare på fornemmeren, at det ikke ville gå væk af sig selv. Derudover skal vi flyve på ferie på søndag, så jeg kunne ingenlunde overskue, hvis der skulle gemme sig en mellemørebetændelse inde i hendes små ører, og at hun ville få ondt under flyveturen.

Nå, men natten gik faktisk okay – omend den ikke var helt lang nok. Det tog mig til gengæld tæt på 20 minutter at fjerne alt det indtørrede puds fra Inges øjne fra morgenstunden, så hun endelig kunne åbne sine stakkels øjne. Men pyt, jeg skulle alligevel holde Inge hjemme i dag, fordi de skal have haft en feberfri dag for at blive afleveret i vuggeren, og det havde hun jo ikke.

Inge og jeg gik i gang med at sortere i al hendes legetøj, og ryddede ud i det store skab med al vores tøj. Undervejs ville Inge gerne op i sengen og jeg satte mig på hug og løftede hende op – og så sagde mit knæ “KNÆK”. Så prøvede jeg at støtte på benet, og så sagde det “KNÆK” endnu engang og gjorde ret ondt. Så tog jeg en rulle kiks under armen til at underholde Inge med og hinkede ind på sofaen, for lige at mærke efter, hvad der var sket. Efter at have ligget med benet oppe et minuts tid besluttede jeg at prøve at strække det ud, hvis der nu var noget, der lige sad forkert og skulle rykkes på plads. Det resulterede i, at smerten ramte bide-i-puden-niveau og der stod vand ud af øjnene på mig. Efter jeg bøjede benet igen fortsatte smerten og jeg skyndte mig at ringe efter Arne og bede ham komme hjem fra O’ense med det samme – han hoppede derefter ud for at tale med sin chef.

Derefter ringede jeg til den anden halvdel af kollektivet, for at høre, om jeg kunne låne Kaspers krykker, så jeg måske ville kunne lykkes med at komme på skadestuen – han er jo korsbåndsskadet fra Brøndby.

Mens jeg talte med dem ringede Arne tilbage, og da jeg rejser mig op for at tage en stående samtale siger knæet “KNÆK” igen. Og så er den øredøvende smerte væk. Det gør da stadig pisseondt, men ikke på et niveau, hvor jeg ikke kan være i mig selv længere. Jeg beder derfor Arne om at afvente lidt, for jeg vil meget nødigt have kaldt ham hjem fra arbejde, hvis jeg så kan danse cancan igen, allerede inden han overhovedet er nået hjem.

Det ender med, at jeg siger til Arne, at han bare skal blive på arbejdet. Men knæet er altså stadig lort. Jeg kan godt støtte en smule på benet, men jeg kan hverken strække det eller lægge for meget vægt på det uden at der foregår noget fjollet og avs bag på min knæhase. Så Inge og jeg har måttet klare os gennem dagen med aktiviteter, der kan foretages liggende eller siddende. Og derudover er hun blevet  bestukket med alverdens ting, der kan aflede hendes opmærksomhed et øjeblik og derved lade os komme gennem dagen.

Efter hendes lur var hendes øjne igen helt grattede til, og jeg blev mere og mere nervøs for de øre. Det er jo det fantastiske ved at have børn; man glemmer helt, at man ikke selv kan gå, hvis de har ondt et eller andet sted. Nå, men jeg ringede til lægen endnu engang, og han ville gerne have, at vi gik derover en tur. Det er lettere sagt end gjort, når den ene af os kun kan gå 100 meter og den anden slet ikke kan gå. Men der var ikke lige nogen vej udenom, så Inge røg i klapvognen, og så haltede og hinkede jeg bagved den til Amager Hospital. Vi fik podet øjnene og hun fik noget antibiotika mod mellemørebetændelsen. Så nu står den indtil videre på saltvandsdråber og koldt kamille-te til øjnene og så behandling mod mellemørebetændelsen, og så tager vi op og bliver tjekket igen fredag, så vi ved besked inden afrejse. Vi taler naturligvis også med forsikringsselskabet.

Nå, men resten af dagen har vi brugt på endnu flere indendørs-aktiviter og lækre sager, der kunne aflede Inges opmærksomhed fra trangen til en tur på legepladsen – både på grund af min manglende evne til at gå og så et mindre stormvejr. Så jeg ville sætte pris på, hvis I ikke spurgte, hvor mange kiks hun har spist i dag og hvor meget fjernsyn vi har set – for svaret er, at jeg simpelthen stoppede med at tælle omkring middagstid.

I morgen kan Inge forhåbentligt komme i vuggestue igen, og så må jeg jo hoppe i en taxa og tage en tur på skadestuen med mit dumme, gamle knæ. Jeg håber, at det er æk’ en skid og at vi om et døgn kan grine af den gang, hvor jeg kaldte Arne hjem fra O’ens for derefter at afblæse hele skidtet 15 minutter senere. Så ja, kryds lige de der sagnomspundne fingre for mig og Inge. For det’ satme ikke nemt at lege alene-mor til et sygt barn, når man ikke kan gå.

Fik du læst de ord, som jeg skal stoppe med at sige? Siger du dem også?

1 kommentar

  • Tenna

    Hej J.E
    Allerførst, rigtig god bedring til her begge.
    Øv hvor er det bare uheldigt. Dernæst, du må endelig ikke komme kamillete i inges øjne. Der er nogle sporer i teen der kan ødelægge øjnene. (Sagde min læge da jeg fortalte jeg gjorde det på mine unger) han rådede mig istedet til, at bruge saltvandsdråber fra apoteket 🙂
    Håber I bliver hurtigt friske igen!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

5 ting, jeg skal stoppe med at sige