Det viser sig, at det er rigtige mennesker, der læser min blog

ARNE PÅ BLOGGEN: Om at blive farmand

Hej, jeg hedder Anders, I kender mig måske som Arne. Det er mig, som har taget 100.000 billeder af Julie-elsebeth. Altså dagligt. Nu er jeg rykket op i graderne og har fået lov til at fortælle lidt om, hvordan det er at være blevet daddy. Derfor vil jeg nu og da, eller hvis i tager rasende dårligt i mod det – så måske bare denne ene gang, snige mig ind på bloggen.

Her i første hug handler det om, hvor mega, åndssvagt mange ting, der har ændret sig efter jeg er blevet farmand.

Hele mit liv, eller indtil for godt seks måneder siden, har jeg forsøgt at undgå børn alt det jeg kunne. Hvis jeg gik ind i en togkupé med en masse børn – så stormede jeg ud igen, hvis jeg sad på en restaurant med en masse børn i nærheden – så bad jeg om en ny plads, og hvis jeg sad ved siden af et barn i et fly – så råbte jeg ‘flyskræææk’ og hoppede af. Ok, den sidste del er løgn, men et fremmed barn har engang brækket sig ud over mig i et fly, og det eneste jeg kunne tænke på var, hvor synd det var for MIG!

Nå, men i dag er alt anderledes. Jeg er virkelig blevet glad for børn, og føler pludselig slet ikke, at det er akavet snakke babysprog til dem  og larmen er på forunderlig vis heller ikke så slem mere. Forstå mig ret, det er jo ikke sådan, at man begynder at knuselske skrigende børn, fordi man bliver far. Men man bliver mere tolerant. Og pludselig er børn blevet et af mine favoritemner ved kaffemaskinen på jobbet. Det var det æk’ før, som én jeg kender rimelig godt nok ville udtrykke det. Til gengæld er jeg nok ikke længere den fedeste at tale med ved kaffemaskinen …

Men her er i hvert fald nogle områder, som jeg helt sikkert har ændret mig på, siden vi har fået Inge. Altså hende I nok kender som Homie. 

 

Jeg forstår alle fædre

Vi har et barn som er lidt over seks måneder. Alligevel føler jeg, at jeg pludselig kan sætte mig ind i alle andre fædres sted. Når jeg går forbi en far og hans barn, så smiler jeg og nikker på den der ‘årh, det kender jeg godt’-agtige måde. Selvom jeg overhovedet ikke ved, hvordan det er at gå rundt med en 3-årig, som konstant vil løbe over vejen eller samle skrald op fra gaden og spise det. Men jeg føler pludselig en eller anden connection. Det sker også, når jeg går uden Inge, og nu hvor jeg tænker over det, så er der sikkert 20-30 fædre derude, som tror jeg har bagt på dem med mine lumske smil og nik.

Piger prutter rent faktisk

Min ven Lars (ham som jeg gamer ‘puter med) og jeg, har altid levet i en lykkelig boble, hvor vi gik ud fra, at piger kun gik på toilettet for at tisse eller vande blomster. Vi har med andre ord forsøgt at fortrænge virkeligheden, og det faktum at piger ligesom mænd, skal af med de ting de indtager.

Men som far til en lille pige, så har jeg oplevet den skinbarlige sandhed på egen hånd. Ja faktisk har begge hænder, arme og mit tøj været smurt ind i den sandhed. Min romantiske forestilling om, at piger og kvinder ikke går på toilettet er altså død. Fuldstændig død. Altså ligeså død som en sten.

5,2 kg lettere her – både Inge og jeg.

Børn er sgu søde altså 

Jeg har tidligere været så uinteresseret i børn, at man skulle tro, at det var løgn. Når folk har smidt billeder af deres afkom på Instagram og andre sociale medier, har jeg enten scrollet lynhurtigt forbi, eller måske endda lavet et unfollow på personen. Det var simpelthen for kedeligt, og jeg ville hellere se på piger i bikini (Hej det er lige Julie-elsebeth, der lige redigerer lidt her. Jeg går ud fra, at Arne mente at skrive “se på Julie-elsebeth i bikini” her) eller folk som saftede sig ned i lunkne øl. Det er så ret meget slut nu. Jeg sidder og smiler for mig selv, når jeg ser billeder af andres søde børn på instagram, og giver et stort like og ofte også en kommentar. For nurh, hvor er de bare søde alle sammen, er de ikke? 

Børn på arbejdet

Kender I det med, at folk tager deres børn med på arbejde, og forventer, at folk synes de er ligeså søde som de selv gør? Den slags har vi en del af på mit arbejde. Jeg har altid gemt mig i hjørnet, og ikke anet hvad jeg skulle gøre af mig selv. Skal jeg klappe dem på hovedet, nive dem i kinden eller komme med et eller andet kompliment? Og hvad gør jeg, hvis de spørger, om jeg vil holde dem? – for det vil jeg godt nok ikke! Narh, jeg gemmer mig bare her.

Det er slut nu. Jeg har selv haft Inge (og Else) med på job én dag, og jeg kunne tydeligt se de unge gutter krympe sig sammen i hjørnet. Da jeg er en god kammerat, valgte jeg naturligvis at gå rundt til alle gemmestederne med Inge, så jeg kunne trænge de unge gutter op i en krog, og se dem forgæves forsøge at gøre noget naturligt eller sige noget positivt om vores baby, som de var latterligt ligeglad med. 

Der er forresten en masse ros af mig i dét hér indlæg, så det vil jeg jo gerne have, at I læser!

5 kommentarer

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det viser sig, at det er rigtige mennesker, der læser min blog