9 ting, der giver mig dårlig mor-samvittighed

Blogger-dag: Alene afsted med Homie

Jeg fik en fe’ idé for nogen tid siden. Jeg kunne da lige hoppe til København fra provinsen og så tage rundt på lidt pr-bureauer (kæft man skal hakke sig gennem det lorte-ord hver gang, hva’?) og sige hej til de søde mennesker – og jeg kunne jo bare lige nappe homie med. 

Det gjorde jeg så tirsdag. Arne skulle arbejde i København, så han satte mig af på sydhavn station kl. 9.45, og så skulle jeg bare finde ind til midtbyen inden kl. 12.00, hvor jeg havde første møde. Jeg nåede lige nøjagtig at dreje rundt om hjørnet, så begyndte Inge at råbe. Da hun havde giver lyd fra sig i omtrent fem sekunder kom der er en fremmed dame hen til mig og sagde “DU SKAL GIVE HENDE SUTTEN!”. Jeg svarede pænt, at hun desværre ikke brugte sut – men ellers tak. Damen kvitterede med at sige “SÅ SKAL DU ALTSÅ GIVE HENDE NOGET MAD, HUN HAR DET IKKE GODT!”. Der var min godmodighed så brugt godt og vel op, så jeg bad hende om at skride og bruge sin energi på at forsøge at finde ud af, hvordan man opfører sig som et nogenlunde almindeligt fungerende menneske med sans for, hvad man kan tillade sig at sige til fremmede. Det kunne hun slet ikke forstå, og fortalte mig, at hun altså var et rigtig rigtig sødt og rart menneske. Ligeså vel som at jeg aldrig har mødt et menneske, der sagde “jeg er et rigtig spontant og skægt menneske”, der rent faktisk har været hverken skægt eller spontant – så tror jeg, at det samme gør sig gældende for mennesker, der febrilsk forsøger at forklare, at de bare er ski’-søde. De er sgu som regel bare lidt nogle røvhuller. Nå, men hun skulle da heldigvis med S-toget hurtigt derefter – og så kunne hun også komme videre med dagens irettesættelser af fremmede mennesker. 

Jeg ventede til næste tog kom, så jeg kunne sidde lidt med homie på armen indtil da, og få hende til at falde til ro. Jeg ville egentligt have sat hende i viklen, men den havde hendes latterlige mor glemt at pakke. Nå, men vi hoppede på et tog mod Hovedbanen – og så begyndte råberiet igen. Så istedet for at køre helt til Hovedbanen, så steg vi af ved Fisketorvet, hvor jeg ved, at der både er babybutikker og amme-rum. Jeg fik bugseret os ind i Ønskebørn, hvor jeg ville købe en bæresele. Arne synes at det er lige en tand for tøset til ham at vikle, men vi havde endnu ikke fået købt en bæresele. Det var et pragtfuldt butikslokale med højt til loftet og langt mellem væggene – et perfekt rum at råbe helt op for en baby med sans for rumklang. På trods af de ikke så heppende tilråb fra Homie, så fik jeg alligevel valgt, prøvet og købt en bæresele. Hun gad godt nok ingenlunde sidde i den under prøvningen, men jeg besluttede lige egenhændigt, at det nok mere var på grund af hendes nuværende humør, end det havde noget med bæreselen at gøre. Derefter forlod vi butikken for at finde amme-rummet, og jeg forestiller mig at alt personalet i Ønskebørn har high fivet og ønsket hinanden tillykke med at vi endelig smuttede – og at det desuden var det letteste og hurtigste salg af en latterlig dyr bæresele nogensinde. 

Jeg blev hidsig den anden dag – det kan du læse om her. 

I amme-rummet fik jeg Inge til at falde lidt ned med et bleskift og en tur i mælkebaren. Men pludselig var der kun 40 minutter til det første møde. Så afsted mod S-toget igen og af på Hovedbanen. Jeg har tidligere plukket adskillige æbler i det københavnske natteliv, så jeg har nogenlunde styr på, hvor mange gader i indre by ligger. Alligevel valgte jeg lige at sætte GPS’en til, så jeg fik den hurtigste vej. Det lå langt længere væk, end jeg egentligt troede, så vi halsede gennem hele Strøget på en tirsdag i maj – og på trods af blasfemien i det, så kunne jeg se, at rimelig mofo mange syvendeklasser havde rykket deres blå mandag til om tirsdagen – og det fornøjede mig ikke videre, når jeg skulle skynde mig med en store fe’ barnevogn gennem en massiv folkemængde. Jeg fik skrevet en hurtig mail med den ene hånd, om at jeg var en smule forsinket, mens jeg med den anden fik bugseret barnevognen afsted. Fem minutter forsinket stod jeg ved GPS’ens slutsted. Men skæg historie – så var det jo slet ikke der … Det var i stedet et firma, der havde valgt at registrere sig under navnet på den anden adresse, således at de er det første, der kommer frem, når man søger på adressen – på trods af, at de slet ikke bor på adressen. Super fe’ practical joke. 

Så måtte jeg jo ringe til det første møde og fortælle om min dumhed, og sige at jeg kom endnu mere for sent. Jeg nåede da heldigvis frem, og pigerne var præcis ligeså søde, smukke og arbejdsomme som jeg havde forventet. Homie sov gennem hele mødet, så der lagde ingen i hvert fald mærke til, at hun havde en lidt dårlig dag. Grundet de 25 grader og decideret løb med barnevogn gennem Københavns gader, så svedte jeg uhyre meget – hvilket teknisk set måske ikke passede perfekt til hverken de smukke omgivelser eller de sarte, lyserøde stole, som min fugtige ammerøv skulle sidde i. 

Jeg håber, at stolen klarede den

Jeg håber, at stolen klarede den

254b84b1-cd8d-4410-a8f1-74350fb01140

Derefter skulle jeg videre til dagens andet møde. Det lå tæt ved, og jeg fandt en skummel baggård, hvor jeg kunne parkere børne-kareten, skifte ble og sidde og amme på en bænk. Jeg måtte til sidst hive babsen ud af munden på hygge-homie, fordi klokken var blevet 14 og mit andet møde teknisk set allerede var i gang. Jeg tog hende med op i liften og endnu engang opførte hun sig som om, at det var hverdagskost for hende, at blive slæbt rundt på bureauer. Bevares, de andre bureau-babyer plejer måske at have lidt mindre gylp på body’en og knapt så meget Lamaze-helvede med – men sådan er det jo nu engang hos os. Også her var det så fedt et møde for moderen, og homie synes tilsyneladende, at det var ret skægt at ligge og kigge på neglelak og hårkure i alverdens farver.

93adf89f-a725-4dd7-a64e-ad7af24efd04

Det er sgu da også pænere end Homies Lamaze-helvede

Det er sgu da også pænere end Homies Lamaze-helvede

Derefter spænede jeg hen på Politikens Hus på Rådhuspladsen, hvor jeg havde lokket Arnes computer-kæreste til at hente og tage en en pakke med på arbejde, som jeg fejlagtigt havde fået sendt til vores gamle Amager-adresse. Hele vejen derhen råbte Homie, men igen klappede hun kaje og faldt i søvn så snart der var andre mennesker end mig. 

Derefter skulle jeg mod Østerbro og mødes med min søster og niece hos en smykkebutik, og selvom jeg godt kunne have undværet turen på 3 kilometer i bagende solskin og højt tempo, så var det en rarere tanke end at skulle nærme mig en bus med en barnevogn og muligvis en vågen og sur baby. Homie fik lov at sove videre i gården, mens vi tre andre hoppede ind og kiggede på diamanter – fem minutter senere vågnede homie og jeg besluttede, at min baby var vigtigere end diamanter og at hun hellere måtte få lidt mad og så komme hjem og få lidt ro efter en alt for hård dag. Hele turen hjem sad hun i bæreselen, som hun ellers hadede i butikken. HURRA! 

Mit sidste indlæg finder du her. 

I Fælledparken mødte jeg to af de piger, som jeg gik til fødselsforberedelse med, og som jeg desuden lå indlagt med på Rigshospitalets barselsafsnit, efter vi alle tre havde født vores tre små piger med en dags mellemrum. Det var desværre et kort gensyn, fordi jeg var bange for at pisse Homie mere af – men for Søren hvor er det skægt at se de tre piger sammen nu, de var sgu noget mindre for tre en halv måned siden. 

Endelig kom vi hjem til min søster og svogers lejlighed med de to små piger. Jeg fik noget at spise, fik tisset og fik drukket andet end kaffe for første gang i 8 timer. En anden gang ville det nok være en fordel at tage vand og mad med på tur og indlægge tid til tisse-pauser. 

Det var også første gang i otte timer, at jeg trak vejret nogenlunde roligt, og jeg kan vitterligt ikke huske, at jeg nogensinde har haft en mere stresset dag. Til sidst syntes jeg bare, at det var synd for min baby, at hun skulle med sin mor på så mange besøg og gåture, istedet for bare at kunne hygge sig og køre efter eget skema, som hun plejer. Så vi skyndte os at lave et fedt legetæppe med grimt legetøj, hvor hun rigtig kunne tumle og være noget andet end en anstands-baby. 

Min søster og jeg blev meget hurtigt enige om, at det var sådan en dag, hvor vi gerne ville bruge tiden på legetæppet og have bragt maden lige til døren – så vi bestilte omtrent én af hver fra Kiin Kiin To Go’s menukort på Justeat-app’en. Derefter sad vi med babyer på armen og spiste tun-tatar, forårsruller, maki-ruller og de lækreste thai-retter med pinde – pinde er jo pragtfuldt værktøj, når man nu engang kun har én arm fri til at indtage sin mad. Brug det endelig som argument for altid at smide sushi på fælleskortet. Og så kan man jo altid slippe pindene, mens man sipper af sin hvidvin forstås det.

4ca7dba1-9ac0-4e5d-ad99-1bd97effcd35

Goddaw

Goddaw

Resten af aftenen brugte jeg på at kysse begge babyer og have det vildt over, at jeg rent faktisk kom gennem dagen – og samtidig lovede jeg mig selv, at jeg aldrig udsætter Homie for sådan en vild dag igen. Hun nåede at græde meget mere den dag, end både hun og jeg er vant til, og det er sgu bare for synd. Om natten rev hun lige en lur på 7 timer og 35 minutter i streg, så jeg går ud fra, at hun har været komplet kvæstet af den travle dag. 

Næste gang jeg tager på tur, så tager jeg enten et andet menneske med – eller nøjes med at lave en enkelt aftale. 

 

Husk at læse min liveopdatering fra et døgn alene med homie,  og hvad med den første ting, som mor-politiet har skældt mig ud over?

Og FØLG endelig homie og jeg, hvis du vil være fri for at gå glip af mine nyeste indlæg.

4 kommentarer

  • Anne

    Hvilken en bæresele købte du? Jeg tror måske jeg så en snert af den i din sidste IG story 😊 Jeg har i længe ledt efter en hvor stropperne ikke fylder halvdelen af overkroppen

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lk

    Tusind tak for en fantastisk ærlig blog! Har selv en pige på 14 uger og kan se mig selv i samtlige situationer du skriver om😅 Mine 10 minutters alenetid bliver oftest brugt på at læse din blog – du gør det godt!! Laver du mon snart en opdatering på hvordan de seneste uger er forløbet?😍

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg kan ikke engang tage til mødregruppen 400 m væk uden 2 timers epileptisk raserianfald fra mit yngel. Så deeeet

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Åh hvor er folk dog så pissekloge alle sammen, og især dem uden børn – hold nu kæft hvor ved de bare meget, og de er ikke blege for lige at fortælle os mødre hvad vi i hvert fald burde gøre og ikke gøre ved vores barn. Man bliver så tæt! Fedt at du sagde noget til hende… kan du give min svigermor af samme skuffe? 🙈😂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

9 ting, der giver mig dårlig mor-samvittighed