Ting, Arne gør - der pisser mig af 

Bolleri, graviditet og nybagt baby-ejer

Homie har seriølle været så lille og sur engang.

Jeg startede dén hér blog for lige over et år siden. Siden da er der sket meget, og jeg ligger normalvis og svømmer rundt på mellem 55.000 og 65.000 unikke læsere hver måned. Det’ mange mennesker. Og det er langt fra dem alle sammen, der har været med siden jeg startede med mine skriblerier. Og det er altså blevet til over 200 indlæg i løbet af det år. 

Så hvis man er ny eller relativt ny læser herinde, så er man sgu nok gået glip af en information eller to om mig og mit mor-virke, selvom jeg har skrevet om det tidligere. Jeg er nemlig æk’ særlig dygtig til at få kategoriseret alle mine indlæg – så det vil være nogenlunde umuligt at få søgt de rigtige ting frem, hvis det er noget specifikt, som man efterspørger. 

Så nu kommer der sgu lige en god, gammeldags opsummering på, hvem jeg er og hvorfor dén hér blog overhovedet er en ting. Jeg havde oprindeligt tænkt mig at smide hele skidtet ind i ét indlæg, men som sædvanligt er jeg freaking dårlig til at begrænse mig, og pludselig var skidtet dæleme blevet langt. Og I skal jo også have tid til andre ting, end at læse mine navlebeskuende indlæg – så nu har jeg i stedet valgt at fokusere på graviditet og da Homie var helt lille i dét hér indlæg.

So here goes … Jeg hedder Julie-elsebeth, jeg er i tyverne … OKAY, jeg er 29. Og så gider vi heller ikke tale mere om det piz. Og så er jeg mor til Homie, der i virkeligheden hedder Inge. Du kan læse om, hvorfor hun bliver kaldt Homie, og hvilke ting jeg har måttet høre for i den forbindelse – og så er der naturligvis også en forklaring på navnet Inge, og hendes fulde navn. 

Jeg tænker, at snave-billedet passer perfekt ind her

Jeg blev gravid i enten den dominikanske republik eller på Puerto Rico, med enten min kæreste Arne, eller den smukke, mørke tjener. Homies hudfarve og i øvrigt resten af hendes udseende tyder på, at det godt kunne være Arne, der var faren – men lad os nu lige vente og se, hvordan hun udvikler sig, inden vi sætter os helt fast på det. Begge steder er i øvrigt kategori 4-steder, når det kommer til udbredelsen af Zika-virus, så i virkeligheden skal man slet ikke lave babyer, når man er der. Ups – det kom vi altså til.

Jeg havde en pragtfuld graviditet, og de små gener, som jeg havde var vist mere fjollede, end de var ægte hårde. Jeg frygtede ikke fødslen, omend jeg havde en del tilbagevendende tanker omkring den. Jeg lavede også en fødselsplan, hvor jeg havde nedskrevet nogle specifikke ting, som jeg gerne ville have, at jordemoder, sygeplejersker og Anders vidste omkring mine ønsker til fødslen. 

Jeg tog selv i mod vores nye homie i fødekaret.

Så kom Homie til verden d. 1 februar 2018. FUCK. Så var vi edderbrandsparkeme pludselig nogens forældre. Voksent, hva’? Min fødsel gik pragtfuldt og det er til stadighed den dag, hvor jeg har følt mig allermest stærk og sej. Du kan finde min fødselsberetning her. Inge var en lille fis, da hun blev født, så Inge og jeg fik lov til at blive på barselsafsnittet, men Arne måtte desværre ikke blive der, så de første nætter som forældre måtte vi klare hver for sig. Det kan du læse om her.

På tredjedagen kom vi endelig hjem, og det var fantastisk at være et stille og fredeligt sted, hvor der ikke hele tiden var blinkende lamper og høje bip-lyde, der stressede både min baby og jeg. 

Jeg fødte på Rigshospitalet, og fik som nævnt lov til at blive der nogle dage, fordi hun var et lille myr – og fordi de havde glemt os. Den luksus er det slut med nu på Riget, og man bliver sendt hjem efter spæde fire timer som nogens forældre, hvis alt er gået godt. Jeg kender ikke så skidemange, der har fået gang i amningen efter så kort tid – jævnfør at der ikke rigtigt er løbet mælk til endnu, men det vil politikerne tilsyneladende skide på. For der skal spares. Og så skal der spares lidt mere. Hvis vi var blevet sendt hjem efter fire timer, så kan jeg komme i tanke om minimum tre episoder, hvor jeg ville have ringet til en ambulance, fordi jeg troede, at noget var helt galt. Alle situationerne var ganske normale og ufarlige, men det vidste jeg ikke – for jeg var kun lige blevet baby-ejer, og selv alverdens fødselsforberedelse kan ikke forberede en på alt. Jeg fik taget lidt billeder, da min mor-krop var 7 dage gammel – og jeg netop var hoppet tilbage i almindelige underhakkere, i stedet for dé dér lækre net-slags, som man får udleveret på hospitalet. 

Homie får en lur – og jeg forsøger at undgå at gennembløde hende fuldstændig i babse-mælk.

Min amning kom først op at køre på femtedagen, fordi Homie foretrak højre-spaden og nægtede at drikke fra venstre-babsen. Amningen har i det hele taget fyldt meget på los bloggos – fordi det har fyldt meget hos mig. Babser har aldrig før og kommer aldrig igen til at fylde så meget i mit hoved. De første mange måneder føltes det som om, at det vitterligt var det eneste, som jeg lavede. Jeg fik også lidt skældud, fordi jeg vovede at amme mit barn og tage et billede af det … okay, 100 billeder af det, but still. Siden da kom der en masse opdateringer på amningen og desuden lidt snak om amning vs. Flaske. 

Njå, amningen fyldte måske ikke det hele – for søvnen er satme også vigtig. De første fire måneder sov vi pragtfuldt alle tre. Så pragtfuld at jeg ikke skrev om det på los bloggos – fordi jeg var decideret bange for med rette at blive kølhalet af desperate mødre i søvnunderskud. Og det var desuden min tanke, at hvis man ikke får noget søvn, og ikke kan gøre en skid ved det – så har man ikke piss’-meget behov for at høre om, hvor pragtfuldt andres babyer sover. Så den del lukkede jeg bare røven med. Men selvom jeg på ingen måde jinx’ede Inges nattesøvn, så gik den sgu alligevel bananas og den gode nattesøvn løb ud mellem fingrene på os den dag, hvor hun blev fire måneder. Så søvnen er der også en masse opdateringer på. Vi bruger stadig Tyngdeposen, der har fungeret virkelig godt for Inge, til at give hende lidt mere ro om natten, og få hende til at føle tryghed, selvom hun ikke hænger i mælkebaren hele natten. 

Da Homie var tre måneder skrev jeg om mit piss’-almindelige mor-liv, der egentligt blot var et forsøg på at fortælle, at selvom der er ret mange sø’e billeder på Instagram, så er det ikke helt et billede som jeg nødvendigvis kan genkende fra den tid. For det var hårdt, opslidende og ofte ret nederen at være nybagt mor, og at skulle vænne sig til at være alt for et andet mennekse og intet for sig selv.

Jeg tænker, at det må være nok i denne omgang – men det ville næsten være fjollet ikke at slutte med de 9 grunde til, at jeg elsker at være Homies mor. Bare hvis der skulle sidde nogle med tykke maver derude og være blevet rad for det kommende moderskab – for det er der absolut ingen grund til.

1 kommentar

  • Sif

    Du skriver i indlæggendet om dine tanker om fødslen, at du/i har været til samtlige fødselsforberedelser. Er der nogle du specifik kan anbefale? 🙂

    Vh. En kommende førstegangsmor <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ting, Arne gør - der pisser mig af