Dagens kluns: Cirkus-nederdelen til 249,-

De åndssvageste ting, der har fået mig til at græde for nyligt

28d69b27-3e05-4022-a412-5aec26e5263d

 

Jeg har altid grædt meget. Rigtig meget endda. Jeg er sjældent sådan virkelig ulykkelig, jeg græder bare over nogle virkelig små og ubetydelige ting. Derudover så bliver jeg meget let berørt af ting – og så græder jeg sgu da bare lige igen. Heldigvis så er mit skrivebord på arbejdet kun 24 skridt fra toilettet, så hvis mine øjne pludselig løber over midt i noget voksent voksen-arbejde, så kan jeg lige fake en dryptud og smutte derud og tænke på den hundevideo, der forårsagede det.

Nå, men arbejdet behøver jeg jo ikke bekymre mig om det næste lange stykke tid, hvor homie er mit arbejde. Til gengæld så har moderskabet da ikke gjort mig mere til en hård nød – tværtimod. Jeg har derfor udført en liste med de absolut mest latterlige ting, der det sidste stykke tid har fået mig til at græde salte, åndssvage tårer.

 

Et gammelt afsnit af “Han, hun og haven”
Kæææft der bliver sendt meget bæ-fjernsyn i løbet af formiddagen. Jeg er godt klar over, at jeg kan skifte kanal eller se noget på Netflix – jeg får bare aldrig gjort det. Så mens I andre guffer jer gennem “Handmaids tail” og lignede, så er min nye serie “Han, hun og haven” fra 2009, hvor Annette Heick i al hemmelighed planter stauder og stakkelsbær-buske i folks baghaver, og så forventer at manden i huset falder bagover af ren lykke! Jeg hverken kan eller vil forklare, hvordan den serie gjorde sig fortjent til mine tårer – men sådan blev det altså.

At jeg rev mine nylonstrømper i stykker
Det er fucking 40 kroner lige ud af vinduet hver gang jeg river sådan et par i stykker, men hvad værre er så gør det, at jeg skal finde tid til at opstøve et andet par og skifte dem – og den tid kan ligge flere timer ude i fremtiden. Så i mellemtiden kan jeg få lov til at rende rundt med mit pæne barn i armene og selv ligne en meget sen aften på et provins-disko.

At der var for varmt i soveværelset
Vi har haft nogle pragtfulde nætter, hvor homie har festet og sprællet med arme
og ben i stedet for at sove. Det har selvsagt gjort at jeg de nætter heller ikke har fået meget søvn. Men en af de nætter, da jeg endelig havde fået Inge til at sove, var der blevet for varmt i soveværelset, og jeg kunne regne ud, at jeg blev nødt til at række ud efter termostaten, og med en knirkende lyd skrue ned for varmen. Men når man ikke har sovet, så kan man ikke overskue at strække armen, og endnu mindre at den knirkende lyd muligvis vil vække ens dejlige, sovende baby.

At jeg kunne gå tur uden jakke på
Det har været en freaking lang vinter, og selvom det har været skønt at kunne gemme mit store, gravide korpus lidt væk i sweatre og frakker, så udløste weekendens barnevognstur i blege t-shirt-arme deciderede tårer ned af kinderne.

At homie græd, fordi hun skulle i autostol
Inge har været en knag til at køre i bil, nok mest fordi hun ikke anede, hvad der foregik. Men nu hvor hun ved, hvad der sker, så gider hun sgu ikke rigtigt det pis medmindre hun sover. Det gør så, at hun kan blive edderspændt rasende, når hun vågner og finder sig selv i autostolen. Det har af flere omgange resulteret i, at både homie og jeg har siddet og grædt i bilen – nogle mere hysterisk end andre – indtil vi igen holdt stille og kunne tage hende op.

Af at tænke på mine veer
Jeg har hørt mange mødre beskrive det øjeblik, hvor de fik deres barn i armene for første gang – og bevares det var for vilderen. Men det øjeblik hvor det hele gik op for mig for alvor, var allerede da Arne og jeg ankom til Rigshospitalet, og jeg fik en ve på vej hen mod elevatoren. Når jeg tænker på den situation, så bliver jeg stadig fuldstændig ramt.

 

Jeg har som sagt altid grædt meget og haft svært ved at holde mine følelser tilbage, men selvom jeg måske godt kunne undvære de mange tudeture, så betyder de mange følelser uden på tøjet også, at jeg altid er den der griner mest af joken, lever mig mest ind i filmen og som bliver gladest for julegaven. Så når alt kommer til alt så vil jeg altså hellere mærke alting meget og have store udsving på humørkontoen, end ikke at mærke tingene ligeså meget men så til gengæld kunne komme igennem en dag uden at have manglende mascara omkring mine tårekanaler.

 

Fik du set de 6 sætninger, som folk skal stoppe med at sige til nybagte mødre? Eller Mine køb under 400 bobs?

Hvis du kan overkomme flere ting, som jeg har skrevet – så findes det sgu! Du kan eksempelvis se, hvordan det er at have sex, når man er pissegravid og tyk6 ting, som jeg har googlet mine seks første dage som mor.  eller se mig have veer.

Og hey, følg mig lige helt oppe i højre hjørne, homie.

   

3 kommentarer

  • Veronika

    Åh, jeg sad også og tudede til det afsnit af han hun og haven hvor manden er en soldat der blev skudt i hovedet. Følelsesporno midt i bedste sendetid for barslende hormondyr! Jeg kender det alt for godt! Jeg kender det såååå godt. Jeg er også gennem hele følelsesregistret flere gange om dagen og det får da virkelig en til st føle man lever 😀 Hilsen hende med pseodotvillingerne og verdens længste barsel

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karoline

    Du virker simpelthen som det sødeste menneske! Tak for skøn læsning 💕

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Forleden græd jeg til et YouTube-klip med to piger der fik en hundehvalp – sådan rigtig gråd med tårer og hulk.
    Det næste var endnu et YouTube-klip (YouTube er åbenbart tortur for gravide) med fædre der legede med deres børn – det frembragte knap så mange hulk, men min saltbalance var kørt helt af sporet efter tre fire meget rørende klip.
    I går græd jeg hele dagen over at de søde jordemødre valgte at køre en CTG på min næsten færdigbagte baby, just in case – alt var fint, men jeg græder alligevel lidt videre over det i dag.
    Måske græd jeg osse lidt over at jeg tabte i spil den anden dag…

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dagens kluns: Cirkus-nederdelen til 249,-