De første dage på barsel uden farmand

Arne og jeg nåede at have 18 dage på barsel sammen, inden han skulle på arbejde igen. Jeg har altid tænkt, at i løbet af den fælles barsel, så kan den éne jo hygge med baby i sofaen, og så kan den anden jo lave alt det andet, der skal til – og så kan man jo bare bytte i løbet af dagen. Det gik ikke helt så let, som jeg havde forestillet mig. Homie spiser hele tiden – som i hele tiden. Hendes eksploderende vægtkurve understøtter heldigvis mit postulat, så vi får noget for vores arbejde – men er du gal, hvor går der lang tid med det, og så når man ikke så meget andet. Vi fik derfor ikke rigtig nået alt det der med hjemmelavet sundhedsmad, der kunne komme i story’en på Instagram – til gengæld har der været mange burgere og fritter på menuen. Jeg tror desuden heller ikke, at der var nogen på Arnes arbejde, der synes at det lignede, at vi havde haft god tid i løbet af barslen. Han havde nemlig hverken fået barberet håret eller skægget, og jeg måtte forsøge at klippe ham med mine forældres køkkensaks søndag aften – jeg klippede ham en enkelt gang i øret, men han var heldigvis i et sådant søvnunderskud, at smerten ikke bed på ham.

Nå, men de 18 dage gik i hvert fald latterligt stærkt, og da vi nåede sidste dag var alting stadig et stort, flot rod af babsemad, lure, bøvser og bleskift uden nogen sin helst form for fast skema – og jeg havde meget svært ved at forestille mig, hvordan jeg skulle klare alt det baby-arbejde helt alene, som vi hidtil havde været to til. Arne arbejder på den anden side af Storebælt, og hans vagter er 13 timer lange. Det gør, at han ikke kan nå at komme hjem og sove mellem sine vagter, så det var fire døgn, hvor jeg skulle være alene med homie. Jeg er godt klar over, at der er masser, der klarer sådan en baby helt selv hele vejen igennem – men jeg aner simpelthen ikke hvordan, og jeg er altså ikke nærheden af at være så sej! Jeg havde hænderne fulde, så jeg nakkede sgu lige gærdet, hvor det var absolut lavest – og tog hjem til mine forældre. De fire døgn skulle jeg derfor bare klare mig igennem dagen, og så vidste jeg, at mine forældre kom styrtende, så snart de havde fri. Derudover så var det jo som at gå i folkeren igen – der stod morgenmad klar til mig, når jeg vågnede (Hæhæ, vittighed – det var Inge, der vågnede). Frokosten skulle jeg bare stikke min fede hånd i køleskabet efter, og aftensmaden blev holdt varm indtil homie ville tage en lur og lade sin mor spise. Og så har mine forældre desuden stadig en slik-skuffe, og jeg besluttede ret hurtigt, at jeg ville vise dem, at det sgu æk’ kan betale sig med mig i nærheden. Udover mit travle spise- og snacke-skema, så skulle jeg bare sørge for, at homie var glad, mæt og ren. Sidste punkt skrottede vi rimelig hurtigt, for det er svært at holde en baby ren, når ens babser konstant er rettet mod deres ansigt og er ladet med decilitervis af 5,0 procents god sødmælk. Men glad og mæt er det lykkedes mig at gøre hende – og det føles altså ret sejt, for jeg har gjort det alene. Jeg havde set nul procent frem til de dage alene, men det viste sig sgu at være ret hyggeligt. Når der ikke er nogen, som man kan give homie videre til, når hun er hysterisk, så er man tvunget til selv at finde en løsning – og så gør man jo det. Og lidt hurtig hovedregning siger mig, at hvis det kan lykkes for mig, så kan det sgu lykkes for de fleste.

Derudover så har de fire døgn uden farmand også resulteret i en form for fast daglig rutine, så jeg nu ved, cirka hvornår homie har brug for sine lure, hvor lange de er, hvornår hun er sulten, skal skiftes eller slå en bøvs. Hun kommunikerer skuffende nok stadig kun med gråd – de lærer tilsyneladende først at snakke lidt senere, men jeg kan efterhånden høre, om gråden skal sættes i forbindelse med numsen eller mavsen.

Derudover så har jeg sgu da lært at vikle! Jeg er stadig lidt usikker på, om jeg gør det rigtigt – men homie sidder godt fast i spindelvævet og hun skriger ikke, så jeg tænker, at det tæller som en succes. Og det giver mig frie hænder til at klatte en mascara på, eller måske endda bruge en omgang tandtråd – eeeej, jeg bruger heller ikke tandtråd med mindre jeg har spist popcorn, bare rolig. Men det er sgu dejligt at se sine håndflader igen! Og det har givet mig mod til at gå alene med barnevognen, fordi jeg kunne spænde hende fast til mig som en lille kænguru, hvis alt skulle gå galt – og homie blev ikke engang skidesur på mig. YES!

f1a2776d-4f8c-4aca-8937-05b5ea04d045 – en ganske ligegyldig vikle-boomerang, der nok kunne være indsat smartere.

Jeg tager lige en hurtig opremsning over de største sejre, som de fire døgn uden farmand har givet:

1. Jeg har ikke grædt – what up?!
2. Homie er begyndt at kunne blive lagt til at tage en lur, mens hun stadig har åbne øjne, og så rent faktisk falde i søvn.
3. Det samme lykkedes med barnevognen – altså én gang, men stadig.
4. Vi har haft nogle gode nætter – og nogle knap så gode.
5. Jeg ved, cirka hvordan hendes skema for en dag skal se ud.
6. Homie har taget endnu mere på, og elastikkerne på lårene bliver dybere og dybere.
7. Jeg har lært at vikle.
8. Jeg tør gå alene med barnevognen.
9. Jeg har tømt slikskuffen hver dag, og alligevel er min nums’ blevet mindre. Amning <3

Og så lige til sidst; kan vi ikke lige lave et mofo stort applaus for alle enlige mødre på barsel? Det er jo for vanvittigt, at man kan klare det hele selv hver dag.

Hvis du orker flere ting, som jeg har skrevet – så findes det sgu! Du kan eksempelvis se mig have veer, læse om vores første dage på rigshospitalet eller se min mor-krop 7 dage efter fødslen. 

Og hey, følg mig lige helt oppe i højre hjørne, homie.