Hvis jeg blev single i morgen, var jeg så lesbisk?

De hårdeste ting, ved at blive nogens mor

Det er sgu hårdt arbejde at blive nogens mor – det tænker jeg, at de fleste har luret. Selv hvis man ser helt bort fra selve delen med fødsel eller kejsersnit, der i sig selv ikke ligefrem er arbejde, der ville kunne gøre sig fortjent til at falde under selv den mest lempelige overenskomst. Når det kommer til fødsler, så er der ingen respekt for arbejdstider, nattetillæg, fysisk såvel som psykisk overlast eller fokus på ligestilling mellem kønnene. For mit vedkommende har det dog været alt det efterfølgende, der har udgjort det hårdeste. Hverdagen kører jo nu engang som hverdagen nu gør, og det finder man sgu ud af at få til at fungere, men det hårde for mig er, at jeg er håbløst bevidst om, at mit liv jo ikke altid har indeholdt den arbejdsbyrde som et barn nu engang bare er. Jeg er sikker på, at det ville være væsentligt lettere at affinde sig med nogle af de ofrer, som man må medregne det at blive mor, hvis man ikke havde prøvet andet. Men jeg kan sgu da sagtens huske dengang, hvor jeg ikke havde ansvaret for et barns velbefindende og hvor jeg vægtede mig selv højest i alle henseender – og det var sgu da lækkert! Jeg fucking elsker at være Homies mor, men det ændrer altså ikke på, at jeg håber og forventer, at mindet om et lidt simplere og børnefrit liv stille og roligt fortager sig, indtil da kommer der sgu en liste med de ting, som jeg synes har været de hårdeste ved at blive nogens mor.

Den manglende og afbrudte søvn

Homie sov mere eller mindre fremragende de første fire måneder og så fra den ene dag til den anden begyndte hun at sove elendigt. Det var dæleme noget af et brat opvågning. Siden da er det blevet bedre og bedre med søvnen, men det er sgu her snart halvandet år efter stadig ikke fordi Inge bare sover i sin egen seng hele natten. Og modsat barselstiden, så dur det ikke rigtigt at tage en middagslur midt på dagen, hvis Inge har haft en piss’-dårlig nat. Det er sgu hårdt aldrig at få en hel nats uafbrudt søvn – og ikke mindst aldrig at ane, hvordan natten kommer til at gå. Kan jeg forvente 7 timers søvn eller skal jeg skynde mig at nyde de to første timer, fordi det er hvad det bliver til? Ingen ved det.

Alle planerne

Der er sikkert nogen, der har formået at finde en form, hvor hverdagslivet med børn er overskueligt og nemt at tilrettelægge. Sådan er det sgu ikke herhjemme. Vores liv er et stort virvar af “nå, men så skal vi vel have barnevognen med på tur” “nej nej, den kan jo ikke gå gennem lågen ned ved sommerhuset” “nårh nej, vi behøver vel ikke have sengerand med, vel?” “Jo, og også madrassen, for hun sover aldrig rigtig godt, når det kun er rejse-madrassen vi har med” “jamen vi henter hende vel bare fra vuggestue, lige når vi har fri?” “Nej, for der sover hun jo stadig lur, men vi kan heller ikke køre lige efter hende lur, for så gider hun ikke sidde i autostolen.” Summa summarum; der er freaking mange ting, som man hele tiden skal overveje og tilpasse sig efter – og ingen af de ting er hvad man selv har mest lyst til …

Intet kan planlægges

Og på trods af alt den planlægning, som vi bruger enorme mængder tid på, så er der vel en succesrate på omtrent 50% på vores planer. Resten af gangene går et eller andet muligt eller umuligt galt – Inge bliver syg, sur eller nægter at spise al den mad, som man har smurt i vildskab. Og alle de der agurker, som man har skåret skrællen af og skåret i fine figurer, dem gider hun heller ikke røre ved. Super. Så må vi lave planen om og udskyde turen/ køre ind efter en pølsehorn på tanken/hente panodil på døgn-apoteket eller lignende.

Ting tager mofo lang tid

Hvis man vil have noget udført til perfektion og med sans for hver en detalje, så får man en anden end mig til det. Men hvis man vil have ordnet 300 arbejdsopgaver på 20 minutter, så er det freaking mig, man ringer til! Jeg er fucking hurtig. Det er mit barn bare slet ikke – og det er ligesom hendes tempo, der er gældende og så mig, der render efter som Kongens efterfølger i et ugudeligt, sløvt tempo. Det gør simpelthen så ondt helt ind i min sjæl, når det tager 20 minutter at få strømper og sko på – men jeg øver mig virkelig i bare at tænke “nå, men så kommer vi lidt for sent. Pyt med det.”

Det manglende overskud til hinanden

Når man er nede på søvn, har glemt at drikke vand og ikke aner hvordan natten bliver, så er det meget nemt at miste overskuddet til at passe ordentligt på ens forhold og pleje det i ligeså høj grad som tidligere. Når Inge endelig er puttet, så falder vi nemt bare tilbage i sofaen og vågner først op af vores trance, når vi skal til at i seng – og så har vi reelt set ikke nået at tale sammen.

Alt er på barnets præmisser

Og det skal det naturligvis også være, men man kan ikke bare gå en aftentur længere – for der skal jo ligesom være nogen i hytten, selvom barnet sover. Og man kan ikke lige i samme grad vælge dén dér jungle-ferie, som man måske ellers aller helst gad. Og hvis ens veninder skriver torsdag kl. 18.00, om man vil med ud og hamre bajere – så er det for sent at nå at finde en barnepige. Det er bare hårdt at tilsidesætte sine egne behov. Det er heldigvis også det hele værd.

Fik du læst om mine tanker om, hvorvidt jeg ville finde en mand eller kvinde som kæreste, hvis Arne skred i morgen? 

14 kommentarer

  • Mette

    PS. Kejsersnit er også en fødsel…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Men lige om lidt er de flyttet hjemmefra. Og jeg vil savne dem noget så forfærdeligt, når jeg kan tage fodbad og læse bøger præcis når jeg har lyst.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Her har vi samme oplevelse med vores knap 8 mdr gamle dreng. Han er jo helt fantastisk og man vil gøre alt for ham. Men det er virkelig hårdt! Jeg havde forudset at det der barselsliv ikke ville være mig, så min kæreste tager de sidste 3 mdrs barsel så jeg kan komme tilbage på job og få et nogenlunde normalt liv igen. Det er sådan lidt tvetydigt ens liv, for på den ene side er vores lille dreng den største bedrift jeg har formået, og på den anden side så drømmer jeg mig dagligt væk til mit gamle liv uden barn, hvor jeg kunne gøre hvad jeg havde lyst til. Men i sidste ende så ved jeg jo at det er en fase, at barnet bliver stort en dag og jeg får mere og mere frihed i takt med han bliver ældre. Der er en masse lykke forbundet med at få børn uanset, hvor hårdt det nu engang også er og det redder én i sidste ende.
    Men dejligt at flere sætter ord på det. Min mødregruppe gloede sjovt på mig da jeg spurgte dem om de ikke synes det det barsel var pænt kedeligt… Palle alene i verden for et øjeblik der, men jeg har været åben over for alle, at barsel er bare ikke mig, men det betyder ikke jeg ikke er glad for mit barn. Og det gør at folk forstår og virker til at lytte til mig fremfor at tænke jeg er en iskold mor.. Så tak herfra, og god sommer! 🙏🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nanna

      Jeg har det på PRÆCIS samme måde med en datter på 8,5 måned. Og smid så lige oveni at barnet generelt klynker og brokker 70% af sin vågne tid. Det er bare en fase. Men sjit, hvor jeg keder mig af og til – og hvor kan jeg bare huske, hvor frit jeg havde det inden barn🙄😅

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidse

    Hvor er det underlig beroligende og rart at læse, at det ikke kun er mig, som er mor på tredje måned, som tænker præcis (!) sådan. Mathilde er det mest fantastiske, men friheden, både min egen og som par, den savner jeg. Og ja, hun er det hele værd ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • L

    Amen! Nu er min datter kun 2 mdr og sover om natten (7-9-13), men det ER da røvsygt og hårdt at være på barsel – selvom hun er smaskhamrende dejlig. Og så har jeg hørt, det bliver sjovere med tiden..? Pleeease?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nanna

      Jeg har det på PRÆCIS samme måde med en datter på 8,5 måned. Og smid så lige oveni at barnet generelt klynker og brokker 70% af sin vågne tid. Det er bare en fase. Men sjit, hvor jeg keder mig af og til – og hvor kan jeg bare huske, hvor frit jeg havde det inden barn🙄😅

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Hvor er det skønt at nogen “siger det højt” 👍🏻 Det var drøn godt vejr den anden aften, så godt at en lang gåtur med manden og hunden havde været oplagt. Sådan en gåtur hvor vi kunne gå og vende stort og småt, lade hunden rende uden snor og snuse til alt på dens vej. Ren idyl og total pleje af vores forhold…. men hvem fanden tager sig af datteren der ligger og sover??? 🙈 Vi endte i sofasumpen og blev først hevet op igen, da klokken nærmede sig sengetid 👎🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh alt hvad du skriver, bekræfter mig i alt hvad jeg tror vil ske.
    Og nu tør jeg fandme ikke. Overhovedet. Og min kæreste på 8. år vil SÅ gerne. Og jeg er komplet rædselslagen. Synes det lyder somom man bliver kvalt langsomt. Og omvendt, så har jeg jo altid ville have en familie, men altså yaiks 😅 Hvad har man så tilbage, hvis alt det der, er aktuelt? Åh, jeg er sådan en wimp. Men kæft jeg synes, det er uoverskueligt at takke ja til.

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ida

      Kære dig
      Jeg havde – og HAR præcis samme frygt som dig. Og har alligevel fået to små rollinger på hhv 2,5 år og 9 mdr. Og selvom det er sandt alt hvad JE skriver, så er der bare så meget mere end det. Så meget kærlig og glæde, også til min mand. Jeg håber vi skal have flere børn i fremtiden, og så tager jeg sgu gerne proppede vasketøjskurve og afbrudt søvn med i pakken.
      Vi kommer stadig meget ud, og har masser af gode venner og bedsteforældre, der indvilliger i at komme til os når det er lettest, eller passer unger for at vi kan drikke os teenagefulde, spise Michelin-mad, flette fingre eller bare sove længere end 6.30.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hvor er du sød, at tage dig tid til at svare mig; dejligt at nogle med samme mindset er endt med at være fan, det er altså godt at høre! 😀 Jeg lyder jo komplet selvcenteret, men øj, jeg kan mærke jeg skal tage tilløb😄

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Virkelig godt indlæg! Jeg gad godt, at min mand ville læse det, for han er overbevist om, at det kun er sådan, i vores familie 🙂 Vi har to små drenge med 15 måneder mellemrum – det er pis’hårdt! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Jeg er så glad for, at du har skrevet det her indlæg. Går dagligt med dårlig samvittighed over at tænke tilbage på den tid, hvor man bare kunne gøre lige som det passede én, lige når det passede én. Jeg elsker at være mor, det er virkelig hårdt arbejde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina

    Åhhh hvor dejligt at se at jeg ikke er alene om tanker om alt det der var før ♥️ Shiiit hvor jeg nogen gange bare mangler kun at have mig mig mig i fokus, og ik den lille krapyler på knap halvandet år.. Savnet til al ego tiden bliver heldigvis lidt mindre som tiden går.. Men det er dælme noget af en omvæltning! ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvis jeg blev single i morgen, var jeg så lesbisk?