Disse praktiske baby-ting er vi gladest for

De mest brugbare baby-råd, som jeg har fået

ebee9118-3efa-4604-9b1a-5b45711dd33b

Jeg tænker ikke, at nogen af jer bliver overraskede, når jeg skriver, at jeg er en stor, fed amatør til det her mor-ballade. Jeg er ikke kendt for at sætte mit eget lys under en skæppe – jeg plejer mere at smide det op på scenen og lade det opføre en lille musical med en overflod fjerboa’er og glimmer i stedet, men i dette projekt er der bare pisse-mange ting, som jeg ikke aner en skid om.

Heldigvis så startede den her amatør en blog for tre måneder siden, og det har betydet, at jeg er blevet en del af en ret stor digital mødregruppe, hvor jeg kan skrive, når det hele sejler – og så er der sagsusme nogle, der har prøvet det før mig og kan hjælpe med et godt råd. Mange af jeres råd har været mere eller mindre livreddende for mig, så det føles sgu ikke fair at holde dem for mig selv. Heldigvis er alle babyer ens, og rådene kan derfor altid overføres direkte 1:1 på alle babyer – hæhæ, vittighed – det kan de slet ikke, men måske kan de hjælpe nogle af jer.

 

White noise-app’en

Vi har haft nogle startvanskeligheder, når det kommer til at få homie til at sove. Hun gad kun sove, hvis hun havde babsen i munden. Ligeså snart jeg fjernede brystet, så vågnede hun op – og så kunne jeg sgu da bare lige starte forfra med hele baduljen. Jeg er godt klar over, at det burde være muligt at klare sig gennem et døgn med en baby uden at bruge en fancy app, men ærligt så føles det sgu ikke sådan. Jeg bruger homies favorit “Tørretumbleren” om natten, når hun er færdig med at amme. Så sætter jeg den til inden jeg løfter hende over i hendes egen seng – og så virker det som om, at hun er så betaget af den lækre pis’-lyd, at hun glemmer at vågne helt op, men i stedet bare sover videre. Derudover så sætter jeg den til, hvis hun har sådan en herlig dag, hvor hun bare ligger i barnevognen og råber i stedet for at sove. Så kan den lige få hende til at falde lidt ned, så hun overgiver sig til søvnen. Det føles lidt specielt at lægge sin telefon i nærheden af det lille baby-hoved, men vi slår flytilstanden til, og så forsøger vi at minimere brugen af den. En lille bonus-info er, at jeg sover ganske udmærket til lyden af tørretumbler, mens Arne hellere vil høre på en hundehvalp, der bliver trådt over halen. Arne vender sig derfor meget demonstrativt i sengen, når jeg sætter app’en til. Men hende der er vågen og ammer hele natten bestemmer som bekendt.

Ringeklokken

Mine babser producerer meget mælk – og de er ikke bange for at spraye mælken ud, selv når babyen ikke er i nærheden. Jeg overvejede en kort periode at melde mig ind i det frivillige brandkorps, så kunne de ved større brande sætte telefonkæden igang, og så kunne jeg komme flyvende med højtryksspulerne og redde dagen. Engang imellem så løber babserne for alvor over, enten fordi homie ikke kan spise mere og giver slip eller fordi de bare synes at der skal trykudlignes lidt i mælkekanderne. I et sådan tilfælde sad jeg før bare og gloede og råbte af mine bryster, at de skulle stoppe – men så lærte en af jer kloge mennesker mig “ringeklokke”-tricket! Når babserne løber over, så trykker man lige brystvorterne ind med pegefingeren, som om man ringede på hos bageren klokken 4 om morgenen på vej hjem fra byen, desperat på udkig efter et smurt rundstykke med ost. Så stopper de sgu!

Liggende amning

OMG. Tænk at jeg sad op og ammede hele natten, indtil I lærte mig om liggende amning. Det er simpelthen for lækkert at kunne ligge ned og slappe helt af mens man ammer. Med denne form for amning vågner hverken homie eller jeg helt op, bare fordi hun skal have fyldt tanken op i løbet af natten. Jeg ligger på siden, tager min arm under hovedpuden og så hovedet på puden – på den måde ligger jeg, så jeg ikke kan tippe og så kan jeg bruge modsatte arm til at bikse babsen inden i munden på hende. Homie er desuden efterhånden så rutineret, at hun selv finder babsen og får bugseret den ind i hangaren, hvis hun taber den undervejs.

Slukket lys og ingen snak om natten

I de første uger havde vi ikke lige fattet, at det gjaldt om at undgå, at babyen vågnede for meget under amningen. Derfor snakkede vi højlydt og Arne blev sendt op for at tænde lidt hygge-belysning. Nu ammer vi i bælgragende mørke, og hvis man fristes til at snakke i løbet af natten, så straffes det med døden.

Smør-hår

Homie har pludselig fået lidt arp, som jeg ellers troede, at vi var sluppet udenom. Da jeg så det fandt jeg vores baby-olie frem for første gang – og så havde journalisten læst forkert … Det var ikke baby-olie men i stedet sådan noget til at rengøre rumpetten. Så havde en sundhedsplejerske fortalt mig, at man kunne bruge smør i stedet. Og hold nu bøtte, hvor dur det godt! Modsat babyolie, så skal det ikke sidde hele natten, men kun i 20 minutter. Og så dufter Inge endda lækkert af grillede majs med smør bagefter. Happer-lapper.

Svøbet

Min søster har med stor succes svøbt sin datter, når hun skulle sove – og vi har derfor gjort det samme. Jeg aner ikke, hvordan vi skulle få hende til at sove mere end 15 minutter af gangen uden det svøb. Hvis vi putter hende uden, så går der kun et øjeblik, før hun har fået hakket sig selv en ustyrlig venstre-spade lige i eget ansigt med sine arme, der stadig lever deres eget liv. Og så er der jo den pragtfulde sidegevinst, at hun ligner den lækreste lille dürum-rulle, når hun ligger og sover så sødt i sit svøb. Hun mangler kun ekstra dressing.

En klud på maven under badet
Homie hadede at bade. Hun blev rasende fra det øjeblik hendes lille rumpe rørte vandoverfladen. Udover at jeg havde umanerligt svært ved at sætte mig ind i den følelse, så anede jeg heller ikke, hvordan Helle vi skulle ændre det. Men så var der sagsusme en klog klogheds-person på Arnes arbejde, der rådgav os om at smide en våd vaskeklud på hendes mavse, og hele tiden pøse det varme vand henover den. På den måde er hun hele tiden varm – og når det kommer til badet, så er en varm homie lig med en glad homie. HURRA!

Hvad er det mest brugbare baby-råd, som du hat fået? Del det lige herunder, homie – vi er sgu nogle, der godt kan bruge lidt hjælp.

 

Se min mor-krop 7 dage efter homies fødsel lige her. 

Har du læst mine andre indlæg? Du kan eksempelvis læse min fødselsberetning, se 7 ting, som jeg er latterlig-dårlig til, hvordan det er at have sex, når man er pissegravid og tyk, eller se 6 ting, som jeg har googlet mine seks første dage som mor. 

Og hey, følg mig lige helt oppe i højre hjørne, homie.

   

16 kommentarer

  • Stine

    Jeg er vild med dine små baby-historier! Min baby er (vist nok) 2 mdr ældre end din Homie, og jeg kan nikke genkendende til så mange af dine indlæg og synes det er så sjovt at læse!
    Mit bedste råd pt er; få er godt aktivitets stativ til baby om ikke så længe. Herhjemme er vi vilde med Done by Deers Activity Gym! Det er intet mindre end genialt; kan både stå på gulv, i seng, pusleplads, justeres i højden så baby kan nå, puttes i en pose og fragtes med rundt (f.eks på weekendtur) og så er det ikke tudegrimt 😉 Min baby kan underholde sig selv ved det i halve timer af gangen, flere gange om dagen – og det skulle jo være så godt for deres udvikling at studere ting/legetøj så længe de gider – bonus: man har hænderne fri med god samvittighed! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Ingen gode råd herfra – men du er satme sjov 😁

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Tak for endnu et fedt indlæg! Ét af de bedste råd jeg har fået efter ankomst af baby er, at man kan bruge den runde ende på en hårnål som babybussemands-fiskestang. Ikke at man kan få fat i alt i de absurd små næsebor, men det kan være en god hjælp til, at fange nogle af de små krapyl der kan sidde og genere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Du skal lige være opmærksom på, at det ikke altid er en god ide at stoppe mælken i at løbe. Hvis brystet ikke bliver tømt godt nok, risikerer man mælkeknuder og brystbetændelse. Så hvis det er meget mælk, der skal holdes inde, så er det bedre lige at få malket det ud.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Hej julie!
    Du har fået dig en lille lækker unge 👍
    Men det med tørretumbler app, må du skaffe dig af med søde.. det bliver ikke sjovt når homie bliver ældre 😉 måske er homie en af de børn (inkl. Min egen) der vil have fred fra forældrene om natten.. min søn sov i eget værelse da han var ca. 2-3 måneder. Det er da ihvertfald forsøget værd kære 😉🙏

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louisr Grønhøj

    Vores lille Batman på 3 måneder har haft store udfordringer med at finde ro og tryghed når han skulle falde i søvn. Men da en af vores kolleger kom med papegøjerådet, var vi solgt. Tag en stofble og gnid mod dine bryster og læg den så over øjnene og næsen på baby. Baby får herved trygheden fra duften af mælk og morduft, samt ro ved mørket. Og bang… Baby sover.. Ligesom en papegøje med klæde over buret.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Med mit bedste råd kommer mor-politiet sikkert efter mig, men sundhedsplejersken har nu sagt tommel op og Ellen er stadig vild med smagen af mine babser her 15 mdr. efter fødsel.
    Nå, men altså rådet er, at når baby tager et appetitspring, mor ikke har fået nok søvn eller hvad der nu ellers kan gøre at de normalt overfyldte kæmpe bryster virker helt tomme og slatne og baby er jævnt utilfreds og ikke synes det går stærkt nok, så sørg for at have lyse øl i køleskabet! Der er et eller andet i øllet der hjælper på mælkeproduktionen. For er der noget der er frustrerende og hjerteskærende, er det er sur og sulten baby! Og så sørg for at slappe af, spise, drikke, be’ om hjælp og evt. malke lidt ud og fryse ned til dårlige tider.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • AnneC

    Det bedste råd jeg har fået er, at tage strømperne af babyen INDEN jeg skifter ble… Synes det lød latterligt, for man kan jo bare holde fast i fødderne, men jeg erfarede hurtigt at de der livlige babyben lynhurtigt kunne sparke sig ned i ble med indhold, og det er bare lettere at vaske fødder end strømper! Ikke mindst fordi de der babystrømper er max irriterende at vaske, hænge op, og i det hele taget holde på fødderne af mini mennesket.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Skønt indlæg – og skøn blog!! Hvad svøber du i?? Vi har også store problemer med baby, der slår sig selv i hovedet (dog ikke nok til en knock-out 😅)..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    Med en baby-pige, der er færdigbagt om 18 dage, er det her indlæg genialt! Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rosa

    Hjælp! I en af dine stories havde du en amme bh på hvor (ok der er svært at forklare så bær venligst over med mig😬) der når man har åbnet bh ‘en, er et smalt stykke stof mod kavalergangen, der ligesom indrammer bryster og danner en trekant. Ved du hvilken én jeg mener? I så fald, hvilket mærke er den og hvor har du købt den? Har nemlig en forestilling om at man føler sig mindre blottet med det ekstra mini stykke stof, hehe. Beklager den psykodårlige beskrivelse, håber du kan følge mig 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg ved ikke hvilken bh, der er tale om, men jeg har selv en ammebh fra Boob der hedder Fast Food hvor der er stof omkring brystet. Pisse smart!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Naja

    Hvis det med ringeklokken ikke virker, så er engangsammeindlæg fra babysam sagen 👍

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Shqipe

    Du skal bare vide, at det er sindsygt brugbart, det du skriver om! Jeg er gravid og jeg er helt blank omkring alt det der baby-mor-pis. Det er så fedt at læse noget man direkte tænker: yes det skriver jeg lige ned et sted.
    Så fedt. Tak for det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Hvorfor malker du ikke ud til senere? Eller malker ud og donerer det til nybagte mødre, der ikke kan amme? Hvis du nu har gang i en overproduktion 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Johanne

      En lille bemærkning fra en mor der selv “overproducerer”. Hvis du skal donere mælk, skal du have taget en blodprøve 8 uger inden fødslen, det er de færreste der får gjort det – mest fordi der er så dårlig information omkring det. Jeg har selv flere liter i fryseren, da jeg har malket det ud, men det kan jeg jo så gemme til senere, hvis baby skal passes af farmand og have en flaske.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Disse praktiske baby-ting er vi gladest for