Om snart at blive 30 år

De ting, der pisser mig mest af ved Arne lige nu

Arne er eddermame et irriterende menneske. Han er også et meget kærligt, grineren og rart menneske – men han er edderbrandsparkeme også irriterende. Der har allerede været adskillige indlæg omkring hans nederenhed, men på forunderlig vis, så kommer der hele tiden mere materiale til. Tak for det Arne, du gør det satme let at lave indlæg. Og inden I begynder at spekulere for meget over, om jeg ikke er ligeså irriterende, så vil jeg sgu springe ud i listen over de ting, som jeg frabeder mig og nævner oftest lige for tiden.

Sko i hele hytten

Vi har et pragtfuldt hylde/knage-system, der kan indeholde alle de sko og jakker, som vi bruger til hverdag. Det stakkels møbel er dog sædvanligvis halvtomt, fordi Arne smider sit fodtøj og overtøj alle andre freaking steder. Der står freaking store støvler midt i stuen og hænger cowboy’der-jakker over Wegner-lænestolen. Og det er pisseirriterende. “Ej, men så sig det dog til ham?”. Det har jeg gjort – 3 gange i dag. 15 gange indenfor den seneste uge.

Hans håbefulde optimisme

Arne er kæmpe optimist. Det er møg-rart i nogle situationer, og fucking irriterende i andre. For Arne vil altid gerne levere en god nyhed. Det betyder eksempelvis, at han ofte kommer sent hjem og proklamerer, at den sene ankomst betyder, at han så kommer tidligere hjem i morgen. Det samme scenarie udspiller sig så dagen efter, og sådan fortsætter vi så ind til fredag. Det er en dejlig besked at få – det ville være dejligere, hvis det rent faktisk passede.

Hans klamme negl

Jeg forstår ikke, hvordan jeg fik neglet Arne i sin tid, for han er sgu et godt gammeldags skår. Og apropos at negle … Så har han en fucking klam lilletå-negl, hvor der er svamp i. Det kan jo ske for selv den bedste – og det gjorde det da også for Arne. Altså for 3 år siden. Hvordan fa’n kan man rende rundt med sådan en ulækker fidus i flere år uden at gøre noget ved pisset. Jeg har af flere omgange købt stort ind på apoteket til ham, men han får ikke gjort en skid ved det – og jeg påpeger det ustandseligt. Nu arbejder jeg på at få ham til at tage til lægen og få nogle piller – så kan de lige undersøge, om han er freaking idiotos i samme ombæring.

Husk lige at læse om det skarpe hjørne, som jeg runder i denne måned. 

Noget nyt?

Arne elsker, når det kører for mig. Og det gør det jo heldigvis sådan generelt. Men han går også meget op i, at den her blogger-business stryger derudaf. Derfor kommer han hjem hver dag og spørger “nå, er der sket noget nyt med bloggen?” og med det mener han, om jeg har fået en eller anden fe’ aftale hjem. Men det har jeg jo altså bare ikke hver eller hver anden dag, og derfor skal jeg hver dag sige “nææ, der var et firma, der tilbød mig to mobil-covers til gengæld for 7 dedikerede blogindlæg, 15 Instagram-posts og et blowjob” – og det er ikke særlig fedt. Og han behøver ikke spørge, for jeg fortæller ham det jo selv, hvis der dumper noget fedt ned i hovedet på mig – når han spørger kommer svaret aldrig til at være “ja for satan, jeg får 200.000 kr. af Haribo for at æde en grøn vingummibamse-skulptur, der forestiller mig, som de har lavet i størrelsesforholdet 1:1.” Jeg har sagt til ham seriølle 50 gange, at han ikke behøver spørge, fordi det får mig til at føle, at jeg ikk præsterer nok – og det gider jeg fucking æk’.

“Det er din tur”

Arne har nogle ting, som han går meget op i. Det er eksempelvis, at han ikke vil tage flere tandbørstninger i træk – hvis nu han ikke gør det grundigt nok eller ikke rammer alle de fjollede små tænder. Eller at han ikke vil putte for mange gange i streg, hvis nu Inge så pludselig kun gider puttes af ham. Men de her ting er sjovt nok kun et problem, hvis det er ham – jeg må hjertens gerne putte hende 9 måneder i streg og børste tænder på hende morgen og aften en hel uge. Det er naturligvis også en fe’ere situation for ham, men det underminerer ret meget hans eget argument. Og det pisser mig af!

Nu vil vi tænde for fjerneren og glo på gårsdagens afsnit af GoT – og lur mig, om vi ikke kommer til at måtte spole tilbage på et eller andet tidspunkt, fordi Arne ikke har fulgt med på grund af et eller andet managerhold på hans telefonos. AAAARRGGGH!

Fik du i øvrigt læst om de hygge-svinere, som vi har det grineren over herhjemme? 

3 kommentarer

  • Louise

    Du er simpelthen for nice! Jeg griner så åndssvagt meget og pinligt højt af dine indlæg – særligt Arne indlæggene! Det er altid en kæmpe fornøjelse at svinge forbi dit domæne 🙏🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Seriøst, vi kører også millimeter-demokrati på den skide tandbørstning af små mælketænder. Altså vel at mærke kun den ene vej. Er det hans tur er han uhyre bevidst, hvor mange gange i den pågældende uge han har taget slåskampen med vores 1-årige. At jeg så bare børster tænderne på vores barn uden diskussion får ham til at måbe “har du allerede gjort det?” (Underforstået: helt uden brok?)
    🤦🏽‍♀️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alberte

    Amen altså Julie, jeg troede da du vidste at det i store træk er sådan mænd måske er.
    Dog har jeg ikke boet sammen med min kæreste i så lang tid, men sådan noget som ubehandlet neglesvamp, sko i hele hytten (også selvom vi endda har to skostativer i hytten bliver de ikke brugt), “det er din tur” scenariet når det handler om at tømmeopvask og tøjvask. Dette er kun nogen få af min lange liste der irriterer mig. Det er noget vi skal leve med (desværre). Hehe, fan det er jeg🙏🏻🤩

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om snart at blive 30 år