Sådan gør du en travl mor glad

Der, hvor mit hjerte bor – og en dag kun for Arne og mig

Annonce ofr Visit Vestsjælland

Vi bor i København, men jeg er altså alt andet end Københavner. Jeg er vokset op i Sorø på Vestsjælland – der hvor der er én stavelse i kaff’ og to i the-e. Og jeg elskede at bo der!

Vestsjælland er rent teknisk provinsen, men det er dén slags provins, der nægter at lade det prædikat være en sovepude, der gør, at man ikke behøver tænke nyt på de kanter. For Vestsjælland gider satme ikke lade det være op til storbyerne at lave sjove tiltag! Der er pragtfuldt i byen, men man behøver heldigvis ikke skulle til en storby for at få oplevelser ud over det sædvanlige.

Jeg elsker Vestsjælland, især fordi jeg ved, hvor mange ting der er at tage sig til der. Hvis man bor på Vestsjælland, så er der ingen grund til altid at søge mod København, når man skal spise eller opleve – og hvis man bor i København, så er der altså heller ikke nogen grund til altid at blive i den sikre havn og ikke opleve resten af fucking fantastiske Danmark.

Jeg har tidligere arbejdet sammen med Visit Vestsjælland og jeg elsker det. Det er en kæmpe oplevelse hver gang, for jeg er sgu da normalvis også elendig til at komme afsted på dé dér ture midt i hverdagens trædemølle, der på magisk vis altid bevæger sig i ned-ad-bakke-fart. Nok især fordi det kan være svært at hitte rundt i, hvilke ting der ville være fe’e at tage sig til. Så for to uger siden tog Arne, Inge og jeg på en tur til Vestsjælland – og mens Inge blev passet af mine forældre, smuttede Arne og jeg afsted på snave-tur.

Og hvad gør to voksne mennesker, der endelig er afsted uden deres barn? De tager sgu da ud og hopper om kap med en masse børn! Vi startede nemlig vores dag med at tage til Kragerup Gods. Det er det flotteste, gamle gods med smukke gamle sale, latterligt lækre værelser og en hel masse fremragende faciliteter til events eller konferencer.

Oooooog så er der den mest vanvittig Go High-bane og nu også en Go Bounce-bane! Det første er hvor man zipliner i trætoppene og klatrer rundt og leger Tarzan. Arne og jeg har prøvet det flere gange før og det er lige skægt hver gang! Da vi var på Puerto Rico (hvor vi lavede Inge) bestilte vi en tur, hvor vi ziplinede over regnskoven, fordi vi var blevet så vilde med det. Det er en ret vanvittig måde at opleve naturen på, og det kan dén hér bonderøv godt lide!

Denne gang skulle vi prøve deres helt nye Go Bounce, der er kæmpestore baner af net, der er spændt ud højt oppe i træerne – og så kan man sgu da bare hoppe rundt som en vanvittig og have det fedt! Jeg er meget lykkelig for, at jeg havde smidt et par cykelshorts under nederdelen, for der kom edderbrandsparkeme vind i det sejl! Det var virkelig sjovt og jeg kan varmt anbefale det som weekend-aktivitet uanset om man er afsted med eller uden børn.

Vi spiste frokosten på Godsets Restaurant Blixen, der henfører til Karen Blixens forhold til Kragerup Gods, hendes far boede nemlig på godset i gamle dage, og Karen Blixen kom selv på Kragerup som barn. Det er en virkelig god restaurant, hvor man som flere steder uden for byerne får væsentligt større kvalitet – for væsentligt færre peng’. Det’ satme noget Nordjyde-Arne kan lide. Vi spiste tapas i solen og blev hurtigt enige om at vi må hoppe forbi til den helt store aftenmiddag, når vi igen har en fri-dag i kalenderen. Selve restauranten er indrettet med respekt for godsets øvrige stil, men med noter af Afrika, der også stod Karen Blixens hjerte nært. Det er pænt! 

Nå, men derefter drønede vi til Thude Å, hvor vi sejlede i havkajakker på åen. Normalvis vil man sejle langs kysten på Storebælt, men vinden var møg-spids den dag og jeg lignede muligvis en, der godt kunne finde på at falde i. Jeg ville i så fald have været den første nogensinde – men man skal som bekendt aldrig sig aldrig, og da slet ikke når det kommer til mig. Det var virkelig fedt at lave en aktivitet, som Inge er for ung til – og som vi derfor bare aldrig får gjort. Jeg er helt fjollet med vand og kombineret med en aktivitet, der får pulsen op og give de små arm-Müller lidt at arbejde med, så var det virkelig perfekt. Man kan lege både havkajakker og stand up paddle-boards på Dybkærgaard – og de er skidesøde. 

Efter lidt sved på panden og en god kapløbs-konkurrence, som jeg vandt … i omvendt land, så smuttede vi til Comwell Korsør. Her fik vi en kop tiltrængt kaff’ (se selv, der er kun én stavelse i det på de kanter) og en Gin Hass. Og bedst som vi var banket op på både koffein og alkohol blev vi smidt på massage-briksen til en omgang hot stone-massage. Det var vanvittigt lækkert og mine gamle, trætte mor-skuldre viste sig at sidde endnu længere oppe over ørerne, end jeg troede.

Efter en pragtfuld omgang massage, som jeg ikke aaaaner, hvor lang tid rent faktisk tog, så smuttede vi i både den indendørs pøl og det udendørs spa. Og da klokken ringede var det tid til sauna-gus! Og ikke den slags sauna-gus, som man finder mange steder, hvor den ikke er ordentlig varm eller de har svært ved at svinge med håndklæderne – her var satme gang i den! Det var 45 minutters intens varme, is i hænderne, enorm luftfugtighed, vilde olier og kolde gys – alt sammen med udsigt til skoven! Den ene væg i saunaen var nemlig af glas, så man kunne kigge på bøgetræer i stedet for bøgeplanker – det er jeg latterligt stor fan af!

Efter vi havde fået kølet kinderne ned igen og fået gjort os klar smuttede vi til Kobæk, hvor vi spiste på Kobæk Café & Restaurant. Vi fik deres vilde Nordiske Tapas, der var omtrent alle mine favoritter serveret på ét bræt. Uden at skulle gennem hele pladen, så kan jeg da lige fremhæve tomatsuppen, den smørstegte torsk med dijon-sauce, kartoffelsalaten og laksen med peberrodscreme. GODDAG! Den tapas er altså værd at køre efter. Jeg mofo lover, at I ikke bliver skuffede. Jeg skyllede hele skidtet ned med champagne og hvi’-vin, for de har satme også styr på den slags – og deres vin-køler, som fylder en hel væg vidner om det!

Sidste stop på vores tur var vores overnatning; og billederne taler for sig selv. Vi skulle nemlig Sove ude i Rude! Vores hjem for natten var et tipi-telt, der var indrettet med rigtige senge, lammeskind og små lamper. Det er det hyggeligste nogensinde. Der er allerede flere af jer, der har booket overnatninger i Rude – og I kan godt glæde jer. Det er en hel lille lejr med bålplads, flere tipi-telte, hængekøjer, overdækket spiseplads, køleskab og sågar et toilet-telt! Så er det altså noget ved at være frilufts-Else, selvom man normalvis ikke er så friluftsagtig. Eller det mindste friluftsagtig for den sags skyld.

Vi sad foran ildfadet og grillede skumfiduser og drak rosé og talte om alle de ting, som vi har glemt at tale om, siden vi fik Inge. Det var et tiltrængt afbræk fra hverdagen og lige nøjagtigt den form for nærhed, som jeg ønskede at få ud af vores alene-døgn. Vi kommer stensikkert til at Sove ude i Rude igen, enten alene eller hvor vi inviterer venner og børn med. Det koster sølle 500 bobs for en overnatning i tippitelt for 2 voksne og 2 børn!


Dagen efter blev vi vækket af fuglefløjt og ristede brød over bålet, som vi spiste med spejlæg af nylagte æg og en osteanretning fra Ostebørsen, som vi fleste på Vestsjælland nok ved, hvad er – forudsat at man kan lide ost. Hvis man ikke kan lide ost, kan man ikke lide livet, tænker jeg.

Tak for endnu flere fede oplevelser Vestsjælland, vi kommer snart igen! Mit hjerte er nok udlånt til København, men det bor sgu i Vestsjælland.

Fik du nogensinde læst om, hvordan man kan gøre dén hér travle mor meget glad? 

1 kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sådan gør du en travl mor glad