5 ting, jeg altid er villig til at diskutere

Derfor kan DU have god mor-samvittighed

6ab8c261-804f-4006-a9d8-de0fa6c88ecf

Sponsoreret af Neutral

Jeg lavede for nyligt et indlæg med de ting, der kan få mig til at føle, at jeg fejler i rollen som mor, og giver mig dårlig mor-samvittighed. Der er også masser ting, som jeg føler, at jeg er god til som mor, men de drukner sgu ofte i den store pøl af ting, som jeg tænker, at jeg burde have gjort bedre. Så hvor sidste indlæg handlede om de ting, som kan give dårlig mor-samvittighed – så tænker jeg, at det her bliver nødt til at handle om de ting, der burde give os alle sammen latterligt god mor-samvittighed. Der er edderbrandsparkeme mange kvinder og mødre, der er elendige til at rose sig selv og egen indsats – set i forhold til, at langt de fleste mænd, som jeg kender forventer stående applaus og en menneksemængde, der deler sig til hver side og giver dem high fives mens de forlader lokalet med begge arme strakt over hovedet, hvis de har tømt opvaskemaskinen. Så nu tænker jeg, at jeg lige remser nogle få af de oceaner af ting op, der altid burde få os mødre til at føle os som verdensklasse baby-ejere. 

Jeg kan sgu ikke leve op til dem alle sammen, men dem som jeg kan tilslutte mig, har jeg lige tildelt en lille stjerne. 

 

Det bør mofo altid give god mor-samvittighed, hvis man er én af de mødre, der:

 

  • *Styrter frem og tilbage mellem spædbørns-gymnastik, baby-svømning, mødregruppe og stimuli-leg – fordi det føles rigtigt for ens barn. 
  • Har valgt de fleste aktiviteter uden for hjemmet fra, selvom man gerne selv ville – fordi det føles rigtigt for ens barn. 
  • Har trawlet biblioteker, boghandler og app-store tynde for at være sikker på, at man har læst alt det nødvendige om babyer. 
  • *Har lært hele baby-dealen lidt hen af vejen, med alt det nervøsitet som det indebærer. 
  • Har haft det helt naturligt med kravle rundt på legetæppet og te sig som en tumpe for sit barn. 
  • Har haft det svært med at skulle snakke baby-snak, synge fjollede sange og danse rundt i ring, men alligevel har gjort det for at fremmane et lille tandløst smil hos sin baby. 
  • *Giver sit barn noget pragtfuldt mad fra mælkebaren. 
  • Giver sit barn noget pragtfuldt mad fra en dejlig sutteflaske. 
  • *Har en masse mennesker omkring sig, som man lader være en del af sit barns opvækst og pasningen af det. 
  • Klarer det hele selv.
  • Lader farmand tage en stor del af slæbet. 
  • Står op og gør sig pæn og præsentabel hver eneste dag, selvom man ikke har sovet en ski’.
  • *Skider på ens udseende og tilsidesætter sin egen forfængelighed.
  • Lader sit barn sove i ens seng i lang tid, selvom det naturligt nok sætter nogle andre begrænsninger. 
  • Hurtigt får sit barn i egen seng eller eget værelse, fordi det fungerer bedst. 
  • Har været ovenud lykkelig lige siden man så sit barn for første gang. 
  • Har haft uhyre svært ved at finde sig til rette i mor-rollen, og alt hvad den har bragt med sig – men alligevel står op hver morgen og gør alt hvad man kan, for at få en glad og tilfreds baby.
  • Vælger at tage ud med sine veninder i ny og næ, fordi man har behov for nogle gange at glemme sin baby, så man er en gladere mor al den tid, hvor man er hjemme. 
  • Vælger at sætte veninderne lidt på hold i den periode, hvor ens baby er helt lille, fordi det føles som det rigtige. 
  • *Glæder sig til, at ens baby tager en god lang lur, så man kan se en serie, bage en kage eller ordne sine sommer-fødder – eller hvad der nu for én til at føle sig som et almindeligt menneske. 
  • *Glæder sig til, at ens baby vågner fra sin lur, så man igen kan lege, træne og have det fedt sammen. 
  • Laver squats, armbøjninger og anden træning med sin baby på armen, for at ramme sin gamle form igen hurtigt – fordi det gør én glad.
  • Vælger at udskyde træningen og den gamle form indtil ens barn er lidt større, fordi det føles som det rigtige. 
  • *Bruger alle baby-lurerne på at arbejde og derved opnå lidt andet end at skifte bleer og blive suttet i babserne i løbet af en dag. 
  • Bruger alle baby-lurerne på at få sovet og ordnet hus, så man er klar til mere baby-pladder, så snart babyen vågner igen.
  • *Og sidst men ikke mindst, så bør det altid give god mor-samvittighed, hvis man gør lidt ud af at hjælpe andre mødre til at forstå, at tingene også er lidt åndssvage og dumme hjemme hos alle andre smøbørnsforældre. Vi er bare alle sammen trænede ud i disciplinen at tørre gylp af tøjet og tage smile-masken på inden vi går ud af døren, selvom natten har stået på de helt store bleer og ingen søvn. Alt dét dér som man ser på Instagram er altså ikke virkeligheden – i hvert fald ikke meget længere end den tid det tager, at tage et billede.

Jeg kunne lave 80 punkter mere, men I plejer at være væsentligt klogere end mig, så I har helt sikkert fanget pointen – det er sgu da piss’-ligemeget, hvordan man vælger at være nogens mor. Hvis man det meste af sin vågne tid har fokus på, hvad der føles rigtigt og bedst for ens barn – så kan man sagsusme godt tillade sig at være lidt stolt af sig selv. Det er for vildt at tilsidesætte sine egne behov ikke bare under graviditeten, men måske også et helt år efter fødslen, fordi man ikke kan gå nogle steder uden at fortælle, hvad man skal, og hvor længe man forventer, at det kommer til at tage at tisse. Forestil jer hvis mænd skulle føde børnene og fik at vide, at de ikke måtte drikke i minimum 9 måneder – amen der ville jo aldrig komme nogen børn til verden, fordi det passede dårligt med den årlige drengetur eller pokalfinalen.

Og så alt det forventningspres og hånlige småfniseri, som der kan være tendens til mødre imellem – kæft hvor er det dumt. Vi er jo på samme hold, så det giver dårligt mening at sparke sin medspiller over skinnebenet. Vi er forskellige mennesker, og vores børn er ligeledes forskellige, så vi gør ikke tingene ens. Og så kan man synes at alle burde amme i 1 år, men det betyder ikke, at det er det rigtige eller muligt for alle. Og man kan synes, at det er dybt åndssvagt og curling-mor-agtigt at stå i flere timer og skære agurkerne til madpakken ud som en stjerne og leverpostejsmaden som en bjørn – men hvis du selv åbnede en madkasse, hvor der var lagt så meget kærlighed i det, ville du så ikke også føle dig vanvittig elsket? Jeg er ikke selv så ferm med en udstikker, så det bliver nok ikke med madpakkerne, at jeg brillerer – men så kan jeg sgu et eller andet andet, der sikkert går hen og bliver noget, som Homie altid vil huske mig for. Jeg håber dog ikke, at det bliver min selvlavede sang om Lamaze-slangen, som hun kommer til at huske bedst – for den indeholder sgu nok lidt for mange af de helt grimme ord. 

 

Hvis du er til skæg og ballade omkring, hvordan det virkelige mor-liv kan være – så hop ind og besøg Nipskanalen og se deres videoer med fokus på, at man som mor ikke er alene med sin usikkerhed.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Jeg er ny i gamet, så efterlad endelig kritik - så gør jeg det bedre næste gang.

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

5 ting, jeg altid er villig til at diskutere