Om at være på mofo børneferie

Det fucking lange parforhold

Åh, jeg elsker at tale om parforhold og har alle dage gjort det. Men hvor min egen parforholds-snak tidligere i høj grad havde grund i usikkerhed og spænding, så’ det sgu lidt en anden sag nu. For jeg er  virkelig i det lange parforhold.

Den slags forhold, hvor spænding er udskiftet med forudsigelighed og usikkerhed er udskiftet med bundsolid sikkerhed.

Arnes og mit forhold startede stormende og tog sig nogle detours i den første spæde tid. Arne havde mange fiskestænger ude, og det tog lidt tid at få hevet alle sammen til sig igen. Fair nok. Jeg selv havde besluttet på første date, at jeg havde tænkt mig at nappe Arne og sætte de frie markedskræfter på kødmarkedet ud af spil, inden han vidste af det. Jeg flyttede som bekendt også allerede efter første date, så allerede der var jeg godt på vej.

Arne hoppede dog på en date med en anden end mig og tullede lidt rundt på Tinder i den første tid, og hans telefon vendte mere nedad end opad til at starte med. Men han tog også en måned på arbejde i Frankrig lige efter vi havde mødt hinanden, og under den tur talte vi i telefon flere timer hver dag, da han alligevel kørte i bil og ikke havde andet fornuftigt at tage sig til.

Det hele endte med, at telefonen blev vendt mere opad, og at jeg stille og roligt blev introduceret for alle hans venner og hans familie. Og en aften i Milano blev vi sgu kærester og officielle bofæller i samme ombæring – uofficielle bofæller havde vi jo været fra omtrent første dag. Og siden da er det så blevet et længere og længere parforhold med alt hvad det indebærer.

Og nu er vi så i det lange parforhold. Det der, som alle lige dele ønsker og frygter. Vi ved, hvem hinanden er, vi bliver sjældent overraskede og spænding kunne man fristes til at sige mest er noget, der opstår, hvis man prøver at lave en ny ret til aftensmad.

Jeg hader det lange parforhold. Jeg er ikke til forudsigelighed og uendelig sikkerhed. Men det er jeg så bare alligevel. For det er sgu noget andet med Arne. Han er evigt lolleren, dybt selvironisk og komplet ligeglad med, om han bliver gjort til grin. Jeg stoler fuldstændig på ham, og hvis jeg er i tvivl om, hvad han mener med noget eller om han er sur på mig – ja, så spørger jeg ham.  Hvis han sender en kryptisk SMS eller virker ligeglad med mig, så beder jeg ham om, at bruge sine fucking ord.

Vi skændes både ofte og heftigt, men vi aldrig så meget som nærmer os en endestation, der hedder “så skal vi nok ikke være sammen alligevel”. For det skal vi. Så det ville være dumt at påstå andet. Jeg har desuden læst i et eller andet mere eller mindre troværdigt dagblad, at man aldrig må bruge ordet “skilsmisse” i det lange parforhold – men der kommer jeg jo heldigvis aldrig i problemer, for det er svært at blive skilt, når man ikke er gift. Læser du med Arne?

Nå ja. Uha, så er der den der evige snak om manglende sex i det lange parforhold. Jeg tænker altid på danske revyer, når jeg hører den slags. For jeg kan da sagtens forestille mig, at bolleriet glider ud i sandet, hvis man ikke kan lide hinanden længere eller er så pressede på familielivet, økonomien eller andet, at man ikke kan overskue hinanden. Men det kan vi godt. Bevares, vi har ikke så meget sex, som før vi blev forældre – men det er altså også okay. Vi vil det sygt gerne begge to – og så har ting det jo med at lykkes på trods at travle skemaer og trætte aftentimer.

Jeg har haft mange længere forhold. Altså ikke 200. Men heller ikke ikke 2. Jeg har altid været i forhold, men jeg har også været uhyrligt usikker og skidt tilpas i længere perioder, fordi jeg var i tvivl om, om jeg var nok. Det er jeg ikke længere. Jeg er så rigeligt. Måske endda en tand for meget. Arne vil mig gerne og han vil endnu mere vores lille familie, og jeg vil ham.

Når jeg en sjælden gang er ude, så går jeg altid hjem klokken hundelort om natten og tænker “åh, godt at jeg står op til mit rigtige liv i morgen tidlig”. Den slags liv, hvor jeg ikke skal stå i en bar og sende underspillede blikke og tænke på, hvordan jeg svinger med mit hår. Hvor jeg ikke behøver tvivle på, at min mand også er der, hvis jeg er frygtelig og umulig at være sammen med. For han er der bare.

Og nej, man ved aldrig, hvad der sker, men for nu er jeg sgu godt gammeldags tilfreds med mit valg af farmand til mit barn og mand.

HURRA FOR DET FUCKING LANGE PARFORHOLD. 

Du kan også læse om dengang, hvor vi lavede Inge et sted, hvor man virkelig ikke bør lave en baby. Upsi. 

1 kommentar

  • Hørt!
    Det er sgu principielt set pisse trivielt, men mindst ligeså fucking fantastisk. Tænk at man stadig synes han er den lækreste, og at han stadig uddeler massage to gange om ugen, og lægger marcipanbrød på ens hovedpude. Også selvom man ti gange om måneden er ved at kradse øjnene ud på ham, fordi han aldrig lærer at tømme vasken på krummer, trods ni års massiv indoktrinering.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at være på mofo børneferie