Om at gøre sit bedste

Disse ting irriterer os ved hinanden lige nu


Arne og jeg elsker hinanden. Det synes jeg er meget godt lige at skrive, inden I får serveret vores respektive svinere af hinanden. For jeg tror sgu på, at en lille hygge-sviner i ny og næ kan have en fin effekt på et forhold, fordi man bliver opmærksom på, hvad ens partner er ved at være ok-træt af efterhånden. Så jeg har skrevet, hvad der irriterer mig mest ved Arne lige nu, og så har han skrevet, hvad der irriterer ham mest ved mig netop nu. Det lyder måske nok som et lidt destruktivt format, men ingen blev sure. Ikke engang mig.

Til kanten og lidt længere-Arne

Arne kan godt lide sin frihed. Bevares, jeg er nul procent i tvivl om, hvor meget han elsker sin tid med Inge og jeg – men han elsker dæleme også sin frihed til at se venner og des lige. Det gør jeg i øvrigt også, jeg har nok bare en lidt mere realistisk holdning til, hvornår nok er nok.
Arne har været i O’ense på arbejde hele ugen og har sovet derovre, så vi har ikke set ham. I den tid har jeg passet mine to jobs og passet vores datter. Alt har kørt efter et helt udspecificeret skema for at få tingene til at gå op, og jeg har vitterligt ikke haft tid til at have fjernsynet tændt om aftenen efter Inges putte-tid, fordi jeg skulle arbejde. Det har været godt gammeldags hårdt.
Men fredag var Arne hjemme igen, vi tog til 2års fødselsdag sammen om aftenen, og efter spisetid hoppede Arne ud for at mødes med nogle venner, fordi den ene flytter til New York. Dagen efter smuttede han kl. 13, fordi han skulle mødes med de samme venner for at se fo’bold og hygge sig – jeg ankom til festen kl. 21 efter at have puttet Inge hos vores naboer. Jeg tog tidligt hjem fordi jeg var træt efter den hårde uge og for at være klar til at passe Inge igen næste dag, for det ville Arne tydeligvis ikke kunne præstere. Han kom hjem kl. 4 om natten, og stod derfor først op kl. 10.30, lang tid efter jeg havde været ovre og hente Inge og ryddet hele lejligheden op i mellemtiden.

Så kunne man måske mene, at det var på tide, at Arne skulle være et øjeblik hjemme med os, men nej nej, for om aftenen til festen vælger Arne at sige “vi kan vel godt tage ud at se Brøndby-FCK i morgen, ikke?” Så nu ville han så lave den to-dages fest til en tre-dages fest i stedet, og så var vi måske ved at ramme mit mætningspunkt. For jeg har decideret passet vores datter i en hel uge, og alligevel kan han ikke stoppe med at komme med ønsker til, hvad han gerne vil – han skal altid derud, hvor jeg bliver nødt til at sige nej. Og jeg gider ikke skulle sige nej. Jeg vil bare gerne have, at han tænker sig om og vurderer, at han nok kan være meget godt tilfreds med, at han havde været sammen med gutterne to dage i streg, på trods af, at han i forvejen har været væk fra os en hel uge.

Det er som om, at når jeg siger ja til ting, så tænker han “Fedt. Det var let. Jeg må kunne få noget mere.” Og så bliver han ved, indtil han når mætningspunktet og jeg er irriteret på ham. Men jeg sagde nej foran alle Arnes venner, og vedligeholdt derved forestillingen om den sure kæreste. Så hey Arne, hvis du nu stoppede dig selv lidt før, så ville det være fedt.

Skralde-Else

Julie-elsebeth har før været ude med riven efter mig, og påpeget, at jeg blandt meget, meget, meget andet, kan finde på at lægge ting lige ved siden af skraldespanden i stedet for at smide det ud. Det lyder ret irriterende, ikke?
Nu har jeg så fået mulighed for at give lidt igen. Og den slags muligheder skal man jo ikke lade gå til spilde.

Og sjovt nok, så kommer det faktisk til at handle om Elses forhold til skrald. Det vil nemlig overraske jer. Hun er nemlig så snedig, at hun laver små skraldebunke på steder som i hvert fald ikke er en skraldespand.

Det kunne være i bilen, i sofaen… eller i partnerens (altså min)  side af sengen. Lad mig være lidt mere konkret.

Hvis vi skal på en lækker familietur til Jylland, så kræver det at Inge får masser af snacks, for at hun ikke går amok. Det er jo helt fair. Men det vil sige, at der er bananskræller, emballage, halvtyggende ostehaps, sten fra ferskner, snotpapir, rosiner og meget andet, som man skal have skaffet af vejen.

Og her er det så heldigt, at der er sådan nogle små holdere på indersiden af bilens døre. Altså dem hvor man normalt vil have en drikkedunk eller en isskraber. De passer til gengæld også perfekt til skrald. Altså hvis man nu presser det godt sammen. Og så kan man jo ellers bare lade det ligge der, indtil nogen får det fjernet. Den tjans har jeg indtil videre vundet. Mest tilfældigt, fordi jeg evt. opdager det efter to-tre uger, og synes at bilen måske har fået en halvspændende duft.

Vi har endda taget snakken. Altså om man ikke kunne bruge en skraldepose i stedet. Og det er da også lykkedes. En enkelt gang. Altså én gang ud af rigti’ rigti’ mange gange.

Konceptet er i øvrigt det samme, hvis hun spiser ferskner eller is i sengen eller sofaen. Skraldet bliver samlet i en lille bunke, og så glemmer hun ellers alt om det. Jeg er f.eks. vågnet op med en ispind klistret til ryggen, fordi den ikke var røget ud.

Arhh… det føles pragtfuldt at få det ud. Nu forstår jeg bedre, hvorfor Else skriver så mange indlæg om mine knap så gode sider! Det må jeg gøre igen engang.

I mellemtiden kan du hoppe ind og læse om nogle af de mange ting, som vi skændes om

2 kommentarer

  • Amalie

    Øv, Arne lyder virkelig som en røv og uansvarlig 🙁
    Selvfølgelig skal der være plads til at både mor og far kan lave noget ude i byen, meeen han skal også tage hensyn og tænke på sin familie og ikke kun sine egne behov.
    I dag er Inge syg, og jeg kan se at du JE er hjemme med barn syg. Hvorfor er Anders ikke? 🙂

    Kh.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hah! Jeg er mester i at efterlade müslibar-papir i vindueskarmen.
    … Og at overbooke kalenderen, jf. sidst postede blogindlæg – det er nemt at falde i et godt tilbud, og vips, opdager jeg at vi når at ses een aften på en uge, herhjemme 😅 Men der er vi vist begge lige gode om netop det punkt. 1’eren har jeg dog føretrøjen i.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at gøre sit bedste