Hygge-svinere, som vi synes er lolleren 

En classic Arne 

Mit indlæg i går var lidt én lang sviner af Arne – så i dag skulle der naturligvis skrives om noget andet. Men hvor gerne jeg end ville det, så kunne det simpelthen ikke lade sig gøre i dag. For Arne har dummet sig. Igen.

Fredag er sgu altid sådan en pragtfuld dag at være på arbejde. Alle er lidt fredagskulrede og sædvanligvis er jeg så tilpas langt nede i arbejdsbunken, at jeg ikke behøver stresse rundt hele dagen. Og det er jeg rigtig godt tilfreds med, for jeg hader at være presset på tid. Denne fredag blev dog ikke lige sådan – og det var ingenlunde fordi jeg ikke havde fået planlagt ugen godt nok. Det var sgu Arne, der ødelagde den pragtfulde fred og ro som fredag ellers emmer af. 

Arne tager på en lille skitur med drengene (de foretrækker de vist at kalde sig, selvom de aldersmæssigt befinder sig langt fra den betegnelse) over weekenden. Jeg ved, hvor sent Arne går i gang med at pakke, og fordi vi har været gennem 3 flytninger siden vores sidste skitur, så har jeg brugt ugen på at overtale Arne til at begynde at pakke sine ting, så han ville finde ud af det i tide, hvis han manglede noget. Og Arne nikkede pænt hver gang jeg foreslog det, og så skete der naturligvis æk’ en ski’. 

Nu er det så i aften, at “drengene” kører mod Østrig og Arne besluttede derfor lidt over middag at begynde at pakke. Jeg var naturligvis på arbejde mens han havde gang i den manøvre. Først fik jeg en besked med, om jeg havde set den store, sorte sportstaske; noget der ville være væsentligt lettere at hjælpe med, hvis jeg rent faktisk var hjemme. To minutter senere kom der en besked med, at han kun kunne finde én handske – intet spørgsmålstegn, bare en opfattelse af, at han kan fortælle hvad han mangler og så hjælper jeg ham med at finde det, uden at han behøver at bede om hjælp. Og så kom sidste spørgsmål – “har du set mit pas?”.

Så sent som i starten af ugen var vi hjemme hos nogle venner, hvor jeg drillede Arne med, at han aldrig havde styr på det freaking pas. Arne afviste blankt min påstand og sagde at han aldrig havde mistet det. Men faktum er bare, at hver gang vi skal rejse, så står han på et eller andet tidspunkt og roder rundt i sine lommer og siger med panik i øjnene “hvor fa’n lagde jeg mit pas?”. Bevares, han finder det altid – men det er altid væk på et eller andet tidspunkt og det stresser mig helt usandsynligt. Af samme grund står jeg for både Inges og mit eget pas. Og de ligger også begge trygt hjemme i den detilpassede skuffe. Det gør Arnes bare ikke. 

Og nu kunne han så ikke finde det. Og pludselig måtte jeg sidde i den anden ende af byen og komme med forslag til, hvor han kunne have lagt det – og det eneste sted jeg havde lyst til at foreslå var skuffen med freaking pas … I mens var Arne i gang med at endevende hytten derhjemme for at finde den rødebedefarvede bandit. Alle skabe, skuffer og selv toilettet blev vendt komplet på hovedet. Intet pas. Han begyndte at undersøge, hvorvidt borgerservice kunne lave et nyt til ham – men ikke nok med, at det ville koste 700 bobs så lukkede de kl. 15 og jeg ville ikke nå hjem i tide til at kunne hente Inge fra vuggestuen og passe hende.

Så kom Arne så til at tænke på, at sidste gang han brugte passet, var da han i efteråret var i New York med arbejdet. Og dengang boede vi jo stadig i Sorø. Og var der egentligt ikke noget med, at han bare havde smidt passet ned i den rygsæk han havde brugt – og så efterladt den hjemme hos mine forældre. Så jeg måtte ringe og lede min mor rundt i huset efter tasken. Og ganske rigtigt, der lå det mofo pas. Så måtte vi så i gang med at lave en plan for, hvordan fa’n vi kunne få fat på det pas i den anden ende af øen inden Arne skulle afsted kl. 18. 

Løsningen blev, at Arne tog toget til Sorø, blev mødt af mine forældre på stationen med passet og at de så kørte ham til motorvejsafkørslen, hvor drengene så hev ham med ind i bilen og satte kurs mod Østrig. Så, endnu engang havde Arne ikke styr på en freaking skid. Og det gik alligevel. Af samme grund har han ikke lært en skid af det – og han ved det godt. “Men JE, ved du hvad det værste ved det er? Jeg er jo uforbederlig.” Ja det er du fandme Arne. Han lærer ikke en fis af det. 

Han fandt iøvrigt aldrig sin anden handske. Så forhåbentligt skal han fryse om sin venstre hånd alle dagene, som bare en lille straf for sit klaphatteri. 

Fik du læst gårsdagens indlæg med hygge-svinere, som vi synes er lolleren? 

5 kommentarer

  • Sabina

    Min mand (i 30’erne – selvom han har hukommelse som én på 80) har selv opfundet begrebet “mandsfraværende” til at dække over den slags

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Arne

    Hvordan ved du, at det er venstre handske som mangler, er det dig som har nappet den? Vidste det! 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Hahaha, sådan er min kæreste også! Det må være en mande-ting, haha 😀
    Men nu har jeg trods alt lært at ligge BEGGE vores pas i den samme skuffe når vi kommer hjem fra ferie – så ved jeg da hvor det er (og så glemmer han kun cirka resten af sine ting :P)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bjørg

    Arne og min kæreste kunne være en og samme person. Vi har været sammen i snart 9 år… De lærer det aldrig 😏

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Hvis det hjælper: du er ikke alene. Min kæreste pakker KONSEKVENT aftenen før på trods af mine maaaange gode råd om at starte liiiidt før😑 Det resulterede engang i at han kom afsted til sommerhus i Sverige uden ekstra underbukser, kun én T-shirt – og nåh ja… da han stod med sin nøgne diller i badet råbte han til mig, om ikke jeg havde tager håndklæde med til ham…. øøøhh NEJ?! Så kan du freaking lære det (… men de lærer det jo aldrig).

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hygge-svinere, som vi synes er lolleren