ARNE PÅ BLOGGEN: Fars fede barselsferie

En mors kærlighed forsøgt forklaret 

Inden homie for alvor gik ombord i mælkebaren.

Det skal sgu handle om kæææærlighed i dag. Eller, det SKAL det jo som sådan ikke, men det kommer det i hvert fald til. Og bare rolig, det her bliver ikke en lang kærlighedserklæring til Arne – ikke kun fordi jeg ved, at han ville pisse-hade det, men også fordi Arne bare ikke rigtigt er den jeg elsker mest længere. For jeg er Homies mor – og det er dén kærlighed, som jeg har planer om at udbasunere herinde. Kæft det bliver pinligt, når hun går i fjerde klasse en dag, hva’? 

Grunden til at jeg har tænkt mig at skrive om den kærlighed er, at jeg ganske ofte hører mødre såvel som fædre sige “kærligheden til ens barn er bare slet ikke til at beskrive”, “man kan slet ikke forestille sig den kærlighed man føler for sit barn” og “man kan bare ikke forklare, hvor meget man elsker sit barn.” Og der har jeg det nok mere sådan, at bevares det er da pissesvært, men øhm – man kan sgu da i det mindste give den et forsøg. Alt andet lugter lidt af, at det at være forælder er en klub, som man ikke må få lov at høre noget om, før man selv bliver medlem af klubben. Så nu har jeg tænkt mig at forsøge at forklare, hvordan det føles at være nogens mor. Der er overordentligt stor sandsynlighed for, at det slet ikke lykkes – men vi giver den sgu da et forsøg alligevel, æk. Og hvis man ikke føler at jeg rammer bulls eye med min beskrivelse, eller at man ikke selv føler helt de samme ting for ens barn, så er det naturligvis ikke forkert – jeg forsøger at beskrive en følelse, og jævnfør at følelser er selve indholdet af subjektivitet, så bliver det her nu engang bare en overordentligt subjektiv omgang. Men lad os forsøge! 

En formiddags-lur på babserne.

Da Inge først kom til verden synes jeg, at hun var skide sød. Hun var lille, helt blød og så havde hun dé dér bitte små fusser og helt krøllede små ører. Det var umuligt ikke at synes hun var fantastisk, og føle et kæmpe ansvar overfor hende – men om jeg elskede hende fra første sekund? Det tror jeg ikke. Jeg var komplet indstillet på at ændre hele mit liv for hende, og passe på hende dag og nat – men det var mere en følelse af ansvar end decideret kærlighed. Men så gik dagene, og jeg lærte hvordan hun rynkede på næsen af fryd, når man nussede hende på mavsen, og så hvordan hun smilte i søvne, fordi hun øjensynligt drømte om næste besøg i mælkebaren – og så blev jeg forelsket i hende. Nu er hun 10,5 måned, og som tiden er gået er kærligheden blevet større og større. Der er tale om den mest stormende forelskelse, hvor jeg kan være i gang med den fedeste fede i verden, og så alligevel kun tænke på, at jeg savner hende. 

Det er den slags kærlighed, hvor hun kan have ondt i halsen eller maven og derfor være pjevs og græde ustandseligt – og jeg kan være helt udmattet og træt af det ansvar, som jeg nu engang har som hendes mor – men så snart jeg er væk fra hende, så savner jeg både hende og hendes ellers ulidelige pjevseri. Det er sådan en kærlighed, hvor hun reelt set intet kan gøre, der vil gøre min kærlighed til hende mindre. Hun kan rive mig i hovedet og bide mig i maveskindet, begge dele har hun i øvrigt gjort i dag – men det ændrer ikke den mindste smule på min kærlighed til hende. Hun kan have en dag, hvor intet jeg gør er rigtigt, hun kan græde hver gang jeg tager hende op og vrisse hver gang jeg sætter hende ned, så det føles som om, at hun er komplet ligeglad med mig – men min kærlighed til hende er den samme. 

Da Arne og jeg blev forældre stoppede vi jo ikke med at komme med kærlighedserklæringer til hinanden i ny og næ, men de ændrede sig sgu lidt. For hvor man før eksempelvis sagde “jeg elsker dig bare over alt på jorden” (klammo, hva’?) så har det nu automatisk ændret sig til “jeg elsker dig bare over alt på jorden … altså lige bortset fra Inge”. Vi kan simpelthen ikke lade være med at sige det, fordi det føles helt forkert ikke at have den sidste del med – selvom ingen af os er i tvivl om, at sådan en lille sætning ikke ville få den anden til at tro, at man ikke elskede Inge mindst ligeså meget. Efterhånden er vi blevet enige om, at det er underforstået at ingen af os kan hamle op med Inge – så man må gerne udelade hendes navn fra sådanne klammo erklæringer.

Der er naturligvis en hel masse praktiske gøremål og planlægning forbundet med at være forældre, fordi livet nu engang bare er lettere, hvis man lige har indtænkt barnets lur og måltider i dagens skema. Men der er jo også en anden god grund til, at man planlægger alt så nøje efter barnets behov – fordi man vil sgu bare gerne have, at de er glade og har det godt. For så har man det også selv godt. Det kan gøre så forbandet ondt i mit hjerte, hvis jeg har en formodning om, at Homie har ondt i mavsen. Og der er jo bare tale om ondt i maven – det er ikke noget farligt eller vældig smertefuldt, men den følelse det giver mig, at hun har ondt er ganske forfærdelig. Jeg ville tage et brækket skinneben, hvis det kunne gøre, at hun ikke have ondt i mavsen eller et tandfrembrud der drillede.

Når Arne og jeg er alene efter Homies sengetid, så forløber cirka 25 procent af vores samtaler sig således: “Hey JE, kan du huske, da Inge lige lagde hovedet på min kind og bare rigtig lå og slappede af og hyggede tidligere?” – “JA! Seriølle Arne, tror du ikke, at Inge er sådan det dejligste lille menneske på hele jorden?” – “JO. Hallo JE, tror du ikke, at hun er sådan lidt bedre end normalt til at sætte ringe på dén dér legetøjs-pind, som hun har?” – “JO HELT SIKKERT. Hun er vanvittig god!”. Og sådan kan vi fortsætte i umenneskelige tider. Det er frygteligt. Men vi gør det heldigvis kun, når vi alligevel er alene – så I skal nok slippe for at høre for meget til det, hvis i støder ind i os i toget eller på McDonalds. 

Jeg er ikke et menneske, der er svært at gøre tilfreds. Jeg synes stort set altid at maden er god og at sengen er god at sove i. Af samme grund så er jeg også meget let at gøre glad – men ingen skal gøre ligeså lidt som Homie for at gøre mig glad. Hun kan seriølle krumme de små tæer eller give et skævt smil fyldt med smilehuller og så føler jeg, at jeg har haft den bedste dag i verdenshistorien. 

Jeg har desuden tænkt meget på, at der nu skal helt usandsynligt meget til for, at jeg ville forlade Arne. For det ville jo nu engang gå ud over Inge – og jeg vil ikke gøre noget, der kan gøre hende ondt. Og hvis Arne kom i morgen og ville smutte, så ville jeg sige “øv bøv for dig, for det kan du ikke få lov til. Du må blive her, og så bliver vi nødt til at finde ud af det for Inges skyld.” Og nu skal der ikke sidde nogle derude og tro at jeg ikke har forståelse for nødvendige skilsmisser og lidt finurlige familiekonstellationer, for de kan naturligvis fungere ligeså perfekt – men jeg tror at langt de fleste vil strække sig uhyre langt for at undgå, at man er nødsaget til at tage stilling til alle de ting, der nu engang knytter sig til en skilsmisse, hvor børn er involveret. Men igen, hvis Arne endelig skulle få nok af mit pis og vende kajakken mod varmere og mere hjertelige kvinder – så ville jeg klare den. For jeg ville stadig have min store kærlighed; Inge.

Så for mig så er en mors kærlighed følelsen af, at man er villig til at gøre hvad som helst for dem – uden at forvente det mindste igen. Man slipper ganske ubevidst sukkerskålen, som man har i hænderne og griber ud efter dem, hvis de er ved at komme til skade – og så må man tage oprydningen af rørsukker mellem gulvbrædderne bagefter. Man længes efter at de sover længe, men når de så endelig gør det, så kommer man til at liste ind for at se om de er okay – og vækker dem. 

Tør du give dig i kast med at beskrive din kærlighed til dit barn? 

Det er ikke så tit, at der bliver talt om kærlighed og store følelser herinde – men jeg har én gang før udgivet et indlæg om de cheesy ting, som jeg aldrig siger højt. 

14 kommentarer

  • Lisa

    Du er bare så mega spot on! Sidder lige nu og ammer min 4-måneder gamle datter og kan bare kun nikke genkendende til dit indlæg. Det at være mor er det mest fantastiske og det hårdeste i verden. En kærlighed der bare vokser og vokser dag for dag❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadin

    Så godt beskrevet!
    Jeg har nu den dejligste lille bandit af en datter, på 3,5 måned (som i øvrigt også har de lækreste smilehuller).
    Og kan huske det allerede startede, da jeg var ret meget gravid. Kunne begynde at græde af savn, fordi jeg simpelhen savnede hende helt vildt, og det mærkelige var at jeg jo aldrig havde mødt hende sådan rigtigt, og hun lå jo desuden lige derinde i min mave og dansede rundt. Men havde virkelig bare et kæmpe savn til den lille frøken.
    Og da jeg så fødte, væltede der en beskytter-følelse ind over mig, vil beskytte hende for alt i verden, ved jeg godt man ikke kan, men min livsmission er blevet til at jeg skal beskytte hende så meget som overhovedet muligt.

    Tak for dine fede ærlige indlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Du beskriver det helt perfekt men bare vent, de der voldsomme følelser bliver udlignet og lidt mindre voldsomme når barn nr 2 kommer! Du ve; det barn som man på ingen måde tror at man kan elske ligeså højt som nr 1… wait and see

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Mega fint skriv! Sådanne ord får mig til at glæde mig til, at jeg en dag får lov at blive nogens mor <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lea

    Din beskrivelse er bare så rigtig! Jeg elsker min datter (snart 3 år) så sindssygt højt og præcis som du beskriver. Så selvom jeg altid har ønsket at få 2 børn, så følte jeg pludselig ikke et behov for at få et barn mere, fordi min datter opfylder alle mine “behov”. Min mand og jeg valgte alligevel at gøre hende til storesøster. Folk med flere børn siger altid at man elsker børnene lige højt. Jeg kunne bare ikke tro på det, når nu min datter – og min kærlighed til hende – er så fantastisk. Men i sommers fødte jeg en søn og da han sendte mig sit første smil, der var jeg solgt og pludselig elsker jeg min lille baby dreng ligeså højt som jeg elsker min “store” pige. Og nu kan jeg godt forstå hvorfor nogen får mange børn (bortset fra at det er hårdt arbejde)!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Man længes efter at de skal sove og når de så sover, så bruger man tiden på at se billeder af dem

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    Min kæreste skrev til mig den anden dag “altså jeg savner dig, ikk’? Men jeg savner virkelig virkelig Ingrid (vores datter). Du forstår godt, hvad jeg mener, ikk’?” Og jo, jeg forstod herregodt, hvad han mente. Jeg havde weekenden forinden været i København fra lørdag til søndag, og søndag aften kunne man se mig spænde gennem Aarhus Midtby med kuffert efter mig for at komme hjem og kramme Ingrid, inden hun skulle sove🤷‍♀️ jeg kan ikke helt forklare kærligheden, men sådan nogle situationer sætter alligevel lidt ord på

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Ååååårh, jeg er vild med den her beskrivelse!!!! Og min hormonfyldte krop kan slet ikke vente med at skulle være mor for første gang om tre måneder 😍

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Det er skægt, sådan har jeg det slet ikke. Eller altså – jeg elsker min datter (og min søn), men jeg elsker sgu min mand mest! Jo mere jeg elsker mine unger, jo højere elsker jeg min mand. De findes kun i kraft af vores kærlighed til hinanden, så jo skønnere ungerne er, jo mere forelsket bliver jeg i min mand.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Personligt har jeg vildt svært ved at sætte ord på kærligheden til mine piger. Den er så altoverskyggende, at ord kommer til kort. Men beg plejer at sige det sådan her: at beskrive den kærlighed jeg har til mine døtre svarer til at skulle beskrive en farve, som jeg aldrig har set.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    Min søster spurgte mig for nogle uger siden om det samme, og mit svar var, at jeg elsker min kæreste og min datter SÅ meget og lige højt – MEN (der skal jo være et ‘men’) jeg ville ofre min kæreste for at redde min datter, men jeg ville ikke ofre min datter for at redde min kæreste. Min søster syntes, det var lidt hårdt sagt, men jeg kunne altså ikke lige finde på andre måder at forklare min mor-kærlighed på.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Intet mindre end fantastisk!!! SPOT ON!!! 😍👏🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Så fin beskrivelse af den ubetingede kærlighed man har til sine børn 💗 Min søn er lidt over halvandet år nu, og jeg kan stadig blive overrasket over den dybe kærlighed der forstærkes for hver dag. Det er bare en kærlighed der ikke kan sammenlignes med nogen anden 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Spot on! 👌🙏😍👧

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

ARNE PÅ BLOGGEN: Fars fede barselsferie