En baby og en blog

En baby og en blog

 

Arne og Else på dagen, hvor vi fortalte alle, at vi skulle eje en baby

Arne og Else på dagen, hvor vi fortalte alle, at vi skulle eje en baby

Min kæreste Anders og jeg skal have en baby. Vi har lavet et menneske, der er halvt af os begge to, og så skal det ligge inde i mavsen på mig, indtil mini-mennesket er færdigt med at vokse. Det giver ikke nogen fucking mening, men den er god nok.

Jeg er nu i uge 34, og det begynder så småt at gå op for os, at det er virkelighed – og at vi rent faktisk ejer en baby om halvanden måned. Om fem arbejdsdage vinker jeg pænt farvel og råber “VI SESSER, RØVHULLER” til mit arbejde. Det bliver voldsomt mærkeligt, og jeg er stadig meget i tvivl om, hvordan jeg kommer til at have det med at skulle undvære mit højtelskede og udfordrende arbejde som digital redaktør og journalist – og i stedet opnå fuldtidsstilling som mælkebar.

Men hvor om alting er, så er det sådan det bliver. Vi har lavet en baby, og min krop har i tillæg til det produceret et par ordentligt mælkekander, der hvor der tidligere bare sad to brystvorter – og nu skal de snart bruges til andet end Arnes fornøjelse. Det betyder, at jeg skal blive hjemme fra arbejde i minimum et halvt år, hvor det tilsyneladende er min fornemmeste opgave er at være så lidt optaget af mig selv som muligt, og kun tænke på, hvad vores baby synes er fe’ – og det bliver nok ikke helt de samme ting, som jeg synes.

Jeg sagde jo, at der var kommet mælkekander på bordet ...

Jeg sagde jo, at der var kommet mælkekander på bordet …

For en lille uge siden bankede jeg på min chefredaktørs dør – eller den stod faktisk åben som sædvanligt, og jeg kunne endnu engang med bævende stemme sige “øøøhm, må jeg lige tale med dig fem minutter”. Hun er blevet overordentlig vant til det scenarie, og det faktum, at det siden starten af min graviditet måske er lykkedes mig at undgå at græde ved omtrent 30 procent af vores samtaler. Jeg er ræd for at skulle på barsel, og at skulle undvære seje mennesker og ikke mindst journalistik i min hverdag, og det har fyldt piss’meget i mit hoved.

Derfor havde jeg tænkt over, at begynde at skrive et andet sted – nemlig herinde, og den skulle lige vendes med de høje herrer og damer i virksomheden. De syntes heldigvis alle sammen, at det var en fremragende idé – hvis bare de altså selv blev fri for at skulle læse med om mælkekirtler og vikler. Det aftalte vi så, og siden da har jeg arbejdet på at få html’et en lille blog op fra slap.

 

Planen er derfor at jeg nedskriver mine oplevelser og vanvittige tanker, og gør mig overordentlig umage for at få smidt materiale herind hver eneste freaking dag. Det vil unægteligt komme til at betyde, at en del af teksterne er produceret med en baby på den ene arm og at billederne er taget med babymos i håret.

Jeg glæder mig latterligt meget til at få fyldt både blokken og bloggen godt op – og så håber jeg, at der sidder en lille håndfuld, der har lyst til at trykke “Følg blog” til højre herfor. I kan også altid hoppe over på Instagram, hvor temaerne er de samme – men teksterne er væsentligt kortere – @julieelsebeth

Julie-Elsebeth

3 kommentarer

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En baby og en blog