Dé dér lolleren børne-faser

Endnu flere ting, som vi skændes om

Er du vimmer, hvor gad I godt læse om de ting, som Arne og jeg kan blive freaking uvenner over. Og jeg fik mofo mange beskeder omkring, at det var de samme diskussioner, der gik igen hjemme hos flere af jer. Det viser sig, at rimelig mange forhold åbenbart er freaking ens. Mænd smider tilsyneladende med deres sokker, kvinder bliver hidsige og alle diskuterer, hvem der sagde hvad. Eller – ikke alle, for så fik jeg naturligvis også et par beskeder nogen der syntes, at det lød ganske frygteligt at skændes om de ting, og “hjemme hos os skændes vi ALDRIG – vi hjælper hinanden og sætter pris på hver en lille ting ved hinanden” … Gud, hvor irriterende, hva’? Jeg håber næsten, at det er løgn, for ellers lyder det dæleme som en smagsløs omgang saftevand. 

Alt dét hér skriver jeg naturligvis, fordi jeg er pisse misundelig og da også godt gad være evigt lykkelig og skændes mindre. Men det er ikke noget, som jeg umiddelbart ser ske uanset hvem jeg var sammen med. Så jeg holder mig altså bare til ham, som jeg bedst kan lide at skændes med. 

Men de ting i det seneste indlæg er altså heller ikke det eneste, som vi skændes om. Så jeg gik lige i tænkeboks for at finde andre eksempler på skænderier, der går igen hjemme hos os. Og det var virkelig ikke særlig svært at komme på nogle flere. 

Tempoet 

Arne gør ting ordentligt. Han gør sig umage, tænker sig om og stiller en masse opfølgende spørgsmål, inden han går i gang med en opgave. Det betyder bare også, at tingene tager mofo lang tid. Og det er ikke altid, at der er tid til, at ting kan tage piss’-lang tid i en småbørnsfamilie. Jeg er sådan én, der bare går i gang med ting, og så får jeg dem ordnet i løbet af meget kort tid. Det betyder, at der nogle gange er nogle småfejl og at køkkengulvet er søbet til i løg-stykker og brødkrummer, når jeg er færdig med madlavningen, til gengæld går det fucking hurtigt. Og det gør den efterfølgende rengøring jo så i øvrigt også. Og det udløser nu engang bare nogle skænderier, når man grundlæggende er uenig om, hvor hurtigt ting skal gå. 

At jeg er utro 

… altså serie-utro. Den værste slags i øvrigt. Hvis jeg er alene hjemme, og jeg gerne vil se videre på vores fælles serie, så kan jeg meget hurtigt blive enig med mig selv om, at det er helt ok. “Men JE, afslører den røde streg på Netflix ikke, at du har snydt?” – jo det ville den gøre, hvis ikke jeg havde fundet ud af, at hvis man genstarter et afsnit, som man allerede har set, og så går ud igen med det samme, så forsvinder den røde sladre-streg. Min ærgerlige vane gør så til gengæld, at jeg relativt ofte må gense tidligere afsnit og lades som om, at det er første gang, jeg ser dem. Netop for at undgå, at vi skal skændes om min manglende rygrad. 

Om at bestemme og ombestemme sig 

Jeg kan godt lide planer og lister og aftaler. Arne kan godt lide en lidt mere laissez-faire tilgang til livet. Hvis der er blevet lavet en plan, så går det mig grænseløst på, hvis planen pludselig skal laves om. Og så er jeg fuldstændig blind overfor det faktum, at den nye plan muligvis er væsentligt bedre og mere praktisk – fordi Arne rent faktisk har gennemtænkt situationen og ikke bare handler uden omtanke som mig. I samme genre, så er jeg ikke i stand til at vende om. Altså sådan rent fysisk, hvis vi er ude at gå. Hvis vi er gået 3 meter forbi en stikvej, så skal Arne ikke efterfølgende sige “hov, skal vi ikke gå ned der i dag?” NEJ, FOR VI ER ALLEREDE GÅET FORBI. Jeg kan godt selv se det latterlige i det – men det gør fysisk ondt på mig, at jeg skal gå tilbage, fordi Arne ikke besluttede sig for det inden vi var forbi stikvejen. Det samme gør sig desuden gældende, når vi er ude at handle. Dette scenarie udspiller sig hver gang, vi er ude at handle; jeg pakker tingene ned, Arne betaler, ekspedienten spørger om han vil have bonen med – Arne sig “nej tak”, så tænker han sig om 3 sekunder, og så siger han “jo vent, lad mig egentligt bare få den med alligevel.” DU HAR ALLEREDE KALDT DEN – DU KAN IKKE OMBESTEMME DIG NU. Og du vil jo altid gerne have den bon alligevel, så hvorfor starter du nogensinde med at sige nej? 

At jeg aldrig tager fejl 

Jeg tager aldrig fejl – er det ikke pudsigt? I hvert fald ikke i selve situationen. Efter en diskussion kan jeg i ny og næ godt komme kravlende og sige, at jeg nok ikke havde helt ret – men i situationen er jeg aldrig i tvivl om, at jeg har ret. Vi joker tit med, at hvis Arne vil have en undskyldning, så må han hoppe på bloggen og læse den – for det er som oftest hér, at jeg indrømmer, når jeg tager fejl. Til gengæld er Arne også blevet uhyre dygtig til at bruge argumentet “du skriver jo selv på bloggen, at du godt ved, at du er dårlig til at indrømme, når du tager fejl – og det er det, der foregår lige nu”. Og ja, nogle gange vil jeg ikke indrømme mine fejl – men nu tager jeg jo heldigvis heller ikke fejl hver gang, så omtrent halvdelen af gangene kan det argument altså ikke bruges. 

Om vi skal gå rundt – eller gå tilbage 

Vi kan godt lide at gå ture. Ligesom de fleste andre mennesker vel egentligt. Vi er så pragtfuldt ordinære. Vi er bare lidt uenige om, hvordan ruten skal være. Vi bor ude ved Amager Strandpark, så turen ud går vi langs vandet – og så opstår problemet, når vi skal tilbage igen. For Arne vil gerne gå den samme pragtfulde tur tilbage, og jeg vil gerne gå en runde ude ved den grimme vej, så der er en mening med turen. Og ja, det ville da nok være flottere og hyggeligere, at vende om og gå langs stranden hjem, men jeg dur simpelthen ikke til det. Mit hoved har behov for ikke at skulle vende om. Jeg kan ikke forklare, hvorfor det er vigtigt. Men det er fucking vigtigt. 

Alle spørgsmålene 

Arne stiller mange spørgsmål. Også inden han lige selv har gjort en indsats for at finde svaret. Så han kan let sidde i sofaen og uden selv at afsøge så meget som sin egen bukselomme spørge “Du ved ikke, hvor min pung er vel?”. Eller spørge “ligger elpærerne i det høje skab i køkkenet?” – uden at have kigget først. Tjek det dog ud først – og så spørg bagefter, hvis du ikke kan finde dem. 

Jeg må hellere afslutte dét hér på en pæn måde; så har du nogensinde læst om hvorfor jeg gerne vil blive gammel med Arne?

2 kommentarer

  • Lotte

    Hahaha, jeg elsker det! Tempo her hjemme er også en ongoing diskussion. Min kæreste mener, at jeg er vild og ikke passer på. Jeg mener, at jeg er frisk, passer på i normalt niveau, eller som jeg har sagt “Gå ud fra, at jeg altid passer på, når jeg er sammen med dig”, når han endnu engang har sagt “Pas nu på”. Jeg går generelt heller ikke to gange, så jeg fylder gerne favnen med alt fra bordet, også selvom det betyder, at jeg nogle gange taber noget, men i det samlede billede har jeg sparet tid, fordi jeg næsten aldrig går to gange. Jeg må vist tilbage og læse dit første indlæg om skænderier også 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    Det er så vildt! Alt, som i alle punkterne, er min kæreste og jeg. Jeg lider også at det med planerne der ikke skal laves om i. På vores sædvanlige gåtur, som er præcis 4 km frem og tilbage (ja, ikke med min gode vilje for ville også hellere have “runden”) kan jeg også blive bims over når han siger, lad os fortsætte og vende om lidt senere. NEJ fucking tak. Det var ikke det vi aftalte. Og spørgsmålene, efterfulgt af “jeg har ledt overalt” (fra sofaen) – nej min ven, havde du ledt overalt havde du fundet din pung her i skuffen eller dine strømper på spisebordet!! For ikke at tale om tempoet.. OMFG… sæt i gang….. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dé dér lolleren børne-faser