Homie ligger stadig og sparker inde i min mave

Få børn med én … 

Ja nu plejer den her blog jo godt nok at være hundrede procent objektiv og en ganske faktuel gengivelse af mor-livet, som det udspiller sig for ALLE. Hæhæ. For alle er jo ens. Det er under alle omstændigheder min blog, så nu har jeg sgu besluttet at lave en liste med de ting, som jeg synes er vigtige, når man skal beslutte, om man skal lave babyer med en person. Og så tænker jeg bare lige, at jeg slår brødet lidt stort op og stiller det op som om, at det er en decideret afkrydsningsliste, der ligeså godt kunne være udarbejdet af forældre-livets svar på Fødevarestyrelsen eller andre evidensbasserede instanser. Teknisk set er det nok mere bare mig, der har haft det grineren ved et tastatur – men leg lige med sgu da. 

For hvis du spørger mig, så er det vigtigt, at du vælger at få børn med en …

… du kan synge duet med

Nu ved jeg ikke lige, om du er sådan én, der synger godt – det er jeg for eksempel rigtigt meget … ikke. Men Arne og jeg er baby-ejere sammen, og når man kører på 17ende kjolefarve i “se min kjole”, og baby stadig ikke er faldet til ro – så må man sgu enten prøve noget nyt eller i det mindste gøre det lidt mere underholdende. Duetter tjener her begge de formål. Jeg havde nok ikke troet, at Arne og jeg skulle komme til at stå i undertøj og lave nyfortolkninger af “jeg er en lille undulat” mens den ene spiller luftguitar og den anden trommer på sin tykke mavse – men sådan er livet sgu så pisse forunderligt. Så her består Arne sgu. Og så sidder du måske tilbage her til sidst og tænker “men hvad var overhovedet den 17ende farve?” – jamen det er indigo. “Seeeee min kjole, den er indigo som nattehimlen- alt hvad jeg eeeeejer det er indigo som deeen. Det er fordi jeg elsker alt det indigo oooog fordi en SAS-medarbejder er min ven.” Det var så lidt. 

… der ikke deler dine dårlige sider

Jeg er ekstremt stædig. Derfor var det nok lidt dumt at finde en partner, der også er mofo stædig. I fin kombination med, at vi begge generelt altid synes, at vores idé er den bedste og at vi har ret, så gør det i hvert fald, at vi ofte ender i diskussioner, hvor ingen vil give sig – men til gengæld gerne vil påpege, at den anden “bare aaaaaldrig giver sig”. 30 procent af vores diskussioner handler om, hvem der er stædig og ikke vil give sig – og ingen af os vil give os i den diskussion, så svaret er jo nok os begge … Så her dumper vi stort. Til gengæld er Arne grundig – jeg er hurtig. Arne er for sød – jeg er for skrap. Arne glemmer alt – jeg husker alt. Så på nogle punkter komplimenterer vi hinanden alligevel.

… der godt kan lide dig i jogging-tøj 

Jogging-tøj er i virkeligheden at skyde over målet. Arne er dæleme heldig, hvis jeg får kastet mig selv i et reelt sæt. Hvis vi ikke skal noget, så vil jeg som oftest langt op af dagen have en eller anden reklame-tshirt fra et gammelt fodboldstævne på og så et par af mine utallige graviditets-natbukser – med mønstre som jeg synes er skægge og Arne synes er hæslige. Begge dele vil være brugt flere gange og have havregrødspletter og figenstangs-plamager til at understøtte det faktum. Det gælder sgu om at finde en partner, der ikke lægger mærke til alt det piz. Og her består Arne faktisk for fulde hammer. Jeg får ofte at vide, at jeg er smuk, når jeg har én af de førnævnte dage – for han ser det sgu ikke. Bevares, det betyder så også, at han ikke i en milliard år vil se, hvis jeg er blevet klippet eller har fået nyt tøj – men det vil jeg sgu også skide på, hvis bare jeg kan rende uforstyrret rundt og være klammo, uden at han ser det. 

… der ikke har de samme fysiske ulemper som dig selv 

Uha, jeg vidste sgu nærmest ikke, hvordan jeg skulle formulere dén hér underoverskrift. For man tør jo dårligt påpege lidt fjollede ting ved én selv med fare for, at andre tror, at det også gælder deres små særegne træk. I hvert fald så er jeg ikke lykkelig ved min næse. Den slår et klassisk knæk på midten, og den fylder sgu lidt i landskabet – det måtte gerne være anderledes for min skyld. Det skal på ingen måde laves om, men den er sgu ikke min favorit-ting ved mig selv. Derfor har skakmesteren da lige været i aktion igen og naturligvis udvalgt en mage, der har en ustyrligt lille, fin og fornem næse. På den måde får jeg i hvert fald mindsket risikoen for, at sende min næse videre i systemet. Og skulle mine børn alligevel arve mit snudeskaft, så er det gode ved det jo nok, at når jeg først ser min fjollede næse på mit pragtfulde afkom, så synes jeg garanteret pludseligt, at den næse er det smukkeste, som jeg nogensinde har set. Kæft, det’ smart! Så punktet her går i hvert fald ud på – hvis du er ked af din flade mave eller dit glansfulde, fyldige hår, så skal du sgu da bare finde én, der ikke ligger inde med det skidt. 

… der kan grine, når I kommer op at skændes 

Arne og jeg skændes en masse. Det har jeg i øvrigt tænkt mig snart at skrive noget om – for det er sgu i virkeligheden stort set altid min skyld – eller i hvert fald mig, der sætter skidtet i gang. Njå, men heldigvis varer vores skænderier som oftest utrolig kort tid, fordi der altid er én af os, der når at knække sammen af grin over egen navlebeskuende adfærd inden det går helt over gevind. Og skulle skænderierne trække ud og gå i hårknude, så får vi dem sgu altid løst på ét eller andet tidspunkt, og så er der ikke nogen af os, der efterfølgende render og bærer nag. Så er det slut. 

… der vil hjælpe dig 

Det er så freaking meget arbejde at få børn. Efter et stykke tid mistede jeg decideret evnen til at slappe af. Selv hvis Inge ikke er hjemme og jeg trænger til en lur på sofaen, så ender det altid med, at jeg sidder halvt op i sofaen og er klar til at springe op – for det er jeg jo vant til at skulle. Og fordi børn er så freaking meget arbejde, så er det sgu vigtigt at finde én, der gider hjælpe til. For når der kommer børn i hytten, så er de altså første, anden og tredje prioritet og så orker man sgu ikke at skulle opvarte én eller anden doven rad ovre i lænestolen. Så er der i hvert fald gode chancer for, at både lænestol og dertilhørende doven rad bliver smidt ud på røv og albuer på et eller andet tidspunkt. For hvis man ikke får hjælp – hvad skal de så bruges til udover at være en ekstra byrde på en i forvejen træt ryg. Arne og jeg hjælper hinanden. Nogle gange er jeg doven eller fraværende – og nogle gange er han det. Men generelt hjælpes vi sgu ad. Jeg ordner mest af det huslige, til gengæld så holder han styr på, at der er sat nok ind på budgetkontoen og at vi har betalt forsikring på bilen. Og så diskuterer vi naturligvis, hvem der laver laver mest, ligesom omtrent alle andre, men mon ikke overskuddet vender tilbage en dag, og vi så igen kan overgå til at gøre gode ting for hinanden for den andens skyld og uden at påpege egen indsats. Lad os satse på det. 

Det fe’e ved, at det er mig, der har lavet listen er jo så, at jeg selv lige kan beslutte, at det er netop disse punkter, der er vigtige – for dem består vi nogenlunde. Så hurra for os – og for subjektivitet!

Fik du læst gårsdagens indlæg omkring dé dér spark, jeg mærker inde fra maven af? SPOILER-ALERT: der er ikke en baby derinde.

1 kommentar

  • Vibeke

    Haha! Elsker sådan noget test halløj. Specielt når man rent faktisk består dem.. Hvilket er meget heldigt, da min kæreste og jeg allerede har fået et barn sammen..! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Homie ligger stadig og sparker inde i min mave