14 sætninger, I aldrig kommer til at høre mig sige

Familie-dag og tiltrængt kæreste-aften

Annonce for VisitVestsjælland

I lørdags var vi virkelig på tur! VisitVestsjælland havde sat sig for, at vi skulle opleve at være turister i vores egen by; Sorø. Den har altid været min by, men det er trods alt kun 4 måneder siden, at Arne flyttede hertil, og det her var jo en kærkommen mulighed for ham til at komme til at lære byen lidt bedre at kende. Man har en eller anden idé om, at man kender sin barndomsby ud og ind – men for mit vedkommende, så må jeg indrømme, at jeg på ingen måde har været god til at benytte mig af de mange tilbud som Sorø har at byde på. Men så’ det sgu da heldigt, at der er nogen, der kan klappe mig bagi og få mig lidt i gang!

Moderen glor på søen – Homie griner af skægge ænder

Vi startede dagen med at tage i Akademihaven, der er en stor og virkelig smuk have, der ligger ned til Sorø Sø. Den hedder Akademihaven fordi Sorø Akademi ligger der – og der gik jeg sgu i gymnasiet. Der går både kostelever og dagelever og bygningerne er så vanvittigt flotte. Jeg kan dog ikke huske, at jeg én eneste gang mens jeg gik der, kiggede ud af vinduet og tænkte “What the freaking fuck, har jeg seriøst sø-udsigt, mens jeg sidder og har undervisning i de samme lokaler som B.S Ingemann underviste i?!?” Men I skal ikke komme og bilde mig ind, at I var mere kulturelle som 18årige, vi rendte sgu alle sammen rundt i en stor tåge og tænkte kun på, hvordan vi kunne få råd til det nyeste Dolce & Gabbana ur og om nogen mon kunne se, at vi havde taget 8 kilogram på siden vi begyndte at få den hjemmeboende SU og havde brugt hele lortet på Faxe Kondi og Pizza slices. Derudover brugte jeg personligt også en hel del krudt på at spekulere over, om Jonas fra 3.G mon havde lagt mærke til mig – det havde han i øvrigt æk’.

Man må kun sidde på Frater-brønden, hvis man er 3.G’er, ellers bliver man sgu smidt i søen – jeg går ud fra, at man også må, hvis man var det for 10 år siden … Shit

Nå, men jeg fik i hvert fald aldrig sat pris på, at jeg gik i gymnasiet et komplet vanvittigt sted. Men når jeg nu går ture, eller holder picnic i Akademihaven, så bliver jeg sgu altid sådan lidt rørstrømsk. For det kan godt være at ham dér Jonas aldrig fandt ud af, hvem jeg var – men det var nu stadig freaking fedt at gå i gymnasiet lige netop dér, og dé dér mastodonter af nogle bygninger kan virkelig få én til at føle sig lillebitte – og det er sgu en meget rar følelse, når man stadig slæber rundt på nogle graviditetskilo i form af ridebukselår og et ekstra sæt baller under ballerne.

Man kan desuden bruge Sorø Sø som en af Danmarks absolut smukkeste løberuter, hvis man løber hele vejen rundt, så er der lige over 8 kilometer med vanvittig udsigt – vi valgte dog i stedet at æde en stor fe’ is fra isbutikken Emil’s chokolade – som man freaking SKAL besøge, når man bare så meget som nærmer sig Sorø.

Sorø Akademi

Næste stop på vores rute var Parnas Natur- & Aktivitetspark. Og der havde jeg dæleme aldrig været! Ligesom Akademihaven så ligger den også ned til Sorø Sø, og derfra kan man stå på båden Lille Claus, der giver rundtur på Sorø Sø.

Smørrebrød for fulde hammer!

Vi startede med at spise frokosten i ParnasHuset, der blandt andet serverer latterlig god smørrebrød. Dén dér slags, der bliver serveret i en masse små skåle, og som er så Insta-venligt, at der decideret aldrig har været nogen på besøg uden at tage billeder af maden.

Kinderne fulde af smørrebrød og en baby, der arter sig – HURRA!

Personalet var ligeså fantastisk som maden, og det føltes simpelthen så pragtfuldt at sidde på en restaurant med hvide duge på bordene, selvom man befinder sig et så børnevenligt sted som Parnas Natur- & Aktivitetspark. Homie stod desuden for underholdningen til hele restauranten, da hun valgte at rive en af Arnes skåle med oliventapanade ned i skødet på ham, så han måtte rende rundt med en stor plet i bukseknap-området resten af dagen. Meget apropos, så hvis ens børn ikke er til lange frokoster – så kan man slippe dem løs i kæle-folden (som man kan se fra Restauranten), hvor de kan klappe geder, høns og mofo kælegrise. Så fungerer det sgu lige som en børne-indhegning, mens de voksne spiser færdigt – smart, hva’?

To ekstra lyserøde grissebasser i kæle-folden.

Homie og jeg i gang med at henholdsvis kæle og nedstirre hver vores grissebasse.

Som navnet afslører, så er der et hav af aktiviteter ved Parnas, der især er fe’e for børn – og mig. Der er en godt gemt hule-landsby, hvor man kan skubbe børnene til side og klatre op i huler og rutsje ned derfra mens man råber “INGEN KRAVLER OP, JEG TAGER EN TUR MERE!”. Hule-landsbyen er piss’-fed, når man som mig er 172 centimeter høj (I trækker bare lige selv mine éne lyve-centimeter fra), så jeg kan levende forestille mig, hvor fantastisk det må være, hvis man kun er 110 centimeter høj.

Man kan også selv medbringe madpakken til Parnas, og eksempelvis nyde den nede ved søen, hvor forældrene kan hvile benene på et tæppe, mens børnene kan spæne op og ned af en enorm bakke, hvor der hænger gynger. Parnas er ægte natur, og et perfekt sted at tage børnene med hen, når de i ny og næ skal have vænnet øjnene til at se på andet end iPad’en.

Homie begyndte efterhånden at blive lidt småtræt i betrækket, efter at have set sine forældre klatre op og ned af hulerne i en rum tid, så vi trillede barnevognen tilbage mod bilen og satte kurs mod næste destination; Sorø Kunstmuseum. Vi havde egentligt tænkt, at hun skulle have lov til at sidde i bæreselen og kigge ud på alle de fine farver og mønstrer, men hun var sgu træt, så hun fik lov at tage en god lur i barnevognen i stedet. Kunstmuseet er bundet sammen med både trappe og elevator, så vi havde bare barnevognen med hele vejen uden problemer.

Jeg har været på en hel del museer, men det ville være en gammel løgn, hvis jeg påstod, at jeg var en rigtig kunst-connoisseur – det ville ganske vist være en let løgn at tvinge igennem herinde, med lidt hjælp fra Google. Men jeg synes egentligt, at det er fint at slå et slag for, at man godt kan tage på museum selvom man ikke kunne genkende en Henri Matisse om den så sad og gnavede i ens skinneben.

Ligesom på så mange andre punkter, så er Arne lidt klogere på kunst end mig – og det er Homie nok egentligt også. Til gengæld så er det ganske få, der kan have det ligeså fedt over kunst som mig! Hvis jeg ser noget fint, så kan jeg gå helt i spåner over, hvor vanvittigt det er at stå og glo på. Nogle gange sætter jeg endda to eftertænksomme fingre til hagen, så det også ser ud som om, at jeg ved noget om skidtet.

Jeg har lige lagt et æg.

Derudover så leger Arne og jeg altid den klassiske “Hvad-ville-du-helst-tage-med-hjem-leg”, når vi er på kuntsmuseer. Den går i al sin enkelthen ud på, at man skal kalde, hvilket stykke kunst, som man helst ville have med hjem – og man måtte ikke sælge det og bruge pengene på vingummi-bamser (jeg har spurgt dommeren). Det svære er, at man skal kalde det, når man ser kunstværket – man kan ikke vente til man har set alt på museet, og man skal derfor være sikker på, at der ikke kommer noget endnu federe rundt om næste hjørne. Og det kan man så bruge brochuren over museet til at vurdere – og BANG så lærte man lige en hel masse om kunst, fordi man ikke gad tabe til sin piss’-irriterende kæreste.

Jeg valgte forresten dét hér!

Jeg vandt legen denne gang. Gæt i øvrigt, hvilket bryst jeg netop havde ammet Homie på …

Sorø Kunstmuseum er virkelig et besøg værd. Jeg er ikke kunstkyndig nok til at vide, om det er en ros eller en fornærmelse for kunstfolk, men museet mindede mig om en mindre udgave af Louisiana. Lokalerne er så vanvittigt smukke, og så er de prydet med både russiske ikoner, store installationer og vanvittigt smukke malerier. Alt det snobbede er skrællet væk, og så er der bare ren pænhed og storslåethed tilbage. Der er desuden tilknyttet både en museums-butik, hvor man blandt andet kan købe keramik og puslespil med kunst for de mindste og en gårdcafé, hvor man kan drikke kaffe eller spise Hansen-is – gæt, hvad jeg valgte.

Efter vores tur på Sorø Kunstmuseum kørte vi hjemad, for lige at tage en slapper inden dagens sidste aktivitet – middag på Støvlet Katrines Hus – uden vores baby! På hele køreturen hjem surmulede Arne, fordi han så tydeligt havde tabt i “Hvad-ville-du-helst-tage-med-hjem-legen” – og mine sejrsråb ud gennem de åbne bilruder hjalp æk’. Han blødede dog hurtigt op, da vi kom hjem – for Danmark skulle spille sin første kamp i VM-slutrunden, og han havde endelig en rigtig god grund til at smide Homie i sit landsholdssæt. Vi vandt som bekendt mod Peru, og på trods af højlydte råb fra stuen, så lykkedes det mig at få vores baby til at falde i søvn.

Jeg fik overtalt Arne til at skifte landsholdstrøjen ud med en skjorte, og så smuttede vi mod Støvlet Katrines Hus, mens mine forældre passede vores sovende baby. Støvlet Katrines Hus er lidt af en legende på Vestsjælland, det er gourmet placeret helt ned til Sorø Sø – og så blev den oprindeligt til, da Christian VII kærestede rundt med fruentimmeret Støvlet Katrine og gav hende et hus i Sorø, så hun ikke skabte for meget ravage i hovedstaden.

Vi blev taget så flot i mod på Støvlet Katrine, og på trods af, at landskampen først lige var slut, så var der godt fyldt op i restauranten. Vi fik et bord med udsigt til søen – og da resten af dagen havde stået på familiedag og landsholdsbold, så skulle vi lige bruge fem minutter på at omstille vores hoveder til, at vi rent faktisk havde lidt tid kun os to – og hvis vores baby skulle vågne undervejs, så var der nogle andre end os, der tog sig af det. Åh Gud, hvor var det skønt!

En glad røvhage godt i gang med mad og vin.

Lars der er restauratøren på Støvlet Katrines Hus præsenterede os for, at vi skulle have deres Tasting Menu – der grundlæggende betyder, at vi skulle have nogenlunde alt, hvad der stod på menukortet. Vi startede med en champagne til vores sprøde brioche med ærter og caviar fra en hvid stør – og så er man ligesom i gang æk’? Herfra gik det bare bananas, og både Arne og jeg var mildest talt blæst bagover af den vanvittige madoplevelse, der kun blev understøttet af de latterligt gode vine og bobler. Tasting menuen og den dertilhørende vinmenu bestod af absolut alle mine favoritter – kaviar, kammuslinger, ost, fois gras, Riesling fra Mosel, champagne og freaking pink bobler – og på et eller andet tidspunkt begyndte vi bare at sende opadvente tommelfingre i tjenernes retning, hver gang de nærmede sig bordet, fordi vores munde var konstant proppede med lækkerier. Alt var så mofo godt – og som I kan se herunder, uhyrligt smukt!

De tre første retter med henholdsvis kaviar, kammusling og bagt selleri med sauce på vesterhavsost.

Alle vinene var afstemt til perfektion til retterne, og vi fik blandt andet serveret vin fra den engelske vingård, der stod for al vinen til Meghan Markle og den rødhårede prins’ bryllup – så’ det meget muligt, at hendes lår er på tykkelse med mine lægge, og at hun ser væsentligt bedre ud på sine tømmerdrenge-dage end jeg kommer til på min tvivlsomme bryllupsdag – men jeg var sgu lige Hertuginde et øjeblik i lørdags!

Goddaw!

Det blev endnu engang gjort klokkeklart for os, at hvis man vil have de helt vilde madoplevelser, så er det en rigtig god idé at kigge udenfor storbyerne – for i de mindre byer bliver der gjort langt mere ud af både smag og udtryk – og nå ja, så koster det vel det halve. Bordet ved siden af os var fra Fyn, og jeg forstår udemærket, at man er villig til at køre over broen for at opleve Støvlet Katrines Tasting menu.

Amen …

Arne og jeg er efterhånden vant til, at man skal skynde sig at få smidt maden i hovedet inden babyen begynder at græde, så det lykkedes os at komme gennem de 10 retter og 10 vine på 3 timer – men for mennesker med en smule mere selvbeherskelse, skal der nok nærmere afsættes fire timer. Da vi forlod restauranten for at krybe hjem under dynerne, blev jeg simpelthen nødt til at give Lars Mortensen en ordentlig bamse-krammer, for hold nu bøtte, hvor var den aften alt, hvad man kunne ønske sig. Og ve’ I hvad? Homie sov sgu stadig sødt da vi kom hjem, ganske uanfægtet af, at hendes forældre havde haft en hel aften uden hende. Så der er genvalg til den slags abe-katte-streger.

HUR-FUCKING-RA

Jeg håber på at støde ind I jer i Sorø, når I kommer for at se, hvad Vestsjælland har at byde på – husk at sige goddaw til mig!

Fik du i øvrigt læst om de ting, som I aldrig kommer til at høre mig sige?

   

1 kommentar

  • Anja

    Jeg har læst blogs i mange år, men Forf…. jeg synes din er genial! Åh det er er dejligt indslag midt i barselsboblen, og jeg skrald griner HVER gang! Elsker i øvrigt billedet ang. ammebryster, så ærligt og skønt! Og du er fandme godt skåret – homie eller ej ☺ TAK! 👏🏻👏🏻👏🏻🎈💜

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

14 sætninger, I aldrig kommer til at høre mig sige