Om at tage i byen, når man er baby-ejer

Hej, jeg hedder Julie-Elsebeth – og jeg er blogger

Jeg startede en blog lige inden jul. Den her jul det være sig. Og siden da er det gået rimelig mofo stærkt. Men inden jeg nåede dertil, hvor jeg rent faktisk oprettede en blog, der var der lang vej. Og det var ingenlunde fordi jeg havde problemer med hverken html-koderne eller valg af billeder – det var sgu i mit hoved, at jeg ikke rigtig kunne forlige mig med, at jeg skulle blogge. 

Jeg har altid skrevet – og i min fritid har jeg mestendels skrevet om mig selv, fordi jeg er et super navlebeskuende og nederen menneske. Og så lyder det jo rimelig meget som om, at det lægger lige til højreskøjten at blogge, men det gad jeg sagsusme ikke. 

Jeg har aldrig selv tidligere læst blogs. Som i aldrig. Eller jo, når jeg har søgt på “super snasket chokolade-kage med peanut-butter” og så er blevet ført ind på en blog via Google. Men jeg har aldrig selv opsøgt en blog, eller trykket på det famøse “link i bio”. 

“Nå, du har måske brugt din tid på klassisk litteratur  i stedet?” Nej for Helle, jeg har bare brugt min tid på at kigge på samtlige billeder, som der findes på Instagram. Der findes ikke en dansker, som jeg ikke kender navnet på – for jeg har besøgt alles profil 4-5 gange. 

Det er altså ingenlunde på grund af litteratur-snobberi, at jeg ikke læste blogs, og ikke selv ville have en blog. Det var mere bare sådan helt generelt snobberi. I ved, den mest ucharmerende slags. Jeg syntes nemlig ikke, at det var særlig sejt at være blogger. Ja, undskyld. Men det syntes jeg virkelig ikke tidligere. Og hvis der er noget, som det her selvhøjtidelige æsel går umanerligt meget op i, så er det, om jeg er sej. Og det grundlæggende svar er; nej. Nej jeg er fandme ikke særlig sej. Både fordi jeg er hende, der altid har lidt grønt siddende i min skæve tand, og har min nederdel siddende fast i kanten på mine trusser – men aller mest fordi jeg går så piss’-meget op i, om jeg er sej. Jeg forestiller mig, at ægte seje mennesker bare vågner op og tager det tøj på, som de synes er fedt, og så valser de bare ud i verden og er for fede. Jeg er mere hende, der vågner op, skifter tøj 3 gange, spørger fire mennesker til råds, og ender med det sikre valg. Derefter bruger jeg resten af dagen på at tænke på, om mine solbriller er fe’e eller helt vildt kiksede. 

Men i hvert fald så havde jeg ikke lyst til at være blogger, fordi jeg grundlæggende ikke brød mig supermeget om mediet. Jeg havde et helt klart billede af, hvad blogs handlede om, og det var æk’ min kop rosé forklædt som te. 

Men til sidst så gav jeg jo alligevel efter, og indrømmede at dét dér bloggeri nok egentligt passede rimelig perfekt til mig og mine skriverier. Og så måtte jeg jo affinde mig med, at jeg lavede noget, som jeg ikke syntes var sådan særlig sejt. Og hold nu kæft, hvor har det dog klædt mig. Først forsøgte jeg mig med at finde på et andet ord for det – for ligesom at tage det useje af det. Blok eller skrible-lade-mad i stedet for blog – men så gik det op for mig, at det jo bare var endnu mindre sejt. Og jeg synes desuden, at man må affinde sig en smule med, hvad tingene hedder, hvis man gerne vil have lov til at gøre brug af dem. Hvis man ridder rundt i en hal hver onsdag mellem 17.30 og 19.00, så kan man ikke bare kalde sig heste-tæmmer, fordi man synes at det lyder mere cool – man går til freaking ridning, for det er altså det, som det hedder. De første mange gange, hvor jeg skulle skrive “link i bio” gjorde det fysisk ondt i mine fingre, men jo gladere jeg er blevet for det her blog-værk, jo mindre ondt er det begyndt at gøre. Jeg forestiller mig, at det stadig gør ondt i jeres øjne at læse det, men det er sgu den eneste måde at gøre opmærksom på, hvordan Helle man kommer ind på Julieelsebeth.dk.

På trods af at jeg kun har blogget i et halvt år, så har det allerede ført så vanvittigt mange fede oplevelser med sig, og jeg har mødt, talt og skrevet med så latterligt mange gode og ærlige mennesker. Og det gør mig glad på daglig basis. Desuden har det jo naturligvis vist sig, at de bloggere, som jeg har mødt qua mit eget bloggeri er mofo seje – så jeg er slet ikke bange for prædikatet “Blogger” længere. 

Men siden jeg rent faktisk blev blogger, så vil jeg skyde på, at 85 procent af de mennesker, som jeg har talt med blogs om, har sagt “jeg læser seriølle aldrig blogs. ALDRIG!”. Der er stort set aldrig nogle, der siger “Jo jeg læser lige en blog i ny og næ”. Så hvis man er på jagt efter at være lidt mindre ordinær, så kan jeg afsløre, at min egen helt uvidenskabeligt indsamlede empiri fortæller mig, at man så skal holde sig til sidstnævnte udmelding. For der er åbenbart ingen, der læser blogs. Meeeen det er der jo freaking! Hersker der stadig lidt stigma omkring blogs? Er det ikke ægte sejt?

Det var en lang og usammenhængende smøre, men det jeg egentligt bare gerne ville frem til var; Hej, jeg hedder Julie-Elsebeth – og jeg er blogger. Og jeg synes, det’ piss’-sejt. 

13 kommentarer

  • Jeg læser mange blogs og jeg nyder det. Både de sjove, de kloge og det lækre mad. Jeg blogger også selv, og jeg elsker at skrive. Jeg er skide stolt af det og slet ikke pinlig. Men det ville være lidt sejere hvis jeg kunne prale af en lidt større blog 😉 Men indtil videre hygger jeg mig med det, også må jeg jo se hvor det fører hen. Nu er lille prutten kommet til verden, men jeg håber st jeg stadig kan få tis til det 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er sjovt, jeg syntes selv det var MEGA pinligt, da Sidsel og jeg startede vores blog tilbage i 2009. Jeg ville helst ikke have, at nogen skulle vide, den eksisterede. Og især ikke nogen, som kendte os privat.

    Jeg tror, du har helt ret i, at der eksisterer en del stigma omkring ordet “blogger” (ordet “influencer” er nærmest endnu værre). Og det er egentlig lidt tarveligt, for en blog kan jo være 1000 forskellige ting.

    Og og og – du har OGSÅ ret i, at ingen åbenbart læser blogs. Det er så sjovt! Det er næsten mindre pinligt at indrømme, at man onanerer, haha! Når vi en sjælden gang imellem bliver “genkendt” af vores læsere, er der ikke en eneste af dem, der siger “jeg læser ALLE jeres indlæg” – det er altid “Altså, det er ikke fordi jeg stalker jer, men har da været inde på bloggen et par gange” :’D

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie-Elsebeth

      HOLLA! Hvis jeg havde kunnet vælge en løsning, hvor ingen jeg kendte kendte til min blog, men hvor jeg stadig kunne have en blog – så havde jeg helt sikkert valgt den løsning for et halvt år siden. En lidt selvudslettende tankegang.

      Nej jeg ved heller ikke, hvor sidevisningerne kommer fra – for ingen læser blogs. Måske det er fordi blogs har et personligt islæt og folk ikke gider virke som dem, der står og kigger ind mellem gardinerne. Men altså … indholdet ligger der jo for det samme 🤷🏼‍♀️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Freja

    Jeg læser blogs (i flertal), ikke flere end jeg kan tælle på een hånd – fuldtidsjob og barn på 1,5 år tager ret meget af min gode tid 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Det her er så også den eneste blog jeg læser.. for jeg læser jo ikke blogs. Ha!
    Tak for blog, der ikke føles som en blog – den giver gode grin og gode råd til en fellow ny baby-ejer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie-Elsebeth

      Haha 😂 ingen af os læser blogs! Men tak for, at du alligevel kigger lidt på min 🙈

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Halskov

    Du er simpelthen så mofo morsom. Klukgriner ved hvert et indlæg -og du er den eneste blogger jeg åbenbart læser, nu jeg tygger på emnet🤔
    Har også en troldeunge på 9mdr, og kan nikke nok så meget med på dine små tanker, så tak for dig👍🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie-Elsebeth

      Det er jeg så glad for at høre – en milliard gange tak for, at du læser med!! HURRA

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise S

    Jeg synes det er mega sejt at være blogger! Hvis man altså er det ægte. På 2008-måden, hvor man skriver lange, velskrevne tekster med ægte kommaer og ægte grineren indhold. Bloggere som Blogsbjerg, icarriedawatermelon, MiriamsBlok, nomdemie, hvidkaffe og IdaBida. De er fandme seje! Og det tror jeg egentlig også, du ville synes 😉 Giver til gengæld ikke mange fucks for de bloggere, der startede karrieren på TV3 eller kanal4, og som primært handler om “kluns” og “dullegrej”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie-Elsebeth

      Og jeg tror, at du har fuldkommen ret! Jeg er også begyndt at læse blogs nu – for det viser sig sgu at være et fedt medie alligevel 🤷🏼‍♀️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Julie 😊 jeg synes du er pisse sej, og hvis du en dag skulle få lyst så har jeg linket til min nyopstartede blog 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg læser seriøst aldrig blogs, vel. Mest på grund af alle de grunde du selv er kommet op med. Men jeg ser dog altid mig selv siddende med mit fjæs i telefonen og småfniser af dine indlæg og synes at alt det du kommer ud med er nice. Så det må uden tvivl have været den rigtige vej for dig 🙂 Og så er Inge bare for sød at se på <3 Dog tænker jeg altid i et splitsekund på min første bil, som hed Inge, men sød er hun altså!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at tage i byen, når man er baby-ejer