Om at tage afsted fra sit barn

Hjemme fucking bedst – og de dårlige afleveringer

Så er jeg dæleme hjemme igen. Jeg var i Budapest med to veninder fra torsdag aften til søndag aften og kom altså hjem i går aftes. Jeg spurtede fra lufthavnen og hjem for at få et glimt af Inge, inden hun faldt i søvn, men stik modsat de seneste dage havde hun været (alt for) let at putte i går. Så da jeg halsede sveddryppende ind i lejligheden klokken 19.50 i går sov hun allerede. Pokkers. Arne havde heldigvis været et guttermand og med vilje undladt at lægge babyalarmen ind til hende, således at jeg havde en god undskyldning for at stikke hovedet ind til hende og ae hende lidt på kinden.

Vores weekendtur var fantastisk, men hele rejsen hjem var mere eller mindre en indre kamp for ikke at tænke for meget på min datter derhjemme, for der savnede jeg hende simpelthen for meget til at jeg kunne overskue det. Jeg får skrevet om vores tur og mine anbefalinger såvel som ting, jeg virkelig ikke kan anbefale i Budapest snarest muligt – lige nu kommer det sgu bare til at handle om dét dér med at være væk fra sit barn flere dage i streg.

Jeg kan godt lide at være væk hjemmefra. Må man skrive det? Det kan jeg i hvert fald. Jeg er meget hjemme alene med Inge, og derfor nyder jeg dæleme også, når jeg en sjælden gang i mellem kan tage ud at spise med nogle veninder eller til fest mens hun bliver passet. Men jeg har set Inge hver dag hele hendes liv, og det her var første gang, hvor jeg ikke skulle se hende en hel dag – og så endda hverken fredag eller lørdag.

Hun er stadig kun halvandet år, så jeg anede ikke, om hun ville savne mig eller decideret ikke ane, at jeg var væk. Jeg er ikke i nærheden af erfaren nok i mor-gamet til at vide, hvad småbørn forstår og ikke forstår, så det var sgu med lidt bævende underlæbe, at jeg vinkede på gensyn til Arne og Inge i parkeringskælderen, da de kørte til Jylland lige inden jeg selv hoppede mod lufthavnen.

Men det hele gik godt! Jeg savnede Inge – men jeg havde det også freaking dejligt og møg-skægt. Jeg sænkede skuldrene og affandt mig fremragende med manglende ansvar og mental load. Jeg nød den tiltrængte tid til at være sammen med mine veninder, uden at jeg hele tiden var fraværende på grund af en råbende baby. Og det gik også fremragende derhjemme. Arne og Inge var i sommerhus med hele min svigerfamilie og i følge billeddokumentation brugte Inge hele weekenden på at trisse rundt i bar mavse, ble-numse og stråhat, og på at spise snacks og køre på scooter – og så bliver en weekend jo som bekendt dårligt meget bedre.

Men da jeg kom hjem og hun allerede var puttet, og jeg ikke kunne få lov til at give hende, sin gave – der var jeg sgu lidt ked af det. Jeg havde lyst til at hun skulle vide, at jeg var hjemme hos hende igen. I morges kom hun så ind i vores seng ved fem-tiden og hun gjorde bestemt ikke noget stort nummer ud af, at jeg var der igen – hun puttede sig bare ind til min kind og nev mig i brystvorterne som sædvanligt. Morgenen forløb også helt som den plejer – men da jeg efter kun et par timer med hende skulle aflevere hende i vuggestue kunne jeg godt mærke, at nu ville hun gerne bruge tid med sin mor. Og I guder, hvor ville hendes mor også bare gerne være sammen med hende hele dagen – det ville mit arbejde nok bare blive en smule utilfredse med. I hvert fald klamrede Inge sig fast til min hals og rakte ud efter mig, da hun kom hen til vuggestue-personalet. Normalt er hun nem og glad at aflevere, og hvis der er lidt sure miner, så forsvinder de det øjeblik, hvor jeg vinker farvel og lukker døren. Det gjorde det desværre ikke i dag. Jeg stod måske i fem minutter og lyttede til min datter, der var ked af det og nogle søde pædagoger, der forsøgte at aflede hende opmærksomhed.

Til sidst stilnede det af og jeg kunne tage på arbejde – men det var dæleme med et bøjet hoved og et tungt sind. Jeg ved vitterligt intet værre end dårlige afleveringer, det sætter sig i mig hele dagen, at Inge muligvis er ked af det – også selvom jeg får tilsendt de dejligste billeder og desuden godt ved, at hun slet ikke kan være ked af det mere end fem minutter af gangen. Jeg skulle helt sikkert have taget dagen fri, for jeg kunne jo godt regne ud, at det ville være øv for hende at skulle sige farvel til mig, når jeg lige var kommet hjem. Det er hermed noteret og bogført til en anden god gang.

Jeg decideret løb hjem fra arbejde for at hente hende så tidligt som muligt, og så har vi ellers brugt stort set resten af dagen på legepladsen og på at læse i de bøger, som jeg havde med hjem til hende fra Ungarn. Nu glæder jeg mig til at putte hende, for det foregår som sædvanligt ved at vi ligger i sengen kind mod kind og aer hinanden – og det trænger je … eller jeg mener Inge til nu.

Har du læst mit indlæg om det opkald, som jeg hader at modtage? 

3 kommentarer

  • Ida

    Åhhh, der måtte jeg lige knibe en fellowmor-tåre i morgenkaffen. Blev helt virkelig mega rørt, tak fordi du deler alt det og hold nu kæft, Inge har jo den bedste mor! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    Sikke en skøn mor Inge har🌸

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bjørg

    Åh, jeg føler med dig.
    Jeg skriver eksamensopgave for tiden, den skal afleveres på fredag, og jeg føler at jeg ikke har set min søn i flere uger. Jeg savner ham SÅ MEGET, selvom jeg ser ham hver dag! Jeg har bare ikke tid til ham lige nu, og selvom jeg ved, at han har det godt i vuggestuen og sammen med sin far, og vi to tager en uges ferie i næste uge, så piner det mig at jeg ikke kan være så meget sammen med ham, som jeg vil 🙁

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at tage afsted fra sit barn