6 simple beauty hacks til den trætte mor 

Homie ligger stadig og sparker inde i min mave

Det er over 13 måneder siden, at jeg maste Homie ud i verden. Men det forhindrer hende ingenlunde i stadig at sparke rundt ind i maven på mig. Ja, jeg skrev rigtigt – der skulle ikke stå at hun sparkede mig “i” maven, som det jo ellers eksempelvis er tilfældet, når hun sover oppe i vores forfærdelige 140 centimeters brede seng. Nej nej, hun ligger åbenbart stadig inde i maven og sparker rundt. 

Ja, jeg er sgu da godt klar over, at det ikke giver nogen mening – men det gør hun altså. For ja, det lyder dumt, men det lyder da også OK-dumt, at børn i vuggestuealderen kan få lov til at sidde i institutioner rundt omkring i Danmark og gnaske sig gennem halve og hele æbler uden en voksen tilstede, fordi politikerne åbenbart ikke medregner kvælningsfare, når de lægger budgetter – men hey-ho hvor det alligevel også er tilfældet.  

Lige efter jeg havde født Inge følte jeg et savn ved ikke længere at have hende inde i maven. For vi havde sgu da hygget os med at ligge og kommunikere gennem mit maveskind på overarbejde. Og selvom jeg havde en baby herude i den virkelige verden, så savnede jeg da lidt en baby inde i maven. Jeg tænker ikke, at det foregående er noget der udspiller sig for kvinder med hårde graviditeter, men sådan en havde jeg bare ikke. 

Men allerede få dage efter fødslen kunne jeg da heldigvis mærke hende igen. Og sådan er det fortsat. Jeg har tænkt meget over, hvorfor fa’n jeg kunne mærke en baby i maven, når hun nu engang sidder herude og kører spaghetti bolognese ned, men hvor om alting er, så er det tilfældet. Jeg fejede det i starten væk som en lidt fjollet variant af fantom-smerter, men jeg kan jo simpelthen ofte fysisk se min mave bevæge sig. Ja, altså ikke som da jeg var 9 måneder gravid – men bestemt som da jeg var 5 måneder gravid. 

Jeg har jo naturligvis undersøgt, hvad det går ud på. Og det skulle være såkaldte “tarmbevægelser”. For det første, GUUUUD, et lækkert ord! De kunne ikke finde på noget lidt mere appetitligt eller lægeligt åbenbart. Grundlæggende så betyder det vidst, at mine tarme under graviditeten er blevet skubbet godt og grundigt rundt for at gøre plads til sig selv, og nu her efter graviditeten er de så stadig ved at finde på plads til deres oprindelige positioner, og det føles bare mofo meget som en baby i maven. 

Og jeg kan helt sikkert skrive under på, at mine tarme var på overarbejde under graviditeten. Egentligt mærkede jeg det først efter fødslen, hvor jeg i den pragtfulde dobbeltstue på Rigshospitalets barselsafsnit oplevede følelsen af, at mine tarme decideret var ved at folde sig ud igen og skulle have mast en masse luft ud, der åbenbart havde ophobet sig inde i mig. Det resulterede i fiser, der var sådan helt absurd lange og fjollede. Altså måske 10 sekunder?!? Heldigvis havde min kære sidemand kun besøg af sin familie sådan cirka konstant, så jeg måtte forsøge at undgå for megen larm. Jeg er i øvrigt ikke sådan én, der lige lukker op for en fis foran Arne, så jeg måtte relativt ofte sende ham ud af stuen efter et eller andet ubrugeligt, bare for at jeg kunne fise. 

“Hvorfor holdt du det ikke bare tilbage” tænker du så. Jamen det var sådan for mig, ligesom for mange andre, at det efter fødslen på ingen måde føltes som om, at jeg havde født gennem tissekonen – det føltes som om, at hun var kommet ud af numsen på mig, og jeg var simpelthen så øm i mit ellers pragtfulde numsehul, at jeg på ingen måde kunne overskue at skulle holde en fis inde. 

Så ja, her står jeg tilbage 13 måneder efter fødslen med følelsen af en baby i maven. Det er nok bare fordi jeg kender følelsen af en baby i maven, at mine tanker ledes over på det, selvom det bare er mine tarme, der bevæger sig eller lidt muskler derinde, der sitrer – men det føles genkendeligt! Det ville være hyggeligt, hvis ikke det gjorde mig umanerligt ski’-bange hver gang min menstruation er en dag forsinket og jeg så kan mærke en baby i mavsen. For jeg er altså ikke klar til at lave en baby mere endnu. Jeg skal lige nå at nyde, at jeg kan drikke vin igen først. 

Fik du læst om mine skønheds hacks til freaking trætte mødre?

8 kommentarer

  • I

    Omg! Jeg har det fuldstændig sådan! Jeg har endda taget en graviditetstest, fordi jeg var overbevist, om at være gravid. Jeg har googlet rundt som en sindssyg, men har ikke kunnet finde noget om det. Så tak for oplysningen, haha. ;-).

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Her 3 år efter tvillingegravidtet, bliver der også stadig sparket i min mave.. Jeg har indtil videre brugt en pæn slat, på diverse graviditetstests🙄

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Den anonyme prutter

    Pro-tip til alle, der har det stramt over at fise foran kæresten, men som generelt har meget luft i maven – hvis man spreder ballerne, så larmer prutterne ikke! Og det kan man lige gøre diskret under dynen eller plaiden. Ja selv tak, siger jeg bare!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Her gik jeg og troede, at det var mig, der var helt crazy, og så viser det sig simpelthen, at der er en logisk forklaring … Fedt mand! Hilsen hende der har haft en “fake baby” i maven i 2 år og 2 måneder!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Uh så blev jeg da det klogere!!! Jeg har længe haft det sådan. Min søn er 9 måneder. Og jeg har seriøst tænkt sådan ‘nå, men så må vi se om der pludselig kommer en baby ud’ jeg har vitterligt ikke turde tage en graviditets test! For jeg har da heller ikke kunne klare tanken om en baby mere allerede.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jeg oplever det stadig og min dreng bliver 2år til juli😬

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Eeeej jeg har det nøjagtigt som dig!!! Og min baby har været ude i 10mdr!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Hvad vores organer og tarme ikke har været igennem af spark og slag 😂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

6 simple beauty hacks til den trætte mor