De første dage på Rigshospitalet efter homies fødsel

Hvem vil snakke om fødsler med mig?

e84473d8-afda-4538-ae51-2797778c1321

Nå, men til at starte med så kom jeg den anden dag til at blære mig lidt med at have løst regnestykket 13-10 = 3 – ganske uden hjælp. Den del fejler som sådan heller ikke noget, men hvis man er født d. 1, så er man først 13 dage gammel d. 14. Ups. Så det er altså først i dag og ikke i går, at Inge er 14 dage gammel. Så fik jeg også lige tydeliggjort, hvor latterlig dårlig, jeg er til matematik. Super. Se min mor-krop 7 dage efter homies fødsel lige her. 

Men det her indlæg skulle helst ikke bare handle om de store massive huller i min intellekt. Inge er i dag 14 dage gammel, og jeg har haft 14 dage til at plapre løs om min fødsel, og ligeså vel skovle ind af andres fødselshistorier. Det kunne man måske tro ville være omtrent nok for enhver, men det viser sig så ikke helt at være tilfældet for mit vedkommende. Jeg er blevet fuldstændig fjollet med at tale om fødsler, og hver gang jeg møder et menneske, der selv har født, så mister jeg alle former for pli og høflighed og spørger grådigt ind til deres oplevelse. Jeg har et spinkelt håb om, at dem der kender mig ved, at man gerne må sige “gider du blande dig uden om Fætter Flæsk?” til mig, hvis man ikke lige synes, at det rager mig, hvad ens tissekone (eller maveskind) og børn har udrettet i fællesskab.

Men i hvert fald – fuck hækling og akvarelmaling, min nye hobby er at snakke om fødsler! Men det er vist ikke alle, der deler den samme fascination omkring det er skubbe et barn til verden. Jeg har da i hvert fald ofte kunne fornemme halvvejs gennem min fødselsberetning, at det ikke er alle barselsgæsterne, der synes, at det er ligeså fe’ en fortælling at få hen over Dagmar-tærten og dryp-kaffen, men der mister jeg igen alle former for selvindsigt og skam, og så fortæller jeg den bare færdig for min egen skyld i stedet. Så kan jeg bagefter ganske selvtilfreds læne mig tilbage og krydse endnu et par mennesker af på listen over folk, der nu har hørt min beretning, og så er der kun lidt over 7,6 milliarder mennesker tilbage, som jeg skal plage med homies fødsels-eventyr.

Jeg havde inden min graviditet godt hørt om nogle, der var helt tossede med at snakke om dét dér med fødsler – men jeg havde da aldrig forestillet mig, at det skulle blive mig. Men hvis folk må ævle løs i 45 minutter, fordi man får nævnt ordet “kænguru”, fordi de umiddelbart efter gymnasiet for 9 år siden var to en halv måned i Australien, så synes jeg sgu også godt, at jeg må bruge 7 minutter på at snakke om dengang, hvor jeg skubbede et ægte levende menneske til verden og slap godt fra skidtet.

“Men Julie-Elsebeth, hvorfor gider du fortælle om det, hvis folk ikke er skide interesserede?” – jamen jeg ville da også meget hellere have, at alle var vanvittigt vilde med min historie, men man må jo tage, hvad man kan få. Hæhæ.

Nå, men hele pointen med den her sludder for en sladder skulle egentligt være; hvis du også er helt tosset med fødsler og gerne vil dele din egen med dem, der læser med herinde – så skriv til mig her eller på Instagram og fortæl din historie. Så samler jeg fortællingerne, så vi fødsels-tosser kan sidde og spise matadormix til lækre linier om epiduralblokader, sejrsskjorter, lavementer – og ikke mindst lækre babyer.

 

Har du læst mine andre indlæg? Du kan eksempelvis læse min fødselsberetning, se 7 ting, som jeg er latterlig-dårlig til, hvordan det er at have sex, når man er pissegravid og tyk, eller se 6 ting, som jeg har googlet mine seks første dage som mor. 

Og hey, følg mig lige helt oppe i højre hjørne, homie.

   

12 kommentarer

  • Fødselsfortællinger er det bedste! Jeg har selv to i bagagen (so far). Den første som 17-årig og den efterfølgende, da jeg var 22. Begge gik pissegodt. Med lillebror trak jeg tiden godt og vel derhjemme og var (åbenbart) 7 centimeter åben, da jeg ankom til hospitalet. Pressefasen varede gode ti minutter, og således nåede vi at være på fødestuen i 1,5 time, før han var ankommet. Min eneste smertelindring begge gange har været at føde i vand, og jeg skal aldrig føde andre steder! Bortset fra, jeg godt gad prøve at poppe babyen herhjemme næste gang. I vand, naturligvis.
    Tillykke med jeres fine Inge!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Mine veer startede kl 14 en tirsdag eftermiddag i Tivoli. Fuck. Hvorfor også tage i Tivoli når man allerede er gået en uge over termin. Det skal også lige siges at jeg skulle til Hillerød hospital og føde 😉 vi nåede dog til Hillerød hospital med veer i bilen, men blev sendt hjem igen. Det var dog meget dejligt da jeg helst ville være hjemme i så lang tid som muligt sammen med hele min familie- Kæreste, mor, far og to søstre. Nogle andre fra familien var også lige et smut forbi og sige knæk og bræk, jeg kan dog ikke huske så meget, for av for satan jeg havde nok i mig selv 🙂 ca. Kl 21 tog vi på hospitalet igen, for der tog veerne virkelig til. Jeg var sikker på jeg havde åbnet mig de 9 cm. For det kunne da virkelig ikke blive værre, kunne det? Men ak jo, det kunne det, og jeg havde kun åbnet mig en 4 cm. Jeg var så heldig at få en sansestue, med dejlig musik/lyde, dæmpet belysning med farver og et karbad. I badet brugte jeg et par timer tror jeg. Ærligt, så kan jeg ikke huske helt vildt meget fordi jeg lukkede mig ind i mig selv, fokuserede på at slappe af imellem veerne og bruge min vejrtrækning ordentligt i veerne. Jeg prøvede egentlig bare at overleve den tortur jeg blev udsat for 😀 fostervandet fik jeg presset udover min kæreste haha og jeg fik også lige lukket lidt bræk udover min søster. Da jeg fik lavement måtte min søster stå ude på toilettet og holde mig i hænderne, mens jeg tømte hele ryggen, samtidig med at jeg fik veer. Det skulle i hvert fald ikke være min kæreste, tror jeg også helst han ville være fri for. Men i hvert fald, ca kl 03.15 fik jeg presseveer, og jeg gispede min lille datter hele vejen ud på ca et kvarter, fuck det var hårdt men vildt fedt! Det gjorde også at det hele var fint og intakt dernede bagefter, yes!! Pressefasen gjorde jeg gerne igen, så fedt at kunne arbejde med veerne og gøre noget ved smerten. Udvidelsesveerne var et sandt helvede.. Det kan man slet ikke tænke sig til. Det skal opleves. Ud kom min lille pige på 3100 g. Og 52 cm. Med en kæmpe sort paryk, og sked med det samme udover mig 😀 At få sådan et lille uskyldigt menneske i armene, er da det bedste der kan ske i livet. Tænk at vi kvinder er så seje og bare kan det der med at føde børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sascha

    Jeg har født 2 gange. Den første gang var jeg 19 og total uforberedt på hvad filan jeg skulle igennem. Min slimprop smuttede ved middags tid mens jeg gjorde rent.Ringede til fødegangen, og da der ingen veer var, fik jeg tid til undersøgelse 14:15. Da vi kom derud, var veerne så småt begyndt. Jeg fik lavement (WUHU!) og fik at vide at jeg skulle klemme sammen så længe jeg kunne. Da jeg ikke kunne mere, skulle jeg hele 3 toiletter igennem før jeg fandt et ledigt. Jeg var presset vil jeg sige. Fordi på det tidspunkt var veerne taget til.
    På fødestuen var min mor, bedste veninde og kæreste. Der gik dog ikke længe før veninden hoppede i vente værelset, det blev for meget for hende at jeg havde så ondt. Kæresten endte jeg med at smide ud fordi han lugtede (hvilket jeg tror han havde det fint med :D), så til sidst var vi mig og min mor. Da veerne toppede inden pressefasen, tænkte jeg, at det her gider jeg fandme ikke. Det gør ondt!! Så jeg rejste mig for at ville gå. Min mor fik efter bedste evne overbevist mig om, at smerten altså ville følge med og jeg li så godt kunne blive 😀
    Jeg kom, jeg så, jeg pressede. 4 timer efter første ve ca. kom William til verden. Skal li siges at far kom ind til sidst fase og var med da han kom ud 🙂 Han valgte dog at poppe ud som stjernekigger. Så han kiggede op af, og hovedet er i en vinkel hvor det fylder allermest. Så jeg revnede. Hele vejen om til ringmusklen. De var faktisk nervøs for at min ringmuskel var sprunget også. Så jeg havde 5 min. med ham, så blev jeg kørt på operationsstuen hvor at blive lappet. Omkring midnat vågende jeg på opvågningen og blev kørt ned til kæreste og lille baby 🙂 Det var lidt voldsom en oplevelse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina

    Når man bare skulle ind til en overnatning med overvågning af højt blodtryk og 4 timer efter er blevet mor😳😳
    Jeg møder op alene kl 19, får kørt kurve samtidig med jeg taler med JM, får også målt for højt blodtryk. Kl 20 skal jeg lave en urinprøve, men kan ikke da det spænder i min lænd, hvilket det har gjort on and off de sidste dage. Jeg tror jeg er forstoppet! Da spændingen holder op, er der blod i toilettet. Jeg går ud og henter JM, og hun undersøger mig indvendigt og ryster på hovedet og siger du er 8,5 cm åben!! Og så griner hun, for det har hun aldrig oplevet før i hendes karriere, at vi lige har snakket sammen i en halv time, uden tegn på veer. Jeg tænker bare fuck! Og shit! Vi ringer til min kæreste som jo er hjemme, og beder ham ruppe nallerne. Han kommer 20.40.
    Omkring kl 21 kommer vi noget forvirrede ind på en fødestue, hvor vi pjatter og hygger.
    Kl 22 undersøger hun mig igen, og der er så ikke sket yderligere, så hun tager vandet, mens mig og min kæreste griner fordi det bare er så komisk 😊 10 min efter får jeg rigtig ondt for første gang, shit det gør naller. 22.20 starter pressefasen, jeg bruger de første pres på at lære hvad jeg skal og bare give slip. – det er svært. Kl 23.06 kom William til verden, uge 35+5, 3100g og 49 cm.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lika

    Jeg vil gøre det kort og godt. Så meget jeg nu kan. Min fødsel varede 50+ timer. Jep, den er god nok. Start torsdag eftermiddag – slut lørdag aften. Bum.

    Alt gik faktisk efter planen, bare laaaaaangsomt og veerne var sgu en hård nød at knække. Fordi veerne ikke var så stærke (selvom det føltes som at blive sparket af en hest) så fik jeg ingen smertelindring udover et par hiv lattergas. Og så husker jeg, at jeg følte jeg konstant skulle skide og råbte derfor ret højt, at nu kom det altså, at de godt kunne forberede en spand/skål/whatever.

    Og så sluttede det hele rigtig fint lørdag aften, da min søn endelig fandt udgangen og kom ud. Lille, lyserød og fin 🙂 Håber at kunne gentage succesen til sommer – DOG minus 40 timer. Er det ikke OK, hva? Tak 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Når din kæreste synes det er fedt at fortælle hans venner om da Hobbitten stak hovedet frem fra Narnia, så er din færdige med at fortælle om fødsel 😂: tak hr. Alle dine venner er nok også interesseret i mit ubdeeliv. En kammerat spurgte om det ikke var ca det samme som at skide en fodbold, jeg nikkede blot😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Jeg fødte min søn tilbage i August 17, så han er 6 måneder på lørdag. Jeg gik over tid, og mesteren var lidt tyk, så jeg blev sat igang 41+0. Forinden havde jeg sammenlagt fået 3 hindeløsninger, slimproppen gik flere gange så voldsomt, at jeg troede mit vand var gået (det var det så ikke, fortalte en klog jordemoder mig). Nå, men jeg fik en stue, og en ung jordemoder prøvede at prikke hul på vandet med en lang strikkepind – men bassen gav ikke megen plads til det, så der måtte elektroder til. Så kom der gang i veerne, og jeg skiftevist spiste og hoppede på en yoga-bold. Intet skete, og så var det åbenbart en god idé at give vestimulerende. Jeg fik ve-storm, og gik helt ind i mig selv pga. smerten, var fuldstændigt ukontaktbar. Jordemoderen blev bekymret, så hun fik mig overtalt til en epidural. Den virkede i 2 gode timer, og så blev det et helvede igen, x100. Gik ind i mig selv igen, var fuldstændigt ukontaktbar og sov mellem veerne. 16 timer efter jeg fik mit vand taget, fik jeg presseveer – men jeg måtte ikke presse, da min dreng stadig ikke var helt nede ved åbningen. Så fra klokken 00-05:30 skulle jeg kæmpe imod et menneske som prøvede på at presse sig selv ud, fucking smertehelvede – jeg var max tændt på et kejsersnit. Nå, men klokken 05:30 begyndte jeg at presse, og 06;06 kom en 4410 gram og 55 cm stor basse ud. 22 timer efter fødslens start, og 20 timer i aktiv fødsel. Puha. Nåh ja, så sked jeg også på gulvet og på brixen, for hvem kan både holde en baby og afføring tilbage samtidig? Og så blev vi lige på det luksuriøse OUH i 4 dage, for bassen havde feber og moderen havde en stjernehøjt infektionstal og mega feber. Men gjorde det, utroligt nok, gerne igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kat

    Tillykke først!

    Jeg fødte en søn i oktober og er helt med på din trang til at snakke fødsler, jeg har fået snakket alt for lidt om min, primært fordi det er psykosejt at føde, uanset at det ikke er noget enestående for mig;)

    Nå, jeg tror alle 1.gangsfødende får fortalt at korte fødselsforløb ikke er os forundt, så jeg så “frem” til at det blev min tur til en døgnlang af slagsen.

    Efter 5-6 timer med regelmæssige og stødt stigende kraftige veer på stuegulvet hjemme, fik jeg lov at komme på Fødemodtagelsen, med besked om at jeg nok risikerede at blive sendt hjem. Jeg var bare ved at nå til et punkt hvor jeg godt gad lidt smertelindring og et kar med varmt vand, og inderst inde var jeg også ret sikker på at de veer der, ikke bare var for sjov: og hvis de var, så var det her fødselshejs ikke noget for mig i hvert fald;)

    Den jordemoder som tog imod os på fødemodtagelsen var kæk og havde ikke travlt da hun bød os velkommen, det var dog kun indtil hun overværede mig have en ve ( de kom hver 2-3 min. og varede 1-2 min her)

    Så ville hun pludselig meget gerne have mig ned at ligge. Hun havde ikke tid til at få min journal eller indskrive mig og hun fik mig direkte på en fødestue – alt det blot ved at observere to veer midt på en hospitalsgang.

    Hun havde ret, for jeg var 7cm åben og efter en halv time yderligere, var det 8 cm.

    Nemesis fik mig dog: jeg nåede at tænke – og få fortalt af jordemoderen- at min søn ville være født kl 15 ( vi ankom 14.15)

    Klokken blev dog 19.15, for det lille menneske viste sig at være stjernekigger ( ansigtet kigger op fremfor ned) og trods min 2 timers pressefase rykkede han sig ikke nok ned i mit bækken.

    Møgunge;)

    Så i tidsrummet 15-19 brugte jeg altså først tid på at udvide mig fra 9-10 cm, så på at blive vendt og drejet, så på at presse, for til sidst at blive en af de fødestuer hvor antallet af mennesker går fra en jordemoder til en horde af diverse læger og deslige: jeg kunne ikke mere. Heldigvis fik jeg verdens bedste fødselslæge som på 4.træk med sugekoppen trak min søn ud. Det gjorde fuldstændig latterligt ondt, den sugekop er det ondeste min krop nogensinde har prøvet, men jeg ville så gerne undgå kejsersnit, og det lykkedes!

    Så en lynfødsel blev det ikke, men lidt alligevel synes jeg: under 12 timer fra den første ve til han var ude – og bortset fra det sidste kvarter med sugekoppen, ja så var det fantastisk ( og jeg nåede aldrig hverken kar eller smertestillende)

    Og som bonus har jeg fået en fantastisk god lille gut, der gør alle skræmmehistorier om det hårde liv med en baby til skamme (næsten hver dag;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann-Sofie

    Jeg fødte selv for 3 mdr. Siden og kan virkelig genkende trangen til at fortælle andre mennesker om den pragtpræstation jeg netop havde udført. Man glemmer lidt, at millioner af kvinder lissom gør skidtet hele tiden. Jeg syntes hvertfald selv, at jeg var en hæderspris værdig bagefter… og Det synes jeg faktisk stadig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maj

    Jeg vil med glæde høre din historie 😊 så når vi er tilbage på Sjælland så kigger vi nok lige forbi. Glæder mig helt vildt til at se Inge 💕

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Du skriver simpelthen fantastisk! Det er en fornøjelse læse dine skriverier og følge med i jeres nye tilværelse som forældre og ikke mindst se alle de lækre billeder af lille Inge!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Jeg går næsten ud fra at du har slugt alle fødselsberetningerne fra Cana Buttenschøns blog så? Der er i hvert fald mange gode! Jeg har ikke rigtig en at dele selv, men jeg synes det har været interessant at læse din beretning!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De første dage på Rigshospitalet efter homies fødsel