Kæreste-ferie og min kuffert

“Hvordan går det?”

Tak for at du spørger! Eller … tak for, at jeg selv spørger. Jamen det går fint – men det er sgu stadig ikke gnidningsfrit. Der går nok en 18-20 år, før vi så meget som nærmer os et gnidningsfrit hverdagsliv. For der er dæleme mange kæppe i de famøse hjul, når man har små børn.

Og ja, det går godt – men Inge er syg igen. Ikke sådan blive-hjemme-fra-vuggestue-syg, men hun har fået mund-hånd-fod-syge. Rækkefølgen på den mundrette børnesygdom er sikkert omvendt, men jeg er for træt til at Google det. Hun har i hvert fald fået en masse små blærer på tunge, håndryggene og benene – de klør ikke, men de skulle være ømme.

Resten af hendes vuggestue har i øvrigt også den appetitlige omgang. Og da det smitter inden børnene viser tegn på det, så skulle det være helt normalt, at en hel integreret institution bliver ramt på samme tid. Guuuud, hvor må det være hyggeligt, at være pædagog i et sådan tilfælde – de har det jo også for let i forvejen. Hæhæ. Vittighed, det har de jo slet ikke. Nå, men af samme grund, så anbefalede vores institution ikke, at man lod børnene blive hjemme – og det er jeg rimelig lykkelig for, for vi andre har det edderbrandsparkeme heller ikke lækkert.

Det har været en sørgelig omgang voksne herhjemme de seneste dage, vi er simpelthen suge på hver vores måde, som jeg nok skal lade være med at komme for meget ind på, men det var nok ikke blevet bedre, hvis vi skulle passe på Inge i dagtimerne – for så’ det sgu en smule svært at få slappet af mere end 30 sekunder af gangen.

Arne er så småt ved at være ovenpå igen, mens min sygdom tilsyneladende bliver værre dag for dag. Jeg ender dog alligevel med at hoppe på arbejde i morgen, for da der ikke lige dukker en vikar op ud af det blå, så skal jeg selv klare mit arbejde – ellers bliver det ikke gjort. Så det bliver noget med at smøre en god portion farvelade i ansigtet, og så stramme ballerne sammen og få ordnet pisset, som så mange gange før. Heldigvis er jeg alene hjemme med Inge de kommende dage, så det bliver mega afslappende, når jeg kommer hjem. LOL. Nå, men min sygdom hænger jo stadig nok sammen med, at jeg sgu har lidt for travlt, så jeg sørger for at tænke en masse på, at det jo ikke varer for evigt heldigvis.

Nå, men tilbage til mund-fod-hånd-syge eller hvad dælen den hedder. Den startede med at give Inge lidt feber og generel utilpashed i weekenden, og da det gik væk kom de små blærer. Hun er glad i løbet af dagen, men nætterne er hårde for hende og den seneste lille uge har hun hygget sig med at være vågen flere timer i løbet af natten. Og når hun endelig falder i søvn er det med måsen i mit ansigt eller med en fod, der sparker mig direkte i nyrene – så vi har sovet piss’-dårligt. I nat havde jeg fornøjelsen af at mætte stå op med hende kl. 03.44, efter hun i en time var gøet bananas, fordi hun bare gerne ville se Barbapapa. Så vi endte naturligvis med at se en times Barbapapa klokken kvart over hundelort. Derefter fik jeg hende da heldigvis til at falde i søvn igen – naturligvis med måsen i mit ansigt og en lille albue i min mave.

Og det lyder som noget brok det hele, og det er det jo i grunden også. Men det går faktisk godt. Vi trives og hygger os og ingen er alvorligt eller halvalvorligt syge, og vi kan sagtens klare lidt voksen-syge og børne-sygdomme. Og i weekenden skal jeg til fest både fredag og lørdag, og jeg glæder mig absurd meget! Det har jeg sgu ikke prøvet siden før jeg blev nogens mor, og jeg tror først, at jeg fortryder mit valg lørdag morgen kl. 06.00, når jeg skal op for at passe mit barn og bearbejde tømmerdrenge samtidig – fordi jeg jo skal være klar igen kl. 16.00.

Kæft et vanvittigt projekt for en mor. Men jeg giver den sgu et forsøg. Jeg har lige bestilt en kjole til lejligheden, den kommer med posten og jeg glæder mig til at se, om jeg kan få min bagdel i den – den er nemlig blevet for stor til omtrent alt andet af mit tøj. Inklusive den nederdel, som jeg passede udmærket, da jeg var i 20ende uge med Inge. Såååå, jeg tænker, at jeg lige skal til at træne lidt mere og æ’e lidt mindre ved lejlighed. Jeg tænker, at hvis jeg starter onsdag, så er jeg nok hulkindet inden vi når weekenden.

Hov, var det mere brok? Jeg stopper nu. Vi  har det godt, tak for at du spurgte.

Fik du læst mit indlæg med de 3 ting, som jeg gerne vil blive bedre til som forælder? 

1 kommentar

  • Marie

    Årh stakkels jer! Man ved først, hvor hårdt det er at være syg, når man har børn!
    Blot til info skal du ikke blive bange, hvis hendes finger- og tånegle falder af/bliver mærkelige efter den her omgang. Det gad jeg godt have vist inden min søn sad og græd sidste jul under kagebagningen, fordi han havde fået krymmel op under alle neglene – som senere faldt helt af. Creepy!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kæreste-ferie og min kuffert