Og så var du pludselig en rigtig lille pige

Hvordan løser vi dette problem, som vi selv er skyld i?

Nå, verdens bedste digitale mødregruppe – jeg har sgu brug for jer igen. Igen. Igen. Jeg syntes sgu egentligt, at det gik så godt med at være nogens mor – og altså, det gør det jo stadig, men for et øjeblik siden var der ikke nogle sådan større udfordringer i vores forælder-liv. Tidligere har vi eksempelvis kæmpet med amning, søvn, mad, opdragelse og så videre. Ligesom omtrent alle andre forældre i verdenshistorien. Men det gik sgu efterhånden fornuftigt med hele pisset.

Og som sædvanligt skete der så det, at jeg tillod mig at tænke tanken “NU kører det”. Jeg lover, at jeg bare lige tænkte det lynhurtigt – og jeg sagde det ikke engang højt, jeg er jo ikke helt idiot vel. Og alligevel så gik der lige nøjagtigt 2 dage, og så fandt Homie på en ny og spændende vane.

Vanen går ud på, at hun vågner hver nat omtrent kl. 03.50 og så vil hun have mad! Den første nat græd hun og sagde “MAM MAM” og fordi hun ikke havde spist synderligt meget til aftensmad eller af sin aftengrød, så hoppede Arne ud og fandt en banan til hende. Hun maste hele pisset ned i løbet af et øjeblik og fik en tår vand, og så faldt hun i søvn mellem os. Næste dag udspillede samme scenarie sig. Og med undtagelse af et dusin gange, så har det været det samme hver nat i halvanden måned. Nogle dage græder hun indtil hun får bananen og andre dage er hun bare vågen indtil hun endelig får fingrene i skidtet. 

Men hun får altså rigeligt mad i løbet af dagen og aftenen og får endda en skål grød inden sengetid. Men hun vågner ret tydeligt af, at hun er sulten. Nogle gange er det en halv banan og nogle gange er det to. Og nu skal man måske ikke kaste med sten, når man selv æder en Toblerone om dagen – men jeg synes måske ikke det er optimalt, at Inge skal have så store mængder frugtsukker i løbet af natten. Ja, hvis det stod til mig spiste hun jo altså sine måltider i løbet af dagen, som resten af os.

Og så er der måske nogle, der tænker, hvorfor det skulle være et problem, at hun får en banan i løbet af natten? Og det ved jeg heller ikke, om det er – men jeg tænker umiddelbart, at det jo nok er lidt fjollet, at hun har vænnet sig til, at være sulten i løbet af natten. For så vågner hun vel netop fordi hun er vant til at få mad på det tidspunkt – med afbrudt søvn som resultat. Derudover ved jeg ikke, om det er optimalt i forhold til bisserne at spise en banan og så sove en time eller to mere? Der er jo trods alt noget frugtsukker i de banditter, selvom hun får skyllet munden med vand efterfølgende.

Hvor om alting er, så ville det da være fedt, hvis hun gik tilbage til at vågne kl. hundelort og ville have havregrød, i stedet for æ’e en banan i løbet af natten og så sove en time længere – for det passer altså også bare bedre sammen med vores hverdag. Mest af alt er det irriterende, fordi vanen giver hende (nå ja, og os) afbrudt søvn – og det er sgu bare fjollet.

Jeg ville hjertens gerne tage en iskold banan-tyrker, men jeg synes det virker mere end almindeligt ondt, når hun tydeligvis er sulten! Jeg kan jo ikke nægte mit barn mad. Og når hun står op, så æder hun stadig en kæmpe portion havregrød og en skålfuld yoghurt – så det er ingenlunde fordi hendes appetit bliver svækket af bananen. Hun får hver dag stor morgenmad, formiddags-snack, frokost inden lur, lille snack, aftensmad og så aftengrød – og fortærer det med stor tilfredshed langt de fleste gange og får altid alt, hvad hun kan indeholde – så jeg skulle mene, at hun burde kunne klare sig gennem en nat uden ekstra proviant.

Er der nogen, der kender til udfordringen? Og som eventuelt har nogle løsnings-forslag? For jeg vil meget nødigt skulle bruge de kommende år på at skulle op hver nat for at give Inge en freaking banan.

Fik du læst seneste indlæg? Om pludselig at have en rigtig lille pige i stedet for en baby. 

23 kommentarer

  • Catrine

    Vi giver altid vores datter på Inges alder en banan mens vi læser godnat historie, hun spiser ikke en dyt grød hvis det er det vi servere, men en banan skal hun nok klemme ned og så er jeg sikker på hun sover hele natten. Så vi børster bare bisserne efter bogen nu, istedet for før 😃🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Vores pige på omtrent Homies alder er vågnet og har efterspurgt yoghurt mange nætter i løbet af foråret og har fået det, og hvis vi har sagt nej har hun ikke kunnet falde i søvn igen – og altså været helt tydeligt sulten. Men nu er det sgu stoppet, og barnet sover. Det ordner sig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Jeg tænker helt sikkert også, det er en fase! Jeg ville måske prøve med noget mindre “læklert” feks en rugbrød evt med smør (det får vores egen søn på 21 mdr hvis han bliver sulten efter sengetid). Og så er vi selv kommet ud af samme udfordring ved at skrue op for måltiderne i løbet af dagen. Giv evt et ekstra stort eftermiddagsmåltid og nogle snacks i løbet af eftermiddagen, og se, om der så er “tanket op” 😊😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Jeg er 32 og siden jeg var på Homies alder, har jeg vågnet om natten for at spiste en halv banan, så jeg er da glad for at høre, at det er en fase 👍

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er voksen og vågner selv indimellem og spiser knækbrød med brie, selvom jeg spiser natmad hver dag omkring 22-23 tiden – jeg er på team Inge 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    Hvis jeg vågnede om natten og der blev serveret banan ville jeg også spise den, selv om jeg ikke var sulten. Jeg ville også drikke lunken vand hvis det blev serveret😊
    Nu må ingen misforstå mig. Jeg mener bare børn er jo ikke dumme og de kan få os til alt… Så mærk efter… Vil jeg stå op om natten for en periode og slukke tørst og sult for mit barn eller vil jeg hellere sove… Det stopper jo på et tidspunkt.. tænk over om hun får nok at spise i løbet af dagen. Gør hun det er det jo ikke nødvendigt med nat mad😊 ..for mig at se mangler hun ikke noget.. Hun virker glad og tilfreds.. god sommer🌞

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    Jeg ved ikke om det kan hjælpe, men måske hvis du gav to måltider mellem hendes middags lur og hendes aftensmad. Fx får Lauge mad i vuggestuen kl 14. Efter lur. Og så giver jeg altid ham en bolle og lidt frugt igen kl 16.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Kan hun virkelig klare sig med en lille snack mellem frokost og aftensmad? Min pige på præcis samme alder spiser uophørligt fra hun vågner fra lur og til hun skal i seng, men hun spiser så ikke så meget om morgenen

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidsel

    Du har ret ,i at det bliver en vane med et måltid og jeg ville prøve mig frem for at få brudt den vane.
    Give hende bananen inden hun skal sove og et stk brød.
    Sige til hende, at I ikke har nogle bananer om natten og tilbyde et glas vand. Så bliver hun nok utilfreds men det tager som regel et par dage og så går det over igen.
    Held og lykke med at få jeres uafbrudte søvn tilbage 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Heidi

      Jeg er enig i den her, tilbyd vand når hun er lagt, men forsøg at proppe noget mere ind mellem frokost og aften, der storæder vores Lærke ALT hvad hun kan komme i nærheden af…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Matilde

    Jeg siger hver evig eneste dag til mig selv “Det er en fase, det er en fase, DET ER EN FASE!” Om cirka alting. Jeg er sikker på, at det Inge har kørende, “bare” er en fase. Giv hende bananen. Det går over igen ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • HS

    Enig med de andre. Vores søn på snart 2 år, gjorde det samme da han var på Homies alder 🙂 nogle gange var det banan og andre gange en ostehaps xD mener at det gik over af sig selv

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jette

    Det er en fase. Det er en fase. Det er en fase. Du kan lige så godt messe det. Vi har været igennem ddt samme herhjemme med vores yngste. Der startede vi også med noget nemt og lidt for lækkert – en grødsmoothie – og 1-2-3, så var Ahm dødsulykke hver nat. Vi troede, at det var lækkersult, og derfor gik vi over til et stykke rugbrød eller bolle uden noget, når han skreg på mad om natten – og fandme, om han ikke åd det! Han VAR sulten. Det gik over – og nu er det kun en sjælden gang, at han vågner og råber “ruuuugbrød” eller “bolle, bolle…” (sidstnævnte er svært ikke at grine lidt af selv i søvngængertilstand).

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maibritt Clausen

    Min datter er fra slut november ‘17, vi oplevede for 3-4 mdr siden nøjagtigt det samme! Vi gav også en banan/bolle om natten og pludselig gik det over af sig selv 🙂 så er enig med de andre, det er en fase 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    Giv hende banan ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Vi prøvede med vores første, at hun en aften næsten ikke spiste aftensmad, da hun så kom i seng ville hun spise… hun kom op og spiste en smule og i seng igen. Da det gentog sig dagen efter sagde vi niks biks, bare ærgerligt og bed i det sure æble. Det har aldrig været et problem siden 💁🏼‍♀️ Til gengæld tror jeg hun var 1,5 og prøvede os af for hyggens skyld, så ved ikke helt om du kan bruge det til noget… dog vil jeg stadig hælde til en kold tyrker for det lyder ikke som om din datter sulter 😅

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Sådan et barn har vi også. Det kan både være før kl. 24 og efter, der er ingen system. Derudover drikker han uanede mængder vand (1L) hver eneste nat. Han skriger indtil han får vand. Så hvis der er nogle der har gode råd imod det, så sig lige til 😬 Hilsen en træt mor

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Rikke

      Hvis han også drikker meget om dagen, så ville jeg måske lige runde en læge, da en stor tørst hos børn godt kan være et af tegnene på sukkersyge 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Det bedste råd jeg nogensinde har fået:
    Alt er en fase.. lad være med at bruge tid og energi på at finde årsager og løsninger, lige pludselig er hun stoppet med det helt naturligt af sig selv:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Johanne

    Æv hvor træls for jer alle 3 at vågne der. Jeg tænker umiddelbart det er en fase eller måske vokser hun meget for tiden. Jeg ville nok “bare” give hende bananen og se om det ikke går over om nogle ugers tid 😊 held og lykke til jer!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg er HELT enig. Mon ikke det bare er en fase og vidunderet vokser meget i øjeblikket og derfor har brug for lidt mad. Mht tænderne og frugtsukkeret ville jeg ikke bekymre mig: det er trods alt kun nogle timer og så bliver bisserne børstet igen. 😊 Det går snart over, pøj pøj med det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Jeg har desværre ikke en løsning. Men vil bare sige at vi er i samme båd her hjemme… Med en tumling på 18mdr der vågner hver nat og vil have en klempose med smoothie. Hun sover ikke igen før hun har fået den. Sådan har det været i nogle mdr nu. Så følger spændt med på tråden her…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Som med alt andet er det sikkert en fase. Måske vokser hun lidt ekstra hurtigt for tiden, eller der sker måske noget i hjernen. Jeg ville give hende bananen, eller måske et alternativ uden sukker, og glæde mig til det en dag er overstået 😄

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Og så var du pludselig en rigtig lille pige