Om min og din seksualitet

Hvorfor kunne jeg ikke være sådan en mor?

Jeg ved om nogen, at man ikke skal tro på alt, hvad man ser på Instagram. Man skal nærmere tro på ikke en skid af det i virkeligheden. I dag slog jeg et billede op klokken 14, hvor Inge havde nattøj på og hyggede med tegnefilm. Det fik en følger til at spørge, om jeg aldrig arbejdede eller om bloggere bare havde udsædvanlig lang ferie – og jeg forstår udemærket hendes reaktion, der i øvrigt var sagt vældig kærligt og humoristisk. Svaret var desværre ingen af delene – det var simpelthen bare et billede fra i forgårs.

Når jeg slår et billede op fra en tur i haven, så betyder det ikke nødvendigvis, at jeg er i haven lige nu. Tværtimod så betyder det næsten stensikkert, at jeg ikke er det længere – for hvis jeg er udenfor med Homie, så er der edderbrandsparkeme ikke tid til Instagram-fornøjelser. Det er mere bare benhårdt arbejde. Når jeg slår billeder op, så er det som regel fordi Inge sover, eller nogen andre sørger for, at hun ikke laver alt for meget fis og fidus – og så betyder det nogle gange, at billederne er timer, dage eller uger gamle. Derudover så vælger jeg jo altså de bedste billeder, det gør jeg både når det gælder mig, Inge, Arne, mit hjem og min mad. Det er ikke alle, der gør det, og det respekterer jeg virkelig – jeg kan bare godt lide nogenlunde flotte ting, så sådan må mit Instagram-feed gerne være. Til gengæld sørger jeg for med jævne mellemrum at gøre opmærksom på det faktum, at det jo altså er de pæne øjeblikke fra vores liv, der bliver afbilledet, og at vi skændes, jeg opfører egoistisk og jeg har bumser i panden, ligesom alle andre.

Nå, men det var heller ikke det, som det skulle handle om – i hvert fald ikke direkte. For jeg er så småt begyndt at mærke lysten til at lave endnu en baby. Men så kommer jeg til at tænke på første gang. Det var pragtfuldt, men det var også virkelig hårdt. Ikke så meget på grund af manglende søvn og den slags baby-lyksaligheder, nej mere fordi jeg var nervøs ved tusinde dagligdagsting og ikke kunne foretage mig en fis.

Men nu ser jeg simpelthen så mange mødre på Instagram, der gladeligt går tur med baby et par dage efter fødslen. Der gik lang tid, før jeg turde gå tur med barnevognen alene, fordi jeg var bange for, at hun ville blive sur undervejs og skulle op til mig – og så ville jeg ikke kunne få både hende og vognen med hjem.

Jeg ser også forældre, der er ude at spise mens babyen snuer ved siden af. Inge sov alt mellem 5 minutter og en time i starten, så at forestille sig, at vi ville kunne tage ud at spise med hende var rimelig urealistisk. For når hun vågnede gik hun i gang med at råbe med det samme, med mindre man fik rejst sig op og kom i gang med at vugge hende med det samme og ustandseligt indtil næste lur – så det ville der ikke komme meget middag ud af.

Jeg ser mødre malke ud og tage en lille smuttur afsted. Inge ville ikke tage flaske, og det forhindrede mig i at være væk mere end en time i virkelig virkelig mange måneder. Og vi kæmpede ellers virkelig med at lære hende det.

Under min barsel nåede jeg ingenting i hjemmet. Alt flød. Jeg skrev en masse indlæg, fordi det kunne gøres med en baby på armen, men alt andet stod bare stille. Og nu ser jeg rene hjem, der endda lige får malet stuen om og lavet et lille DIY-projekt under babys middagslur.

Jeg ved godt, at det er Instagram, og at tingene jo aldrig er hundrede procent, som de fremstår. Men det jeg ser, er bare tit det decideret modsatte af, hvad jeg selv oplevede. Mødre der foretager sig ting i barsels-boblen, som jeg for det første ikke turde af frygt for en gal baby og en dårlig dag som resultat deraf og som jeg desuden slet ikke forstod var en mulighed. Jeg er på ingen måde er forsigtigt menneske normalt, jeg handler dybt impulsivt, er risikovillig og tager tingene som de kommer. Det gjorde jeg bare på ingen måde som nybagt mor, og jeg kunne ikke genkende mig selv på nogen måde. Det var ikke fordi jeg ikke nød at være mor, det har jeg sådan set gjort fra starten, men jeg savnede også rigtig mange ting ved mit gamle liv. 

Det her er det modsatte af skældud til de mødre, som det tydeligvis lykkes for at foretage sig dejlige ting og måske endda gøre sig lidt pæne i ny og næ. Og det er heller ikke en tilkendegivelse af, at de ikke har det ligeså hårdt, som jeg havde det. Jeg tror bare, at de har været meget bedre til at håndtere det, end jeg var. Jeg var usikker, og småbange og forsigtig omkring alt. Og jeg er da piss’-misundelig over, at jeg ikke fik lavet alle de seje og fede ting i min barsel. Jeg levede i mit graviditetsnattøj og længtes efter selskab og voksen-input i min hverdag.

Jeg havde hørt, at det blev lettere efter tre måneder, så de første tre måneder talte jeg decideret dagene til hendes tre måneders fødselsdag. Så præcist skete udviklingen naturligvis ikke, men stille og roligt blev alt nemmere og jeg turde bevæge mig lidt ud og tage nogle “chancer” omkring lur, mad, køretur og de mange andre ting, som man som mor er nervøs for kan gå galt. Og nu er jeg der, hvor der ikke er særlig mange ting, der kan gøre mig nervøs for dagens udfald, for Inge er så stor og jeg ved, at alt nok skal gå.

Men selvom man måske skulle tro, at man havde lært at slappe af i rollen, når man på et tidspunkt skal være andengangs-mor, så er jeg bare ikke sikker på, at det bliver tilfældet hos mig. Jeg synes at kunne fornemme, at jeg endnu engang vil være skidenervøs, småbange og ikke løbe nogen ellers ganske ufarlig risiko. Og det er jeg altså lidt ked af. Jeg er misundelig på dem, der får bagt kage, gået lange ture allerede tidligt, kørt alene i bil til Jylland, besøgt veninder og handlet ind med en baby i autostol. Jeg kunne ikke overskue det som førstegangsmor, og jeg er bestemt heller ikke sikker på, at jeg kan, når anden gang kommer. Jeg håber det, men det er også okay, hvis det ikke rigtig lykkes, og det i stedet bliver en genindspilning af første film.

Mødre er vilde. Og dejlige.

Hop ind og læs dette indlæg for en meget præcis beskrivelse af et helt døgn alene med en baby. 

16 kommentarer

  • Maria

    Åh, det er meget genkendeligt.
    Jeg begriber ikke, hvordan nogen får udrette noget som helst. Jeg fik efter halvanden uge endelig taget barnevognen i brug og jeg elskede det! Men havde jeg gjort det hvis ikke min rute var langs landevejen men inde midt i byen? Næppe.. For nogle gange – og det er på trods af vi rammer 5 måneder nu – så skriger hun altså langs landevejen fra nabo landsbyen til vores landsby. Og så går der flere dage før jeg tør gå igen 😅

    Det kribler I mig for at få lov at spise ude eller bare spise hjemme hos noget familie. Men jeg tør fandme ikke ødelægge hendes aften rutine. Er du tosset det er farligt 😳

    Jeg håber det bliver bedre. Det lyder det til at det er blevet for dig, så håber også det bliver det for mig 🤞🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg tror det er virkelig vigtigt, at du husker dig selv på, at 1. børn er forskellige (giver selvfølgelig sig selv..) og jo, det kan da godt være tingene havde været anderledes hvis du bare var sprunget ud i en tur i centeret da Inge var 2 uger, ELLER det kunne have været totalt fiasko. Who knows.

    Og 2: du ammede!
    Jeg ved der ingen regler er, uden undtagelser. Men jeg er selv på barsel og min søn får flaske og har gjort det siden han var 3 uger og jeg har på intet tidspunkt haft et problem med at være ude alene med ham, men jeg har også en flaske med. Og jeg ved altid hvor meget han har spist så jeg ved også at der altid er 2-3 timer mellem måltiderne. Så jeg kan give en flaske og så VED jeg at jeg kan nå fx i centeret og handle og retur uden han skal have mad.

    Jeg er ikke imod amning, det fungerede bare ikke for mig og jeg har været SÅ tilfreds med at have flaskebarn. Og når det er sagt så synes jeg tit, når jeg nævner at min søn fx siden han var 2 måneder har sovet 10 timer hver nat, at folk svarer med “ja men du ammer heller ikke vel?” .. og næ. Der er da nok noget om at når du har fuldstændig kontrol over måltiderne og ved hvor meget de spiser og hvornår, så er man nok også lidt mere komfortabel med at tage ud.

    Slutteligt vil jeg undskylde for manglende kommaer .. jeg orkede ikke lige at læse det igennem 😅

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marlene

    Mine 3 unger, alle små skrighalse de første 3 måneder, har jeg ikke kunne tage med nogen steder hen. MEN, det ændrede sig ved 3-4 måneders alderen alle tre gange. Så blev det meget lettere og sjovere.
    Min erfaring er dog, bl.a. fra mødregrupper, veninder osv. at barnets personlighed 100 % sætter dagsordnen. Mødre til babyer, der sover, spiser, skider, repeat, har det nemt og sjovt. Mødre til sjatsovende og krævende babyer not so much. Det hjalp mig, at nulstille mine forventninger.

    Barsel nummer 2, meget anderledes, end barsel nummer 1. Fordi du skal hente og bringe barn nummer 1 til vuggestue/bh og det bliver Pretty much dagens omdrejningspunkt. Så der er megen pakken børn ned, ud af døren osv.

    Uanset, så er det pisse fedt, med de børn. Alle bekymringerne, grå hår og rynker værd. Mine er 12, 9 og 7 år nu, og vi begynder at få lidt tid tilbage igen. Vi kan løbe sammen igen og drikke rødvin på terrassen uden at blive afbrudt hele tiden (næsten).

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofia

    Det er lidt overraskende, det her indlæg. For med alt respekt, du er da selv én af dem, der ser ud som om, du når det hele/har overskud til alt på IG? Du har haft gang i alle mulige projekter, kunne skrive blogindlæg, tage flotte billeder, og nå ja, delte billeder af din utrolig flotte post-fødselskrop få dage efter fødslen. Og havde i øvrigt en fødsel, som de fleste andre ville være meget misundelige på. 🙂

    Misforstå mig ikke, jeg vil sgu gerne høre om det hele og like din smækre post-fødselskrop. Det er lissom derfor, jeg er her. Men jeg har en datte nogle måneder yngre end Inge, og har da flere gange tænkt om dig: “Hvordan i alverden gør hun det?”

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Jeg havde det også præcis sådan, og jeg ser de samme førstegangsmødre som dig, der ser ud til at nyde og hvile i tilværelsen med et spædbarn. GID det var mig. Det var jo lige det billede af barsel, jeg havde i hovedet. Men min virkelighed var også en anden. Så snart min kæreste forlod hjemmet og tog på arbejde, hamrede mit hjerte – jeg var bare pissebange for alle mulige ting, der virker helt underlige nu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Jeg vil sige, at det faktum, at man er i stand til at trøste eller give sit barn mad, så han/hun bliver mæt, når man er på farten, er vel ret afgørende for, hvor modig man er. Jeg har taget 16 timers flyrejser med flyskift og bus til biludlejning med bagage alene med min daværende 0- og 3årige datter og søn (Instagram-kønt så det ikke ud, skal jeg lige tilføje) Folk sagde, jeg var skør. Men det forløb problemfrit. Nu er min mindste så blevet 1,5 år og en hystade af en anden verden, som er umulig at trøste, når først trætheden melder sig, og det har sat en stopper for mit mod ift mange ting, så det kan også gå den anden vej senere. Jeg vil egentlig bare sige, at hvis du med nr to finder løsninger på de udfordringer, der gjorde dig nervøs for at bevæge dig ud, så er det vel et stort skridt på vejen. Hvis baby er ok med en flaske med erstatningsmælk en sjælden gang imellem (hit me, mommy police, lol), så er der jo en vis tryghed i altid at have den med i tasken , skulle amning, vælling og alt andet slå fejl.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cindie

    Jeg var også sådan med den første, som nu er 3… Her anden gang, er jeg ikke en skid bedre, faktisk er det meget værre😅 jeg havde ellers troet, at jeg ville være mere “aktiv” denne gang, da jeg jo havde prøvet det før. Jeg tror måske også, at det kommer an på den lille fidus der kommer ud, for hende den lille, hun er sindssygt afhængig af mig, da hun som Inge pure nægter at tage en sutteflaske, hvorimod hendes storebror gerne tog en flaske. Samtidig er det eneste som kan trøste hende, når hun er ked af det, at amme, så jeg tør sgu ikke rigtigt efterlade hende, både af hensyn til hende, men også den voksne som jeg evt. Skulle efterlade hende hos. Dog har vi denne gang besluttet, at tage på barselsferie, hvilket jeg er noget spændt på, da det er en 12 timers flyvetur 😳 jeg frygter lidt, at skulle være hende, resten af flyveren hader…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Shit det er befriende at læse det her. Jeg er på barsel og har det på helt samme måde. Jeg er her på 5. måned først lige ved at finde mig i at komme lidt længere væk fra hjemmet end gåafstand uden at have en backup (far) med mig. Jeg har virkelig også set mig misundelig på alle de seje instamoms (inkl. dig) som bare kan det hele, fra dag et! Selv endda tage en pæn kjole på hjem fra hospitalet?! Men har virkelig følt mig alene i den følelse af ikke at turde så meget pga. skrige/rokke-baby, så det er virkelig rart at få den her bagom historie også <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamilla

    Åh, Det lyder fuldstændig som mig. Og øv, hvor har jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne overskue babysvømning, babysalmesang og hvad resten af mødregruppen gik til. -Af frygt for sur baby osv. Eller at pøllen blev 9,5 mdr. før jeg tilnærmelsesvis fik bagt noget igen, eller støvsuget eller taget et bad, mens jeg var alene med hende. Det er rart at vide, (selvom jeg jo nok godt vidste det) at der er andre, der heller ikke kom ud at spise, fik gjort hovedrent osv.! Tak!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Hvor er det mærkeligt at læse dine tanker om det her. For det er jo sådan jeg har tænkt om dig! Jeg har ikke haft følelsen af ikke at turde ting (men jeg turde heller ikke så meget vildt før jeg blev mor!), men jeg har til gengæld ikke kunne have hverken en ironisk distance eller en overbærenhed til hele moderskabet og al (!) den manglende søvn. Og dit barn sov lige så lidt som mit, og du kunne joke om det på Instagram, mens jeg bare lå og bandede og græd ned i min seng. Du har nok bare ret i, at Instagram virkelig ikke viser hele historien, og så er vi alle forskellige i vores mor-rolle og vores styrker i den forbindelse. Men jeg føler mig altså ret overbevist om, at nogle ting bliver bare lidt nemmere anden gang!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Det er spot on på min første barsel. Hos mig var det anderledes med nr 2, da jeg havde en anden ro i maven og en tro på det nok skulle gå. Jeg tror det kommer til at give helt sig selv, da smukke lille Inge jo stadig har brug for sin mor, og nr 2 derfor “bare bliver vant til at vente” en gang i mellem 😊❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Jeg havde det præcist på samme måde og vil jeg nok også have det, hvis jeg skulle have en baby mere. Ja, man blir sku lidt misundelig på dem, som bare tager det i stiv arm. Når jeg hørte en måge, troede jeg at det var mit barn der græd…..altså😂🙈 og så gik andre dér med latter, makeup og så helt afslappede ud med deres barnevogne🤷🏻‍♀️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Det her er sådan et dejligt indlæg, for jeg har det præcis ligesom dig. Det er jo altid skønt at høre, at man ikke er alene – og ikke er en kæmpe idiot. Eller.. i hvert fald er vi to idioter i så fald. Og det er trods alt også bedre.
    I hvert fald.. tænk sig bare at sidde med sit barn på skødet på en restaurant. I flere timer. Mens barnet bare chiller. Jeg har set det!! Det sker simpelthen bare ikke med min pige på 10 måneder – selvom jeg virkelig ville ønske det.
    Handler det om os som forældre, eller er børn bare forskellige? Det er jo 100000krs spørgsmålet, ikke?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Det lyder simpelthen som en gennem af mig. MEN som andengangs mor turde jeg dæleme mere. Ikke en masse crazy ting, men lidt har også ret! Og det har været fantastisk at opleve hvordan barsel også kan være 😅

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Så godt skrevet. Og sandt!
    Jeg ville selv sådan ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage til de første dage sammen med vores dejlige søn. Så jeg kunne slappe lidt mere af i det. Så jeg kunne nyde det endnu mere. Jeg var selv så overvældet over at han pludselig var, og ansvaret der følger med, at jeg havde konstant ondt i maven den første uge – og var meget forsigtig omkring alt i LANG tid. Jeg tror og håber dog på at det bliver meget nemmere med den næste. Bare visheden om at man har været det igennem før, må simpelthen give en anden ro. Det skal det! 😀❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Men er du sikker på, at det er fordi du var en usikker mor? Sådan ser jeg det overhovedet ikke. For mig er det præcis det samme, men jeg ved, at jeg ikke er usikker, men min baby kan ikke sove, når vi er ude og vil også allerhelst sidde på mig eller sin far og når man har sådan et barn er det bare heller ikke sjovt at tage ud, for som du siger, så bliver baby knap så hyggelig af ikke at få sin søvn, så selv om man savner at være ude, så får man selv en bedre dag, når baby er glad og tilfreds selvom det så betyder, at man er hjemme i 80% af tiden.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om min og din seksualitet