Mine største små glæder

I går troede jeg lige, at der var en homie på vej

unnamed-24

Jeg har hele tiden været ret overbevist om, at jeg ville gå 4 dage over min termin. Og altså føde d. 6 februar. Det er bygget på det ikke særlig faktuelle grundlag, at jeg håber det. I forhold til min barsel, og hvornår vi umiddelbart skal rykke ind i vores nye lejlighed, så ville det passe bedst, hvis jeg gik bare en smule over tid.

 

Derudover så er både min søster og mor gået fire dage over tid, så jeg tænkte bare, at vi måske var lavet til at være gravide i 9 måneder og 4 dage. Men modsat mig, så er de begge nogle lange, tynde kvinder – jeg er mere formet som en lille fis med gode, solide stænger.

 

Når nogen har spurgt mig, hvornår jeg har termin, så er det da også lykkedes mig flere gange at nævne min selvudnævnte termin istedet for den reelle. Så skråsikker har jeg været. Men man bestemmer jo heldigvis også helt selv, hvornår man føder. Hæhæ. Vittighed – det gør man slet ikke.

 

Jeg har haft det pragtfuldt gennem hele graviditeten, og jeg har på intet tidspunkt været i nærheden af at tænke, at der var en fødsel under opsejling. Og min tiltro til, at jeg først skulle føde d. 6 har hele tiden været intakt. Men så skete i går. Jeg vågnede op med en lille smule ondt i maven, ikke noget videre, men følelsen af at have en lille smule menstruationssmerter. Jeg var hjemme i provinsen hos mine forældre, så jeg fik pakket alt mit skidt og kørte mod København – for en sikkerhedsnåls skyld. Arne var på arbejde i Odense, og jeg undlod pænt at nævne for ham, at jeg syntes der foregik noget lidt fjollet i mavsen – det ville kunne forårsage nogle halvsløve sportsnyheder, og det tænkte jeg ikke, at der var nogen grund til på sådan en pragtfuld sports-dag.

 

I løbet af aftenen fik jeg mere og mere murren i maven, jeg kunne ikke spise noget, og jeg havde følelsen af at være inde i en osteklokke. Og så begik jeg den klassiske fejltagelse lige at hoppe på Google en tur, og søge efter symptomerne på, at en fødsel snart går i gang. Jeg kan ikke huske, om jeg landede på minmave.dk eller hestenet.dk – men det var nok ikke meget mere jordemoder-fagligt end det. Og naturligvis var murren i mavsen på listen over de tidlige tegn sammen med blandt andet jagende stik i underlivet, øget tyngdefornemmelse, ondt i lænden, øget udflåd og diarré og tiltagende plukkeveer – og BANG, så havde jeg en lille smule af alle symptomerne. SUPER. Jeg gik derfor i seng med fornemmelsen af, at jeg nok ikke behøvede blive overrasket, hvis jeg vågnede med veer. Jeg var oppe flere gange i løbet af natten, og hver gang fulgte Arne efter mig for at tjekke, om jeg var okay – eller der var en homie på vej. Jeg nåede at overveje at sætte baby-sengen ind i soveværelset og sætte hospitalstasken klar i gangen – for der var jo alligevel en baby på vej, og så kunne jeg ligeså godt gøre det med det samme, i stedet for at vente til veerne gik i gang.

 

Og så vågnede vi 9.30 i formiddags … der var ikke sket en skid. Jeg er altid en tand for meget, og jeg overreagerer et minimum af 15 gange i løbet af en normal dag, så det har egentligt også undret mig, at jeg indtil nu ikke har været overbevist om, at jeg var på vej i fødsel. Den tid er i hvert fald forbi, og jeg har affundet mig med, at det kan blive nogle lange uger, hvis homie beslutter sig for at tage sig sin tid. Men for nu er min murren i maven væk sammen med alle de andre symptomer – præcis ligesom min tro på, at jeg kommer til at føde d. 6. Mit nye bud er et sted mellem nu og d. 12 februar.

Jeg er glad for, at både min læge og jordemoder har gjort mig det meget klart, at man ikke skal ringe til hospitalet, bare fordi man tror, at man er på vej i fødsel – for ellers havde de nok haft mere end almindeligt svært ved at få tid til de reelt fødende på telefonlinien i går.

Så nu vil jeg gå i gang med de mange punkter på vores baby-to-do-liste, som jeg egentligt havde tænkt, at jeg havde indtil d. 6 til at klare. God søndag, homies!

Har du læst mine andre indlæg? Du kan eksempelvis læse om, de 7 ting, som jeg er latterlig-dårlig til, hvordan det er at have sex, når man er pissegravid og tyk, eller se Homies kommende navn. 

Og hey, følg mig lige helt oppe i højre hjørne, homie.

2 kommentarer

  • Maj

    Jeg har af en eller anden grund, forstå fundet frem til din blog nu – men hvor er den skide sjov! I skrivende stund er min mand ved at give vores 7mdr gamle datter morgenmad, og jeg ligger inde i vores seng, og lader som om jeg sover, og kører det ene blogindlæg ned efter det andet. Fantastisk 😄

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie-Elsebeth

      Årh hvor er du sød, tusinde tak! Så fedt, at du læser med!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mine største små glæder