Boligdrømme og fremtidsplaner

Jeg har drejet nøglen om

Så’ der lukket i mælkebaren. Det var hårdt arbejde til at starte med, og Homie væltede konstant komplet mælke-tipsy rundt i mine store, mælkefyldte babser. Som i 30 gange i døgnet. Arne svømmede hver nat for sit liv, for at undgå at drukne i løssluppen sø’-mælk – og vi sov med vådliggerlagen. Jeg gik aldrig uden bh, fordi bare et øjeblik uden den gennemblødte alt mit tøj og lavede store plamager. Nå ja, de kunne da såmænd også gennembløde mit tøj selvom jeg havde bh på – og det gjorde de jo sp eksempelvis til en rund fødselsdag i Arnes familie, og fordi bh’en var sort og min t-shirt var hvid, så resulterede det i to tydeligt blålige cirkler, lige der hvor mine babser sidder. Hurra. Og selvom jeg havde et hav af amme-bh’er så kunne jeg aldrig finde én, der var tør nok til at tage på. Og så var der de evindelige begyndende brystbetændelser og den brændende fornemmelse, når min krop producerede mere mælk, end der kunne være i mine små babselademadder. Jeg brugte mange nætter under bruseren, for at få mælken til at løbe, selvom Homie ikke var vågen til at spise. Det er satme ikke lutter Othello-lagkage at være ejer af en mælkebar.

Men så begyndte Homie at spise rigtig mad, og stille og roligt blev både antallet og mængden af måltiderne mindsket. Det samme gjorde de store balloner, som jeg havde vænnet mig til at rende rundt med på brystet. Og så skrumpede de endnu mere og endnu mere igen. Nu er jeg stoppet helt med amningen og mine brysterne er tilbage til deres oprindelige størrelse – bare i en væsentlig mindre livlig og struttende form.

Jeg har været i tvivl af flere omgange, om hvorvidt jeg skulle lukke mælkebaren. Jeg stoppede amningen for en lille uge siden, og jeg har det rigtig godt med det. Inge har ikke ladet sig mærke med ændringen, og det regnede jeg egentligt heller ikke med, for hendes interesse for sødmælkskanonerne var bare ikke så stor længere. Arne puttede hende de første 4 nætter, og nu har jeg også prøvet det – uden at hun søgte brystet. Gad vide, om hun allerede har glemt, hvor meget vi har hygget os med det? Eller hendes mor har i hvert fald.

For ja, det var fucking hårdt arbejde til at starte med. Det gjorde ondt, brændte og spændte og jeg fik aldrig en mere end tre timers søvn i træk – i længe perioder ammede jeg hende hver time om natten. Men det har været så hyggeligt. Den perfekte anledning til at sidde og glo på sit freaking smukke barn og huske på, hvor latterligt heldig man er. Det er såmænd også lige gyldigt, om man ammer eller ej – det vigtige er sgu den del med at kigge på sit barn.

Så ja, Inge har klaret konkursbegæringen i mælkebaren godt – og det har hendes mor faktisk også. For til sidst var det mit behov og ikke hendes. Men hun er heldigvis glad for at putte med mig på mange andre tidspunkter, så jeg får dækket mit behov for at hygge med min lille bitte baby, der slet ikke er spor lille mere.

Tak for denne gang mælkebar, jeg håber så inderligt, at vi får en runde mere i ringen – og at den bliver ligeså grineren som den første omgang.

Hop sgu da også lige ind og læs om vores boligdrømme og fremtidsplaner. 

1 kommentar

  • Det bliver ALDRIG “mors behov” at amme sit barn. Fårking aldrig!!

    Al respekt for at dig og Inge var klar til at stoppe. Og må alle mødre i verden på samme måde stoppe når det naturligt for dem.

    Men aldrig nogensinde vil det være mors behov at amme. Man kan ikke tvinge et barn til at blive ammet, og jeg ville sådan ønske at vi kunne holde op med at holde den myte i live!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Boligdrømme og fremtidsplaner