Sådan bor Arne og Else (og homie) + 25% rabatkode til Desenio

Jeg har svaret nogle flere af jeres spørgsmål

billede-29-01-2018-11-19-30

Jeg har kastet mig over nogle flere af de spørgsmål, som I har stillet – det er sgu nok i virkeligheden mest interessant, hvis man selv er den, der har stillet det. Så den her går ud til jer syv homies, der har stillet et af disse spørgsmål.

Hvilken uddannelse har du taget? Jeg har læst medievidenskab på både bachelor og kandidat-niveau og derudover taget tilvalg i antropologi. Selvom jeg nok er en af de absolut eneste, der kan tilskrive sig den vanvittige og komplet unødvendige sammensætning af fag, så har jeg sgu faktisk været pisseglad ved det. Jeg har ikke lært at skrive på medievidenskab, men jeg har lært, hvordan man kan bruge de forskellige både online og offline medier bedst muligt. På antropologi havde jeg meget fokus på interviewteknik og etnografiske undersøgelser af forskellig art. Grundlæggende er mit valg med en sammensmeltning af medievidenskab og antropologi vist ret dum – så det er ikke noget, som jeg vil anbefale nogen, selvom jeg selv har været glad ved det. Så snak hellere med nogen, der rent faktisk har forstand på den slags.

Hvorfor var du længere tid om at skrive dit speciale? På min kandidat var jeg i praktik ved BO BEDRE og Boligmagasinet som journalist – det var et pragtfuldt halvt år! Derefter fik jeg mulighed for at blive ansat i et vikariat ved to andre magasiner i samme organisation – I FORM og Aktiv Træning. Og ligeså snart, at jeg havde et fast arbejde, så kunne jeg godt mærke, at det der speciale ragede mig en radiator. Så jeg afleverede en masse blanke sider, og koncentrerede mig om at gøre det godt på arbejdet i stedet for på universitetet. Det er udover min praktik mit absolut bedste valg – for nu er jeg jo fastansat og lykkelig ved mit pissefede job. Jeg fik så heldigvis taget mig sammen til at bruge tre uger henover en jul til at få skrevet mit speciale – det blev ikke godt, men det blev færdigt. En solid 7’er, som jeg fejrede med en ordentlig røvfuld vin samme aften – og så var jeg igen klar til hverdagen og det virkelige liv dagen efter.

Har du skullet bruge dine karakterer på dit studie? Næ. Jeg har heller ikke hørt om nogen, der har skullet præsentere deres universitets-karakterer i forbindelse med jobansøgninger eller lignende. Det findes sikkert – jeg kender bare ikke til det. Jeg elsker at gå til mundtlige eksamener, fordi det jo teknisk set bare er mig på en scene og med et publikum, der ikke kan skride. Derudover er jeg også glad ved at skrive opgaver, selvom jeg grundlæggende altid får startet for sent. Så universitetet har passet mig perfekt – men det er sgu også okay, at det er slut nu.

Hvordan har du forberedt dig på fødslen? Jeg har gået til fødselsforberedelse ved APA på Østerbro, og det har været pragtfuldt. Det er en flok glade afspændingspædagoger, der har hygget sig med at vejlede gravide og nybagte forældre siden slutningen af 70’erne. Derudover har jeg også deltaget i de to omgange auditorieundervisning på Rigshospitalet: én gang om fødslen og én gang om amning og tiden efter fødslen – teknisk set sidder jeg til nummer to omgang lige nu, og præcis ligesom i gymnasiet og på universitetet så lytter jeg mest, mens mine øjnes opmærksomhed er hundrede procent rettet mod min telefon. Der er desuden opstillet nogle meget store skilte med, at man ikke må have mad eller drikkelse med herind i auditoriet – det skulle jeg så hilse at sige, at 100 højgravide kvinder vil skide ret meget på, så bordene er dækket med leverståhejs-madder, måltidssalater, hjemmelavede småkager og der er sågar en enkelt, der har medbragt en omgang fiskedunser og er stykke frisk citron til at presse ud over.

Er du nervøs eller bange for fødslen? Nej jeg er faktisk hverken nervøs eller bange, som det ser ud lige nu. Der er så til gengæld ret stor risiko for, at jeg bliver er vrag ligeså snart veerne går i gang, og jeg ikke aner, hvad der foregår med min krop. Det kommer nok meget an på, hvilken person man er – jeg er normalvis ikke bange for noget fysisk (jeg er så til gengæld bange for tusinde ting, der ikke gør ondt), det gør så, at jeg ganske ofte kommer galt afsted, fordi jeg ikke har nogen som helst respekt for eksempelvis ski og fart, og jeg har ikke nogen selvindsigt, når det kommer til mine egne evner. Lad os håbe, at det ikke også bliver kendetegnende for min fødsel.

Hvor har I købt lejlighed? Vi har købt et projektbyggeri helt ude ved Amager Strandpark. Det er en tre-værelses lejlighed på syvende etage og med en god altan ud til Øresund. Det at det er en tre-værelses gør, at vi ikke nødvendigvis regner med at skulle bo der for evigt – men vi glæder os til mange skægge år i den lejlighed.

 

Har du læst mine andre indlæg? Du kan eksempelvis læse om, hvordan det er at have sex, når man er pissegravid og tyk, eller se Homies kommende navn.

Og hey, følg mig lige helt oppe i højre hjørne, homie.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Jeg er ny i gamet, så efterlad endelig kritik - så gør jeg det bedre næste gang.

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sådan bor Arne og Else (og homie) + 25% rabatkode til Desenio