Jeg har lyst til at slå dig, når ...

Jokes jeg laver (alt) for tit


Ja, nu ved jeg godt, at rubrikken får det til at lyde som om, at det er mig selv, der synes, at jeg laver de tre nedenstående jokes for tit. Det er naturligvis ikke tilfældet. Både fordi jeg jo af naturlige årsager pisse-elsker mine egne jokes, men også fordi hvis jeg syntes det, så kunne jeg jo bare lade være. Næ, jeg tænker mere, at det er mine nærmeste, der jo nok har hørt dem mere end 30 gange, når jeg fortæller dem til andre – og måske godt kunne tænke sig, at jeg udvidede samlingen i stedet. Det er i øvrigt ikke noget, som jeg forestiller mig sker lige foreløbigt – men man kan jo som bekendt altid håbe. Her kommer 3 af mine mest benyttede jokes i hvert fald!

Mig, Jesus og Beyoncé

Det sker i ny og næ, at venner, bekendte eller folk jeg ikke kender refererer til mig som kendt … der er nok nogenlunde ikke noget, der stritter mere på mig og jeg bryder mig simpelthen ikke om det. Ikke fordi det er noget skidt, mere fordi det ikke er sandt. Jeg er klar over, at der er en del mødre, der følger med, men sådan i forhold til procentdel af befolkningen, så er der omtrent æk’ en skid, der kender mig. Men i stedet for at sige “NEJ, det er jeg i hvert fald ikke!” og så risikere, at nogen tager det som en hentydning til at sige “eeeej, det skal du ikke sige, det er du da i hvert fald” ligesom i folkeren – så vælger jeg en lidt anden vej. Jeg siger “Ja, mig, Jesus og Beyoncé er omtrent lige kendte!”. Så griner vi lidt af mit storhedsvanvid og så er vi videre fra den akavede samtale. Om der i tidens løb er nogen, der har taget min joke lidt for seriøst – det er sgu meget muligt. Det gør den i øvrigt kun mere skæg.

3 gange pineapple, tak

Den her er teknisk set ikke en joke, men i stedet en anekdote – og hvilken en af slagsen! Det er nemlig om dengang en kær bartender på Karizma Club i gode gamle 42-dobbelt skudhul kom tilbage fra køleskabet efter bestillingen af 3 Breezers med Ananas, og sagde: “årh, vi har desværre ikke nogen med ananas – vi har kun med pineapple.” Njå okay, jamen så napper jeg 3 af dem, hvis det ikke kan være anderledes. EJ, DET VAR SGU DA SKÆGT! Den søde søde pige.

HA! Arne er gammel

Åh, man har jo altid en favorit, og i forbindelse med jokes må min absolutte favorit være dem, der omhandler, at Arne er gammel. Arne er i øvrigt 35 år og jeg er sølle 5 år yngre – selvom jeg naturligvis nærmere ser 10 år yngre ud end ham, så det er altså ikke fordi, at han i virkeligheden er gammel. Men det gør det sgu ikke mindre skægt! Altså for mig. Jeg tror faktisk, at jeg er den eneste i verden, der nyder mine jokes om, at Arne er gammel – men jeg nyder dem nok for en 30-40 mennesker, så det kan jeg sagtens leve med! Jeg forsøger så vidt muligt ikke at sige direkte, at han er ganmel – med mindre jeg virkelig er tom på idéer. Aller helst vil jeg på en tur på Akropolis sige “Var den også hvid, dengang I byggede den?” eller på Zoologisk Museum, når vi kigger på dinosaurerne, så sige “Der fandtes heller ikke dinosaurer, da du var barn, vel?”. Nej nej, det er da nok ikke specielt sjovt. Men det føles sådan inde i mig.

Jeg har i øvrigt nok cirka 20 lignende jokes, der går igen og igen. Og hvis jeg ikke selv kan komme i tanke om dem, så kan Arne med garanti huske alt mit lort.

Fik du læst Arnes indlæg, om hvad der ændrede sig hos ham, da han blev farmand?

2 kommentarer

  • Mathilde

    Når jeg henter i vuggestuen sker det tit, at at jeg hører en samlere mellem pædagogerne om, hvilket barn der mon har lavet i bleen “Har du tjekket Iben?”, “Er det mon Alvin?”, “Nej, ham har jeg lige tjekket”. Og så siger jeg altid “Undskyld, det var vist mig, der lige slog en prut”. Seriøst, jeg siger det altid 😄

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Natasha

    Haha. Jeg laver også den med at min kæreste er gammel. Han er hele 2 måneder ældre end mig, så han er jo tudsegammel i forhold til mig. 😂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg har lyst til at slå dig, når ...