Opdatering på mysteriet!

Karantæne-tanker

Vi er i en blid og selvvalgt karantæne herhjemme. Eller som sådan ikke herhjemme, vi tog nemlig hjem til mine forældre i provinsen i fredags. Her er vi den mindste flok, der kunne lade sig gøre, i forhold til stadig at kunne få passet børn, så de mest nødvendige kan passe deres arbejde. Vi er derfor Anders og mig, min mor og far og min søster og svoger og deres datter.

Jeg er den mest fleksible i flokken, og jeg kan sagtens passe børn, og så arbejde, når Inge er puttet og under deres lur. Arne arbejder hjemmefra, og forskanser sig på et andet værelse, så han kan arbejde nogenlunde uforstyrret. Min mor er på kald, hvis der skulle komme sygdom i den daginstitution, hvor hun arbejder – og har desuden fået enkelte vagter, hvor få børn skal passes, fordi deres forældre varetager kritiske opgaver. Min far er i det private og holder sig på på deres kontor på behørig afstand af andre. Min søster er farmaceut og laver cytostatika på Rigshospitalet, der er en fin måde at sige kræft-medicin på – så hun skal på arbejde, for folk skal jo altså stadig have deres medicin. Hendes mand er projektchef på et hospitals-byggeri – og hvis der er noget vi ikke kan få nok af lige nu, så er det som bekendt hospitaler, så han skal også arbejde. Det er det mindste antal personer vi kan være nede på, hvis dem med de vigtigste arbejdsopgaver skal kunne komme på arbejde – så det er vores løsning. Og så sørger vi for, at dem, der ikke skal på arbejde naturligvis ikke bevæger sig nogen steder, for det er ikke nødvendigt. Arne, Inge og jeg har et ekstra ansvar for ikke at udsætte os selv for smittefare, fordi vi vil kunne smitte nogen, der rent faktisk spiller en vigtig samfundsmæssig rolle. Så vi er herhjemme – hvilket gør, at vi kan blive smittet, men vi kan ikke bringe smitten videre.

Vi handler stort ind og gør det på fjollede tidspunkter, og sender kun en enkelt afsted, der allerede er ude i samfundet. Og så sørger vi for at ringe og høre oldeforældrene, om de mangler noget, så de ikke selv behøver skulle ud og handle. De skal bare blive hjemme, til det her skidt er under kontrol.

Jeg ved ikke med jer, men jeg bliver mere og mere opmærksom på alvoren i det her som dagene går. Og det er bestemt ikke fordi jeg ikke tog det alvorligt til at starte med. Onsdag aften et minut efter statsministerens pressemøde, havde vi allerede besluttet at holde Inge hjemme og så søge mod provinsen hurtigst muligt. Vi havde så planer om, at tage op og besøge resten af kollektivet i deres sommerhus efter en uges tid (for dem har vi jo hængt ud med hver dag mens det her skidt har kørt alligevel) – men der gik ikke mange øjeblikke, før alle mand havde regnet ud, at det kan vi jo naturligvis ikke. Men man skal sgu lige vænne sig til hele den her tankegang. Men det har vi jo heldigvis god nok tid til at vænne os til.

I weekenden flød min Instagram stadig over med stories fra restauranter, hvor folk skrev “ups, men vi husker at spritte af, mens vi drikker. HAHAHAHAHAHAAHAHAHHDJSJS”. Det tror jeg, at de færreste ville gøre i dag. For nu er det vidst ved at være gået op for de fleste, at der ikke er meget LOL over smitsomheden ved COVID-19. Og der er i øvrigt heller ikke meget coolness over at udsætte andre for den smittefare.

Jeg synes heldigvis også, at den ekstremt negative tilgang til andres til- og fravalg er ved at stilne af. Jeg synes altid, det er en god idé at huske andre på de grundlæggende forholdsregler omkring denne sygdom, men hvis man føler behov for at bruge grimme ord og arrigskab i processen, så synes jeg, at man skal overlade opgaven til et voksent menneske i stedet. Støt i stedet folk i at blive hjemme og tage fornuftige valg – det reagerer de fleste vist også væsentligt bedre på end svinere.

Vi vasker en masse hænder herhjemme i det midlertidige kollektiv og spritter godt af, og krammer og kysser ikke. Vi gør, hvad vi kan. Jeg hører hele tiden, at man skal følge reglerne “ikke for din egen skyld, men for de svage eller svækkedes skyld”. Men det er da også for ens egen skyld! Forestil dig, at du var sammen med din veninde Nanna i dag, og om fire uger fandt du ud af, at Nannas farmor var død af COVID-19. Ville du ikke forevigt tænke over, om du havde noget med det at gøre? Det ville jeg sgu.

Jeg vil rigtig gerne kunne se tilbage på alt det her rod, om forhåbentligt ikke så forfærdelig længe, og så tænke “jeg gjorde i hvert fald alt, hvad jeg kunne for ikke at være en del af smittekæden.”

Og så må den her ufrivillige Corona-“ferie” gerne slutte hurtigst muligt. Jeg er sgu smånervøs for både sygdommen og de økonomiske konsekvenser, som unægteligt kommer til at hænge som en tyk hale efter Coronaen. Det føles lidt som en dårlig B-film, som man aldrig ville gide gå i biografen for at se. Men så igen, vi kan jo alligevel heller ikke gå i biografen lige nu.

Hov, og så lige en sidste ting … bliv nu bare hjemme. Så er du en homie.

Du kan læse første indlæg om alt det her skidt lige her. 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Jeg er ny i gamet, så efterlad endelig kritik - så gør jeg det bedre næste gang.

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Opdatering på mysteriet!