Noget om valget af Amager og lejlighed

Kom med mig i terapi

Reklame for GoMentor 

Jeg anser mig selv som værende et umanerligt hidsigt menneske. Ikke noget specielt charmerende træk, og de seneste par år har jeg rent faktisk forsøgt mig med at være lidt mindre hidsig. For grundlæggende vil jeg jo gerne være et menneske, som folk kan lide – og jeg kan måske godt forstå, hvis man ikke synes det er skideskægt at tilbringe tid med én, der pludselig råber af én, fordi man er kommet til at smide sine sokker under stuebordet eller kommer lidt for sent til en aftale. 

Men det er faktisk kun i mit privatliv, at jeg er sådan et lidt hidsigt gemyt, og det har jeg tit tænkt over i grunden er mærkeligt. Mine nuværende såvel som tidligere kollegaer skal naturligvis have lov til at byde ind her, hvis jeg tager fejl – men på arbejdet er det jo ikke sådan, at jeg render rundt og mugger eller bliver hysterisk, hvis det hele ikke lige går min vej. Derfor har jeg haft svært ved at vurdere, hvorfor jeg så bliver så let vred i mit private liv. Det er desuden blevet lidt værre siden jeg er blevet mor, og det har jeg været lidt ked af, for jeg er jo vitterligt virkelig glad generelt og vil beskrive mig selv som et lykkeligt menneske – hvorfor bliver jeg så pludselig ustyrligt hidsig i små-ligegyldige situationer, som jeg tit bagefter må undskylde for eller selv er ved at dø af grin over. 

Jeg har derfor booket en mentor hos GoMentor, der skulle hjælpe mig med hidsigheden. Oprindeligt var mit ønske at lære at styre min hidsighed – men undervejs ændrede mit fokus sig meget.

Hos GoMentor fungerer det sådan, at man online booker en mentor og beskriver sin udfordring, problem eller ønske. Så kan folkene hos GoMentor enten parre en med en mentor, der passer lige netop til dig – eller du kan selv læse mentorens egne beskrivelser af dem selv og deres spidskompetencer, og derudfra vælge en, som du mener passer godt til dig. Der kan være tale om en coach, psykolog, sexolog eller terapeut alt efter hvad udfordringen og dit ønske er.  Så hvad end du gerne vil lære at blive mere effektiv i din hverdag, styre din vrede, have nogen at tale om din angst med i situationen, få et mere naturligt forhold til mad eller en af de mange andre ting, som man kan rende rundt og bøvle med, så er der sgu en mentor til dig. 

Selve sessionerne foregår online, således at man ikke behøver slæbe sin fe’e amme-røv udover dørtærsklen – og det er sgu bare noget, som jeg virkelig sætter pris på for tiden. Derudover så er det ikke sådan, at man skal sidde klar ved tatstaturet kl. 10.15 onsdag formiddag – man kan sende sine tanker eller spørgsmål lige når det passer én. Så hvis man kommer i tanke om nogle bekymringer fredag kl. 23.30, så smider man dem afsted der. Så svarer din mentor dig hurtigst muligt – også selvom det er weekend. Dén hér ordning passer rigtig godt til mig, fordi det rent faktisk får mig til at få taget hånd om mine udfordringer. Det er så pisselet at begrave tingene, men så ligger de sgu der under jorden og rådner lidt og så kommer de frem, når sneen smelter bort, og så er de endnu grimmere end før. Derfor kan jeg godt lide at få talt om mine bekymringer og følelser mens det står på, for så ved jeg, at jeg er igang med at tage hånd om tingene. 

Dét hér med at man ikke har en fast tid, der skal overholdes er helt perfekt for mig. Jeg synes det er rigeligt svært at få afsat tid til tandlægebesøg, en tur hos fysioterapeuten og frisør-ballade – og hvis jeg kunne klare de ting online, så kan jeg edderbrandsparkeme love jer for, at jeg også gjorde det. For udover at det online forløb gør det let at passe ind i en mofo travl hverdag, så gør det jo også at man ikke skal forcere sine tanker på et specifikt tidspunkt, man kan derimod vente til man står i situationen, og så skrive en mere umiddelbar beskrivelse til sin mentor. På den måde kan jeg personligt ikke nå at gå og efterrationalisere og analysere mine tanker og følelser. Jeg kan skrive til min mentor, når jeg er ude at gå med klapvognen for at få Homie til at sove, eller når jeg ligger på sofaen om aftenen og endelig slapper af.

Nå, men tilbage til netop min udfordring. Jeg er træt af, at jeg lader mit temperament løbe af med mig og bliver hidsig eller vred over små ting, så det ville jeg gerne have min psykoterapeut Pernille til at hjælpe mig med. Jeg beskrev online mit problem og mit ønske om at blive mindre hidsig. Hendes første svar overraskede mig, for hun mente ikke, at jeg kunne “lære” at blive mindre hidsig, for jeg fejlede jo ikke noget. Jeg havde derimod nogle følelser, der måske blev håndteret forkert og derfor kom til udtryk som hidsighed eller vrede. Det undrer jo nok jer alle sammen, at jeg åbenbart håndterer noget som helst forkert – hæhæ, bare en vittighed – jeg håndterer det meste forkert. Og mest af alt mine følelser da. 

Det er selvfølgelig svært at gengive et helt terapi-forløb kort og fyndigt, men summa summarum er i hvert fald, at Pernille og jeg har lokaliseret, at jeg er sådan en der klarer ting. Jeg sørger for at der er styr på kalenderen, lavet lækker mad, at der er indkøbt alt det praktiske, at der er styr på barselsplanen, babyen og den forestående flytning – og så videre og så videre. Og det er naturligvis fordi jeg et undertrykt kvindemenneske. Ej, bare endnu en lille vittighed – Arne kan kun undertrykke mig, hvis han sætter sig ovenpå mig. Jeg gør naturligvis alle de ting, fordi jeg godt kan lide, at være den der har styr på pisset. For udover at det gør, at jeg får tingene på min måde – som tilfældigvis er den bedste måde. Så elsker jeg det også, fordi jeg freaking elsker ros og anerkendelse. Og det er der jo som sådan heller ikke noget decideret forkert i, men nu hvor jeg er blevet nogens mor – og ikke kun Arnes mor – så har mit fokus og mine prioriteter ændret sig lidt. Jeg står ikke længere op klokken hundelort for at lave hjemmebagte boller og blødkogte æg til Arne og jeg – for på det tidspunkt er jeg allerede i gang med at puste på Homies havregrød, så den kan nå at blive kølig nok til at hun kan spise den, inden hun bliver mofo hidsig. Og dét hér skifte har gjort, at jeg har endnu mere travlt end før, men de ting som jeg foretager mig, er ikke længere den slags, som man får skidemeget ros for. Der er bare mere anerkendelse i blødkogte æg end i nogle andres lunkene havregrød. Så fordi jeg er så afhængig af anerkendelse, så føler jeg nogle gange, at der ikke bliver sat pris på mig i den grad, som mit store oppustede hoved selv synes, at jeg fortjener. Og når jeg så vader rundt og føler, at der ikke bliver sat nok pris på mit hårde arbejde, så springer jeg på et eller andet tidspunkt i luften over æk’ en skid – og så fremstår jeg jo decideret idiotisk. Hvilket heller ikke nødvendigvis er forkert. 

Og det er jo lidt af en hovedpine. Isærdeleshed fordi det er lidt svært at gøre noget ved fra den ene dag til den anden. Derfor har Pernille og jeg arbejdet med, at jeg skulle lære at lokalisere hvilke ting jeg gør, fordi jeg har lyst – og hvilke jeg udelukkende gør for anerkendelsens skyld. Og derved hvis jeg så føler mig det mindste presset, så er det let at beslutte, hvilke ting som jeg skal skære fra og overlade til nogle andre. Allerede dér opstår andet problem, for fordi jeg er vant til at gøre alting, så har jeg også virkelig svært ved at overlade ting til Anders – for så bliver det ikke gjort på min måde, der jo som bekendt er den rigtige. Og jeg kan også sagtens forstå, at Arne ofte træder tilbage med hænderne i forsvarsposition, hvis der er en opgave – for han ved udmærket godt, at hvis han ikke fuldfører på præcis den måde, som jeg havde tiltænkt det – så’ det æk’ rigtigt. 

Men jeg er presset, og jeg har travlt – og jeg bliver nødt til at overlade nogle opgaver til andre mennesker, for der er simpelthen ikke plads på min tallerken til mere. Og det er ikke kun fordi, jeg har øset sovs udover det hele – der er bare freaking meget at se til med en baby i hytten. Så det jeg arbejder med nu er at overlade opgaver til Arne – og så slippe dem. For selvom han til tider bliver behandlet som et barn af mig, så klarede han at blive 30 år uden min hjælp – så han kan sgu godt få lov at pakke pusletasken eller lave Homies aftensmad uden at blive kigget over skulderen, eller blive bebrejdet hvis alt ikke blev perfekt. 

Det lyder ligetil, men for mig er det svært at slippe kontrollen og overlade ting til Arne. Både fordi jeg gerne vil vide, om der er styr på alting, men også fordi jeg godt kan føle, at han fandt sig en pige, der ordnede alt og altid havde overskud og store smil – og nu står han så tilbage med en sur kone (uden en ring på fingeren af den grund), der tvinger ham til at fikse aftensmaden og bære tunge ting på loftet – og det føles lidt som falsk varebetegnelse. For det var jo ikke det her, som han i sin tid gik ind til. Men jeg ved jo også godt, at mit liv også har ændret sig drastisk efter der kom et barn – jeg kommer aldrig ud uden min baby og jeg har højest en time i løbet af dagen, hvor jeg kan klare ting, der handler om mig selv. Resten af tiden er afsat til vores barn, og Arne vil ikke have det mindste imod, hvis jeg læsser mere over på ham – så jeg bliver lidt gladere i maven, og måske endda får taget et bad, så jeg også ser lidt småpæn ud. 

Det blev egentligt en mere personlig skildring af mine udfordringer end jeg umiddelbart have tænkt. Jeg vil vildt gerne høre, hvis der er nogle mødre, der har følt de samme ting i forbindelse med, at de blev baby-ejere – eller hvis I har haft andre bekymringer eller udfordringer, der er kommet til udtryk på det tidspunkt. Jeg kan vel for Helle ikke være den eneste, der til tider kæmper lidt med at være blevet et andet menneske. 

Men hos GoMentor.dk kan man desuden også booke tider til fysiske sessioner med sin mentor, eller man kan aftale telefonsamtaler, mail-korrespondancer eller video-sessioner med sin terapeut eller psykolog, hvis man er mere til den slag, eller gerne vil have mulighed for flere former for sessioner.

Fik du nogensinde læst mit seneste indlæg? Det handler om, hvorfor vi har valgt at flytte i lejlighed på Amager.

15 kommentarer

  • Fie

    Sejt, at du tager hånd om problemerne. Har selv gået med de samme følelser. Gør det egentlig stadigvæk, men arbejder på det i det mindste. Det er nu, der skal tages hånd om det, for da vi fik barn nummer to, tænkte jeg, at have et barn er sgu’ da det letteste. Det bliver ikke lettere med flere børn, derfor er det så vigtigt at få snakket om de her ting og lavet en pytliste. Vi har hyret en rengøringsdame. I starten følte jeg mig som den klammeste dovne kone. Hvad fanden kan jeg ikke en gang holde mit hus rent selv. Men det har gjort stressniveauet lavere, så who the fuck cares. Den dag, jeg ligger i graven, er det nok alligevel ikke mine manglende evner til at holde huset rent med tre unger, at jeg vil blive husket for.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Tak for et virkelig fint skriv. Jeg har ikke en baby endnu, men et stressende arbejde, og jeg kan se mig selv så meget i det, du skriver. Du har lige givet mig nogle perspektiver på mit eget til tider viltre temperament, som jeg ikke har tænkt over før. Tak for det ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • HKJ

    Det der er lige præcis mig – i særdeleshed i min barsel. Mit issue blev at jeg vidste det var en god ide at sove når baby sov mv, men det var jo samtidig der jeg kunne nå alt det jeg plejede og så ville jeg MEGET gerne at min mand huskede at påskønne det. Det gjorde han så ikke, for han vidste jo ikke jeg krævede det – og så gjorde jeg endnu mere dagen efter. Den dag i dag tror jeg desværre det gjorde at min amming kun duede 8 uger, fordi jeg simpelthen var for presset. Desuden ville jeg jo gerne være mega læks og tabe de der 8 kg jeg havde taget på, mega hurtig, så der kun var den normale overvægt tilbage, så var også alt for opmærksom på madindtag. Jo, jeg er helt med på at når engang det her baby halløj gentager sig, så trækker jeg sgu stikket sammen med baby! basta!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    TUSIND TAK, forlige præcis og sætte ord på alt der foregår hjemme hos os! 😳
    Det har virkelig givet stof til eftertanke.. Jeg får dagligt de underligste flip og tuder i tide og utide – for efterfølgende og føle mig som verdens dårligste kæreste og mor – for alle andre har da overskud til at holde hus pænt, styr på aftaler og håndtere deres barn 💁🏼‍♀️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Der var da lige pludselig noget, som faldt på plads i hovedet på mig der. Stof til eftertanke og måske jeg har en mand der skal tildeles lidt flere opgaver 😅
    Herligt indlæg- TAK for din åbenhed 🙏🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • L

    Det lyder som en fuldkommen beskrivelse af mig 🙈 som trold af en æske kan jeg få de særeste flip over hvad de fleste nok mener er bagateller. Og jeg er også hende der har styr på hus, kalender og vasketøj. Og ikke mindst vores 2 børn. Jeg er uddannet pædagog og kunne i mit liv never ever få sådan et flip på en arbejdsplads. Jeg bliver kaldt det kærligste og varmeste menneske, men så undrer det mig virkelig at jeg er i stand til at få disse temmelig ucharmerende udbrud, som både kommer til at gå ud over mand og børn 😬 heldigvis er det ikke noget der sker hver dag, men 1 gang om ugen er nok ikke helt forkert. Og det er altså 1 gang for meget…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Hvor er du sej at skrive det her indlæg! Jeg forstår dig SÅ godt.. I min første barsel med Alba, meldte min SP ud til både min kæreste og jeg, at jeg havde symptomer på stress, og at det skulle jeg tage hånd om med det samme!
    Jeg havde en forestilling om, at man på barsel skal klare alt, fordi man gør hjemme – og jeg ville samtidig rigtig gerne! Det var vigtigt for mig, at Jens (min kæreste) ikke skulle røre en finger, når han endelig kom hjem – samtidig var det vigtigt for mig ikke at ligne en, som drev den af hele dagen, så i stedet for at sove eller bare slappe af, når baby sov, så farede jeg rundt i huset og fik gjort fint til farmand skulle komme hjem! Oveni det var vi igang med en kæmpe renovering af vores hus- og fordi jeg fik det hele til at se så let ud, så fik jeg også små opgaver leveret indenfor det, altså; spartle og male fodpaneler, vaske træoverflader med i grundrens osv .. Det blev simpelthen for meget til sidst – især fordi, det vigtigste var at passe Alba rigtig godt, alt det andet var sekundært – men der var ikke timer nok i døgnet! 🤷‍♀️ Det var mega svært at erkende, at jeg ikke kunne det hele, og dermed åbenbart kkke var en superhelt alligevel, men vi klarede det! Og her i anden barsel er det noget HELT andet 😝 Der er mere ro på! 👏

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg forstår dig, og props for, at du er åben omkring det. Jeg tror, de fleste kvinder kan genkende i det mindste en snert af det, ligegyldigt om de har børn eller ej 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kender godt maratyr syndromet fra mig selv og er virkelig også bevidst om, at forsøge at styre mig. Synes nemlig også jeg er bedst til alt der skal være styr på, og næsten burde få en medalje ind i mellem, og så sprænger min selvfede indre dronning af dygtighed ud i raseri, hvis jeg føler mig overset eller røvrendt. Jeg er jo så dygtig, så hvorfor er folk ikke tankelæsere, når jeg varter dem op og er så umanerlig bossy og har ordnet alt? Tsk tak :p Jeg kan virkelig alt alt for godt kende mig i det scenarie, og lægger ofte bånd på mig selv, når jeg ved det er min rigide maretyrs-frue, der er på vej ud. For hende gad jeg sgu ikke selv bo med!

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg blev betydeligt mindre hidsig at tage på arbejde og få noget ros og anderkendelse for bare at møde op. Det er som om man kun kan overraske positivt når alle ved man har en 8 mdr gammel baby. Jeg er sgu vild med det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • SL

    I hear you! Er ret meget sådan jeg har følt det efter jeg fik en baby for en 3 måneder siden. Alle de ting man ikke når (som man jo selvfølgelig troede man havde maaaasser af tid til inden man fik barn) stresser mig og gør mig til en tikkende bombe, der kan eksplodere efter en nat med 6-7 opvågninger, en tallerkenen der ikke er sat i opvaskeren, en sofapude der står forkert… [indsæt selv flere vandvittigt ting].
    Til tider er jeg imponeret over, at min kæreste (endnu) ikke er flyttet. For må sgu ikke altid være sjovt at få skæld ud over, at han har underkogt mit blødkogte æg (I kid you not – det er sket!).
    Han siger tit at han ikke forventer at komme hjem til et “ordnet” hjem. Men mit problem er, at jeg ikke kan holde ud, hvis der ikke er ordnet. Og det er trods alt mig der går i det og skal se på det 24/7. Men det er sgu ikke bare lige at få redt sengen, taget opvasken etc med en baby….

    ….Så tak for at dele dine tanker! Dem er du ikke alene med!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marlene

    Hvor er det rart og befriende at læse en anden skrive om præsic de tænker, følelser og frustrationer som man selv har haft .. min datter er tre år og jeg har selv været igennem et terapiforløb (guld til sjælen) og arbejdet med nogle af de samme problematikker som du beskriver – det er SÅ svært at give slip på den forbandede kontrol og jagten på det perfekte… Jeg har lært at jo mere kontrol/opgaver man giver fra sig jo nemmere bliver det og HUSK at dig metode jo ikke nødvendigvis er den bedste 😉 selvom man selv er af den overbevisning!
    Tak for et rigtig godt og ærligt blogindlæg ❤👌

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rinke

    Hej Julie-Elsebeth.
    Du har lige sat ord på utrolig mange af de følelser, jeg i snart 8 mdr. har rendt rundt med. Jeg fødte en dejlig pige, Stella, d. 15/2 og blev (mærkeligt nok) overrasket over, hvordan hun gik ind og overtog hele mit liv lige fra det sekund, hun blev født. Jeg havde gået og forberedt mig på, at sådan en baby ville fylde en del, men jeg havde jo aldrig prøvet det på egen krop, så jeg skulle lige vænne mig til, at det var Stella, der satte dagsorden og ikke mig. For hos os er det også mig, der er den praktiske gris, som har styr på hjemmet, om der mangler mælk og hvor Andreas (min kæreste) har lagt sin pung. Og jeg kan sgu også godt lide at være den, der har styr på shittet, men som du skriver, er min tallerken også ved at være fyldt, da Stella ligesom møvede sig ind foran alle andre opgaver, og hun gør opmærksom på sig selv sådan ca. HELE tiden. Jeg øver mig pt. i at give Andreas lov til at ordne nogle af opgaverne – især nogle af dem, der vedrører Stella, dels fordi han snart skal på barsel, men også fordi det er vigtigt for mig og for ham, at han får det der hverdags-forhold til Stella og ikke bare er en lege-far, der kommer hjem fra arbejde og hygger.
    Hold da helt fest, det blev en lang smøre, men det jeg ville sige var, at jeg forstår dig totalt ☺️
    Kæmpe kram til dig og din søde familie fra mig (som pt. sidder i Taormina med en aperol i hånden på barselsferie og sender dig en tanke 😉)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Rikke

      Jeg har så skrevet mit navn forkert 🤦🏻‍♀️🤦🏻‍♀️🤦🏻‍♀️ Jeg hedder Rikke, og ikke Rinke 🙈

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • ANNE

    Jeg er selv mor til en dreng på 6 mdr. og jeg kan 100% genkende det du beskriver! Og jeg er faktisk lidt lettet over ikke at være den eneste, der har det sådan. At bliver mor er overvældende på enhver tænkelig måde!
    Jeg synes iøvrigt at ideen med at mærke efter, hvornår man rent faktisk gør noget af lyst, er virkelig god. Den vil jeg tage til mig og prøve kræfter med.
    Tak for en skøn blog, og tak for at du tør dele.
    Vh Anne

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Noget om valget af Amager og lejlighed