Noget meget voksent og en konkurrence

Må jeg bede om lidt hjælp til opdragelse?

Ja, det kommer nok som et enormt stort chok for jer – men som så mange gange før, så har jeg brug for jeres hjælp i forhold til alt dét hér med at have et barn. Ja, barn – for nu går den vist ikke længere med at kalde hende for en baby. Hulk hulk. 

Der sidder måske en enkelt eller 45 derude og tænker “men øhm, måske du skulle tage at løse problemerne selv ligesom almindelige voksne mennesker?” Og ja, det ville da klæde mig – men I plejer bare at være så fucking gode til dét hér. Og så tænker jeg, at I må sende mig et fælles signal, hvis mit spørgeri tager overhånd – og så simpelthen lade være med at svare mig. Hvis I ikke er så passivt aggressive, så kan I alternativt bare bede mig om at lukke røven. Det vil jeg have stor forståelse for. Helt ærligt så tænker jeg det ofte selv. 

Men i hvert fald, så har vi herhjemme lidt af et problem – eller i hvert fald en udfordring. Inge er skide-dygtig til at spise, og hun spiser absolut alt hvad vi serverer for hende – forudsat at hun kan tygge pisset med sine fire små bisser. Men hun har sgu fået sig lidt af en skidt vane – hun kaster maden på gulvet. Og det er i aller højeste grad med vilje! Det er ligesom om, at det er gået op for hende, at hun kan kaste med ting – og i stedet for at øve det med en af hendes freaking mange dertil egnede bolde, så gør hun det med den mad, som jeg har brugt piss’-lang tid på at lave, og desuden godt kunne tænke mig, at hun fik ned i dén dér lille topmave. Og hun synes, at det er piss’-skægt at kaste ned – og endnu mere sjovt efterfølgende at sidde og læne sig så langt ud over højstolen, at hun kan se sit kunstværk på vores nye plankegulv.

Nogle gange begynder hun først at kaste med rugbrødshapserne, når hun er mæt – andre gange er det det første hun giver sig til, når hun bliver sat i højstolen. Hun spiser oftest med fingrene, bortset fra grød som hun enten bliver madet med eller selv får ind i munden med en ske. Selve skålen eller tallerkenen står lige foran hende, så hun selv kan styre den – og den er hun heldigvis ikke begyndt at kaste med. Endnu …

Vi har gjort os umage med at sige bestemt “NEJ, Inge” – og ikke engang grine, selvom det kan være lidt svært, når hun eksempelvis rammer min søster i håret med en hel håndfuld lasagne. Men det er altså som om, at det ikke rigtigt bider på hende med sådan et “nej”. Hvis vi siger nej og beder hende spise pænt, så kigger hun os dybt i øjnene – tager endnu en håndfuld – og tyrer den i gulvet uden at bryde øjenkontakten. Hun er jo ikke dum, hun ved godt, at der ikke en eneste konsekvens er af at smide mad på gulvet eller i håret på folk, når man er 10 måneder gammel. Hun får ikke engang taget sin mad – for vi vil jo for Helle gerne have, at hun spiser den! 

Jeg har prøvet at fortælle mig selv, at det bare er en fase, men nu er det sgu snart to uger, hvor jeg efter hvert måltid har måttet kravle rundt og nøjsommeligt samle ærter og boller med ost op fra gulvet – for hvis det ligger og bliver hårdt og Homie så efterfølgende støder ind i nogle af de lækre sager, så æder hun pisset ligesom alt andet hun finder på gulvet, og det kan blive noget rigtigt rod tænker jeg.

Så her kommer spørgsmålet? Hvad fa’n gør man ved det? Krydser man bare sine fe’e fingre, og håber at det går over – eller kan man sige fra på en eller anden måde, når ens barn på 10 måneder umiddelbart godt er klar over, at hun laver ballade? 

Jeg har jo som sagt fået hjælp tidligere – blandt andet har jeg i dette indlæg samlet alle jeres bedste soveråd til alt for vågne babyer! 

35 kommentarer

  • Emma

    “Maden skal i munden” eller “maden hører til på tallerkenen”.
    “Nej” er meget abstrakt for et barn i den alder. De lærer hurtigt at det er et negativt ladet ord, men hvad siger du egentlig nej til? Børn har brug for meget konkrete beskeder. Det bedste du kan gøre er at vejlede og rådgive i stedet for at begrænse.
    Hvis du fortæller hende hvad hun skal gøre, og hun gør det, betyder det ganske ofte også ros. Det er børn vilde med, og derfor vil de næste gang bruge samme adfærd for igen at få ros.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sille

    Har selv en søn på 2,5måneder så jeg kan nemt være naiv i forkøbet, men kan varmt anbefale serien “the beginning of life” på Netflix, i afsnittet “learning” kommer de netop ind på når børn kaster med ting igen og igen, de kalder babyer/børn små forskere der undersøger og tester… og det skal jo gerne gøres flere gange for at bekræfte tidligere erfaringer. Håber selv at der findes et overskud til at være med til at undersøge og håbe på at når de har testet færdig at adfærden også ophører. 😬🤞

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elivia

    Det er ganske normalt ❤ kunne ikke lade være at grine lidt, da du skrev, det gave forgånet i to uger 😄 min søn er snart 2,5 og han elsker seriøst at lege med maden. Han hygger sig helt vildt, med at sidde og røre rundt i sin skål med madrester eller kaste lidt med det. Ryste fingrene, når noget sidder fast, så det ryger op på væggen og andre sjove steder og andre ting med den mad. Hans yndlingsmad at lege med, er himmus 😄 jeg tænker det er en blanding af at han ser mig og hjælper mig, med at røre rundt i ting og stikke og skære osv og så er det han udvikling og han udforsker. Det er ligesom det med at lege med vand, som de fleste børn er helt vilde med, tror jeg på 😊 og selvfølgelig må du spørge og skrive om alt det du vil ❤ det er din blog ❤🙏 held og lykke med det 😊❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bente

    Jeg vil råde dig til fortsat at sige nej og så prøve at distrahere hende direkte efter nej’et a la woow, har du set den her … (bil/kat/whatever) og lave lidt fis så hun får opmærksomhed på noget andet end det med at kaste mad.. agtigt.. Det er måske ikke forklaret så godt, men vi har en 2årig herhjemme, som får en masse nej’er konstant men derefter blir distraheret med noget andet, så vi holder den gode stemning 😅 virker 8 ud af 10 gange 😬😅🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    nogen gange kan det hjælpe kun at lægge en bid på tallerknen af gangen 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Hej Julie.
    Først og fremmest, er det sindssygt befriende at du vil og tør spørge til råd om opdragelse.
    Jeg er pædagog i en vuggestue, vi bruger ordet stop i stedet for nej, da vi oplever at det er mere grænsesættende og til dels mindre negativ ladet end ordet nej. Men det er jo et smagsspørgsmål.
    Hvis Inge har kastet noget mad på gulvet ville jeg tage tallerknen fra hende uden at give hende respons på handlingen, blot et par minutter. Hvis jeg kunne se hun var ved at gøre det ville jeg sige stop og guide hendes hånd op til munden eller tallerknen igen. Hvis det alligevel bliver kastet på gulvet ville jeg endnu engang tage tallerknen fra hende.
    Held og lykke med madspildet 😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Britt

    Vi har en søn på samme alder. Han gør det samme. Vi forsøger ikke at “opdrage” ham til at lade være, men venter simpelthen til det går over! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg tror desværre at det er en fase de fleste børn skal igennem (måske endda af flere omgange). Snildt en del længere tid end 2 uger 😏😅 Jeg tror at det er svært at “opdrage” på en så lille og “nej” og “ikke” forstår de ikke så meget af. Vi havde lidt held med at sige ting ala: “du må gerne ligge den op på tallerken” eller “prøv at lig det stykke mad her” og så ikke gøre så meget ud af det når han kastede. Altså vi forsøgte kun at have fokus på hvad han gerne måtte gøre med maden. Men altså uanset hvad så tror jeg simpelhen ikke at der er noget der fixer problemet helt. En skrivebordsmåtte under bordet er tilgengæld godt for gulvets helbred 👍🏻😅

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Hos os hjalp det at ignorere! Det blev svineriet som udgangspunkt ikke mindre af, men efter x antal dage, var det ikke sjovt længere og så ophørte det! Det virker i øvrigt stadigt på et 2,5 årigt barn, der nu kan sige “mor bliver tosset” 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Nu kommer pædagogMette lige på banen JulleDulle:
    Inge er ved at træde ind i seperationsfasen, hvor hun erfarer at ting (og mennesker) ikke nødvendigvis forsvinder for altid.
    Så du skal hjælpe hende ved at samle tingene op igen og være tålmodig.

    Og hvis du blir for træt af “legen” kan du prøve at aflede hende med andre oplevelser.

    🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Selvom at jeg har pædagogisk baggrund. Så det med børne opdragelse, der går sgu ikke helt efter bøgerne 😅 Det er bare at prøve hvad der virker. Har en på næsten et år, som synes at det fedeste er at smide HELE tallerkenen/skålen på gulvet. Så nogle gange bliver maden fjernet, andre gange beder vi dem som griner af ham, om at stoppe fordi at de opmuntre til den dårlige opførsel. Det er typisk en fase alle børn skal i gennem og den er røv nederen, men det går over. Det er bare at hænge i og give utryk for, at det er forkert adfærd. Hun skal have lov at finde ud af, at der er forskel på reaktionerne, når hun kaster med forskellige ting. Så her fra lyder det: God kamp!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Enten giver i hende 1 hapser af gangen, eller 1 haps på en børne gaffel, gir hende den i hånden. Eller osse lader fasen gå over, som i andre faser. Nu er hun ikke så gammel endnu, så de der opdrage bekymringer ville jeg gemme til 1,5års alderen- der begynder det sjove med grænser 😁

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Det ER virkelig bare en fase og de gør det ikke for at være sjove, men fordi det er en måde at undersøge verden på – tyngdekraft, egne kræfter osv. Jeg lover det går over! Og jeg ville ikke bruge så meget energi på at sige nej, bare ignorer så vidt muligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    1) Ikke giv hende opmærksomhed når hun gør det. Ved godt det er pis’ træls, men hver gang hun får en reaktion på det – om det så bare er et “nej” – så får hun opmærksomhed og det er tit derfor børn gør mange mærkelige ting ;D
    2) Som en anden har skrevet, hiv hende lidt væk fra bordet mens i siger “nej Inge” og laver de sure øjenbryn du ved 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Vores sindssygt nuttede søn på 9 måneder er begyndt på det samme. Jeg væbner mig med tålmodighed, siger nej og giver ham gerne noget, han kan fedte fingrene rundt i, fx lidt ostehaps, frugt eller en frikadellehaps. Sommetider kan det aflede ham. Ofte går den dog ikke så nemt, og hvis han har spist OK, når kaste-showet starter, ja så slutter måltidet altså dér. Min mand er dog slet ikke så tålmodig, og han bliver hurtigt irritabel og tvær ved situationen. Derfor tog vi det simpelthen op med vores sundhedsplejerske for et par uger siden. Når han gør A, sker der B. Altså når han smider maden på gulvet, så ligger det dernede gå spiller smart til stor glæde og beundring for ham. OG til stor frustration for de to trætte tænder. Men det er altså ingenlunde for at drille eller være på tværs, og det vil gå over, så snart noget andet spændende vil optage ham.

    Selvom det er pisse irriterende, at man skal ligge på sine grædende knæ og skure trægulv for ost, rugbrød og frugthapsere 3-5 gange om dagen, så hjælper det mig lidt, at jeg ved, at det altså er helt uden skyld, at han gør det – også selvom han smiler imens (djævlebarn!!!)

    Så nu venter vi bare på, at han opdager, hvor fedt det vi at spise med en ske, at drikke selv af en kop eller noget helt tredje. Hos os har det stået på i 3-; uger nu, men det svinger meget, hvor slemt det er. Lige pt kører det ret godt med at made ham med ske og kun give ham en enkelt haps at sidde med derudover. For en måned siden kørte det skide godt at lade ham sidde med al maden foran sig, så han kunne smovse løs som han ville. Den går ikke længere!

    Min mand mener, at det er helt bevidst og for at drille. Men SP forklarede os, at måltiderne er en læringssituation for så små børn. Nu har vores søb netop opdaget årsag-virkning.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maya

    Jeg foreslår at i får jer en hund, så slipper i for at samle maden op fra gulvet OG det bliver samtidig billigt i hundefodder 😎🐶

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg er pædagog og i vuggestuen hvor jeg arbejder rykker vi nogle gange barnets trip trap helvede af en stol, lidt væk fra bordet. De skal self ikke sidde med ryggen til men ca 20 cm tilbage, så de visuelt kan se konsekvensen bag et “nej!”. Det er en fase der sagtens kan være nogle uger endnu. Men bliv ved, hver gang hun gør det! Og husk at være tydelig i jeres tonefald og mimik.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lærke

      Jeg ville ikke have mit barn i en vuggestue, der anvendte sådanne metoder. Det giver jo ingen mening at sige bestemt “nej” og fjerne et så lille barn fra bordet/fællesskabet! Og så et sted hvor det ikke har sine forældre. Av av. Alle børn i den alder kaster med maden for at undersøge, hvad der sker, når noget udsættes for tyngdekraften. OG de undersøger hvornår vi siger nej, hvad det mon betyder, osv. De gør det IKKE for at “lave ballade” eller være nederen. De prøver at forstå verden omkring dem.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Jeg arbejder i en vuggestue og ser det tit. Vi ser det i alle aldre og konsekvenserne er forskellige. Ved et barn under et år, siger vi ofte nej og husker mimik og bestemt stemme.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lærke

      Seriøst, det kommer bag på mig at der findes vuggestuer, hvor uddannede folk gør sådan i 2018! Heldigvis er der også pædagoger med andre, mere progressive, metoder i kommentarfeltet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lærke

      Altså jeg er med på, at det er røv-irriterende, når de kaster maden på gulvet. Jeg bliver også til tider ret så irriteret på min søn (på 11 mdr) over det. Og nogle gange bliver jeg så irriteret, at jeg siger nej, og det resulterer kun i dårlig stemning og en lidt forvirret dreng, ikke i mindre mad på gulvet. Det kommer bare bag på mig at pædagoger i vuggestuer kan have en så “opdragende” tilgang til små børn ved bordet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie-Elsebeth

      Jeg kan forstå, at jeg er kommet ind på lidt af et minefelt. Men skal man så bare lade være med at sige nej? Det er som sådan fint med mig – jeg ved det simpelthen bare ikke🤷🏼‍♀️. Jeg synes dog endnuikke at vores “nej” endnu har givet hverken dårlig stemning eller en forvirret pige – men heller ikke mindre mad på gulvet, bevares 😂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette

      Jeg ville også sige det er en fase, og hun undersøger ting, men det gør det jo ikke mere rigtigt at smide mad på gulvet 😋 Jeg er til dels enig med dem der skriver at hun ikke har alderen til at forstå omfanget af et nej, og på den anden side er børn jo ikke dumme, men vildt obsevate, og finde hurtigt ud af hvad de voksne vil have og ikke have, og prøver grænser af, for at vide hvor de har de voksne.
      Jeg ville forsøge mig med at fortælle hende hvad jeg gerne ville have hende til, f.eks. “maden skal ind i munden” og så endte hjælpe hende eller selv tage en bid af din mad, min erfaring siger at børn har lettere ved at forstå hvad de MÅ i modsætning til hvad de IKKE må. Og ja, jeg er også pædagog i en vuggestue

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina

      Hvornår er det så passende at begynde at sætte grænser efter din mening? For min holdning er, at der selvfølgelig skal være plads til at udforske og eksperimentere, men der skal også være klare grænser for, hvordan man opfører sig. Det gælder såfremt for en 4 årig, som en 1 årig. De tester grænserne i en virkelig tidlig alder, det kan tydligt ses i andre situationer også

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Wicki

    Bare en fase. Hun tester tyngdekraften og forstår ikke et nej endnu. Min på 12 måneder gør det stadig engang imellem og vi har gjort det, at vi har fjernet tallerkenen fra hende og så bliver hun gerne sur. Så siger vi nej og at maden skal ind i munden (selvom hun ikke helt forstår det) og så propper vi et stykker i munden og hun får tallerkenen tilbage og en ny chance. Det virker som regel i lidt tid og så kan det være vi skal gøre det igen.
    Hilsen en der er gift med en pædagog🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kimmie

    Herhjemme bliver hundene fodret hvis hun selv får lov 😬 … men enig med de andre “fase”! Vi siger dog også nej hver gang og håber det en dag virker 🤷🏼‍♀️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda

    Man kan få tallerkener med sugekop😬

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Nu er jeg for 6 måneder siden blevet en baby-ejer for 2. gang, og min erfaring siger mig at det er en fase. Og et tegn på at din pige er kvik og er igang med at opdage verden.. når man er 10 måneder er verden stadig meget ny, og hun har formodentlig nu opdaget at der er forskel at kaste med et stykke agurk og en håndfuld lasagne. Lasagne må naturligvis være at foretrække da det laver et nydeligt maleri på gulvet 😎🤦🏻‍♀️ Jeg forstår godt irritationen og jeg husker med min søn at jeg var dybt frustreret! Han fik stort set ikke lov at spise selv.. men her 2. gang tror jeg bare jeg har vænnet mig til at det sgu bare er et værre griseri at have børn. Og så mange ressourcer bruger jeg sgu heller ikke på at sætte mig ned på alle fire med et par vådservietter og tørre skidtet op. Tilgengæld får min datter lov til selv at styre maden, både ifht mængden så hun lærer selv at mærke hvornår hun er sulten og hvornår hun er mæt. Og også at lege med maden. Børn lærer sgu bare bedst når de får lov at lege det ind – også det at spise (efter min overbevisning pg erfaring efter at have gjort det stik modsatte med min søn 🙄)
    Der kommer også en periode hvor det at klemme ALT mad i de små tykke hænder så det kommer ud mellem alle fingrene bare er det fedeste 😅
    Men jeg tror det bedste er ikke at “skælde ud”, men i stedet lade være med at kommentere på det. Lige nu får hun også en reaktion og det er sikkert skide sjovt så. 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Du kan sige nej ligeså tosset du vil, det forstår hun desværre ikke så meget af. 😑 I de perioder hvor vores, nu 2-årige, datter har været slem til at smide maden ned (her i huset oftest rugbrødsbidder befriet for pålæg) – så har hun simpelthen kun fået én bid på tallerkenen af gangen. Måske kan det også hjælpe jer? Og ellers, det er en fase, det er en fase, det er en fase.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Det er en fase – lige om lidt er det tallerknen, bare vent 👍🏻
    Du kan med fordel ønske dig en Electrolux håndstøvsuger til ‘Wet and Dry’ i julegave: https://www.electrolux.dk/vacuums-home-comfort/vacuum-cleaners/handheld-vacuum-cleaners/handheld-vacuum-cleaner/zb5104wdb/

    God aften 🙂 hilsen moren hvis 2,5 årige bevidst kastede med salaten på mig her til aften …

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jane

    Hej J.
    Om det er en trøst ved jeg ikke men jeg er helt sikker på at det er meget klassisk 10-måneders alderen at smide ting på glvet og beundre det bagefter. Min søn på 10mdr gør det mega meget lige nu og min førstefødte gjorde det også. Jeg tror det eneste der er at gøre er at give det så lidt opmærksomhed som muligt og evt sige : “maden skal blive på bordet” og så evt fjerne tallerkenen foran hende så hun kun kan kaste med en bid af gangen. Det er en ringe trøst men min store dreng på 4,5 gør det altså ikke længere så der er håb forude.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamilla

    Min dreng på 15 måneder gør det stadig og har gjort det mega-mega længe 🙄 Jeg har ikke det svar, du søger, desværre, men du er ikke alene 🤷🏽‍♀️ Min sundhedsplejerske sagde faktisk engang til mig, at nogle børn får et stykke legetøj, som de må lege med ved bordet og at det sommetider kan hjælpe, så de spiser mere og ikke er sådan nogle banditter ved bordet. Jeg har ikke prøvet. Jeg synes sgu ikke, legetøj hører til ved bordet 🤔

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Min baby (ja, baby) på 10 mdr får ikke lov at spise selv. Nemt 🤷‍♀️ Hun kan sagtens stikke ting i kæften, ja hun laver stort set ikke andet, men jeg gider ikke det gris. Hun har lige opdaget tyngdekraften, så alt bliver kylet ad helvede til. Vi venter lige til det ikke er sjovt længere – jeg tænker omkring skolestart må være et godt tidspunkt?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidsel

    Det er en fase. En ganke almindelig en 😊 dog også en ret irriterende en😆 så små børn ved ikke hvad der er rigtig og forkert og er ikke “frække med vilje” det har de slet ikke hjerne kapacitet til 😉 hun udforsker sin verden. Tag maden op igen, eller væk fra hende hvis i virker uinteresseret. I kan godt sige nej, men forvent ikke hun forstår det og kobler det sammen med næste måltid – for det gør hun ikke.. hilsen pædagogen og moren 🙋🏼‍♀️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Noget meget voksent og en konkurrence