Noget meget voksent og en konkurrence

Må jeg bede om lidt hjælp til opdragelse?

Ja, det kommer nok som et enormt stort chok for jer – men som så mange gange før, så har jeg brug for jeres hjælp i forhold til alt dét hér med at have et barn. Ja, barn – for nu går den vist ikke længere med at kalde hende for en baby. Hulk hulk. 

Der sidder måske en enkelt eller 45 derude og tænker “men øhm, måske du skulle tage at løse problemerne selv ligesom almindelige voksne mennesker?” Og ja, det ville da klæde mig – men I plejer bare at være så fucking gode til dét hér. Og så tænker jeg, at I må sende mig et fælles signal, hvis mit spørgeri tager overhånd – og så simpelthen lade være med at svare mig. Hvis I ikke er så passivt aggressive, så kan I alternativt bare bede mig om at lukke røven. Det vil jeg have stor forståelse for. Helt ærligt så tænker jeg det ofte selv. 

Men i hvert fald, så har vi herhjemme lidt af et problem – eller i hvert fald en udfordring. Inge er skide-dygtig til at spise, og hun spiser absolut alt hvad vi serverer for hende – forudsat at hun kan tygge pisset med sine fire små bisser. Men hun har sgu fået sig lidt af en skidt vane – hun kaster maden på gulvet. Og det er i aller højeste grad med vilje! Det er ligesom om, at det er gået op for hende, at hun kan kaste med ting – og i stedet for at øve det med en af hendes freaking mange dertil egnede bolde, så gør hun det med den mad, som jeg har brugt piss’-lang tid på at lave, og desuden godt kunne tænke mig, at hun fik ned i dén dér lille topmave. Og hun synes, at det er piss’-skægt at kaste ned – og endnu mere sjovt efterfølgende at sidde og læne sig så langt ud over højstolen, at hun kan se sit kunstværk på vores nye plankegulv.

Nogle gange begynder hun først at kaste med rugbrødshapserne, når hun er mæt – andre gange er det det første hun giver sig til, når hun bliver sat i højstolen. Hun spiser oftest med fingrene, bortset fra grød som hun enten bliver madet med eller selv får ind i munden med en ske. Selve skålen eller tallerkenen står lige foran hende, så hun selv kan styre den – og den er hun heldigvis ikke begyndt at kaste med. Endnu …

Vi har gjort os umage med at sige bestemt “NEJ, Inge” – og ikke engang grine, selvom det kan være lidt svært, når hun eksempelvis rammer min søster i håret med en hel håndfuld lasagne. Men det er altså som om, at det ikke rigtigt bider på hende med sådan et “nej”. Hvis vi siger nej og beder hende spise pænt, så kigger hun os dybt i øjnene – tager endnu en håndfuld – og tyrer den i gulvet uden at bryde øjenkontakten. Hun er jo ikke dum, hun ved godt, at der ikke en eneste konsekvens er af at smide mad på gulvet eller i håret på folk, når man er 10 måneder gammel. Hun får ikke engang taget sin mad – for vi vil jo for Helle gerne have, at hun spiser den! 

Jeg har prøvet at fortælle mig selv, at det bare er en fase, men nu er det sgu snart to uger, hvor jeg efter hvert måltid har måttet kravle rundt og nøjsommeligt samle ærter og boller med ost op fra gulvet – for hvis det ligger og bliver hårdt og Homie så efterfølgende støder ind i nogle af de lækre sager, så æder hun pisset ligesom alt andet hun finder på gulvet, og det kan blive noget rigtigt rod tænker jeg.

Så her kommer spørgsmålet? Hvad fa’n gør man ved det? Krydser man bare sine fe’e fingre, og håber at det går over – eller kan man sige fra på en eller anden måde, når ens barn på 10 måneder umiddelbart godt er klar over, at hun laver ballade? 

Jeg har jo som sagt fået hjælp tidligere – blandt andet har jeg i dette indlæg samlet alle jeres bedste soveråd til alt for vågne babyer! 

22 kommentarer

  • Sille

    Har selv en søn på 2,5måneder så jeg kan nemt være naiv i forkøbet, men kan varmt anbefale serien “the beginning of life” på Netflix, i afsnittet “learning” kommer de netop ind på når børn kaster med ting igen og igen, de kalder babyer/børn små forskere der undersøger og tester… og det skal jo gerne gøres flere gange for at bekræfte tidligere erfaringer. Håber selv at der findes et overskud til at være med til at undersøge og håbe på at når de har testet færdig at adfærden også ophører. 😬🤞

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Hos os hjalp det at ignorere! Det blev svineriet som udgangspunkt ikke mindre af, men efter x antal dage, var det ikke sjovt længere og så ophørte det! Det virker i øvrigt stadigt på et 2,5 årigt barn, der nu kan sige “mor bliver tosset” 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Det ER virkelig bare en fase og de gør det ikke for at være sjove, men fordi det er en måde at undersøge verden på – tyngdekraft, egne kræfter osv. Jeg lover det går over! Og jeg ville ikke bruge så meget energi på at sige nej, bare ignorer så vidt muligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maya

    Jeg foreslår at i får jer en hund, så slipper i for at samle maden op fra gulvet OG det bliver samtidig billigt i hundefodder 😎🐶

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg er pædagog og i vuggestuen hvor jeg arbejder rykker vi nogle gange barnets trip trap helvede af en stol, lidt væk fra bordet. De skal self ikke sidde med ryggen til men ca 20 cm tilbage, så de visuelt kan se konsekvensen bag et “nej!”. Det er en fase der sagtens kan være nogle uger endnu. Men bliv ved, hver gang hun gør det! Og husk at være tydelig i jeres tonefald og mimik.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lærke

      Jeg ville ikke have mit barn i en vuggestue, der anvendte sådanne metoder. Det giver jo ingen mening at sige bestemt “nej” og fjerne et så lille barn fra bordet/fællesskabet! Og så et sted hvor det ikke har sine forældre. Av av. Alle børn i den alder kaster med maden for at undersøge, hvad der sker, når noget udsættes for tyngdekraften. OG de undersøger hvornår vi siger nej, hvad det mon betyder, osv. De gør det IKKE for at “lave ballade” eller være nederen. De prøver at forstå verden omkring dem.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Jeg arbejder i en vuggestue og ser det tit. Vi ser det i alle aldre og konsekvenserne er forskellige. Ved et barn under et år, siger vi ofte nej og husker mimik og bestemt stemme.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lærke

      Seriøst, det kommer bag på mig at der findes vuggestuer, hvor uddannede folk gør sådan i 2018! Heldigvis er der også pædagoger med andre, mere progressive, metoder i kommentarfeltet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lærke

      Altså jeg er med på, at det er røv-irriterende, når de kaster maden på gulvet. Jeg bliver også til tider ret så irriteret på min søn (på 11 mdr) over det. Og nogle gange bliver jeg så irriteret, at jeg siger nej, og det resulterer kun i dårlig stemning og en lidt forvirret dreng, ikke i mindre mad på gulvet. Det kommer bare bag på mig at pædagoger i vuggestuer kan have en så “opdragende” tilgang til små børn ved bordet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie-Elsebeth

      Jeg kan forstå, at jeg er kommet ind på lidt af et minefelt. Men skal man så bare lade være med at sige nej? Det er som sådan fint med mig – jeg ved det simpelthen bare ikke🤷🏼‍♀️. Jeg synes dog endnuikke at vores “nej” endnu har givet hverken dårlig stemning eller en forvirret pige – men heller ikke mindre mad på gulvet, bevares 😂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina

      Hvornår er det så passende at begynde at sætte grænser efter din mening? For min holdning er, at der selvfølgelig skal være plads til at udforske og eksperimentere, men der skal også være klare grænser for, hvordan man opfører sig. Det gælder såfremt for en 4 årig, som en 1 årig. De tester grænserne i en virkelig tidlig alder, det kan tydligt ses i andre situationer også

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Wicki

    Bare en fase. Hun tester tyngdekraften og forstår ikke et nej endnu. Min på 12 måneder gør det stadig engang imellem og vi har gjort det, at vi har fjernet tallerkenen fra hende og så bliver hun gerne sur. Så siger vi nej og at maden skal ind i munden (selvom hun ikke helt forstår det) og så propper vi et stykker i munden og hun får tallerkenen tilbage og en ny chance. Det virker som regel i lidt tid og så kan det være vi skal gøre det igen.
    Hilsen en der er gift med en pædagog🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kimmie

    Herhjemme bliver hundene fodret hvis hun selv får lov 😬 … men enig med de andre “fase”! Vi siger dog også nej hver gang og håber det en dag virker 🤷🏼‍♀️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda

    Man kan få tallerkener med sugekop😬

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Nu er jeg for 6 måneder siden blevet en baby-ejer for 2. gang, og min erfaring siger mig at det er en fase. Og et tegn på at din pige er kvik og er igang med at opdage verden.. når man er 10 måneder er verden stadig meget ny, og hun har formodentlig nu opdaget at der er forskel at kaste med et stykke agurk og en håndfuld lasagne. Lasagne må naturligvis være at foretrække da det laver et nydeligt maleri på gulvet 😎🤦🏻‍♀️ Jeg forstår godt irritationen og jeg husker med min søn at jeg var dybt frustreret! Han fik stort set ikke lov at spise selv.. men her 2. gang tror jeg bare jeg har vænnet mig til at det sgu bare er et værre griseri at have børn. Og så mange ressourcer bruger jeg sgu heller ikke på at sætte mig ned på alle fire med et par vådservietter og tørre skidtet op. Tilgengæld får min datter lov til selv at styre maden, både ifht mængden så hun lærer selv at mærke hvornår hun er sulten og hvornår hun er mæt. Og også at lege med maden. Børn lærer sgu bare bedst når de får lov at lege det ind – også det at spise (efter min overbevisning pg erfaring efter at have gjort det stik modsatte med min søn 🙄)
    Der kommer også en periode hvor det at klemme ALT mad i de små tykke hænder så det kommer ud mellem alle fingrene bare er det fedeste 😅
    Men jeg tror det bedste er ikke at “skælde ud”, men i stedet lade være med at kommentere på det. Lige nu får hun også en reaktion og det er sikkert skide sjovt så. 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Du kan sige nej ligeså tosset du vil, det forstår hun desværre ikke så meget af. 😑 I de perioder hvor vores, nu 2-årige, datter har været slem til at smide maden ned (her i huset oftest rugbrødsbidder befriet for pålæg) – så har hun simpelthen kun fået én bid på tallerkenen af gangen. Måske kan det også hjælpe jer? Og ellers, det er en fase, det er en fase, det er en fase.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Det er en fase – lige om lidt er det tallerknen, bare vent 👍🏻
    Du kan med fordel ønske dig en Electrolux håndstøvsuger til ‘Wet and Dry’ i julegave: https://www.electrolux.dk/vacuums-home-comfort/vacuum-cleaners/handheld-vacuum-cleaners/handheld-vacuum-cleaner/zb5104wdb/

    God aften 🙂 hilsen moren hvis 2,5 årige bevidst kastede med salaten på mig her til aften …

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jane

    Hej J.
    Om det er en trøst ved jeg ikke men jeg er helt sikker på at det er meget klassisk 10-måneders alderen at smide ting på glvet og beundre det bagefter. Min søn på 10mdr gør det mega meget lige nu og min førstefødte gjorde det også. Jeg tror det eneste der er at gøre er at give det så lidt opmærksomhed som muligt og evt sige : “maden skal blive på bordet” og så evt fjerne tallerkenen foran hende så hun kun kan kaste med en bid af gangen. Det er en ringe trøst men min store dreng på 4,5 gør det altså ikke længere så der er håb forude.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamilla

    Min dreng på 15 måneder gør det stadig og har gjort det mega-mega længe 🙄 Jeg har ikke det svar, du søger, desværre, men du er ikke alene 🤷🏽‍♀️ Min sundhedsplejerske sagde faktisk engang til mig, at nogle børn får et stykke legetøj, som de må lege med ved bordet og at det sommetider kan hjælpe, så de spiser mere og ikke er sådan nogle banditter ved bordet. Jeg har ikke prøvet. Jeg synes sgu ikke, legetøj hører til ved bordet 🤔

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Min baby (ja, baby) på 10 mdr får ikke lov at spise selv. Nemt 🤷‍♀️ Hun kan sagtens stikke ting i kæften, ja hun laver stort set ikke andet, men jeg gider ikke det gris. Hun har lige opdaget tyngdekraften, så alt bliver kylet ad helvede til. Vi venter lige til det ikke er sjovt længere – jeg tænker omkring skolestart må være et godt tidspunkt?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidsel

    Det er en fase. En ganke almindelig en 😊 dog også en ret irriterende en😆 så små børn ved ikke hvad der er rigtig og forkert og er ikke “frække med vilje” det har de slet ikke hjerne kapacitet til 😉 hun udforsker sin verden. Tag maden op igen, eller væk fra hende hvis i virker uinteresseret. I kan godt sige nej, men forvent ikke hun forstår det og kobler det sammen med næste måltid – for det gør hun ikke.. hilsen pædagogen og moren 🙋🏼‍♀️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Noget meget voksent og en konkurrence