I går troede jeg lige, at der var en homie på vej

Mine 6 tilbagvendende tanker om fødslen

Det eneste af mit tøj, der stadig er komfortabelt.

Det eneste af mit tøj, der stadig er komfortabelt.

Jeg har termin om 4 dage. Det er vanvittigt! Men de få dage til termin betyder også, at jeg snart skal føde en baby. Og det har jeg da skænket et par tanker – og her kommer dem, som jeg har tænkt absolut flest gange.

 

SKAL JEG FØDE BABYEN? Ja, det virker gevaldigt som mandearbejde at skubbe sådan en homie til verden, men det er åbenbart ikke noget, som man kan blive enige om indbyrdes i det enkelte forhold – det skal bare være kvinden. Efter at have mugget en hel del over det faktum, har jeg da også affundet mig nogenlunde med den uretfærdighed. Derved ikke sagt, at jeg ikke ved hver eneste besøg nævner for min jordemoder, at det virker godt og grundigt gammeldags, at vi ikke engang kan snakke om, hvem der skal føde babyen.

 

Jeg glæder mig 50 procent til, at vi snart får en baby – og 50 procent til at kunne passe mit tøj igen. Inden jeg blev gravid har jeg godt hørt gravide sige, at det er trist ikke at kunne passe sit tøj, men jeg føler ikke, at det er blevet gjort klart nok for mig, HVOR nederen det i virkeligheden er. Det er pissetræls at være tyk, og så kan man ikke engang trække i sit yndlingstøj og gemme sin tykhed lidt væk. Nej nej, man kan passe to kjoler, en t-shirt, en sweater, en pyjamas og en nederdel – og så kan man få lov til at sætte det sammen lige så tosset man vil – forudsagt at det stadig indebærer beklædning på både bagdel og babser. Det er ikke mange muligheder, det giver!

 

Jeg skal lige huske at tale pænt til Arne. Anders har det ret skægt over fødslen, forstået på den måde, at han er helt sikker på, at jeg bliver til et brølende monster, der kalder ham “kælling” under hele det skægge døgn, som fødslen sikkert tager. Derfor er jeg rimelig opsat på at forsøge at bruge ham en smule mere konstruktivt end det – FOR SÅ FÅR JEG RET. Jeg skal nok give jer en opdatering på succesraten på den del efter homies ankomst.

 

Vi bliver nødt til lige at rydde lidt op. Hver aften, når jeg går i seng, så sørger jeg for at rydde helt op i lejligheden – for tænk nu, hvis fødslen går i gang i løbet af natten, så vil jeg gerne være fri for at tænke “skulle jeg lige tømme opvaskemaskinen og lægge de tørretumblede lagener sammen i ve-pausen”. Og man vil jo gerne give homie et ordentligt førstehåndsindtryk af sine forældre, så hun ikke bare tænker “kæft nogle sjusker, der ikke engang har gidet give sofabordet en omgang sæbe inden der kom et nyt familiemedlem til!”. Den anden dag troede vi desuden, at homie for alvor var på vej. 

 

Det bliver fedt at føde, for jeg får en baby – og jeg taber mig 10 kg på et splitsekund(-agtigt). Selv hvis vi trækker tøjet ud af ligningen, så er det stadig nederen at være tyk. Jeg er tung, og hver gang inden jeg sætter mig i sofaen, så overvejer jeg, om det er det værd – for det er et kæmpe projekt hver gang jeg skal op derfra igen. Jeg støder maven og måsen ind i alting, og jeg har derfor forment mig selv adgang til de pæne butikker, hvor det ikke dur, at man river vaser ned med mavsen og tasker ned med bagdelen.

 

Kan jeg finde ud af at føde en baby? Vi har gået til alle former for fødselsforberedelse, og jeg har læst alle de der bøger, som man åbenbart ikke kan leve uden, men det betyder jo ikke, at jeg kan håndtere en fødsel. Normalvis har jeg en meget høj smertetærskel – men jeg har ikke lige prøvet at være i sønderrivende smerte hvert tredje minut i et helt døgn. Så det kan da sagtens være, at jeg går helt i baglås og glemmer alle de kloge ting, som jeg er blevet lært. Jeg forsøger at tænke på, at der er mange, der har klaret det før mig, men der er også mange, der har taget matematik på A-niveau før mig – og det gør det jo ikke nødvendigvis muligt for mig.

 

Har du læst mine andre indlæg? Du kan eksempelvis læse om, de 7 ting, som jeg er latterlig-dårlig til, hvordan det er at have sex, når man er pissegravid og tyk, eller se Homies kommende navn. 

Og hey, følg mig lige helt oppe i højre hjørne, homie.

3 kommentarer

  • Ingeborg

    Jeg kan huske at jeg første gang virkelig tænkte meget på de der 3 minutters pause mellem veerne alle snakkede om. Fedt tænkte jeg! Så kan jeg sgu godt klare 1 minuts helvede hver gang.. Så var det bare lige at der ikke lige var de der pauser! Eller jo – mellem 10 – 30 sekunder mellem veerne. Fuck det kom bag på mig. Ved anden fødsel havde jeg taget smertefri fødsel (som dig?). Fuldstændig fan-fucking-tastisk! Laboro er din ven. Smertefrit – no way. Men det giver en kæmpe kontrol. You can do it!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camille

    Held og lykke!! Personligt synes jeg at min 24 timers fødsel var overvældende men både positivt og hårdt, kroppen gjorde lidt som den ville og egentlig kunne jeg ikke huske så meget fra fødselsforberedelse. MEN pyha dagene efter med øm krop, virkelig (som i virkelig) ømme bryster og en lille sød baby der bare ville spise hele tiden og det tog bare 45 min hver 3 time, det var meget mere krævende end selve fødedelen. Det blev selvfølgelig hurtigt meget bedre og jeg gør det helt sikkert igen en anden gang. For mig var det bare virkelig en aha oplevelse at det slet ikke som sådan var fødslen der var den hårde del – da det døgn jo egentlig hurtigt var overstået.
    Masser af held og lykke!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie-Elsebeth

      Ja okay, jeg er også virkelig spændt på det amning, det er jo ikke til at vide, om det overhovedet fungerer. Tusinde tak for dit indspark, det vil jeg prøve at huske, når det hele virker lidt overvældende og svært 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I går troede jeg lige, at der var en homie på vej