De pissekedelige tegn på, at vi måske alligevel er klar til at blive forældre

Mine komplet ligegyldige graviditets-gener

jeja

Jeg er på magisk vis sluppet udenom stort set alle graviditetssymptomer og -gener. Jeg har ikke mærket noget til kvalme, jeg har ikke været vanvittigt træt, og jeg har endnu ikke fået ondt nogle steder. Og Gud, hvor føler jeg mig røvheldig. Det må være uendeligt hårdt at have det skidt eller have ondt flere måneder i streg. Kvinder er for seje.

Men inden I brænder mig på bålet over mine manglende gener, så betyder det heldigvis ikke, at jeg ikke har mærket noget til graviditeten. Så her kommer mine super-ligegyldige og ganske letoverkommelige graviditetsgener.

Blodnæse. Lad mig male et indre billede for dig; du sidder til et vigtigt møde med de høje herrer på arbejdet. Du har endelig fundet på en sætning, der ikke får dig til at lyde som en folkeskoleelev, der er i erhvervspraktik, og du fremlægger den med største overbevisning i stemmen. Så mærker du en lille snotnæse og snøfter den tilbage på plads. Det bliver dog ved, og mens du plaprer videre, kan du ligeså langsomt mærke hele lokalets øjne rette sig mod din tud. Velkommen i fjerde klasse – du har blodnæse, og må med bukket nakke hoppe ud på toilettet og fylde snudeskaftet med toiletpapir. For mit vedkommende drejer det sig om cirka 5 gange om dagen, og det udløses af vanvittigt belastende situationer, som eksempelvis en udendørstemperatur på under 5 grader, at dufte til semi-stærk mad, at tygge lidt for hårdt sammen om en gulerod og at sove.

Tuderiet. Jeg har altid haft let til tårer, og det er æk’ noget, der er blevet mindre af i løbet af graviditeten. At jeg har købt en umoden avocado eller har glemt at tage skraldet med ned, da jeg alligevel skulle ud at handle, kvitterer jeg lige for tiden med en ordentligt tudetur. Desuden så skal jeg frabede mig al snak om babyer, hunde, fødsler, folk der bliver kærester, folk der ikke skal være kærester længere og sidst med ikke mindst – alle former for tilnærmelsesvis følsomme videoer på Facebook.

Jeg er blevet en tyksak. Jeg ved godt, at det lidt er en del af pakken, at man tager på under en graviditet, men jeg havde altså ikke helt forstået omfanget. Jeg tror, at jeg har taget 17 kilo på – og der er altså stadig tre fremragende uger til min termin. For 8 måneder siden havde jeg hundrede procent tænkt “Har du taget 17 kilo på? Det lyder som om, at du skal føde en pre-teenager”. Det viser sig så, at man åbenbart tager mere end bare babyens vægt på. Sådan en hel del mere faktisk.

Den her graviditet har i hvert fald gjort, at jeg pludselig ser en hel del mere kvindelig ud, end jeg gjorde før. Jeg har fået en ordentligt dunk, nogle gedigne ridebukselår, flotte flotte håndtag i hver side, store babser og en bagdel, der ville få din hjemmekundskabslærer fra folkeskolen til lige at stoppe op og tage et ekstra kig. Det bliver sgu skægt, når jeg skal til at smide al den her vægt igen …

“Gløden”. Jeg havde gået og glædet mig lidt til dén dér graviditets-glød, som man hører så meget om. Det viser sig så, at det ikke er noget, som er alle forundt. I stedet for lidt røde kinder og fin og skinnende hud, så har jeg fået skiftevis teenage-udbrud og helt tør hud. Er der nogen af jer andre, der har oplevet den, eller er der tale om en verdensomspændende og vanvittig ond practical joke?

Spark i ribbenene. Kan du huske da du var mindre, og din mor sagde “ret dig lige op, Julie-Elsebeth” (din mor kaldte dig nok noget andet end Julie-Elsebeth, men du har fanget pointen, æk’?). Når man er højgravid så får man lidt den samme venlige reminder, hvis man sidder og falder lidt sammen, bare hvor den i stedet for venlig er et spark direkte i ribbenene. Tak homie.

Vand i kroppen. I starten var jeg meget irriteret over, at jeg havde fået vand i benene – så de var blevet tykkere. Nu krydser jeg bare pissemeget fingre for, at der rent faktisk er tale om vand og ikke fedt. Jeg venter i spænding på afsløringen efter fødslen!

Det “glansfulde” hår. Uha, endnu en ting, som jeg er i tvivl om, hvorvidt bare er en pisseond vandrehistorie – jeg har i hvert fald ikke mærket en skid til det. De første to måneder af min graviditet forstod jeg til gengæld ikke, hvorfor min shampoo pludselig ikke duede længere, og blev i tvivl om, om mit fedtede hår skyldtes, at jeg måske havde glemt at skylle min balsam ud. Det viste sig, at jeg åbenbart bare var blevet lidt klammo og ekstra svedig. Super.

Jeg kan tisse en tår hele tiden. Jeg tisser lige af to gange, inden jeg smutter ud af døren. For så passer det som regel med, at jeg lige nøjagtigt kan nå hen til restauranten, butikken eller min venindes lejlighed, inden jeg skal tisse igen. Desuden planlægger jeg meget nøje om aftenen, hvad jeg drikker, fordi jeg ikke gider skulle tisse fire gange i løbet af natten – og fordi Arne tror, at jeg er gået i fødsel hver gang jeg rejser mig op om natten.

Jeg kan ikke indeholde særlig meget mad. Jeg kan godt lide mad, og jeg kan især godt lide meget store mængder mad. Men lige nu fylder homie hele mavsen op, og det efterlader virkelig ikke særlig meget plads til lækkerier. Det var der ingen, der havde fortalt mig kunne ske! Rent teknisk så får jeg kvalme, hvis jeg spiser for meget – og ikke den slags hygge-kvalme, som vi alle får efter et ædegilde, og som kan kureres med 20 minutter på sofaen. Den her kvalme sætter sig fast i 3-4 timer og minder mig i al den tid om, præcis hvad det var jeg indtog tidligere.

Kom endelig ind med kritik til mine indlæg – eller del dine egen graviditetsgener i kommentarfeltet herunder. Og hey, følg mig lige helt oppe i højre hjørne.

Hvis du vil læse flere af mine graviditetsbetragtninger, så er der også rig mulighed for det. Du kan for eksempel læse den udførlige liste med grunde til, at jeg slet ikke er klar til at blive nogens mor – eller de pissekedelige tegn på, at vi måske alligevel er klar til at blive nogens forældre. 

   

18 kommentarer

  • C

    Bare rolig! Jeg tog 18 kilo på, og nu – 9 måneder efter – kan jeg passe mine gamle jeans igen. måske hjælper det at producere børn på øverste vægtkurve, men jeg har under alle omstændigheder tabt mig på en kur bestående af underlødigt slik, alt for mange cabonara cups og så en masse slæben rundt på 10 kilos babyen. Mht. graviditetsaknen – I hear you. jeg havde full-blown akne alle 9 måneder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie-Elsebeth

      UH, det er godt at høre! Jeg håber, at jeg kommer ud for det samme :D. Især hvis jeg kan få lov at æde bland-selv-slik til aftensmad og stadig tabe mig! Åha ja, der er intet som at bære rundt på et barn – og stadig ligne en freaking teenager …

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Monica

    “din mor kaldte dig nok noget andet end Julie-Elsebeth” – jeg griner højlydt i skrivende stund. Du skriver pisse godt!! Please bliv ved ! 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie-Elsebeth

      Haha, det er jeg så glad for at høre, at du synes! Tusinde tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dafna

    Det der med at du er blevet en tyksak, kan du snildt pakke væk. Du er nemlig udstyret med en lang overkrop, i skærende kontrast til min meget korte overkrop. Forskellen i længden gør at jeg allerede halvvejs er reduceret til mave og babser, uden det mindste mellemrum i mellem. Du ser herlig ud, jeg ligner en kæmpe badebold… og jeg har stadig 16 uger igen 😳 MEN uanset tyksak niveau er jeg overbevist om at kiloene nok skal smutte hurtig igen (i hvertfald de fleste af dem 😉), når du vader byen tynd med homie i barnevognen 👍🏼 Jeg tog ca 18 kg på sidst og de røg i løbet af de første 5-6 måneder, alene ved at gå med barnevogn.
    Selvom jeg umiddelbart har lyst til at brænde dig på bålet for din mangel på genere, så er jeg ret tosset med den underholdning du levere, mens jeg ligger på sofaen med bækkenløsning, så du får lov at blive. Tillykke med en god graviditet og tak for en herlig blok og Instagram 🎉🎊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie-Elsebeth

      Haha, vi ser heldigvis alle sammen ganske forskellige ud 😃. Jeg vil sige, at det med at føle sig som en tyksak også rigtig meget er en følelse, fordi man bare kan mærke, at man vejer noget helt andet end før, og alt bare er lidt
      hårdere 😂.
      Jeg er desuden sikker på, at du ser pragtfuld ud!!
      Uh, Gud det ville være lækkert bare at tabe hele skidtet ved at trille med en barnevogn, det krydser jeg fingre for!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie Josephine

    Mht vægten
    Jeg tog 19kg på. Min søn er lige blevet 6 måneder og jeg mangler kun at tabe 1,5.kg Jeg har intet gjort for at tabe de kilo (andet end at fuldamme) så jeg tror ikke man skal tage det så tungt – de skal nok forsvinde helt af sig selv, uden at man behøver gå på tosset diet eller melde sig på samtlige stram-op hold i fitness.
    Hilsen en der båder har spist rigelige mængder bland-selv-slik, nutellamadder og julemad 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie-Elsebeth

      Haha, det ville sgu være skønt at tabe det hele bare ved at amme! Jeg tror ikke rigtigt, at jeg er i humør til stram-op-hold det første lange stykke tid 😂💪🏽

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    Åndenød! Jeg mister pusten af lige nøjagtig at gå fra sofa til badeværelse. I perioder kan jeg miste pusten, når jeg ligger helt stille. Hvad sker der for det? Jeg er i øvrigt også sluppet for alle de gængse gener – har heller ikke været i nærheden af kvalme (andet end når jeg spiser for meget kage) og i starten havde jeg lange perioder, hvor jeg glemte at jeg var gravid. Tror vi er ret heldige på den konto

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie-Elsebeth

      Haha, det er sgu også ved at være hårdt at være gravid! Jeg bor på femte etage uden elevator, så den trappe er mit Mount Everest hver eneste dag 😂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Jeg har termin i morgen og kan (næsten) nikke genkendende til alle ovenstående punkter. Jeg var dog voldsomt ramt af kvalme, opkast og madlede de første måneder – det glemte jeg bare hurtigt igen, da jeg begyndte at få det godt omkring starten af 2. trimester. Sidenhen har jeg også haft en ret uproblematisk graviditet med de samme ubetydelige gener som dig. Jeg har også haft helt vildt meget uro i mine ben og ellers krampe i lægmusklerne hver morgen. Lækkert! 😑
    Jeg tabte mig dog så meget de første måneder, at vægten nu kun siger +5 kilo ift. min før-graviditetsvægt – det kan jeg ikke klage over 😜

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie-Elsebeth

      Årh 5 kg 😂 Gud hvor lækkert – men selvfølgelig virkelig øfferen med kvalmen! Av, krampe er også nederen!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg er ny læser – du skriver virkelig godt!
    Ville bare lige give min erfaring videre i forhold til vand i kroppen.. jeg havde nemlig vand i kroppen i slutningen af min graviditet, sådan de normale steder – fingre, fødder og ben. Men da jeg havde født blev det endnu værre!!! Der gik en-to uger før det gik væk. Bare lige så du ikke går i panik, hvis det ikke er væk i det sekund du popper 😅

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie-Elsebeth

      Åh nej 😂 jeg regnede med, at hele skidtet bare ville forsvinde med det samme. Pis! Det bliver spændende 😂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lika

    Første graviditet var med let kvalme de første 6-7 uger. Derefter alt fint. Fin glød, ingen bumser, ingen gener. Graviditet nr 2. Kvalme fra helvede fra uge 5-17, mareridt med tandbørstning uden at gagge(det hedder det right?) stadig et kæmpe problem, konstant stoppet næse, forpustet 24/7, konstant dårlig ånde og smag i munden, plne mængder af flødeskum og mayo-cravings og alt i fisk. Kæft du er heldig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie-Elsebeth

      Ej det er virkelig også vildt, at der kan være så stor forskel på to graviditeter hos én person. Spændende hvordan min nummer to bliver, hvis det bliver aktuelt 🙈😃

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Haha! Jeg tror, at os der er blevet skånet for kvalme og træthed, der så skal ligne en teenager i stedet 🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie-Elsebeth

      Haha, det kan godt være, at det er sådan, det hænger sammen 😂 kvalme er nederen – men for helvede det er også nederen at ligne bæ i ansigtet

      Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

De pissekedelige tegn på, at vi måske alligevel er klar til at blive forældre