Opskrift: Siciliansk one pot pasta

Mine råd til førstegangs-gravide

Nu ved jeg godt, at man skal lære af sine egne fejl og alt dét dér – men når du nu er så heldig at kende det menneske i verden, der måske har begået flest fejl i forbindelse med at hun blev mor, så kan du sgu ligeså godt udnytte det en smule og styre udenom de mest fatale af mine dumheder. Så her kommer sgu en glad amatørs bedste råd til de førstegangsgravide – eller dem der har planer om at blive det. 

Udnyt massagen 

Da jeg var gravid tilbød Arne ustandseligt at massere mig eller nusse mig i søvn. Jeg havde det pragtfuldt under min graviditet, og selvom man kunne tro, at jeg trængte til lidt fodmassage med de 20+ ekstra kilo som jeg slæbte rundt på, så var det faktisk ikke tilfældet. Jeg havde det super i kroppen. Nu da der er kommet en homie i huset, og jeg konstant slæber rundt på en hele tiden tungere menneskelig kettlebell, så kunne mine skuldre og nakke edderbrandsparkeme godt bruge en omgang æltning! Men det er der sgu æk’ noget af. Så sig “JA JA JA”, når du bliver tilbudt massage mens du er gravid – det er rart at huske tilbage på, når din ryg ikke er blevet rørt siden sidste måneformørkelse. 

Træk vejret

Både under selve fødslen og når der er en baby i huset, så træk vejret. Ikke bare sådan stille for dig selv – træk vejret helt ned i mavsen, så alle omkring dig kan høre det. Under fødslen virker det smertestillende – og når der er en baby, så er det et fremragende signal til omverdenen om, at nu må de gerne lige fjerne en eller anden opgave fra din tallerken, så du kan koncentrere dig om de resterende 60 ting. Alt er en periode, og hvis det gør ondt eller er hårdt lige nu, så træk vejret og husk på, at det bliver bedre snart. Når man vil, så kan man – og du skal. Jeg hepper på dig!

Opret et fælleskort 

Det kan være, at I allerede komplet deler økonomi – det kan også være, at I kun har et fælleskort til mad. Men få lige oprettet et fælles baby-kort, så I kan bruge det, hver gang du skal købe et eller andet baby-grej på nettet. Tager jeg fejl, hvis jeg går ud fra, at du står for de fleste baby-indkøb – hvis jeg gør, så beklager jeg min forudindtagethed, hvis det derimod er tilfældet, så kan jeg garantere, at du får brugt dit eget i stedet, og så glemmer du at overføre for nogle af tingene. Og lige pludselig har du brugt dine egne penge på baby-ting – og det skal vi sgu ikke ud i altså! De penge skal gå til alt det nye tøj, som du fortjener efter fødslen og nye sko til dine fødder, der sikkert er blevet et halvt nummer større. 

Hold i hånd 

“Man kan da sagtens holde i hånd, selvom man er blevet forældre!” – nå ja ja, rent fysisk er der ingen problemer i det, og det er heller ikke fordi vi har mistet interessen i at skabe sådan lidt fælles håndsved – men hvornår fa’n skal man gøre det? Vores baby er 7 måneder, så hun kan altså ikke gå selv – så enten skal hun bæres, når vi skal nogle steder, ellers skal hun skubbes i en form for baby-øse, og så er der altså altid én af os, der ikke har frie hænder. Vi forsøger at udnytte det, når vi bærer hende i bæreselen – meeen, naturligheden i at holde i hånd forsvinder lidt, når en baby forsøger at gnave sig gennem ens arm. 

Gå din vej

Altså, det er bedst, hvis du kommer tilbage igen på et tidspunkt, men nyd at du kan gå din vej uden at sige noget. Når der kommer en baby, så kommer du til undskyldende at bede om lov til at gå, selvom du bare skal på toilettet. Der sidder sikkert en masse power-kvinder derude og ryster på hovedet af mig nu, men i starten følte jeg virkelig, at jeg skulle forsvare hver gang jeg blev nødt til at lave noget andet end at få babyen til at stoppe med at græde. Jeg kan decideret huske en enkelt gang, hvor jeg gik på toilettet og tænkte “jeg skal bare lige tisse den værste mavepine væk, så kan jeg altid tisse færdigt, når der bliver tid til det senere” – det var desuden ikke muligt for mig at holde halvdelen tilbage, jævnfør en rimelig slap graviditets-bækkenbund. 

Lav regler 

Sidste punkt leder mig elegant videre til punktet omkring at lave regler med din partner, der kan gøre starten på forældre-livet lidt blidere. Vi har eksempelvis en regel om, at Arne freaking ikke skal banke på toiletdøren eller tale igennem dem. Når jeg er på toilettet, så må han selv løse de problemer, der måtte melde sig. Medmindre nogen er i overhængende fare for at komme galt til skade, så er der dødsstraf for at nærme sig toiletdøren, når jeg er derude. Og han skal heller ikke nærme sig døren med en grædende baby, for så kan jeg jo høre det, og så kommer jeg jo til at forsøge at klemme den tisstråle over – og jeg gider simpelthen ikke rende rundt i våde bukser hele dagen.

Lad være med at lytte til mig

Eller andre mødre for den sags skyld, når vi fortæller eller skriver hele blogs omkring alt det, der ændrer sig, når man bliver mor. For ved du hvad, det skal sgu nok gå – og så er det heller ikke værre. Der er så mofo mange kvinder, der har klaret det – og klaret det flot – så det kommer du også til. Dit barn bliver en freaking stjerne, og du kommer ikke til at miste dig selv midt i gylp og babymos. Du kommer til at stramme ballerne og gøre det ski’-godt! Hurra for dig! 

Fik du nogensinde læst de ting, man freaking ikke skal sige til en gravid? 

8 kommentarer

  • Marie

    Åh, toiletdøren… Den skal fandme også indføres herhjemme. Og det er ikke bare banken på eller talen gennem døren, det er også at far og baby tilfældigvis skal sidde og lege lige ude foran døren 🙈😆 På toilettet burde man have helle!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    👏🏼👏🏼Lige præcis den med at kunne gå på badeværelset i fred, den regel har vi også herhjemme😀 Og det behøver man ikke være førstegangsforældre for at praktisere – jo flere unger, desto mere nødvendigt med dét lille break;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Please, please, PLEASE!! opret sådan en hotline – vi overvejer om projekt baby snart skal være os, og jeg kunne så godt være typen der gerne lige ville ringe og høre hvad du gjorde. For det virker til du fucker det næsten luge så meget op som jeg tror jeg vil høre, og alligevel klarer dig fremragende både på mor-, kæreste, og alle-de-andre-fronter 👏🏻👍🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Jeg læser ikke din blog normalt, og faktisk endnu mere sjældent bankråd af den slags her, fordi jeg synes de er tåbelige. – for det meste.
    Af en eller anden årsag læste jeg alligevel dig og YAYYYY… især det med fælleskortet, trække vejret højlydt og at nærme sig toilet døren🙏😇👍💪🤗🤗🤗

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie-Elsebeth

      Ej hvor er du sød! Tusinde tak for, at du gad læse med 😃💪🏽

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie S

    Din blog er genial. Jeg læser samtlige indlæg og det hele er bare spot on. Tak for dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie-Elsebeth

      Årh hvor er du sød! Tusinde tak for, at du følger med 😃 sig endelig til, hvis du har forslag til, hvordan jeg kan gøre det bedre!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie S

      Ingen forslag, bare et godt råd om at være påpasselig når man spiser chilli Chips om aftenen og render frem og tilbage mellem sofa og babyværelse for at proppe sut i munden på baby. Babyer kan ikke lide smagen af chilli på sin sut. Så ved du det…

      Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Opskrift: Siciliansk one pot pasta