Vi tager sgu da egentligt på ferie i morgen

Mor-fjollet eller seperationsangst?

Homie er sgu blevet fjollet med sin mor. Og man forstår hende jo som sådan godt, for for sevan, hvor er hun pragtfuld. Hæhæ. Men det er måske trods alt blevet lige lovligt meget nu, så jeg tror desværre ikke, at det bare er fordi hun synes, jeg er sej og skæg. 

Homie er 13 måneder nu, og er jo som bekendt kørt helt ind i vuggestuen nu, og så sent som i fredags, hvor både Arne og jeg hentede hende, der ænsede hun os ikke et blik, da hun skulle hjem. Eller, jo muligvis et enkelt blik – men det sagde mere “ej for Helle, nu vil I have mig op af sandkassen, lige når jeg har fået fat i den store grønne ske?! FLOT GÅET!” end det sagde “Jubiii, nu skal jeg hjem med min mor og farmand.

Så det er meget tydeligt, at hun elsker at være i den vuggestue – og jeg kan i øvrigt virkelig godt forstå hende! Jeg har aldrig hentet hende, uden der lå en voksen nede på gulvet og legede med de mindste og var i øjenhøjde med dem. Hvor er det fedt at se, at de har tid og overskud til det midt i læringsplaner, økologi-stempler og des lige. Freaking godt gået i min optik. 

Nå, men selvom det går så godt, så overvejer vi, om det er en reaktion på vuggestue-starten, som vi ser nu. Hun er blevet mere’ gla’ for sin mor nemlig. Og lad os bare være ærlige – så er jeg heller ikke federe. Så jeg tænker, at det godt kan være en reaktion på, at jeg ikke er sammen med hende hele tiden længere – men det er Arne jo altså heller ikke, og hun er ikke på samme måde over for ham. 

Det viser sig ved, at hun nogle gange får nogle små flip, hvor hun bare vil hen til mig, uanset hvor meget skæggere det er ovre hos en eller anden anden, der er ved at flyve i fly med hende på benene eller kaste hende op i luften. Hun vil bare op til mig. Hun er også blevet ekstra hygge-trold og laver ikke særlig meget andet end at kravle rundt på mig og mase sig ind i min armhule eller op i måsen på mig, hvis jeg ligger på gulvet og leger med hende. Nogle gange føles det en smule som om, at hun forsøger at kravle tilbage hvor hun kom fra – og jeg tænker trods alt, at den manøvre er skæggere med 2869 gram end med de nuværende 8900 gram. 

Derudover er hun pludselig begyndt at vågne efter cirka halvanden time, og i stedet for at sove hele natten i sin egen seng vil hun på det tidspunkt kun op i sengen til mig – ellers går hun bananas. Og det er æk’ godt nok, hvis det kun er farmand sengen – moderen skal også være der. Så de sidste nætter har hun sovet stort set hele natten hos mig. Det er naturligvis vanvittigt hyggeligt, men hendes nat bliver bare mere urolig, fordi hun hele tiden bliver vækket af mit rumsteren rundt – og det samme bliver jeg i øvrigt af hendes møffen. 

Vi håndterer det på én eneste måde lige nu, og det er at give hende lige præcis det, som hun umiddelbart efterspørger. Jeg smider mig ned på gulvet, når det er muligt, og er til stede, så der er fri mulighed for at klatre rundt på mig eller ligge sig til og putte på min mave midt i en leg med kampen mellem savannens Schleich-dyr. Hvis hun er hos en anden og vil over til mig – så kommer hun over til mig. Og hvis hun vil op og sove i vores seng, så kommer hun det. Det er egentligt ikke anderledes, end vi har gjort det tidligere – det virker bare som om, det ofte er mere nødvendigt for hende nu. Jeg leger gemme-lege med hende, for at vise hende, at jeg ikke nødvendigvis er gået bare fordi hun ikke kan se mig, og jeg vinker altid, når jeg rent faktisk går, så hun gerne skulle lære, at hvis jeg ikke har vinket, så er jeg ikke gået nogen vegne. 

Har I nogle god råd eller erfaringer omkring mor-fjollethed eller decideret seperationsangst? 

Fik du nogensinde læst om dengang, hvor jeg var meget tæt på at droppe amningen?

11 kommentarer

  • Sofie

    Det er vist helt normalt…. Og jeg tror også på, at man skal imødekomme det i stedet for at “kæmpe” imod. Min datter er 2 år og 2 måneder nu, og har stadig dage og kortere perioder , hvor det kun er mig, der duer. En dag ændrer det sig nok, og så er det kun far, der duer lige pludselig 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dorte

    Jeg synes det lyder som om du gør lige præcis det du skal ❤️ Det er med stor sikkerhed en reaktion på vuggestuestart hvor hun nu søger ekstra tryghed og bekræftelse på at du er der for hende til at tanke trygheds-batterierne op igen. Og ikke et ondt ord om Arne, men lige nu er det bare dig der giver den bedste tryghed. Om et år er det måske far og så bliver du sat på sidelinjen.
    Så bare fortsæt, det lyder som om du er rigtig god til at læse hendes behov og give hende hvad hun søger. Og ja, så må du sgu bare bide i det sure æble indtil det vender lidt igen, og nyd det også lidt…snart bliver hun teenager og så gider hun dig slet ikke 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Fuldstændigt det samme hos os. Efterfølgende (ca 14-15 mrds perioden) kom så en periode, hvor hun kun ville have far og det er altså en mærkelig, lidt-befriende i 15 min-agtig fornemmelse😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne

    Som een allerede har skrevet: keep up the good work💪🏻 Ingen gode råd – kun applaus herfra. Det går over – indtil da; tryghed. Så går det måske også hurtigere over. Måske.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vibeke

    Fortsæt med at gøre det I gør, imødekom hendes behov for at være tæt på dig, så skal det nok lige pludselig gå den anden vej igen.(Hvor meget jeg end hader at sige det, så er det en fase.. Som alt andet jo er..) Det kan sagtens være en reaktion på vuggestuestart. Min søn bliver sådan, hvis han er blevet passet og/eller vi har været nogen steder henne, hvor han ikke har været så meget hos mig, men istedet hos andre f.eks. Bedsteforældre. Når det sker, så plejer jeg at bruge god gammeldags hud til hud. Vi tager et bad sammen eller jeg putter og lader ham falde i søvn på mig hud til hud, mens vi ligger under dynen. Det plejer at virke her😊 Han er 10 mdr.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alle mine tre børn har haft bølger af seperationsangst i den alder, selvom de ikke gik i vuggestue. Men det kan da godt være at det forstærker det… Vi har ligesom jer bare hældt på med (klistret) nærvær og så er det relativt udramatisk gået over igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine Mille

    Kan melde om den samme reaktion/adfærd hos vores datter, godt nok er hun knap 9 måneder, men hun er startet i dagpleje for 2 uger siden og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er derfor hun søger efter ekstra tryghed hos mor for tiden. Hun får lov og så skal det nok gå over igen. 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Vi kalder det morglad i stedet for morsyg og vender det på den måde om til at være noget positivt. Det kan være mega træls, men som alt andet er det jo en fase der kommer og går 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karenlise

    Jeg tror I gør lige præcis sådan som det passer bedst for jer og Inge-homie 👍 Sådan nogle perioder kommer og går og jeg tror det bedste er at følge sin mavefornemmelse (selvom det kan være mega svært, fordi ‘man’ hele tiden tænker om det er rigtigt eller forkert). I gør det mega godt og den lille pige har nogle mega gode forældre! 😊👏

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Ååh Gud, hvor kender jeg situationen! Min dreng er dog kun 9 måneder, men særligt efter jeg er begyndt på arbejde 2 dage om ugen, så er han helt mor syg. Hvis jeg forlader rummet, panikken han og kravler grædende efter. Om natten vil han kun ligge i ammebaren, som nærmest må melde udsolgt og skubber jeg ham over til hans far, så hiver han lige gråden et niveau op. Fedt nok både for far (på barsel) og miiiiig… og jeg ved ikke hvad man skal gøre??? Vi har også bare givet ham det han vil have og håber han snart synes far også er en guttermand i mere end 5 min ad gangen 🙄

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Min pige på 15 måneder havde for lidt tid siden samme måde at reagere på. Vi gav det også plads, og hun fik lov at hænge på mig alt det hun ville. Det er gået over igen fuldstændig af sig selv, og nu kan far også bruges igen😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi tager sgu da egentligt på ferie i morgen