6 sætninger, I aldrig kommer til at høre mig sige

Når de ringer fra vuggestuen …

Jeg er panisk angst for telefonnumre, der starter med 32. Det er jeg, fordi det er det nummer, de ringer fra i vuggestuen. For det er jo aldrig noget hyggeligt eller fedt, som de lige ringer for at fortælle lynhurtigt. “Hej, det er vuggestuen. Vi ville bare lige fortælle, at Inge er det første 15 måneders gamle barn, som har lært at spise korrekt med kniv og gaffel. Og så har hun desuden bare haft en pisse-lækker formiddag.” Det sker ikke.

Nej nej, når de ringer, så er det altid noget lort. For det meste ringer de for at fortælle, at ens barn har lige lovligt tynd mave eller at de har feber. Og at man gerne må se at skride ind i dét transportmiddel, der hurtigst muligt kan fragte én frem til ens syge og muligvis smitsomme barn. Det er nul procent fedt af tre åbenlyse årsager, 1) man skal smutte fra arbejdet, og får derved pissetravlt resten af ugen, 2) det er synd for ens barn, 3) det er også lidt synd for én selv, at man skal passe førnævnte syge barn – for syge børn er not fede.

Den slags opkald har vi fået vores andel af allerede, og fordi jeg arbejder 6 km væk fra Inges vuggestue og Arne arbejder 175 km væk fra Inges vuggestue, så kan I jo selv gætte jer til, hvem der som oftest må vinke farvel til kollegaer og eftermiddags-kage på kontoret til fordel for prut-bleer, råberi og tusinde bekymringer. Der sker naturligvis også rigtig mange fe’e ting henne i vuggestuen – og Inge har vitterligt de mest pragtfulde pædagoger på sin stue, men de fede ting har de ikke lige helt tid til at ringe og berette om hele tiden – og fair nok . 

Men det med de dumme opkald er jo desværre en del af børnegamet, og man lærer at leve med det. Men i dag kom der en ny slags opkald; et “Inge har slået sig”-opkald. Og fy for Søren, hvor er det et latterligt opkald! Inge var i dag faldet ned fra et sørøver-skib. Unægteligt fordi hun sikkert skulle op øverst og lege kaptajn-klo, der skuede ud over pøblen. I hvert fald var hun faldet ned og havde slået sit lille, fine hoved. De havde ikke behov for, at jeg hentede hende med det samme, fordi hun tilsyneladende havde det fint igen – men de ville trods alt lige ringe og fortælle om det store “dunk”, som hun var kommet til at lave, om den store bule, der ville møde mig, når jeg hentede hende – og om at de holdt øje med hende i forhold til om vi skulle et smut forbi lægen med hende.

Jeg fik opkaldet i formiddags. Såååå … min dag har båret forholdsvis meget præg af, at jeg har arbejdet i 5 minutter og så er mine tanker vandret forbi min stakkels pige – så har jeg arbejdet 5 minutter mere og så har jeg igen tænkt på hende. Pis og papir.

Men hun var heldigvis okay efter en hurtig græde-tur og så havde hun bare haft en pragtfuld dag derefter. Hun har en stor, blå bule midt i sin pande – men den gør ikke ondt nok til, at hun vil lade være med at dunke Duplo-klodser ind i den, så det virker til, at hun ikke skænker den en tanke. Så nu har vi brugt eftermiddagen og aftenen på at lave lige nøjagtigt det, som Inge gerne ville – og så havde jeg da måske nok ønsket, at det ikke var at læse “Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved” 9 gange – men sådan er livet så uretfærdigt. Og nu kan jeg den da i det mindste udenad med forskellige stemmer til hvert af dyrene – og det kan også noget.

Nu er hun puttet inde på vores værelse, så jeg kan holde øje med hende i løbet af natten.

Stopper man nogensinde med at være ved at tisse i bukserne, når de ringer fra vuggestuen eller kan jeg ligeså godt bare acceptere det som en del af min hverdag?

Ind og læs om de sætninger, jeg aldrig kommer til at sige! 

11 kommentarer

  • Line

    Må jeg spørge hvad du mener med latterligt opkald? 😊 Er det fordi du synes det var dumt at de ringede til dig og informerede?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie-Elsebeth

      Nej, naturligvis ikke. Det er latterligt på samme måde som et hver andet opkald om, at ens barn ikke har det godt – man vil meget nødigt have det opkald. Det betyder naturligvis ikke, at man ikke vil have det opkald i situationen – men man ville da hellere have været situationen foruden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, sikke en forskrækkelse! Du har ret; det er bare de allerværste opkald 😩 Godt Inge er okay igen ❤️
    Kan desværre informere om, at det aldrig stopper… mine drenge er nu 6, 7 og 9. De to ældste går på den skole, jeg arbejder på, og yngste starter efter sommerferien. Så jeg er riiiimelig tæt på 😉 Det viste sig at være ret handy, da mellemste endnu ikke var fyldt 6 og lige var startet i 0. klasse. Hans pædagog kom styrtende hen på den gang på skolen, hvor jeg var, og råbte forpustet, at han tog over for mig, og at jeg skulle skynde mig ned i 0. klasse. Der sad min Louie så med blodet væltende ud af munden og så bange og ulykkelig 😥 Han var simpelthen faldet af en vippe, mens den stadig var i gang, og var kommet under den, og så havde han fået den lige op i munden. Resultatet: Tænder, der faldt ud, løse tænder og flækket tandkød i overmunden. Det var skrækkeligt, og han så herrens ud længe. Et år senere gik han så ind i en lygtepæl og knækkede et stykke af den nye fortand, der endelig var vokset ud… 🙄😅 Det “sjove” er, at han er min mest følsomme og rolige dreng. Han er bare pisseuheldig – og måske lidt klodset som sin mor 🤪😅

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Det stopper aldrig, eller det er i hvert fald ikke stoppet her selvom han nu går i børnehave! 😂 Jeg arbejder godt 150 km fra min søns instution, men alligevel valgte vuggestuen for et par år siden at ringe til mig (Aller første gang han blev ringet “hjem”) , da de troede han havde menigitis og derfor ville informere om der var ringet 112…. Det var en meget lang togtur hjem! Heldigvis nåede farmand dog frem til at tage med ham. Men for pokker hvor tankerne kom på højtryk 🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamilla

    God stil de trods alt lige ringede og informerede dig. Da min datter kort efter opstart i dagpleje blev nødt til at have et par dage i gæstehuset fordi dagplejemor havde fået hold i ryggen, er det mig der henter på anden dagen. Hold kæft en forskrækkelse. En kæmpe blå bule og en kæmpe hudafskrabning på næsen. Hun var faldet ned af en stol uden sele de havde placeret hende på til frokost ude på en stenterrasse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Nåhr, hvor synd for hende! Men i det mindste ringede de… Min kæreste blev den anden dag mødt af vores lille dreng, der kun er på 3. uge i børnehaven, men en gigantisk bule inkl. hudafskrabning i panden. Faktisk endte min kæreste med at påtale det over for personalet dagen efter, for han var sgu blevet noget chokket- det var jo trods alt hovedet, og ingen havde helt set, hvad der var sket. Lillegutten har det i øvrigt godt igen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Nope 😊
    Min store dreng er 10 år. Reglen hjemme hos os er, at han ringer når han kommer fra skole. Hver dag! Og, yes! Ganske rigtigt, hver dag når hans opkald ringer ind, så er der lige del “ohh, no!” og lige del “god dreng!” I 99 procent af opkaldene så er det selvfølgelig bare en super glad dreng, som tjekker ind hos sin curling-moar😉
    Hønemødre længe leve👊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Min søn på 1 1/2 falder dagligt. Flere gange dagligt. Og han er ekseptionelt god til at tage fra med hovedet! Så det har resulteret i en del buler i diverse farver. I sidste uge klarede vi sågar 3-i-1, så det bare lignede én stor udgroning af et kommende ekstra hovede. Jeg er dog så privilegeret at dagplejeren er min egen mor, så jeg får flere snaps af hyggedage fyldt med mysser og krammer end skader og kedelige opkald!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Nej, det stopper man vist aldrig med at frygte. Jeg har tre børn fra 2-6 år, og den anden morgen, ca 10 min efter jeg freaking havde afleveret den mellemste i børnehave, ringede de fandme… blot for at høre om jeg lige havde ringet til dem!!! Med hjertet i halsen og begyndende dårlig mave kunne jeg så informere dem om at det havde jeg ikke.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karin Kristensen

    Jeg har tre drenge (10, 16 og 18 år nu), og jeg erindrer SÅ tydeligt de der opkald fra vuggeren og børnehaven! Og jeg vil blot sige, at det stopper ikke nødvendigvis, selvom de blir store – blev i påsken ringet op kl. 4 om natten af en skiguide, som fortalte, at vores ældste søn var blevet slået ned på en bar og lå på hospitalet! Sikke et opkald 😩😩 han var heldigvis ikke kommet alvorligt til skade – havde slået en tand ud og fået hjernerystelse. Men mammi her fløj da hurtigt til Frankrig for at hente ham hjem ❤️

    I sidste uge ringede de så fra skolen (en time efter jeg var mødt på job), at vores yngste havde slået hovedet (var løbet ind i en lygtepæl…) og skulle hentes!

    Så væbn dig med tålmod, Julie Elsebeth – det stopper først om mange mange år!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Carina

    Nej det stopper aldrig 😅 har heldigvis ikke fået så mange af dem, men husker engang jeg fik 2 i træk pga mellemstebarnet. Blev ringet op at hun havde slået hul under hagen og det hed skadestuen og hun blev jo så limet fint sammen og sendt afsted den efterfølgende dag for at stille sig og få en gynge i samme hage (man har jo også kun en ) hvilket jo så gjorde at den ellers fine lapning gik op og afsted vi røg igen og så kan man så ikke lukke sådan et 2 gange. Vi er idag glade for det brede ar trods alt sidder under hagen! Mine er alle skolebørn og fik mens jeg kørte 2 64 opkald 😱 og så fik jeg ellers ondt i maven og måtte holde ind til siden , det viste sig bare at være yngsten der valgte at gå fornærmet ud i regnen uden overtøj og derfor heldigvis kun trængte til jeg kom forbi med tørt tøj 😅 men man får altid ondt i maven når de ringer

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

6 sætninger, I aldrig kommer til at høre mig sige