Om at få tæv af sit barn

Nej, jeg passer ikke en skid på mig selv


Jeg lagde et par små-dystre stories op i går, fordi jeg simpelthen er så syg og har det så skidt – og samtidig er alene hjemme med Inge og forsøger at passe begge mine jobs. At mit liv er et rod lige nu har tydeligvis været klart for enhver, for gennem de seneste dage er jeg blevet stillet forskellige afarter af det samme spørgsmål af rigtig mange mennesker, blandt andet Arne, min familie, veninder og internet-veninder. “Husker du at passe på dig selv, JE?” Det korte svar er nej. Nej, jeg husker ikke at passe på mig selv.

De seneste måneder har vi været ramt enormt meget af sygdom herhjemme, det er mig bekendt helt normalt med et vuggestuebarn i hjemmet. Men jeg plejer vitterligt ikke at være syg, og det har jeg nu været af flere omgange end jeg har styr på.

Når Inge bliver ramt af noget, så får jeg det også, og jeg har ellers altid sagt til folk “jeg bliver aldrig smittet af andre”, når de har anbefalet mig at holde afstand eller ikke drikke af deres sygdoms-sugerør af fare for, at de skulle smitte mig med noget. For jeg plejer altid at klare frisag mod den slags. Men noget har ændret sig. Og jeg tror, at det er mig.

For jeg har travlt. Jeg har virkelig travlt, og jeg har decideret ikke tid til at tage sygedage. På mit almindelige menneskearbejde kan jeg sagtens sørge for at løbe lidt stærkere de resterende af ugens dage, hvis jeg har måttet tage en sygedag. Det kan de fleste lykkes med, så det ville jeg naturligvis også sagtens kunne! Problemet er bare, at det stort set aldrig passer sammen med denne her sidegeschæft. For hvis jeg er syg i løbet af dagen fra mit almindelige arbejde, så ville det se ret skidt ud, hvis jeg lavede en større kampagne om aftenen – i hvert fald, hvis det er sådan en, der ikke allerede er planlagt fuldstændig på forhånd og bare skal smides op.

Og der kan jo altså være dage, hvor jeg er alt for syg til at sidde 7 timer og skrive ved en computer, men hvor jeg godt ville være i stand til at lave to stories og et Instagram post – men sådan fungerer det jo ikke i det virkelige liv. Hvis jeg er rask nok til det ene, så må jeg også gøre det andet.

Og ja, jeg ville godt kunne udskyde nogle kampagner til andre dage eller lignende, men det er et kæmpe puslespil, som jeg skal have en masse mennesker ind over, og det er simpelthen ikke noget jeg orker, hvis jeg har det så skidt, som jeg eksempelvis har lige nu. I stedet vælger jeg derfor bare at tage på arbejde, for så ved jeg, at jeg også kan tillade mig at arbejde på dét hér om aftenen. Og nej, jeg er da på ingen måde fed at sidde ved siden af, men det er den eneste måde, hvor jeg kan få mit liv til at køre på de der famøse skinner, som man så ofte hører om. Omend mine skinner måske er noget mere bumlede og smårustne end de fleste andres.

Jeg er sådan en, der klarer ting. Hvis der er et problem, så løser jeg det og det gør jeg ved at arbejde for det. Jeg kan nå 300 ting på en god dag, og dem har jeg heldigvis mange af. Til gengæld så gør det også, at jeg har planlagt minimum 150 ting på de dårlige dage, og så er de svære at komme udenom eller udskyde – for så er der jo 450 opgaver til dagen efter, og det bliver måske også lige stramt nok. Ja, altså tallene er jo naturligvis grebet ud af ingenting, men jeg tænker, at I forstår pointen.

Så derfor står jeg nu i den situation, at jeg har været syg hele ugen med hoste, absolut ingen stemme, ondt i ører, hals og pande og har feber – og med undtagelse af en hjemmearbejdsdag onsdag, så har jeg bare arbejdet hver dag og hver aften. Det har så også gjort, at min sygdom i løbet af ugen er blevet værre og værre i stedet for bedre og bedre. Jeg kan jo udmærket godt regne ud, at jeg ikke bliver rask, med mindre jeg slapper lidt af – men nu er det jo heldigvis snart weekend, og så kan jeg jo slappe lidt af. HAHAHAHA. Nå nej, mor jo. Fuck.

“Men det lyder altså ikke særlig sundt!”. Nej, det er vi helt enige om, men jeg kan også forsikre dig om, at der intet sundt er over mit liv i disse dage. Jeg har taget på, jeg æder for meget slik, jeg sover for lidt, jeg træner for lidt og jeg arbejder alt for meget. Hvis jeg også røg, så ville jeg bonne helt ud på usundheds-skalaen. Og jeg er ret sikker på, at hele skidtet har rod i alt arbejdet. Det er ved at være en ret lang periode, hvor jeg har kørt to jobs og været ret meget alene med et barn samtidig. Og jeg kan mærke det. De fleste dage synes jeg alt er super, men den seneste lille uges tid har jeg simpelthen været så skidt tilpas og har fundet det hele uoverskueligt – det ligner mig ikke, og jeg bryder mig ikke om det.

Nå, men tilbage til det evige spørgsmål; “husker du at passe på dig selv, JE?”. Niks, ikke det mindste. Jeg kan simpelthen ikke overskue at skulle skrue ned lige nu, for der er for meget jeg både skal og gerne vil nå. Der var i dag en pragtfuld følger der skrev, at hun selv var blevet stillet spørgsmålet på en lidt anden måde, nemlig “Husker du at passe på dit barns mor?” og til det spørgsmål er svaret jo sørgeligvis også nej. Inge og jeg hygger os enormt i disse dage på trods af sygdom, og hun er nogenlunde det eneste, som jeg rent faktisk kan overskue – men jeg passer sgu ikke på hendes mor. For det øjeblik hun sover, så kaster jeg mig over mere arbejde i stedet for at hoppe tidligt i seng og forsøge at blive rask.

Så kunne det være pænt, hvis jeg skrev noget i stil med, at jeg vil gøre mig umage for at passe på mig selv fra nu af, men jeg ved bare, at det ville være løgn. For jeg har jo ikke tænkt mig at blive hjemme fra arbejde i morgen, eller udskyde kampagner eller overlade hele hytten til en Arne, der er vendt hjem fra Odense efter 5 dage. Jeg har jo tænkt mig at gøre præcis som de resterende dage i ugen, og så bare prøve at gøre dem lidt hurtigere, så jeg også får tid til at tage en slapper på et tidspunkt.

Jeg havde nok ikke regnet med, at det her grødhoved skulle citere Einstein herinde, men “Der findes intet mere sikkert tegn på sindssyge, end at gøre det samme om og om igen og så forvente, at resultatet hver gang er anderledes” og hvis det er tilfældet så lugter det her jo lidt af sindssyge for mit vedkommende. Så jeg må hellere komme med bare et lille ønske og mål for mig selv: Jeg vil overveje, om jeg på et tidspunkt skal begynde at passe lidt bedre på mit barns mor.

Hop ind og læs om alle de tæv, som Inge giver mig om natten – det er noget sjovere end denne dystre omgang.

1 kommentar

  • Sussi

    Det er sgu hårdt det her med at få små børn. Jose er lige efter Inge og jeg har fulgt dig siden min graviditet. Vi har det på samme måde hos os – sygdom, manglende nattesøvn ect ect. Jeg er så gravid igen og skal føde om 5 dage, så det har ramt min anden halvdel værst. Særligt den manglende nattesøvn rammer ham hårdt, og han er lige blevet sygemeldt med stress – og det var ikke en sjov beslutning. Så pøj pøj med dig og dit helbred, håber du får vendt skuden 🤞

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at få tæv af sit barn