Jalousi, selvværd og moderskab

Og så var du pludselig en rigtig lille pige

Om 14 dage bliver Inge halvandet år og i mit hoved lyder det stadig som om, at det er at være en baby at være halvandet år. Men hun er sgu ikke nogen baby mere. Tværtimod er hun er sgu blevet en helt lille pige og et rigtigt menneske. Jeg har uden undtagelse set hende hver dag siden hendes fødsel og selvom jeg føler, at jeg har gjort mig umage med at forsøge at nyde hende, mens hun var lille – så er jeg nok ikke helt lykkedes med det.

Jeg har hele tiden set frem til næste milepæl – rulle om på maven, sidde op, spise fast føde, kravle, gå, tale … Altså bevares, vi har da hygget os i det – men vi har unægteligt altid været på vej videre.

Og så kiggede jeg væk et øjeblik. Jeg lover, det var virkelig kun et øjeblik. Jeg skulle måske bare lige opdatere Instagram eller smide et par af Arnes sokker til vask – og så BANG! Så stod der en lille pige foran mig. I kondisko, med solbriller og skrammer på knæene og sagde “NEJ” til alle mine forslag. Jamen i forgårs var du jo en baby, der ikke kunne ligge på maven mere end et par sekunder og nu kravler du op på bordene og danser tango og tager mors dyre solbriller på, hvis vi kigger væk mere end et øjeblik.

Jeg er jo ikke den eneste i verdenshistorien, der har oplevet den her ubarmhjertige situation, hvor ens baby pludselig er et rigtigt menneske. Jeg har hørt nogenlunde alle forældre i verdenshistorien melde om den samme pludselige udvikling – altså ikke udvikling for barnet men udvikling i forældres forståelse af, at de ikke er baby-forældre mere – de har et rigtigt barn.

De første tre måneder som nogens mor synes jeg var vanvittigt hårde. Jeg havde hørt, at det skulle blive lettere efter tre måneder, så jeg talte decideret ned efter hver eneste dag, som jeg var kommet nogenlunde helskindet igennem. Det var så hårdt. Nu ville jeg gøre omtrent alt for bare lige at nappe en enkelt dag, hvor min lille baby og jeg kunne bruge en hel dag på sofaen med at amme, putte og sove lure sammen. Barslen og nok især den første del af den er nok bare uhyrligt hårdt at være i, men til gengæld helt enormt hyggeligt at tænke tilbage på.

Men nu skal det heller ikke lyde som om, at jeg er ked af, at Inge er blevet en lille pige – for det er vitterligt det bedste i verden. Hun kan selv kravle op på sin stol, når hun skal spise, hun kan fortælle, når hun har fyldt bleen, hun kan (og vil) selv vælge sit tøj, hun kan sige tusinde ord og små sætninger som “ble”, “klapvogn”, “hat på”, “prut-ble”, “agurk”, “1,2,3” og hun forstår tilsyneladende alt hvad vi siger. Det er følelsen af, at pludselig behøver man ikke længere gætte på, hvad den man elsker mest i verden vil have, for at gøre hende glad – man kan simpelthen bare spørge hende.

Hun kan både vise og fortælle, når hun er glad – og hun er iøvrigt ligesom sin mor også utrolig tydelig, når hun æk’ er tilfreds. Man kan male, tegne, bygge sandslotte, rutsje, gynge, klatre, bygge med klodser og så mange andre ting med hende – og det gør forælderskabet så meget sjovere. Hun bliver lykkelig over en lille æske rosiner og hun kan under ingen omstændigheder acceptere et nej. Hun er så latterligt stædig. Kaster sig dramatisk ned på jorden og kigger stift nedad, når der bliver sat grænser for hende eller råber højt og længe – jeg tror i øvrigt, at det er universets måde at give mig tilbage som fortjent. Mine forældre har det i hvert fald riiiigtig skægt over, at det er min tur til at kæmpe med det velkendte Julie-elsebeth-temperament.

Hvor om alting er, så er det simpelthen så mærkeligt at have haft en helt hjælpeløs baby, der ikke kunne rulle om på maven for hvad der føles som halvanden uge siden – og nu har jeg pludselig en lille datter, der stjæler jordbær i fremmede menneskers haver, selv vælger hvilken bog vi skal læse fra hylden og løfter armene højt over hovedet og råber “JAAAA VAND”, når vi går til stranden. Men det er fucking fedt!

Jeg vil i hvert fald gøre hvad jeg kan for at nyde lille bitte Inge, mens hun stadig er bare en smule lille. For i overmorgen vil hun garanteret gå til fodbold og sættes af 100 meter fra skolen, så de andre børn ikke ser hendes pinlige mor.

Hop ind og læs mit indlæg om at være jaloux 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Jeg er ny i gamet, så efterlad endelig kritik - så gør jeg det bedre næste gang.

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jalousi, selvværd og moderskab