Om endelig at have et hjem 

Om at huske, hvad man har glemt

Jeg synes egentligt, at vores liv er sat ganske fornuftigt i system. Og det er sgu æk’ Arnes skyld. Arne planlægger intet – han planlægger aller højest intet at planlægge, så han i stedet kan gøre, hvad han har lyst til i situationen. 

Mig til gengæld, jeg planlægger alt. For min skyld behøver det ikke engang at være en god plan – bare der er en plan. Ellers bliver der sgu for rodet inde i mit hoved, der som I måske kan forestille jer i forvejen er lidt af et sted at skulle være til stede 24 timer i døgnet. 

Men selvom vores liv på min opfordring og med mit arbejde er blevet hverdags-venligt og kedeligt, så har der her de sidste fjortens dages tid edderbrandsparkeme været mange eksempler på, at vi har glemt ting. Og hvor end jeg gerne ville skyde skylden hundrede procent på Arne som sædvanligt, så ville det simpelthen være en gammel løgn. Og det dur jo altså æk’. Antallet af forseelser taler dog heldigvis stadig for sig selv – Arne er værst. Onde tunger ville måske endda sige, at det må være ham og hans evige glemsomhed, der har ødelagt min ellers tidligere ganske ufravigelige akkuratesse. Tak Arne, fucking tak. 

Nå, men vi skal jo i gang med pisset. Så lad os da bare starte med passet. 

Passet, der var væk

Dén hér historie fik i serveret allerede inden vores ferie. Arne skulle nemlig på en lille skiferie med gutterne – og på selve dagen, ganske få timer før han skulle afsted, gik det op for ham, at han ikke havde sit pas. Det lå i den anden ende af Sjælland. Hele historien kan du læse her, men summa summarum, så var det en meget pinlig affære, hvor jeg var vanvittigt træt af ham. Men sådan en omgang skæld ud fra mig og nervøsiteten han må have følt over muligvis ikke at kunne komme afsted på ferie med gutterne må virkelig have skræmt ham til at have styr på passet tænker du så! NEJ. Videre til næste punkt. 

Passet, der var væk – del 2 

10 dage efter den missere skulle vi selv på ferie, og der var blevet joket meget med det forsvundne pas. Da vi skulle til at ud af døren for at køre til færgen tjekkede Arne lige sin rygsæk og konstaterede, at passet ikke var der, hvor han troede, at det var. Han affejede mine onde øjne med, at han nok bare allerede havde lagt det ned i bilen. Vi pakkede færdigt og bar hele lortet og vores datter ned i parkeringskælderen. Passet var ikke i bilen. Arne løb op i lejligheden igen, mens jeg kunne stå i en mørk parkeringskælder og forsøge at underholde en et-årig pige. Han kom ikke tilbage og efter omtrent femten minutter var jeg så tosset og frustreret, at jeg greb rygsækken og stak hånden ned bagerst – der lå passet. Jeg ringede til Arne, der ikke tog telefonen, så jeg smed alle taskerne ind i bilen og fik placeret Inge på det beskidte gulv i mellemtiden. Så kom hun op på hoften igen og vi vadede op til dør-telefonen og fik endelig fat på swinet, så vi kunne komme på mofo ferie. Da han kom ned lagde han nul procent skjul på, at han troede at jeg løj og ikke havde fundet passet i rygsækken – men at jeg derimod selv havde haft det hele tiden. Jeg var decideret ved at brænde sammen på ham. Heldigvis indrømmede han, at han ikke havde tjekket aller bagerst. Jeg bærer alle pas fra nu af. 

Handsker

Arne havde kun én skihandske med til Østrig med drengene – og stod derfor i læderhandsker. Han havde god tid mellem skiferierne, alligevel var det ikke lykkedes ham at købe et nyt sæt handsker, hvor der ikke manglede en venstre-lap. Så i stedet måtte han købe et sæt i Trysil – hvor de ikke kun var skide-dyre men også skide kolde. Det ville være ondt at sige, at det gjorde mig glad at han frøs som straf for ikke at have gjort en ski’ for at løse problemet – men det gjorde mig røv-glad! 

Dankort i Norge 

På skiferien ville jeg ned og handle en dag. Arne var blevet ramt af noget piz, som Inge nok havde hft med hjem fra vuggestue, men han indvilgede i at gå med til købmanden for at få lidt frisk luft. Turen derned gik perfekt, men da vi stod derinde blev han mega dårlig og jeg fik sendt ham hjem. Inge og jeg handlede færdigt og gik op til kassen. Og så havde jeg ikke mit kort. Jeg ledte hele tasken igennem foran en lang kø af travle turister, mens jeg på super-dårligt norsk forsøgte at undskylde og finde en løsning, der ikke indebar at betale den rare, 60årige dame i naturalier. Jeg fik lagt lortet til side og måtte stavre hjem med klapvognen uden varerne. Efter en omvej fordi jeg ikke kunne huske vejen nåede vi hjem – begge vanvittigt sure. Mig fordi alt var lort og Inge fordi hun havde lavet lort på halvvejen. Super. Jeg fik skiftet Inge, mens Arne kørte ned efter alle mine varer. 

Pakken på apoteket 

Jeg fik leveret en pakke på omtrent 1*1 meter den anden dag. Den skulle hentes i Kvickly og på vejen hjem skulle vi lige hente D-dråber på apoteket. Jeg stillede pakken op af klapvognen, mens jeg fandt dråberne. I mellemtiden kørte Arne vognen væk fra pakken og vi gik hjem med verdens mindste pose fra apoteket i stedet for den freaking store pakke, som vi lige havde hentet. Jeg kom først i tanke om den manglende pakke om aftenen og måtte næste dag ringe ned og høre, om de havde pakken. Det havde de heldigvis – og de havde ikke anset det for nødvendigt at ringe til Rulle-Marie for at tjekke for bomber i min pakke. Det var nok blevet en dyr omgang d-dråber ellers. 

Pist væk på pisterne 

Fyndig overskrift, hva’? Dét hér punkt er sandt – der er bare en lille del, som jeg lige lyver lidt om. Forklaringen følger ved anden lejlighed! Men i hvert fald – på en skitur i Trysil kører vi ind på caféen for at drikke varm kakao. Jeg har fedtede fingre og tager mine ringe af og ligger dem i et serviet. Vi nyder kakaoen og jeg samlet alle servietter sammen og giver bakken til en dreng, der arbejder der. Vi begynder at køre hjemad mod hytten og på vej op af en tallerkenlift går det pludselig op for mig, at jeg ikke har mine ringe med. De ligger i den sammenkrøllede serviet – og højest sandsynligt i skraldespanden nu. Vi kører tilbage, selvom jeg er fuldstændig modløs! Jeg forestiller mig, at jeg skal ligge med hovedet nede i skraldespandene foran al personalet. Heldigvis havde den unge mand rent faktisk taget servietterne op én efter én og havde lagt ringene til side til mig! HURRA! 

Og nu skal jeg begynde at være opmærksom og huske ting igen, for dét hér pis er ganske enkelt for stressende! 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Jeg er ny i gamet, så efterlad endelig kritik - så gør jeg det bedre næste gang.

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om endelig at have et hjem