4 ting, jeg ikke gør

Om at skrive, lave reklamer og træffe chefbeslutninger


I mine indledninger plejer jeg altid at lave en eller anden lille krølle eller introduktion i forhold til rubrikken. Det kan jeg ikke i dag, for jeg ved endnu ikke, hvad det her indlæg skal hedde eller hvad det skal handle om i øvrigt. Jeg har bare lyst til at skrive. Og sådan har jeg det tit. Mine noter på min telefon er proppet med halve og hele skriv, som enten endnu ikke er blevet gjort færdige, er blevet vejet og fundet for lette eller som jeg decideret bare ikke har skrevet til los bloggos. For jeg skriver meget, og meget af det rammer aldrig julieelsebeth.dk, fordi jeg ikke synes, at det som det er nu, er den rigtige platform.

Nogle gange har jeg skrevet rasende skriv, der ikke vil gøre noget som helst godt, hvis de kommer ud og får liv – og så holder jeg dem for mig selv. Nogle gange kommer det så tæt på, at jeg ikke bryder mig om at give det væk bare for at gøre det. Og nogle gange mister jeg interessen i mit skriv halvvejs, og da vi mennesker nu engang er indrettet til at finde os selv mest spændende så bliver jeg nødt til at træffe en chefbeslutning om, at hvis jeg selv kan miste interessen for noget jeg skriver, så kommer alle I andre sgu også til det. Og så dør det lige der. Men det er stadig i min noter. Det skal være en ualmindelig ringe omgang, før jeg sletter et skriv. Ringe er vel egentligt ikke engang nok til at blive slettet, det skal decideret være sådan, at jeg får det skidt af at genlæse det, før at jeg beslutter at lade det lade livet. For jeg har jo brugt tid på det og lagt noget af mig selv i det, så jeg kan simpelthen ikke bare slette pisset. Jeg vil tusinde gange hellere fyre alt indholdet af badeværelsesskabet eller tøjskabet i skraldespanden end at smide tekst ud.

Jeg har kun haft den her blog i 2 år, omtrent ligeså længe som Inge har været i den her verden. I den tid kan det tælles på én hånd, hvor mange gange jeg har taget mod et forslag om et muligt indlæg, for det er simpelthen ikke sådan jeg skriver. Jeg finder glæde i mine egne ideer, fordi de udspringer af et eller andet, der fylder noget hos mig. Og meget af det er måske nok noget værre pis og fremstår som ren underholdning, men det udspringer sædvanligvis fra præcis det samme sted som mange af de mere seriøse indlæg – jeg har bare behandlet de to forskelligt undervejs.

Jeg laver heller aldrig spørgerunder om, hvad I gerne vil læse mere om herinde. For det første fordi statistik jo taler et ganske tydeligt sprog. Ud fra tidligere indlæg så jeg ved da godt, hvilke tekster, der er størst sandsynlighed for at I læser – men også fordi jeg har naiv barnetro på, at du startede med at læse med her af en grund, og derfor kan jeg også godt tillade mig at blive ved med at udvælge emner og tematikker selv. Og hvis nogen undervejs skulle miste interessen, så havde jeg det i det mindste sjovt undervejs, fordi jeg selv bestemte.

Desuden ville spørgerunderne garanteret også medføre den evige “mindre reklame!!!” kommentar. Og den er jeg simpelthen ikke interesseret i. Udover, at jeg som journalist anser det som ganske givet, at intet indhold er gratis – og at man da naturligvis skal betale for at læse det, så synes jeg også, at sponsorerede indlæg er en enormt blød og lækker måde at betale på. Nogle steder betaler man for sit indhold per måned med sit dankort, nogle steder betaler man med sine informationer, nogle steder er det ved at glo på bannere og her hos mig betaler man ved at blive udsat for indhold, der dels indeholder et reklame-element, men derudover bare er indhold som resten af lortet. Jeg synes det er både blidt og retfærdigt, og hvis man ikke synes det, så er løsningen åbenlys.

Jeg tager i øvrigt også meget sjældent i mod forslag fra mit skæggede side kick. Arne elsker at mase snudeskaftet ind på blogger-banehalvdelen, men han bliver også enormt tit bedt om at moon walke tilbage hvor han kom fra. For det her er simpelthen mit, og jeg gider kun lave det, hvis det er mig, der træffer chefbeslutningerne. Jeg er stolt af, at der er så mange, der læser mine ord, og jeg prøver så vidt muligt at beskytte mine kernelæsere mod indlæg, som eksempelvis kun er til, fordi de forretningsmæssigt er en god ide eller fordi de kan udfylde en SEO-tomrum et sted på internettet.

Jeg pisse-elsker at skrive. Og det er mofo meget sjovere at skrive, når du rent faktisk gider læse det. Men i ny og næ så kræver det også mere end et almindeligt tilløb at trykke på “udgiv”. Jeg forventer aldrig, at mine ord betyder noget for og hos dig – men de betyder noget hos mig og nogle gange er de svære at give væk.

Og sådan gik det til, at noget af det mest pladderromantiske jeg nogensinde har skrevet herinde handlede om tekst.

Glædelig søndag, elskede homies

Fik du læst om de 4 ting, som jeg aldrig gør?

1 kommentar

  • Sådan skal det være!
    Det er så vigtigt, at holde fast i sig selv og sine ord, selvom der er meget som trækker.
    Vi har valgt at holde os ude af alt der hedder spons og lignede, da det endnu ikke har givet mening for os. Og det skal det jo, altså give mening, for eller kan det være næsten ligemeget.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

4 ting, jeg ikke gør