Mor-bekendelser #3

Om at skulle flytte med en baby

“Øhm, du skriver “baby” i rubrikken – er dit barn ikke ni en halv måned? Er det ikke på tide at stoppe med at kalde hende en baby?” Luk røven, det’ jeg æk’ klar til endnu. 

Nå men øhm, med den banan ude af posen, så til det blogindlægget skal handle om – at flytte med en baby. Det er naturligvis en del af “Lejligheds-lørdag”, hvor jeg hver lørdag deler et eller andet indlæg omkring vores lejligheds-projekt. “Øhm, hver lørdag? Der kom sgu da ikke noget i sidste uge.” Nja, men der var heller ingen lørdag i sidste uge. Der var to fredage. 

Men lad os lade være med at dvæle for meget ved min manglende evne til at følge op på de ting, som jeg har lovet – og i stedet tale lidt om det at skulle flytte sin baby – og flytte med hende. For vi købte jo som bekendt vores projektbyggeri ved Amager Strandpark for halvandet år siden. Siden da har vi så bare ventet på, at det skulle blive færdigt. Tidsplanen har holdt og det er altså ikke på grund af forsinkelser, at vi har måtte vente så længe – det tager åbenbart tid at bygge et højhus. Fair nok. 

Vi boede på Amager I Arnes lejlighed da vi købte projektbyggeriet og solgte så den. Og BIIIIIING, så var der sgu da lige penge på fælleskortet. Dem – og i øvrigt mange flere – brugte vi jo så på at købe vores projektlejlighed. Vi lejede os midlertidigt ind på Østerbrogade, da jeg var højgravid og indtil Homie var en måned gammel. Derefter flyttede vi til Sorø, hvor mine forældre bor og har siden da nydt provinslivet med alle dets finurlige facetter – så som at man skal bruge en bil, 30 minutter på at gøre sin baby klar og overleve en højlydt køretur med en vred baby, hvis man mangler en liter mælk. Vittighed. Det er vingummibamser, som man mangler – naturligvis. 

Men vi har sgu nydt provinslivet. Vi har gået ture i skoven, hilst på hesterne og muh-køerne hver dag, sovet lure i den friske luft og haft masser plads omkring os udenfor såvel som indenfor. Men nu skal vi flytte, og vi glæder os freaking meget. Men det bliver dæleme også specielt. For selvom vi blot flytter til Amager, så bliver det sgu noget andet end Sorø og landsbylivet. Lejligheden er mindre, man skal med elevatoren ned (eller trapperne, hvis man er sådan en irriterende type), hvis man skal gå en tur og hvis Homie skal stå lige ude foran døren og sove i sin barnevogn – så bliver det på altanen. Så der er bare en hel del ting i hverdagen, der kommer til at blive noget anderledes. Jeg håber og tror på, at Inge kommer til at tage det i stiv arm. Hun får sin far hjem på barsel, sit eget fint indrettede værelse og en hverdag op at køre. Hun plejer heldigvis ikke at reagere negativt på forandringer, men lad os nu se, når flytningen reelt er overstået. Hun kommer sgu nok i hvert fald til at savne sin mormor og bedstefar en del – hvis sådan nogle små størrelser da kan savne. For de har jo været sammen med hende hver dag siden hun var en måned gammel. Så det er med en lille klump i mavsen, at vi er begyndt at pakke alting ned – men det skal nok blive virkelig godt. Vi har glædet os til det i halvandet år nu, og det bliver så dejligt at få sin egen lille base igen, hvor det er ens egne ting, der bliver brugt. 

Selve flytningen med en baby kommer til at foregå ved at min mor passer Inge inde i den nye lejlighed mens vi andre løber rundt omkring dem og samler nye møbler og pakker vores støvede service ud igen. Så kan de gå en tur til stranden og få en eftermiddagslur og hygge sig mens vi andre maser på. Vi har min far til at hjælpe med flytningen af de ting vi har haft med i provinsen, og så har vi lejet et flyttefirma til at tømme vores opbevaringsrum og kaste hele skidtet op på 7 sal. Derudover kommer min kusine og hendes kæreste og sætter lamper op om aftenen – altså, kæresten sætter lamperne op. Min kusine fortæller ham, hvorfor han gør det forkert. Og weekenden efter kommer Arnes forældre så og hjælper med alle de ting, som vi ikke har nået, på grund af den støvsky af rugbrødshapsere, prut-bleer og putte-tider, som vores hverdag nu engang består af. 

Men nu er det i hvert fald snart – om 11 dage skal vi sove den første nat i vores nye hjem. Jeg glæder mig sgu. 

Du kan læse mere fra min hånd – eksempelvis tredje og sidste omgang af jeres freaking fe’e mor-bekendelser. 

1 kommentar

  • Line

    Altså det der med stadig at kalde hende baby – jeg kan toppe den; mit tredje og ( HØJST sandsynligt) sidste barn, Anker, bliver to år til februar og herhjemme er han stadig og bliver kaldt vores baby 😂🙈 #notreadyatall

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mor-bekendelser #3