De værste ting ved hverdagen 

Om at springe ud 

Forrige uge udgav jeg efter virkelig lang betænkningstid et indlæg om mit tre år lange forhold til en pige. Det blev heldigvis taget pragtfuldt i mod. Hurra for jer! 

Det har naturligvis affødt nogle uddybende spørgsmål, og det er skidefint. Der er som sagt ikke noget hemmeligt i det for mit vedkommende, jeg vælger bare at holde hendes navn, billede og andre personlige oplysninger ude af billedet. Det bliver altid nogle meget mærkelige sætninger, når jeg skal forsøge at skrive mig ud af at bruge hendes navn ved i stedet at bruge pronomener som “hende” og “hun” i hver eneste sætning. Så for overskuelighedens skyld, så lad os kalde hende Anne. 

Nogle ville gerne vide, hvordan jeg fortalte venner og familie det og hvordan de tog det. Og det er sgu heller ikke hemmeligt, så den fortælling kommer her. 

Jeg blev kærester med min ekskæreste ret hurtigt. Og pludselig stod jeg jo så i en situation, hvor jeg rent faktisk var kæreste med et menneske, som min familie slet ikke vidste eksisterede – og som de nok i øvrigt nok ikke lige regnede med ville have det givne køn. Og jeg orker ikke at lyve; jeg skulle sgu lige tage mig lidt ekstra sammen for at fortælle, at der var en ny tæreste i byen. Og I kender godt dét dér med, når der er noget, som man lige skal tage sig sammen til, æk’? Ja, man får det ikke rigtigt gjort ud af det blå vel. 

Nå, men kort efter vi var blevet kærester, skulle jeg hente noget hjemme hos min søster og hendes kæreste. Jeg var sammen med  Anne den dag, så jeg skrev til min søster, at jeg sagtens kunne hente det, men at jeg altså tog Anne med. Til det svarede min søster “Super, vi er hjemme fra 15.30.” – jeg svarede med “Perfekt, bare lige så I ved det, så er jeg altså kæreste med Anne”. Modsat mig, så har min søster andre og vigtigere ting at tage sig til, end at glo på sin telefon, så den besked så hun sgu ikke – og det vidste jeg ikke. Så Anne og jeg dukkede op, fik kage, hyggesnakkede og tog hjem igen. Jeg i den tro, at de godt var klar over, at jeg lige havde introduceret dem, for min nye kæreste. Efterfølgende sagde min søsters kæreste til hende, om ikke der var noget lidt finurligt i det, som lige havde foregået. Det mente min søster ingenlunde! Et par timer senere fik hun dog endelig fisket telefonen op af sin taske og måtte indrømme, at der måske alligevel var noget om hans indskydelse. Min søster og jeg kan snakke om alt, i dette tilfælde blev det bare aldrig nødvendigt. Hun behøvede blot vide, at vi var kærester og ingen uddybninger var nødvendig for hende. 

Mine forældre skulle naturligvis også have det at vide, så jeg sagde det sgu lige under en omgang kylling i karry. De spurgte, hvem det var, som jeg hele tiden besøgte – jeg svarede “Det er Anne, og det er min kæreste”. De synes sgu, at det var grineren – for det havde de ikke regnet med. Jeg hørte hverken dér eller senere et eneste ondt ord om det – og det havde jeg i øvrigt heller ikke forventet. Jeg har nogle freaking sø’e og pragtfulde forældre. Jeg er da ikke i tvivl om, at de lige har vendt situationen, når jeg ikke har været til stede, men de har været opmærksomme på, at det aldrig var en samtale, som jeg behøvede være en del af. Jeg havde valgt en kæreste og det var de vældig godt tilfredse med. De blev virkelig glade for Anne, ligesom for mine andre kærester i øvrigt, og det var aldrig min opfattelse, at de havde en my i mod vores forhold. 

Heller ikke bedsteforældre, onkler, tanter, fætre, kusiner og des lige har nogensinde sagt et ondt ord eller rynket på næsen over min beslutning. Jeg har en del færøsk familie, og selvom homoseksuelle deroppe opfattes som lidt mere yderligtgående – så har min familie aldrig nævnt det med et eneste ord. Det var jeg enormt glad for. Der var altså ikke meget “spring” over det, da jeg sprang ud. Det var mere sådan et dørtrins-lignende skridt, der var tale om. 

Men da vi efter omtrent tre år sluttede vores forhold og jeg påbegyndte mit forhold til Arne skulle jeg jo så springe tilbage. Det foregik også ganske udramatisk. Mine forældre spurgte, hvem det var, som jeg boede hos i København. Jeg svarede “Han hedder Anders” og min far sagde “NÅ, du mener ikke Andersine?”. Ja, vi er ikke just kendt for sofistikeret humor i min familie, men jeg synes sgu, at dén joke kunne noget.” 

Jeg er udmærket godt klar over, at udspringet for mange er en følelsesmæssig hård proces, men sådan var det altså aldrig for mig. Det var enkelt og jeg fik aldrig opfattelsen af, at det ragede dem en radiator, om det var en mand, kvinde eller en form for skumgummi-dyr, som jeg indledte et forhold til. Hjemme hos os behøver man altså ikke tro, at verden drejer rundt om én, bare fordi man blev kæreste med end Anne i stedet for en Anders. Og det elsker jeg. 

Glædelig tirsdag, homies. Tirsdag er en god dag til et glas rødvin til kanten – så se at komme i gang. 

Fik du nogensinde læst om mine beauty hacks til trætte mødre? 

2 kommentarer

  • Maria

    Jeg har drukket to glas rødvin og er flad af grin over din fars kommentar om Anders(ine) 😂😂😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg havde kun hvidvin. Beklager. 🤷🏻‍♀️😎

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De værste ting ved hverdagen