Om dengang jeg spiste en vindrue

Om at starte på arbejde efter barsel

Ja, glædelig lørdag. Klokken er nu 06.15, og jeg kan edderbrandsparkeme love jer for, at Homie er vågen og klar til at komme i gang med at have det fedt. Hun har tygget sig gennem både mine brystvorter, to legetøjs-løver og sin sovende fars knæ. Så jeg tænker, at vi snart skal op og køre havregrød ind – og naturligvis bruge min finger som ske, eftersom reelle skeer i denne uge er blevet djævelen. Så hvis mine fingre lugter lidt af kogt korn og smeltet smør det næste stykke tid, så er det derfor – og stop så med at lugte til mine fingre, det er sgu da for mærkeligt. Nå, men det er selvfølgelig nok meget godt at Homie hiver mig op nu, for jeg havde skægt nok endnu engang glemt mit éne faste blogindlæg om ugen; lejligheds-lørdag, så jeg skal sgu da også op og i gang. Arne kom hjem klokken kvart over hundelort i går efter TV2s 30 års følle-fest for medarbejderne – så jeg regner ikke umiddelbart med at han bidrager med mere her til morgen end at hvæse efter vand og lugte af finsprit. 

Og nu sidder der måske en enkelt eller go derude og tænker “ej, så var han lige i New York i 8 dage, og så kommer han direkte hjem for at tage på arbejde under 24 timer efter hjemkomsten og til efterfølgende fest. Hvor er det fedt for JE og Arne, at de lader hinanden være andet end bare forældre.” For det første så’ det kun Arne der laver andet end at tørre leverpostejsfingre af – og for det andet, så ville det nok være fe’ere for ham, hvis han ikke hele tiden skulle høre på mig, der pointerer at han er den eneste, der er andet end bare forælder. Uden tvivl et punkt hvor jeg kunne være et mere givende og stort menneske – men det kan jo stille sig i kø bag alle de andre af mine punkter, der også trænger til en grundig rusketur. Det bliver æk’ i dag, der bliver gjort noget ved den grimme vane. 

Nå, men Lejligheds-lørdag bliver lidt en blandet landhandel i dag. Både fordi jeg bare skriver uden at redigere og fordi tingene sgu bare lapper lidt ind over hinanden for os for tiden. Derfor kommer det til at handle om at skulle tilbage til byen, men i særdeleshed også om at skulle starte arbejde igen.

Du kan desuden finde mit seneste indlæg hér. 

Lige for tiden er jeg jo ret sat fast ude i provinsen. Jeg skal ind i en bil, hvis jeg skal noget som helst, og derfor holder jeg det lidt nede. For Inge gider æk’ køre bil! Men om lidt over halvanden måned flytter vi jo tilbage til København, og så kan jeg bare trille barnevognen afsted, hvis vi skal nogle steder. For Helle, hvor bliver det bare drøn-lækkert. Vi skal nyde vores nybyggede, lækre lejlighed og gøre brug af byen og at alle vores venner bor derinde. Der er dog det lille fiffige tillæg til den våde drøm, at jeg allerede 12 dage efter vi er flyttet til København skal starte på arbejde igen. Som i, at jeg skal overlade pasningen af Homie først til Arne og derefter til en vuggestue – hvis vi da er så pisseheldige at få sådan en plads på nybygger-Amager. Inge kommer til at være over et år før hun kommer i vuggestue, men jeg synes sgu stadig, at hun er ret lillebitte og jeg bryder mig sgu ikke om det. Jeg har store planer om at træne hende som en lille vuffer, så hun er rimelig selvhjulpen, når hun skal ud i ubarmhjertige institutions-land. For jeg kan forstå, at der ikke er nogen pædagoger tilbage til at passe på børnene. De har tilsyneladende alle sammen fået at vide, at de skal bruge mestendels af deres tid på lærerplaner og at regne ud, hvor der kan skæres yderligere – og hvis der så skulle være lidt tid tilbage kan de jo se, hvor mange prut-bleer de kan finde rundt omkring på stuen. Det må edderbrandsparkeme være et utaknemmeligt job at have, man kan godt forstå, at de bliver betalt en fremragende løn for det … nå nej. Må jeg iøvrigt anbefale pædagogerne, at hvis man står alene med 18 børnehavebørn, at man så bare lige binder dem alle sammen sammen til én lang kæde, så de er lettere at holde styr på, og så kan de jo bare hjælpe hinanden lidt, når der skal pilles næse eller lignende. Og så gælder det simpelthen bare om at vente på, at der kommer nogen og henter leddene i kæden ét efter ét. For der er tilsyneladende ikke nogen, der har tænkt sig at gøre noget ved de latterlige nomeringer. 

Jeg glæder mig i hvert fald æk’ til, at Homie skal ud i den verden. Jeg er glad for, at jeg kender så mange søde og dygtige pædagoger, der nok skal prøve at få det bedste ud af en bæ-situation. 

Nå, men udover at Inge skal starte i vuggestue, når farmands barsel er ovre, så skal jeg jo også starte på arbejde igen. Når jeg kommer tilbage har jeg været væk et år, men undtagelse af fjorten dage. Det føles som fjorten dage. Jeg kan på ingen måde forstå, at jeg har været væk over 9 måneder allerede. Jeg er virkelig glad for mit arbejde, og jeg er helt fjollet med mine kollegaer – men jeg ryster allerede nu i bukserne over at skulle tilbage. Jeg er da skidenervøs over, om jeg kan huske alt og om jeg stadig er dygtig til de ting, som jeg lavede for et år siden. Jeg gider sgu da ikke være hende der, der ikke kan huske hvordan man opdaterer Adobe-pakken og har glemt alle de studier og artikler, som engang sad på rygraden. 

Når den nervøsitet overmander mig, så sørger jeg lige for at huske på, at jeg her til morgen lavede havregrød med en baby på armen, og mens den kølede ned fik jeg – igen med en baby på armen, pakket en pusletaske, sat en vask over, taget baby-mad op af fryseren og smidt en ren t-shirt over hovedet på mig selv. Det tog 6 minutter sammenlagt – så jeg kan klare alt. Mødre er vanvittige. Man render og er bange for, at man ikke længere er rustet til arbejdsmarkedet efter så lang tids fravær, og i virkeligheden så har hele barslen været en træningslejr udi tålmodighed, overblik og benhård prioritering. Og det er sgu da noget, som enhver arbejdsplads kan bruge. Det kan godt være, at rollen som mor har gjort mig mere følsom på mange områder – men den har eddermame også gjort mig hårdkogt på mange andre. Jeg har kørt bil på motorvejen med et vanvittigt, skrigende barn, der forsøgte at finde en måde at rive sine autostols-seler i stykker, mens jeg febrilsk forsøgte at lokalisere en bestemt afkørsel, så hun kunne få lov at komme ud af den pis-stol – så en lidt stressende dag på jobbet mener jeg nok, at jeg er ok rustet til nu. Derudover sågllder jeg mig også vanvittigt til at starte arbejde af ganske egoistiske årsager. Jeg kommer til at være mig selv, mens nogen andre sørger for, at mit barn har det dejligt – og måske jeg endda kan handle alene eller svinge forbi fitness på vej hjem. Hvem ved. Og jeg skal snakke med voksne mennesker – helt uden at blive afbrudt af en baby hele tiden.

Det bliver iøvrigt skægt at smage varm kaffe igen. Det må næsten komme til at føles skoldende hedt efter et år med lunken kaff’ og kold sovs. Min mund er slet ikke vant til varme ting længere. 

En anden bekymring er iøvrigt, at folk på arbejdet har lyst til at tale om andet end mit barn. Ej, det kan ikke passe, hvem vil dog tale om andet end hende? Jeg må hellere få printet nogle billeder til jeg starter, så jeg rigtigt kan vise hende frem i kantinen. Kæft, hvor bliver jeg populær ved kaffemaskinen, når jeg kommer til at underholde med anekdoter om dengang, hvor Inge spiste en hel rundtom rugbrød med makrel. Den historie vil blive genfortalt og atter genfortalt! 

Hvis der er nogle erfarne mødre derude med gode råd til, hvordan man gør opstarten på arbejdet mere overkommelig, så byd endelig ind! 

Fik du nogensinde læst om vores valg af lejlighed og Amager? Eller hvad med de tusinde ting som jeg græd over, da jeg lige var blevet mor? 

4 kommentarer

  • Aili

    Jeg NØD at komme tilbage på arbejdet. Selvfølgelig skulle man lige vænne sig til at andre skulle passe på ens barn (og jeg sendte nok også lige et par SMS’er til dagplejemoderen, i mine pauser, for at høre om hun nu kunne have glemt mit barn), men det var så dejligt at have en uafbrudt pause, få varm kaffe og tænke lidt på sig selv. Og så har man kun lige brug for et par dage, til at finde tilbage til den daglige trummerum på arbejdet. Det sker lynhurtigt, så du skal ikke være nervøs!
    Hilsen Aili

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    For det første – så tro det eller ej: du kommer til at NYDE alt den “mig” tid, som pludselig nu er i form af arbejde. Du kan faktisk selv bestemme hvornår du vil være produktiv og hvornår du vil gå på wc. Uanset chef, så findes der lige pludselig kun bløde chefer, når man har været under sådan en baby i et helt år!
    For det andet…. forstår så meget angsten at skulle overlade sit barn i armene på nogen andre. Det er grimt og urimeligt, og bare en træls efterfølger af at have behov for at tjene penge for at kunne leve. Det bliver heldigvis også nemmere når du henter et barn der bare har haft en FED dag (moder hjertet vil nok blive liiiidt misundelig over barnet ikke bare har grædt efter sin mor hele dagen, men rent faktisk godt kan trives i andres nærvær…)
    Sidst, så vil kvinderne HELDIGVIS som regel gerne høre om ens børn og hvornår din mælk løb til, og hvornår barnet sov igennem første gang…
    hverdagen, som den vil se ud de næste maaange år, er heldigvis også helt okay <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg har endnu til gode at hun skal starte i vuggestue (om halvanden uge😱), men min arbejdsopstart på arbejdet var ret stille og rolig, og jeg er ikke i tvivl om at det er fordi, min kæreste overtog barslen – det er bare en lidt mere overskuelig tanke, at hun er hjemme hos sin far, fremfor institution!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Det kommer helt af sig selv. Man nyder sin varme kaffe og sine toiletbesøg i lyksalig ensomhed ganske ubekymret 🤷‍♀️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om dengang jeg spiste en vindrue