Homies fødselsdag og vuggestuestart 

Om at være blevet en sjuske

Jeg har været syg siden torsdag. Grineren. Altså hvis man er til piss’-ondt i halsen, feber og følelsen af, at et mindre godstog er kørt henover panden på én. Det er jeg desværre bare slet ikke til. Jeg er mere til softice. Nå, men min sygdom har gjort, at jeg har lignet en klaphat i tre dage nu. Jeg har haft mit tynde, halvfedtede hår slaskende ned af mit blege ansigt og kun haft gammelt graviditetsnattøj på. Det minder til forveksling om hvordan jeg så ud hele min barsel. Stakkels Arne, for nu var jeg jo ellers endelig begyndt på arbejde og måtte derfor tage mig sammen til at stå op og tage pænt tøj og makeup på alle hverdage. Så det fik mig sgu lige til at tænke lidt over, hvordan mit udseende og selvbillede har ændret sig siden jeg blev baby-ejer. 

Inden jeg blev gravid gjorde jeg meget ud af, hvordan jeg så ud. Og nej, jeg gjorde det satme ikke for min egen skyld, selvom det ville være sejest at skrive – jeg gjorde det sgu da for Arnes skyld. Hvis han kom hjem fra arbejde kl. 23:00 på en hverdagsaften, så lagde jeg seriølle lige en lille makeup kl. 22:30, som jeg så vaskede af omkring 23:15, når Arne havde set, at jeg var pæn. Og han syntes så til gengæld også altid (nå nå, så nærmest altid da), at jeg var pæn. Og han fortalte mig det virkelig ofte. Og det’ satme noget, som sådan en ros-afhængig dame som mig kan lide. Der var sådan set kun et enkelt problem i det, for det er jo ikke sådan jeg ser ud. Jo altså, når jeg gør det med vilje – men sgu da ikke bare sådan ganske naturligt. Jeg kan huske, at han ofte om morgen sagde “det er virkelig vildt, at du kan se så godt ud om morgenen” og jeg godtede mig over, at han seriølle ikke havde den ringeste idé om, at grunden til, at jeg måske så bedre ud end de mange andre, han havde tilbragt morgener med var, at jeg sgu da havde eyelash extensions, der jo fik mig til at se frisk og lækset ud på alle tidspunkter. Derudover brugte jeg sol-dråber i min dagcreme, så jeg altid havde en lækker glød og jeg boppede håret godt op inden han vågnede. Og han anede det ikke. Og det skulle satme da ikke være mig, der skulle fortælle ham det. Det ville bare være dumt. 

Og fordi Arne og jeg kun havde været sammen i lidt over 2,5 år, da vi fik Inge, så var vi altså bare ikke nået dertil, hvor jeg var piss’-ligeglad med, hvordan jeg så ud foran ham – så jeg havde aldrig bare ladet lortet stå til før. Jeg gjorde altid noget ud af mig selv. Det samme gjorde sig i øvrigt gældende, da jeg var gravid – uanset hvor stor og rund jeg blev, så fik jeg dæleme stadig gjort noget ud af projektet. Jeg havde vitterligt en plan om, hvad jeg skulle have på til fødslen og hvordan jeg skulle have mit hår – det skulle jo tages billeder forståes det.  Prøv at gæt, om jeg havde lyst til lige at sætte mit hår, da veerne pludselig kom væltende. Hæhæ. Det blev æk’ til en skid. 

Og hold kæft, hvor var det dog i øvrigt nemt at være pæn altid dengang. Hoppe en time ind til dulle-damen og få sat vipper på hver tredje uge, bruge god tid i badet og barbere benene og tis’-konen hveranden dag, hoppe ud i solen så snart den tittede frem, træne konstant, bruge god tid på hudplejen og gå til frisør ofte. Derudover så besøgte jeg badeværelset 75 gange om dagen for lige at rette på håret, duppe panden, tjekke tænderne for efterladenskaber fra den grøntssagslasagne, der var til frokost og så videre. Kæft, hvor jeg så fremragende ud hele tiden.

Og de ting er jeg jo så bare blevet ved med efter jeg blev mor. Hæhæ. Vittighed. Det er jeg satme æk’. Der er sgu blevet vendt op og ned på prioriteringerne – og alle de ting, der ikke omhandler at nogen er sultne, tørstige, trætte eller har ondt, de ryger sgu om bag i køen. Og allerlængst tilbage i køen er alle de ting, der kun er vigtige for at opretholde en idé om, at jeg er en pragtfuld skabning, der altid ser lidt lækset ud. Jeg barberer ben og des lige omtrent hver fjortene dag, og det kan Arne godt leve med – og så kan jeg også. Der er væsentligt færre bade, flere tørre ben, der kunne trænge til en omgang creme og hvis jeg har noget siddende i næsen, så opdager jeg det bare først væsentligt senere end før – for jeg render ikke og glor mig selv i spejlet hele tiden. Derudover er der også de ting, der rent fysisk bare har forandret sig ved mig siden jeg blev nogens mor – jeg har fået fyldt godt op på bekymringsrynke og panderynker, jeg har fået væsentligt flere pigmentforandringer, jeg vejer vel cirka 6 kilogram mere end før jeg blev gravid og både babser og bagdel ser lidt mere udsultede ud end før. Men det at der er ekstra meget at tage fat på har ikke ligefrem gjort mig mere arbejdsom på pænheds-fronten. Jeg kan sagtens stå op efter 3 timers søvn, trække i graviditetspyjamassen, der hænger godt langt nede og fremviser min blege amme-bagdel hver gang jeg sætter mig på hug – og så først 5 timer efter have tid til at gå på toilettet, for så at opdage at Inge på et tidspunkt har fået smurt havregrød i mit hår og har kysset mig med snottuden på kinden. Og jeg har det absolut ikke dårligt over, at Arne skal se mig sådan. Han siger seriølle ofte, at jeg ser pragtfuld ud, når vi er i gang med netop sådan en bæ-dag – og selvom det virkelig ikke er sandt, så ved jeg godt, at han mener det. Og jeg er sgu bare heller ikke selv så skide kritisk længere. Jeg synes sgu da også, at jeg ser godt ud – og hvis jeg en dag lige bruger 15 minutter på at gå bananas med tørshampoo og en lidt grov form for spartelmasse til ansigtet, så synes jeg sgu at jeg ser aldeles fremragende ud – som for eksempel lead-image’et til dette indlæg. 

Jeg har ikke noget stor afslutning, der skal binde hele lortet sammen og give en aha-oplevelse eller rykke noget videre i jer. Det er sgu mere bare en lille fortælling om, hvordan det mest overfladiske menneske på denne jord fra den ene dag til den anden blev fucking ligeglad med alt det piz. Eller – jeg vil jo stadig godt se pragtfuld ud i ny og næ, det er bare ikke længere særlig ofte, at det er det som jeg vælger at bruge mit ekstra overskud på. 

Glædelig lørdag. Du ligner en million, mor.

Hop sgu da lige ind og læs mit seneste indlæg om Homies følle, lidt alene-mor-tid og vuggestue-starten.

3 kommentarer

  • Du er så lækker altså jo.
    Som før og efter morskab, og på billeder og irl <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne

    Jeg rækker også lige hånden op her… Kender det alt for godt! Der findes faktisk dage hvor jeg står direkte op efter verdens mest lortede nat og bare kyler det nærmeste grimme tøj på. Og når jeg så børster tænder for at komme i seng om aftenen så kigger jeg mig i spejlet, og opdager til stor skræk at jeg slet ikke har set mig selv i spejlet hele dagen og stadig render rundt med gammel make-up der hænger i øjenrynkerne og uglet morgenhår. Tænk at gå en hel dag uden overhovedet bare at sende blikket til spejlet en eneste gang man har været på toilettet og vasker hænder. Eller skifter bleen på den lille dame. Suk… Jeg vil have mit gamle liv tilbage…. Bare engang imellem 😉😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Jeg har lige slået en prut og min mand tog ikke notits af det 😬 Vores dreng er lige blevet ét år og jeg har det på nøjagtig samme måde som du.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Homies fødselsdag og vuggestuestart