Min 30 års-fødselsdagsfest i billeder og ord

Om at være blogger-manden

Arne har tidligere fået lov til at smide et par indlæg på los bloggos her, omend jeg er lidt mådeholden med det – fordi det generelt jo er langt sjovere for mig, når det er ham, der bliver udstillet end mig. Men det er sgu blevet den tid igen og han har skrevet et indlæg om at være den famøse “blogger-husband” – det var også hans overskrift til at starte med, men den har jeg sgu redigeret i, fordi han satme ikke får lov til at kalde sig min “husband” uden først at smide en ring på min pinligt, nøgne finger. Der er ordet “mand” lidt mere brugbart i flere sammenhænge. Nå, men jeg kommer jo ikke udenom det – så tastaturet er nu Arnes. Han havde da heldigvis ikke smidt noget billede med – så det har jeg sgu bestemt.

’Hvorfor har du ikke min skulder med, man bliver jo nødt til at kunne se min skulder,’ Ej, hvorfor er det blevet så grynet, det dur ikke, ’rigtigt fine billeder, men kan vi måske lige prøve at tage nogle flere?,’ ’HUSK BLITZ!’.

Sådan lyder Julie Elsebeths og mine samtaler under et helt almindelig ’photoshoot’. Eller det er mest Julie Elsebeth, som har en samtale. Jeg makker for det meste bare ret, og får det overstået selvom det kan være svært for mig at forstå, hvorfor det er vigtigt, at den skulder er med.

For ja, det er mig, som er ham blogger-kæresten. Ham som står og knipser 40 billeder på stranden, midt på en fyldt café, eller midt i forretten på en fin og fornem restaurant. Det er mig, som ser dum ud, når jeg kravler op i et træ for at få den rigtige vinkel, lægger mig midt på en fyldt gågade, eller står baglæns på ski med kameraet i den ene hånd. Er det fedt? Nææh, det vil måske lige være at stramme den (bortset fra det med at stå baglæns på ski mens jeg filmer, for det er lidt fedt) men det rør mig faktisk ikke at skulle tage alle de billeder. Mange mænd gider vist ikke den slags, fordi det ser dumt ud, er spild af tid, og måske endda er lidt pinligt. Men sådan har jeg det faktisk ikke.

Måske det er fordi, at jeg selv er journalist. Jeg har været reporter til blandt andet Tour de France, OL og diverse håndboldslutrunder, og har i disse tilfælde sendt live. I den slags situationer vænner man sig til at lukke alt det der sker omkring én ude. Både de mange fans, journalister eller sportsudøvere, som kan være rundt om én – samt tanken om, at der kan sidde op mod en million danskere hjemme foran skærmen og følge med. Man skal bare fokusere på, at få fortalt det man nu engang har forberedt.

Det er det samme som blogger-mand, man skal bare fokusere på at få taget de bedst mulige billeder hurtigst muligt, så man kan komme videre – måske kan man endda nå at spise sin mad mens den stadig er nogenlunde lun.

Men livet som blogger-kæreste byder på meget andet end at tage billeder. Forleden stod jeg for eksempel midt på en parkeringsplads og pumpede en gigantisk plastikenhjørning op, som skulle bruges til et opslag. Jeg har også besteget et mindre bjerg med en barnevogn, fordi jeg skulle slæbe alle vores ting så Julie Elsebeth kunne lave stories imens, og så har jeg bare generelt været ham, som organiserer alt det praktiske, når vi er på nogle af vores ture, så Oste-Else kan koncentrere sig om at skrive. Men det, der fylder mest er helt sikkert de tusindvis af billeder, som jeg igennem tiden har taget i regn, slud og solskin samtidig med at jeg er blevet irettesat og gjort opmærksom på, hvor latterligt det er at tage et billede, hvor man kan se legetøj i baggrunden eller hvor det er skåret midt på låret.

Jeg ved godt, at jeg får det til at lyde som en lidt sur tjans, og det er det da på nogle måder også, i hvert fald kan det være en smule kedeligt. Men jeg gør det altså alligevel meget gerne.

Jeg er nemlig ret stolt over Julie Elsebeth, og ikke mindst over hvor godt det er gået for hendes blog, siden hun startede den for 1 ½ år siden. Jeg synes sgu, at hun er sej, har nogle fornuftige ting på hjerte og nogle fantastiske idéer til, hvordan man kan lave noget fascinerende indhold. Det vil jeg gerne støtte med hele mit hjerte – og ikke mindst med mit kamera. Det her er altså ikke min opsigelse som blogger-mand, og i kommer altså derfor også fremadrettet til at se mig og min mobiltelefon i en eller anden håbløs positur, mens vi forsøger at få hele Else med på billedet, samtidig med at hun ser tilpas naturlig ud. Og selvfølgelig med blitz. Masser blitz.

Og, må jeg lige tilføje – heldigvis har hun en enkelt gang, ja én gang, givet mig en rigtig fin gave pga. mit arbejde med alt det billed-knipseri i ydmygende situationer. Nogen vil måske sige, at én gang ikke lyder af meget, og det er det da bestemt heller ikke! men man kan jo håbe, at hun læser med på sin egen blog og tænker over, hvor lidt det egentligt er. For det er virkelig lidt. Fik jeg sagt, at det ikke var særlig meget? Altså lidt.

Fik du læst indlægget med grundende til, at JE godt gider blive gammel med mig? Det minder jeg hende om, at hun har skrevet cirka hver dag. Måske hun snart ombestemmer sig.

 

1 kommentar

  • Camilla

    ELSKER Arne 😂 mere Arne tak. Jeg har ingen fancy blog men det afholder mig altså ikke fra at tvinge min stakkels mand til at tage tons vis af billeder med blitz. Masser af blitz. Så han nød også dine skriverier 👆🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min 30 års-fødselsdagsfest i billeder og ord